Nu siger staten farvel og tak til Christiania

Fra midt i juli vil der ikke længere gælde en lov for fristaden Christiania. Efter 41 års mere eller mindre modvilligt ejerskab overlader staten nu sit myndighedsansvar for arealet til »lovgivningens almindelige regler«, som det udtrykkes i bemærkningerne til et kort lovforslag, som regeringen i dag fremsætter i Folketinget.

»Christianitterne må leve, som de vil, men det skal ske på samme vilkår som i resten af samfundet,« siger Martin Lidegaard, der som klima-, energi- og bygningsminister har haft fristaden under sit resort siden november 2011.

Martin Lidegaards lovforslag, der i to sætninger ophæver den tre gange ændrede Christianialov fra 1989, er ifølge ministeren »den foreløbige kulmination på den frihedskamp, som Christiania har ført i over 40 år.«

»Nu ejer de sig selv, og nu kan de selv udvikle deres område og måske koncentrere sig mere om det og mindre om kampen mod systemet. Aftalen er, at de ikke kan undlade at leve op til den lovgivning, som resten af Danmark overholder,« siger han.

Sager om »ulovligt byggeri m.v.«

Københavns Kommune bliver i stedet for Bygningsstyrelsen fremover den vigtigste myndighed for det omkring 34 hektar store område på Christianshavn. Ifølge lovbemærkningerne overføres 45 uafsluttede sager om »ulovligt byggeri m.v.« til kommunen, der i et høringssvar allerede har taget forbehold: »Københavns Kommune anser det som et mellemværende mellem staten som ejer og christianitterne som lejere, som bør afsluttes ved overgangen til en ny ejerform,« skriver kommunen.

– Københavns Kommune er forbeholden og vil have en forhandling?

»Faktisk er antallet desværre steget til 55 sager. Det er et af problemerne, at der kommer nye til hele tiden. Derfor er vi nødt til at insistere på, at aftalen skal holdes,« siger Martin Lidegaard, der ikke ønsker at gå i detaljer med de enkelte sager:

»Hele den proces, der følger efter loven her, egner sig ikke til avisen, men til en drøftelse med christianitterne,« som han siger.

Også fra den fond, som ejer Christiania – bortset fra det historiske voldanlæg, hvor staten indtil videre bevarer ejerskabet – har der lydt kritik af lovforslaget. Ifølge medlem af fondsbestyrelsen advokat Knud Foldschack mangler lovbemærkningerne »den positive og konstruktive ånd«, der er formuleret ind i de fem aftaler, som ligger til grund for overtagelsen af området fra staten. I præamblerne til aftalerne understreges det f.eks., at administrationen skal ske »med tanke for den særlige forhistorie«.

– Hvorfor er der ikke i bemærkningen en formulering om, at overgangen fra én tilstand til en anden kan administreres lidt gelinde?

»Man kan ikke lave gummiparagraffer. Når man laver lovgivning, må man skrive, hvad der er lovligt, og hvad der ikke er. Og da vi lavede aftalen med Christiania, var det en del af aftalen, at byggerierne skulle lovliggøres, især på volden,« siger Martin Lidegaard.

– Kan man gå fra en særordning, der har varet i 41 år, til noget, der bliver ligesom Vanløse, på én dag?

»Det er ikke en nærliggende risiko, at Christiania bliver som Vanløse. Det er der ingen, der ønsker eller tror. Sagen er, at vi har et fortidsminde her, som københavnerne holder meget af, og kan man skalte og valte med det, som man vil? Man har hele tiden haft en forståelse af, at det kan man ikke,« siger ministeren.

Fristad uden vold

På ét punkt kan ministeren dog imødekomme christianitternes kritik og at gengive den tidligere lov og aftalerne som bilag til lovforslaget.

»Det har jeg bedt Justitsministeriet om, og det er vi ved at undersøge. Men det ville være en bjørnetjeneste at gøre Christiania, hvis man endnu en gang fiflede dem ind i en særlov. Det ville stække fristaden, fordi den så hele tiden vil være afhængig af, hvad et flertal i Folketinget mener,« siger Martin Lidegaard.

»Dét er en ret anstrengende øvelse – det kan jeg sige som garvet politiker – at skulle hente et flertal på 90 mandater, når det drejer sig om Christiania.«

– Det nævnes i lovbemærkningerne, at fortidsmindet, altså voldanlægget, principielt kan sælges. Kan køberen være nogen anden end Fonden?

»Det ved man jo aldrig. Der står jo ikke, at vi ikke vil sælge til Fonden. Der står bare, at vi følger landets lovgivning, hvis vi skulle sælge. Det ville stille staten i en vanskelig situation, hvis vi skulle aftale pris, hvis fonden var eneste mulige køber.«

– Vil det være en god idé at sælge voldanlægget?

»Når vi ikke sælger fortidsmindet her og nu, så er det for lige at vise hinanden, at det her kan flyve. Der er stadig meget, der skal på plads på begge sider, så jeg synes ikke, der er nogen grund til at forhaste sig med det.«

– Voldanlægget hænger som en bonusgevinst, hvis den kommende proces går godt?

»Det var ikke det udtryk, jeg brugte, men jeg vil ikke afvise, at det ville være et naturligt næste skidt.«