The 49’ers

Kvinder på arbejde i Danmark gennem fire årtier
I 1973 rekrutterede det nybyggede Hotel Scandinavia på Amager Boulevard 49 stuepiger fra Filippinerne. The 49’ers, som gruppen blev kendt som, traf deres livs måske største beslutning, da de søgte jobbet. Rejsen til Danmark kom ikke kun til at forandre deres eget, men også deres familiers liv for altid. Billedet af The 49’ers er taget i Manila kort før afrejsen. Privatfoto

I 1973 rekrutterede det nybyggede Hotel Scandinavia på Amager Boulevard 49 stuepiger fra Filippinerne. The 49’ers, som gruppen blev kendt som, traf deres livs måske største beslutning, da de søgte jobbet. Rejsen til Danmark kom ikke kun til at forandre deres eget, men også deres familiers liv for altid. Billedet af The 49’ers er taget i Manila kort før afrejsen. Privatfoto

18. marts 2013

Det store problem bliver at få ’gæstearbejderne’ til at rejse hjem igen, skrev en konsulent i Arbejdsministeriet i starten af 1970’erne, mens der stadig var fuld beskæftigelse i Danmark. Dengang som nu mente arbejdsgiverne, at danske arbejdere var dovne og forkælede – mens fagbevægelsen mente, at udenlandske arbejdere blev brugt til at dumpe løn- og arbejdsvilkår. Få uger inden ’indvandrerstoppet’ i 1973 landede en gruppe på 49 filippinske kvinder, rekrutteret som stuepiger af det nybyggede Hotel Scandinavia på Amager. Kontrakten lød på et år, men mange af ’The 49’ers’ – som kvinderne blev kendt som – endte med at slå sig ned her.

Information bringer her et bearbejdet uddrag af bogen Profession: Filippiner – Kvinder på arbejde i Danmark gennem fire årtier, som følger trådene fra The 49’ers liv til en global historie.

Hotel Scandinavia

En morgen i september 1973 springer Christina Santos, hendes kusine Herme og over 20 andre kvinder fra landsbyen Naic på bussen til Manila i Filippinerne. Her venter det nybyggede københavnske Hotel Scandinavias rekrutteringsagent Mr. Goh på ansøgerne til stuepigejob.

Køen er uendelig lang, da gruppen fra Naic kommer ind på Hyatt Regency Hotel, hvor samtalerne skal foregå.

Christina og Herme har allerede fået ordnet pas og har en pakket kuffert stående hjemme i Naic. Der har den stået i snart et år.

Meningen var egentlig, at en lokal agent med familie i Danmark skulle skaffe dem et job. Men da Christina og Herme står klar til afrejse i 1972, bliver Danmark medlem af EF, og i forventning om at europæiske arbejdere vil strømme til landet, slår Danmark grænsebommene ned for arbejdssøgende fra tredjelande. De stuepigejob, som Christina og de andre filippinske kvinder er på vej til, bliver i stedet udfyldt af irere, får de at vide.

Siden er gælden for anskaffelse af kuffert, varmt tøj, pas og andre papirer bare vokset hjemme i Naic.

Hotel Scandinavia er deres sidste chance, har agenten gjort klart; hvis Christina og hendes kusine ikke får kontrakten i hus, kan han ikke gøre mere for dem. Danmark er lukket land nu, og den eneste billet er denne nye arbejdsgiver, som står i akut bekneb for stuepiger.

Mr. Goh

I 1972-73 har det fremadstormende luftfartsselskab SAS indgået partnerskab med det amerikanskejede Western International Hotels om at gøre Hotel Scandinavia – som ved åbningen er Nordeuropas største hotel – til amerikanernes spydspids på det europæiske marked.

Som administrerende direktør udnævnes William Ellis, der hidtil har ledet hotel Shangri-La i Singapore. Ellis kontakter sin gamle kollega fra Singapore, Mr. Goh, der rejser til det fattigere naboland Filippinerne for at rekruttere arbejdere. Det er dem, som skal sikre, at »hver gæst får den service, han har ret til at kræve«, som den amerikanske Scandinavia-direktør formulerer det.

»Ved at kombinere international serviceteknik og kvalitet med det danske smil og den danske levemåde vil vi skabe en atmosfære, som udstråler hygge.«

I årtiet op til Hotel Scandinavias åbning i foråret 1973 er hele den danske økonomi i opbrud. Landbrugssektoren bliver affolket, mens industri, handel og service vokser. Den internationale turisme- og konferenceindustri begynder at få smag for Danmark, og det bliver en forrygende æra for hotel- og restaurationsbranchen. Også andre brancher blomstrer, og efterkrigstidens smalkost bliver afløst af fuld beskæftigelse.

’Gæstearbejderne’ kommer i vid udstrækning til at varetage job med lave lønninger og dårlige arbejdsbetingelser. En konsulent i Arbejdsministeriet taler om en ’dominoreaktion’, hvor »den fremmede arbejdskraft overtager det simpleste og lavest lønnede arbejde, mens hjemlandets egne borgere koncentrerer sig om mere avancerede stillinger«.

Ingen vil yde?

Fagbevægelsen er imidlertid langt fra begejstrede for denne ’dominoeffekt’.

»Slaveriet er genindført i Danmark,« skriver Hotel- og Restaurationspersonalets Forbund (HRF) i foråret 1971 om ’gæstearbejdere’, der bliver underbetalt og bor under kummerlige forhold. Året efter begynder arbejdsløsheden i Danmark at stige, og HRF kritiserer, at der fortsat udstedes nye arbejdstilladelser. Arbejdsgiverne klager derimod over mangel på ’kvalificeret arbejdskraft’. »Vi må se i øjnene, at der er sket en mentalitetsændring i retning af, at alle vil kræve, ingen vil yde,« skriver arbejdsgiverbladet Hotel og Restaurant i sommeren 1972.

Hver gang arbejdsgiverne siger ’mangel på arbejdskraft’, svarer fagbevægelsen: Bedre løn, bedre vilkår, bedre uddannelser – så skal vi nok komme.

Men SAS Royal Hotel ved Hovedbanegården har vist resten af branchen vejen for, hvordan man kommer uden om fagbevægelsens krav. Allerede i 1971 er flere end hver fjerde stilling på hotellet besat af udenlandske arbejdere. I foråret 1973, kort før det nye SAS Hotel Scandinavia åbner, går HRF’s Københavnsafdeling i gang med en organiseringskampagne. Det lykkes dog primært at hverve ’danske arbejdere’. Først i 1974 begynder fagforeningen sporadisk at optrykke information om bl.a. feriepenge på engelsk i medlemsbladet på siderne ’for our foreign members’.

’Jeg satsede bare alt’

I Naic, Filippinerne, har Christinas mor lånt penge af sin søster – 20.000 pesos, hvad der dengang svarede til omkring et års løn – for at betale agenten for formidling af kontakt. Da de har stået i kø på Hyatt Regency Hotel et stykke tid, lægger Christina mærke til, at alle de andre kvinder har et slags skema i hånden. Hun spørger en af dem, hvad det er for et dokument. Kvinden forklarer forundret, at det selvfølgelig er anbefalingen fra hendes kontakt i Danmark; sådan én skal man have med til samtalen. Det har ingen af dem fra Naic.

Christina bliver kaldt ind før Herme. Hun og kusinen har aftalt at sige sandheden om, at de ikke har nogen anbefaling, men spørger om de ikke nok kan få en chance alligevel.

»Jeg satsede bare alt, da jeg sad foran Mr. Goh, lagde det hele på bordet,« fortæller Christina.

»Jeg fortalte om gælden, og om at det hele var blevet aflyst kun 14 dage, inden jeg skulle have været af sted. ’Forestil dig det’, sagde jeg til ham. ’Min mor har lånt penge og pantsat vores grund for at købe kuffert og tøj, så jeg ikke skulle fryse i Danmark’. ’Og tænk hvilken ulykke, det vil være for både mig og min mor og mine søskende, hvis jeg ikke kommer af sted’. Og jeg græd, mens jeg fortalte om, at jeg havde tre yngre søskende, som jeg skulle forsørge.«

Mr. Goh lytter til hendes historie, og siger til sidst: ’Ok, du skal få chancen, men husk på, at dette er en undtagelse’.

»Han gav mig det papir, de andre piger havde, og bad mig udfylde det. Jeg var så lykkelig og kunne slet ikke holde op med at græde,« fortæller Christina.

»Nogen gange kan jeg ikke lade være at tænke på det øjeblik … på … ja, altså hvor meget, der blev afgjort lige der. Uh!«

Christina skutter sig og ryster på hovedet.

Pionererne

The Filipino Pioneers kalder de sig, gruppen af arbejdere, som rejste fra Manila til København fra 1960-73. De blev, lige som ’gæstearbejderne’ fra Tyrkiet, Pakistan og det tidligere Jugoslavien, ansat i industrien, og i servicejob i den boomende rejsebranche: I Kastrup Lufthavn og på de københavnske storhoteller. Denne første generation filippinske migranter er, ofte bogstavelig talt, tanter og onkler til nutidens au pairs.

På Hyatt Regency Hotel i Manila rekrutterede Mr. Goh i september 1973 Christina og 48 andre kvinder. Den 8. november 1973 landede gruppen, der blev kendt som The 49’ers, midt i den ophedede debat om udenlandsk arbejdskraft i Danmark.

Intetanende om hvor stort postyr, de var genstand for, knoklede The 49’ers løs for Hotel Scandinavia, mens deres egne verdener og verden omkring dem forandrede sig i et uoverskueligt tempo. Oliekrise og natklubberi, jordskredsvalg og frihedstrang, opsving – og arbejdsløshed, ansvar for familien derhjemme og skabelsen af sin egen derude. Der kan ske meget på et år.

Stuepige og au pair

November 2010. En bildør lukker, men ellers er de eneste andre lyde herude, ti minutters gang fra månelandskabet ved metrostationen Vestamager, den fjerne summen af landevej. »Der er vist ingen hjemme …« kalder genboen.

Hun er lige stået ud fra passagersiden af parrets stationcar. Jeg nikker til hende. Christina lukker op, ser over på den anden side af vejen og byder hastigt inden for. Her dufter af kaffebønner og haven sender efterårslyset ind gennem parcelhuskøkkenets høje vinduer. Efter et arbejdsliv som stuepige, pige i huset og køkkenarbejder er Christina i dag efterlønner. Hun blev enke for 15 år siden, og bor nu sammen med sin danske kæreste Thomas.

Det er første gang, jeg besøger Christina. Snart skal jeg besøge hendes søskende i kvarteret Bancaan i byen Naic i provinsen Cavite, hvor Christina er vokset op. Og som hun nu er vokset fra, ligesom den er vokset fra hende.

»Folk, der kender til Filippinerne, griner af mig, når jeg fortæller, at jeg kommer fra en landsby. Fordi der er så mange mennesker nu, men det var der ikke, da jeg rejste til Danmark.«

En ung kvinde kommer forsigtigt ud i køkkenet og spørger om noget på filippinsk. Det er Christinas niece, Kathy, hun er netop ankommet fra Bancaan. Stuepige hed passérsedlen til Danmark i 1973, i daghedder den au pair, og niecens kontrakt med en dansk værtsfamilie starter om et par dage. Indtil da bor Kathy hos faster Christina. To år senere kommer hun til at være au pair i Norge, men det ved ingen af os endnu.

Deja vu

Jeg spørger Christina, hvad hun kan huske fra den dag, The 49’ers landede i København.

»Man var helt sådan …« Christina virrer med hovedet. »Og jeg kan bare huske, jeg havde den der fornemmelse – vi blev hentet i lufthavnen med SAS-bussen, det var i november måned, og jeg havde kun korte ærmer, ingen jakke eller noget som helst. Så kom vi forbi hotellet, hvor søen og volden ligger på den anden side,« Christina løfter øjenbrynene: »Og da jeg så det! Der fik jeg fornemmelsen af, at jeg har været her før. Det er noget mærkeligt noget. Jeg sidder der i bussen og har fornemmelsen af, at det her er ikke nyt for mig, jeg har været her før. Sådan havde jeg det bare, første gang jeg kom til Danmark. Det var en mærkelig fornemmelse.«

Da Christina et år senere kom til Gentofte som pige i huset, havde hun sit andet deja vu på vej ned til renseriet med arbejdsgiverens tøj.

»Jeg fik den samme mærkelige oplevelse. Alt var så velkendt! Jeg kan ikke beskrive det, det var ligesom bare en fornemmelse i maven … måske var det fordi, jeg gerne ville bo sådan et sted. Og tænk dig, fire år efter, så flyttede jeg derhen med min mand. Det blev mit kvarter.«

Migrationsmønstre

Da Christina og The 49’ers landede i København for 40 år siden, blev de en del af en historisk forandring af de globale migrationsbevægelser. Siden 1950’erne var der sket »væsentlige ændringer i de internationale migrationsmønstre,« skrev FN i 1977.

»Europa har tilsyneladende forladt sin tidligere rolle som befolkningseksporterende region« og er i stedet blevet indvandringsregion, »på trods af at stadigt strammere indvandringskontrol i adskillige vesteuropæiske lande har reduceret antallet af indvandrere drastisk i løbet af 1973 og 1974.«

I 1974 havde 9,5 millioner migranter fra verdens mindst udviklede regioner slået sig ned i Nord- og Vesteuropa, Nordamerika og Oceanien, vurderede FN ud fra ’et konservativt skøn’.

Statistikerne vurderede, at den interkontinentale udvandring fra Asien tredobledes mellem 1960-1974.

I de år, hvor verden rammer København – blandt andet i skikkelse af de filippinske pionerer – sker der også noget i Filippinerne, der kommer til at forme den globale økonomiske orden årtier frem.

»Arbejde i udlandet er svaret på to omfattende problemer: arbejdsløshed og betalingsbalancen,« sagde militærdiktator Ferdinand Marcos i midten af 1970’erne, da strategien om arbejdskrafteksport blev lanceret som en midlertidig løsning.

I 1975 rejste 50.000 filippinere ud for at arbejde. I dag rejser over en million kontraktarbejdere ud af landet hvert år. Knap 2.000 af dem kommer årligt til Danmark som au pairs.

 

Profession: Filippiner – Kvinder på arbejde i Danmark gennem fire årtier’ udkommer på forlaget Tiderne Skifter 20. marts

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Om bogen

På blot et par år er over 10.000 filippinere kommet til Danmark, de fleste for at arbejde som au pairs. Forud for denne trafik er gået fire årtiers globalt opbrud. I 1973 rejste 49 kvinder fra Manila til København. De blev kendt som ’The 49’ers’ og var rekrutteret som stue-piger af det dengang nybyggede Hotel Scandinavia. Gruppen hører til den første bølge filippinske arbejdsmigranter i Danmark, og bogen følger trådene fra fire af disse kvinders liv. De er – også i bogstavelig forstand – tanter til nutidens au pairs.

Profession: Filippiner – Kvinder på arbejde i Danmark gennem fire årtier er historien om relationerne mellem den etablerede filippinske diaspora og de nye migranter, der permanent er  på farten; om forholdet mellem dansk fagbevægelse og udenlandske arbejdere, mellem Danmark
og verden, mellem levet liv og global økonomi.
 

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

Bogen er således også en skildring af højrefløjens og arbejdsgiverforningens kamp mod fagbevægelsen og venstrefløjen for at indføre 'billig' fremmed arbejdskraft til landet.

Alligevel skal man nu opleve højre siden optræde som om at det var venstrefløjens ide at man skulle have muslimer og andre fremmede til landet,

Grunden er den meget enkle at fagbevægelsen og venstrefløjen - efter at have tabt kampen mod inbdførelse af 'billig' fremmed arbejdskraft - istedet insisterede på at de femmede så skulle behandles ordentligt, med forbud mod diskrimination og overenskomstmæssig løn etc etc.,

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for odd bjertnes

'Alligevel skal man nu opleve højre siden optræde som om at det var venstrefløjens ide at man skulle have muslimer og andre fremmede til landet, ...'

aah ... Robert Jensen, lad os sige at højrefløjen i årtier narrede venstrefløjen til at gøre det beskidte arbejde for den sag (i.e. eks. fortælle deres egne vælgere hvor 'uanstændige' etc. de var hvis de var betænkelige ved højrefløjens dagsorden og ikke særlig nyliberale når nu toget var kørt.. ---- det var SÅ genialt ..).

anbefalede denne kommentar