Læsetid: 3 min.

Venstre-kritik af SF blev fjernet efter Bødskovs indgriben

Retsordfører Jan E. Jørgensen (V) ændrede citat med slet skjult kritik af SF i den pressemeddelelse, som Justitsministeriet udsendte den 3. oktober om den ny offentlighedslov
20. marts 2013

Vi vil gerne lykønske justitsministeren med, at han har haft bedre held med at overbevise SF om fordelene i den nye lov, end vi havde.«

Sådan skrev Jan E. Jørgensen den 30. september kl.23.27 i en mail sidste år, da han som Venstres retsordfører skulle bidrage med et citat til en pressemeddelelse, som Justitsministeriet ville udsende få dage senere. Pressemeddelelsen skulle præsentere den politiske aftale, som regeringen og V og K netop havde indgået om en ny offentlighedslov.

Baggrunden for Jan E. Jørgensens kritik af SF var den kovending, som folkesocialisterne havde foretaget undervejs i det meget korte forhandlingsforløb.

Da den daværende justitsminister Lars Barfoed (K) i december 2010 fremlagde VK-regeringens forslag til ny offentlighedslov, var SF at finde blandt forslagets kritikere: »Som bestemmelsen umiddelbart læses, vil der være tale om en meget vidtgående adgang til at lade dokumenter være undtaget fra aktindsigt«, som partiets retsordfører sagde, da Barfoeds lovforlag var til førstebehandling i Folketinget, om den omstridte § 24 om ministerbetjening.

Hvad sagde Bødskov?

Men ifølge Informations aktindsigt var citatet fra Jan E. Jørgensen en tand for åbenmundet for justitsminister Morten Bødskov (S).

I hvert fald skrev Jan E. Jørgensen knap 12 timer senere i en ny mail til Justitsministeriet, at »efter aftale med Morten Bødskov fremsendes hermed en ny udtalelse, hvor jeg ikke roser justitsministerens forhandlingsevner.«

I det nye citat til pressemeddelelsen fra Jan E. Jørgensen var den indirekte kritik af SF forstummet. I stedet hyldede V-retsordføreren i brede vendinger det kommende lovforslags »modernisering« og den »udvidelse af offentlighedens adgang til aktindsigt«, som forslaget ville medføre.

»Helt ærligt, den slags burde I da ikke få aktindsigt i,« griner Jan E. Jørgensen, da Information ringer for at høre, hvordan Morten Bødskov overtalte V-ordføreren til at droppe kritikken af SF.

»Selv om jeg ikke præcis kan huske ministerens ord, så var det selvfølgelig provokerende sagt af mig, så jeg var nok gået over stregen ved at gnide så meget salt i såret,« forklarer Jan E. Jørgensen.

Sidenhen har han dog ikke holdt sig tilbage for »solo at skose SF for den kovending, partiet foretog dengang«, tilføjer han.

Jan E. Jørgensen mener, at det ændrede citat til pressemeddelelsen på den ene side er »både en sjov og harmløs historie«, og på den anden side »meget illustrativt« viser, hvad den kommende offentlighedslov skal undtage fra aktindsigt.

»Hvis vi i stedet havde talt i telefon om ændringen af citatet, så havde der ikke været nogen mail at søge aktindsigt i. Og hvorfor skal vi politikere ikke uden for offentlighedens søgelys kunne diskutere, hvad der skal stå i en pressemeddelelse? Omvendt er det hele ret harmløst, og det viser jo, at den ny offentlighedslov ikke handler om at skjule de store skandaler,« siger han.

Jan E. Jørgensen bekræfter, at forhandlingerne med justitsministeren gik ret hurtigt og var overstået efter et, højst to møder.

»For os var det vigtigt at få klarlagt, at der indholdsmæssigt ikke var tale om en ny bestemmelse,« siger han om lovforslagets ændrede formulering af § 24 om ministerbetjening.

»Vi ville have præciseret, at den nye formulering ikke ville give ret til aktindsigt i flere dokumenter, end den formulering der var i Lars Barfoeds lovforslag. Det var vigtigt for os at få understreget,« tilføjer han.

Hvis Morten Bødskovs forslag til ny offentlighedslov allerede havde været gældende, ville ministeriet i modsætning til i dag kunne havde undladt at give aktindsigt i Jan E. Jørgensens mails.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Rasmus Juhl Pedersen
Rasmus Juhl Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu