Læsetid: 2 min.

Bødskov dårligst til at svare

Justitsminister Morten Bødskov (S) har i dette folketingsår besvaret under halvdelen af folketingsudvalgenes skriftlige spørgsmål til tiden. Dermed ligger justitsministeren i bunden af statistikken over ministrenes svartid
29. april 2013

Mindre end halvdelen af de skriftlige spørgsmål, Folketingets udvalg har stillet justitsminister Morten Bødskov i løbet af det seneste halve år, er blevet besvaret til tiden.

I løbet af folketingsårets andet kvartal, som netop er afsluttet, har Morten Bødskov svaret rettidigt på kun 46 procent af de skriftlige spørgsmål fra forskellige folketingsudvalg. I løbet af det første kvartal svarede Morten Bødskov rettidigt på 49 procent af spørgsmålene. Det fremgår af den nyeste statistik over ministrenes svartider, der hvert kvartal udarbejdes af Folketingets Udvalg for Forretningsordenen.

Dermed placerer justitsministeren sig i bunden af statistikken i første halvdel af dette folketingsår. Regeringens ministre besvarede gennemsnitligt 78 procent af de skriftlige spørgsmål fra folketingsudvalgene til tiden i det netop afsluttede kvartal, og 77 procent til tiden i det første kvartal.

Johanne Schmidt-Nielsen (EL.) betegner den høje andel af forsinkede svar som et stort problem. Hun stiller som medlem af Folketingets integrationsudvalg og Folketingets retsudvalg ofte spørgsmål til justitsministeren.

»Det er et stort problem i mit arbejde som folketingsmedlem, at man efterhånden kan gå ud fra, at man ikke kan få svar på sine spørgsmål til justitsministeren til tiden. Det er påfaldende, at der er problemer med svartiderne i netop Justitsministeriet, hvor man ansætter jurister med landets højeste gennemsnit. Justitsministeriet burde om noget være stedet, hvor reglerne bliver overholdt,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Også i slutningen af sidste folketingsår lå Morten Bødskov i bunden af statistikken. Ikke desto mindre er justitsministerens andel af svar til tiden faldet yderligere siden, fra 57 procent rettidige svar i fjerde kvartal af sidste folketingsår til de nuværende 46 procent.

Forhindrer samarbejdet

De såkaldte udvalgsspørgsmål til skriftlig besvarelse adskiller sig fra de velkendte paragraf 20-spørgsmål, som også stilles af Folketinget til ministrene, idet de skriftlige udvalgsspørgsmål drejer sig om faktuelle oplysninger om ministeriernes arbejde. Paragraf 20-spørgsmål drejer sig derimod om ministerens holdning til et aktuelt emne. Derfor er svarfristen for de skriftlige udvalgsspørgsmål også hele fire uger, mens den for paragraf 20-spørgsmål er på seks dage.

Også Karsten Lauritzen (V), ligeledes medlem af integrationsudvalget og retsudvalget, betegner justitsministerens mange sene svar som et stort problem.

»Det er ikke godt nok. Det betyder, at vi ikke rettidigt kan få belyst konsekvenserne af ministeriets arbejde. Dermed skal folketingsudvalgene lovgive uden at være fuldt oplyste. Det forhindrer, at vi kan have et ordentligt samarbejdende folkestyre,« siger Karsten Lauritzen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Morten Bødskov. Justitsministeriet henviser i stedet til, at ministeren i februar besvarede et spørgsmål fra Per Clausen (Ø) om justitsministerens forsinkede svar i sidste folketingsår. Morten Bødskov skriver deri, at ministeriet sidste år modtog mere end 2.000 udvalgsspørgsmål og paragraf 20-spørgsmål.

»Justitsministeriet vil skærpe opmærksomheden yderligere for at sikre, at svarfristerne fremover i videst muligt omfang overholdes,« skriver Morten Bødskov i sit svar.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Jensen
Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu