Chefer gav ordre til afslag, selv om de vidste, de var ulovlige

Den udmelding, der kommer oppe fra huset, er også den, man som embedsmand følger.«

Sådan lød forklaringen fra den daværende souschef i Integrationsministeriets Indfødsretskontor, Kirsa Reinholdt, da statsløsekommissionens udspørger advokat Poul Heidmann ville vide, hvordan det havde været at give fuldmægtigene besked på at give afslag til statsløse unge, selv om hun vidste, det var forkert. Det var anden gang, Kirsa Reinholdt, som i dag er ansat i Justitsministeriet, var til afhøring i kommissionen.

I februar 2009 havde Birthe Rønn Hornbech netop besluttet, at hun selv personligt ville drøfte fortolkningen af den FN-konvention, som gav statsløse unge særlig adgang til statsborgerskab, når hun til juni alligevel skulle mødes med sine nordiske kolleger. Som følge af ministerens beslutning blev fuldmægtigene i Indfødsretskontoret sat til at skrive afslag på stribe til de statsløse unge. Heidmann var derfor interesseret i at høre, hvor klart det var kommunikeret til fuldmægtigene, at det var i modstrid med, hvad souschefen og kontorchefen selv tidligere flere gange havde indstillet i de såkaldte mavebælter til ministeren.

– Vi har spurgt fuldmægtigene, om de har været klar over din og Hørlycks opfattelse. Det er der ingen, der har været, sagde Heidmann.

»Jeg kan ikke huske eksakt, hvad der er sagt, men vi har løbende holdt møder, så jeg kan ikke forestille mig, at vi ikke har orienteret,« svarede Reinholdt.

– Men du har ingen konkret erindring?

»Jeg har ikke sagt, at det er i strid med konventionen, at vi nu skal give afslag i og med, at ministeren vil spørge sine kolleger. Det er for at sikre, at der ikke er et yderligere rum for fortolkning.«

– Når vi har spurgt fuldmægtigene, om de var klar over, det var i strid med konventionen, så har de svaret enten nej, eller at det var til undersøgelse, men at de troede, at når ministeriets ledelse var i gang med en proces, var der et sagligt grundlag for det?

»Det er også den udmelding, der kommer,« svarede Kirsa Reinholdt og henviste til, at alle mavebælterne blev kopieret og lagt i mapper, så fuldmægtigene kunne se dem.

– Er din forklaring, at det kunne embedsmændene selv have fundet ud af, ville Heidmann vide.

»Vi har på ingen måde lagt skjul på, hvordan det var, men når der bliver truffet en anden beslutning, så er det den, man følger.«

– Hvor sandsynligt er det, at afklaringen vil føre til ændret retsopfattelse?

»Vi havde jo allerede spurgt de nordiske lande, men politisk har vurderingen været, at man alligevel, hvis ministeren selv talte med sine kolleger, kunne få klarlagt, om der var et rum for fortolkning. Hvis man ud fra den politiske dagsorden kunne stille nogle krav til konventionen, der harmonerede bedre med de danske regler, så var det det, man skulle have undersøgt til bunds. Man ville sikre sig, at de nordiske lande ikke havde en anden fortolkning.«

Afdelingschefen

Birthe Røn Hornbech sygemeldte sig lige før ministermødet i juni 2009, så hun fik aldrig en personlige drøftelse af FN-konventionen. Alligevel fortsatte det såkaldte nordiske spor – at rådføre sig med de nordiske lande igen og igen – frem til et nordisk embedsmandsmøde i København i oktober.

– Handlede det i virkeligheden om at trække tiden ud, spurgte Heidmann.

»Nej, det handlede om at undersøge sagen, det var jeg ikke i tvivl om. Der har ikke været nogen drøftelser om, at man skulle trække tiden ud.«

– Du har selv i en mail fra januar 2011 beskrevet det som en farce, fortsatte Heidmann.

»Det er uheldigt i disse tider, når man skriver sådan noget talesprog i en mail,« svarede Kirsa Reinholdt.

I november 2009 kunne det nordiske spor ikke trækkes længere. Indfødsretskontoret lagde endnu et mavebælte op til ministeren, og nu var indstillingen, at man skulle følge konventionen – men kun næsten. Stadigvæk ville man stille krav om ren vandelsattest til de unge statsløse, selv om det var i modstrid med FN-konventionen. Hvem fandt på det, ville Heidmann gerne høre. Selv om Kirsa Reinholdt ikke erindrede omstændighederne præcist, så var hun ikke i tvivl om, at det var kommet til efter drøftelse med hendes afdelingschef Kim Lunding.

»Det har vi ikke selv været ophavsmand til. Jeg kan ikke huske ordvekslingen, men jeg ved, at vi har haft drøftelser med Kim Lunding om udformningen.«

Det undrede Heidmann, at Kirsa Reinholdt ikke kunne huske det bedre:

– At opretholde vandelskravet er det ikke temmelig opsigtsvækkende for en jurist, hvis man har den opfattelse, at det er i strid med konventionen?

»Jeg vil udtrykke det på den måde, at det er ikke noget jeg har besluttet.«

– Men du lægger navn til?

»Den besked, der går oppefra i huset, det er det, man skriver. Men det var ikke en ønskværdig situation.«

Først i december 2009 traf ministeren på baggrund af endnu et mavebælte beslutning om at følge konventionen. Det fik Folketingets Indfødsretsudvalg et notat om i januar 2010. Men hvorfor var notatet helt blottet for oplysninger om, hvornår fejlen var opdaget, spurgte Heidmann.

»Det ønskede man ikke,« svarede Kirsa Reinholdt, der uden at kunne gengive det præcist, igen pegede på afdelingschefen som kilden.

Netop Kim Lunding skal afhøres om to uger i kommisionen.