Læsetid: 2 min.

Erhvervslivet: Få nu lavet den vækstplan, politikere

Regeringen og oppositionen bør efter halvanden måneds forhandlinger om regeringens vækstplan snart indgå et forlig, ellers rammer det danske virksomheder, vurderer Dansk Industri og Dansk Erhverv
10. april 2013

Efter mere end seks ugers politiske forhandlinger om regeringens vækstplan er erhvervslivets tålmodighed med regeringen og den borgerlige opposition sluppet op. Nu må de blive enige om planen, der frem mod 2020 skal skabe 150.000 job, ellers går det ud over danske virksomheder. Sådan lyder opfordringen fra de to store erhvervsorganisationer, Dansk Industri og Dansk Erhvervpå dagen, hvor finansminister Bjarne Corydon (S) holder et nyt forhandlingsmøde med både Venstre og Konservative.

»Jo hurtigere, der kommer en afklaring om vækstplanen, jo bedre. Vi ønsker selvfølgelig, at vækstplanen bliver vedtaget, fordi det er et vigtigt bidrag til at skabe tillid til, at virksomhederne kan investere i Danmark. Derfor må regeringen og oppositionspartierne meget gerne nå en aftale. Det burde der være grundlag for. Vi kan jo se på udtalelserne fra både Venstre og Konservative, at det er en politik, de kan støtte. Derfor har vi al god grund til at tro på, at politikerne snart må være færdige,« siger Karsten Dybvad, adm. direktør i Dansk Industri.

Indtil nu har forhandlingernes store spørgsmål været, hvorvidt regeringen vil imødekomme Venstres krav om et ’byrdestop’ for erhvervslivet og lempe afgifterne på grænsehandelsvarer, samt hvordan forhandlingerne om reformer af SU- og kontanthjælpsområderne giver den nødvendige finansiering.

Adm. direktør i Dansk Erhverv, Jens Klarskov, vurderer, at erhvervslivets tålmodighed med politikerne er ved at være brugt op.

»Vi har hidtil været tålmodige og sagt, at det er bedre, vi får en god vækstplan, end at vi får en vækstplan, som er sjusket og hastet igennem, så den måske skal laves om til finanslovforhandlingerne til efteråret. Men nu må der gerne snart ske noget. Det kan ikke passe, at alle er positive over for planen, og så kan man ikke hakke til den. Der er ved at være utålmodighed rundt omkring i dansk erhvervsliv,« siger han.

Ifølge Karsten Dybvad og Jens Klarskov betyder uklarheden om vækstplanens skæbne, at virksomhederne holder igen med at foretage investeringer. Bjarne Corydon håber, der snart kan laves en aftale om vækstplanen:

»Vi har afsat et fornuftigt råderum til, at V, K og DF kan blive imødegået på flere af deres mærkesager. Derfor er det da også min helt klare forventning, at oppositionen vil tage ansvar for, at vi snart får en aftale om vækstplanen, så vi kan få stærkere virksomheder og flere arbejdspladser i Danmark,« siger han.

Det har ikke været mulig at få en kommentar fra Venstres politiske ordfører Peter Christensen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Nielsen

Hvordan kan man blive ramt af at undvære gaver. Men de mener måske at de bliver skuffede?

Uha det kan vi da ikke have. Så hellere skuffe de lavere rangerende befolkningsklasser.

Dorte Sørensen

P1 har haft nødråbet fra erhvervslivet på programmet mange gane i dagens løb. Bl.a. Løkke Rasmussen der kritiserer regeringen og finansministeren for ikke at ha´fået forliget på plads.
Men når Venstre mv. har rost regeringens vækstplan med skattelettelser til erhvervslivet betalt af SU og kontanthjælpsmodtagerne osv. er det så ikke mere Løkke Rasmussen og Venstre der trækker forliget for at få regeringen til at se endnu ringere ud. Det er ikke hvad jeg kalder en ansvarlig politik .
Venstre kan let overspille sine kort og stå med aben for, at Vækstplanen ikke blev til noget - TØR de virkelig det, når det er en plan efter bedste borgerlig politik.

I mine øjne vil det være godt hvis Vækstplanen bliver revideret fra at være en omvendt Robinhood.

Georg Christensen

Erhvervslivet, og lovning om "arbejdspladser"? Hvor blev de af "arbejdspladserne", som sidste gang blev sat i udsigt?.

VKO styret og deres "rasisme model" satte Danmark på sidelinien, Den nuværende regering og dens kapitaliserings model sætter igen Danmark i stå.

Mit håb, er at "Europa parlamentet", endelig tager sin opgave alvorligt, noget, som den europæiske centralbank endelig har forstået., nu mangler vi bare at de forskellige "lokalpolitiske" patrioter, endelig følger med i Europas forenings proces.

John Vedsegaard

Erhvervslivet har travlt med at støtte udflytning af virksomheder fra Danmark til andre lande, jeg tror simpelthen ikke på de ønsker en vækstplan, slet ikke efter de har støttet CEPOS i al den tid.

Næ, afkræv hellere erhvervslivet en plan for hvordan de vil genoprette hvad de har betalt for at få ødelagt.