Læsetid: 3 min.

Evidensbaseret politik eller politisk baseret evidens?

Evidensbaseret forskning er blevet et politisk værktøj, men hvis et samfund ikke skal falde tilbage på dogmatisme, hvor magt og sandhed følger hinanden, må der bevares en arbejdsdeling mellem kendsgerninger og værdier
3. april 2013

Forholdet mellem evidens og politik har været et vedholdende tema i debatten de seneste år. I hvilken udstrækning bør politikere basere sig på kendsgerninger og empiriske data, når de skal udforme og vurdere effekten af en ny politik? Kan data og evalueringer med tiden helt erstatte den demokratiske diskussion om, hvad vi ønsker os af staten? Og i hvilket omfang spiller universiteter og forskning en rolle i fremstillingen af evidens og ekspertviden?

Der er flere eksempler på uenighed mellem eksperter og politikere, mellem eksperter og lægpersoner og mellem eksperter indbyrdes, for eksempel i debatten om klimaforandringer, genetisk modificerede organismer og sundhedsanbefalinger. Moderne demokratier er afhængige af en uddelegering af opgaver. Viden om tekniske spørgsmål besiddes ikke af alle, men af en snæver kreds af autoriserede forskere, der formidler deres viden til beslutningstagere, befolkning og andre forskere efter nøje fagfællebedømmelse. Samfundet kan ikke fremskaffe viden eller vurdere de mange videnskabelige påstande på egen hånd.

I et demokrati forventes det, at politisk debat er baseret på en videnskabelig tilgang til de relevante kendsgerninger. Offentlige beslutninger bør, hvor det er relevant, være informeret af videnskabelig viden. De offentlige universiteter har traditionelt været leverandører af denne evidens og bidraget til at skabe en slags ’nationalbank’ for velafprøvet og robust viden. Flere tendenser peger imidlertid på, at denne arbejdsdeling mellem evidens og politik, mellem kendsgerninger og værdier, er under pres.

For det første er der sket en devaluering af begrebet om evidens. Mange offentlige og private organisationer konkurrerer i dag om at fremstille hver deres evidens. Analyseinstitutter, tænketanke og interesseorganisationer kæmper om at sætte en dagsorden. Og til dette formål bruger de jævnligt betegnelsen »nye studier viser« eller »forskningen siger«. Dette er alt for ofte at springe for hurtigt fra præmisserne til konklusionen. Modstridende videnskabelige studier og nuancer refereres som regel ikke. For eksempel har tænketanke som CEPOS og CEVEA indledt en decideret kamp om at sætte den politiske dagsorden ved hjælp af tilsyneladende evidensbaserede studier. De fleste almindelige borgere er ude af stand til at vurdere kvaliteten af disse undersøgelser, og mange står tilbage uden mulighed for at vurdere pålideligheden af de forskellige udsagn og anbefalinger.

For det andet har der været en stigning i antallet af evalueringer, dokumentationskrav, performancemålinger og konsulentrapporter i den offentlige sektor. Disse målinger giver indtryk af, at politik er et spørgsmål om, hvad der kan måles, vejes og tælles – at en effektiv skole, et velfungerende hospital, eller et godt universitet kan dokumenteres på en simpel måde. Borgere, journalister og politikere står tilbage og skal tage stilling til, hvad der virker, og hvor hurtigt og billigt det kan gøres. Langsigtede beslutninger og velfærdsløsninger bliver blændet ud som ineffektive og som skadelige for effektiviteten og konkurrenceevnen.

Politik med andre midler

Endelig er ideen om evidens kommet under pres fra en tredje side. Politikere og beslutningstagere anvender kun evidens, når den taler for deres sag. Når kendsgerningerne er ubehagelige eller modsiger det foretrukne synspunkt, fremkommer politikere straks med indvendinger og bortforklaringer. Som i sagen om Ungdomskommissionen, Burka-kommissionen eller debatten om den gode folkeskole bliver eksperternes anbefalinger devalueret. Kendsgerninger er – antages det – blot politik med andre midler. I stedet for evidensbaseret politik får vi politisk baseret evidens.

Betragtet i sin helhed har disse tendenser en uheldig virkning, samfundet bør modvirke. I et demokrati må politiske beslutninger være informeret af videnskabelige kendsgerninger kombineret med en insisteren på, at kendsgerninger ikke kan træffe beslutninger på borgernes vegne. Hvis et samfund ikke skal falde tilbage på dogmatisme, hvor magt og sandhed følger hinanden, må der bevares en arbejdsdeling mellem kendsgerninger og værdier. Videnskab og politik har et nært forhold. Men forskere og politikere må acceptere, at ikke alle samfundsproblemer nødvendigvis er problemer, der har en videnskabelig løsning, og at ikke alle kendsgerninger står til politisk diskussion.

David Budtz Pedersen er postdoc i forskningspolitik og videnskabsteori ved Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu