I løbet af folketingsårets netop afsluttede kvartal har otte ministre svaret for sent på mere end 25 procent af de mange skriftlige spørgsmål fra folketingsudvalgene.
Både beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF), finansminister Bjarne Corydon (S), fødevareminister Mette Gjerskov (S), justitsminister Morten Bødskov (S), kulturminister Marianne Jelved (R), udenrigsminister Villy Søvndal (SF) og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har svaret til tiden på under 75 procent af spørgsmålene. Det viser en ny statistik over ministrenes svartider fra Folketingets Udvalg for Forretningsordenen.
Og det er en forværring siden folketingsårets første kvartal, hvor kun fire ministre svarede for sent på mere end 25 procent af de skriftlige udvalgsspørgsmål.
»Man må beklage, at svarfristerne er overskredet i over 25 procent af tilfældene,« siger Tim Knudsen, professor i statskundskab ved Københavns Universitet.
»Det er ufattelig vigtigt, at Folketinget har adgang til at kontrollere regeringen og forvaltningen. Udvalgsspørgsmålene er en måde at kontrollere, om tingene går rigtigt for sig i ministerierne, og om ministeren og embedsmændene agerer korrekt i deres arbejde. Samtidig må Folketinget være informeret, for at oppositionen kan agere på et oplyst grundlag,« siger han.
Kun tre ministre har i det seneste kvartal svaret på alle udvalgsspørgsmål til tiden. I bunden af statistikken ligger Morten Bødskov med en andel af rettidige svar på 46 procent, Bjarne Corydon med 53 procent og Helle Thorning-Schmidt med 53 procent.
Og det er et grundlæggende problem, når Folketingets udvalg ikke får svar til tiden, mener Johannes Andersen, som er lektor ved Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet: »Når der er lang ventetid på ministrenes svar, svækker det kontrollen med ministrene. Spørgsmålene har til formål at belyse nogle aktuelle sager og kontrollere de præmisser, der ligger til grund for ministeriernes arbejde. I nogle tilfælde kan det virke som om, ministrene søger at trække svartiden så langt ud, at en sag mister sin aktualitet,« siger Johannes Andersen.
»Men man skal heller ikke være blind for, at det kan være svært at frigøre ressourcer til at få dem alle besvaret rettidigt, når spørgsmålene er mange,« tilføjer han.
Ikke mere end ord
Statistikken over ministrenes svartid står i kontrast til regeringens nedfældede ambition om at styrke den demokratiske kontrol med magthaverne. I regeringsgrundlaget står, at regeringen vil »forpligte sig til et program for god regeringsførelse, som med konkrete tiltag skal sikre en bedre lovkvalitet og forbedre de generelle muligheder for at kontrollere regeringens embedsførelse«. Regeringsgrundlaget indeholder i den henseende otte konkrete punkter, herunder at regeringen vil indlede en dialog med alle Folketingets partier om lovkvalitet, åbenhed og parlamentarisk kontrol med regeringen. Og at regeringen vil bestræbe sig på at besvare spørgsmål fra Folketinget til tiden.
»Svartiderne er et eksempel på, at meget bliver forandret, når man kommer i regering. På mange måder er regeringen løbet fra løfterne om åbenhed i centraladministrationen,« siger Tim Knudsen. »Generelt har jeg ikke set noget som helst fra denne regerings side, der tyder på, at løfterne er andet end ord. At den nuværende regering skulle sørge for mere transparens end den gamle, det kan jeg slet, slet ikke se,« siger han.
Ministrenes gennemsnitlige andel af svar til tiden var på 78 procent i det seneste kvartal. I folketingsårets første kvartal var den på 77 procent, og i forrige folketingsår var andelen af svar til tiden på gennemsnitligt 75,5 procent. Også i dét folketingsår svingede antallet af ministre med under 75 procent rettidige svar meget; fra tre ministre i fjerde kvartal til 11 ministre i andet kvartal.
Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), kritiserede i februar justitsminister Morten Bødskov i en sag om manglende svar på et spørgsmål stillet af Hans Kristian Skibby (DF) om et skibsforlis, der i 2011 kostede to fiskere livet. Der var ved Mogens Lykketofts kritik af justitsministeren gået 17 uger, siden ministeren fik stillet spørgsmålet. Svarfristen på udvalgsspørgsmålene er på fire uger.
Med til historien hører, at netop justitsministeren, finansministeren og statsministeren er blandt de ministre, der modtager flest spørgsmål fra Folketinget.
Den høje andel af sene svar er heller ikke særegen for den nuværende regering. I VK-regeringens sidste folketingsår ved magten var ministrenes andel af svar til tiden på gennemsnitligt 70,75 procent og altså værre end både SRSF-regeringens første folketingsår og indeværende folketingsår til dato.
Nogle gange umuligt
Kulturminister Marianne Jelved har i det netop afsluttede kvartal svaret for sent på 28 procent af udvalgsspørgsmålene. Hun fortæller, at hun ikke kan forklare andelen af sene svar.
»Der kan være tale om meget komplicerede spørgsmål, og så er det sædvane, at man kan give et foreløbigt svar om, at spørgsmålet kræver meget arbejde, og at svarfristen ikke kan overholdes. Svartiden afhænger af spørgsmålets karakter, og jeg husker ikke alle de enkelte spørgsmål. Men alle kan jo forstå, at nogle ting tager længere tid end andre,« siger Marianne Jelved.
– Svarfristen er på fire uger. Er det tid nok?
»Det er nogle gange ikke muligt at svare inden for fire uger. Men under almindelige forhold skal man selvfølgelig sørge for at svare på langt, langt de fleste spørgsmål inden for tidsfristen. Det skal der ikke herske nogen som helst tvivl om,« siger Marianne Jelved.
– Du har svaret rettidigt på 72 procent af spørgsmålene i det seneste kvartal. Er det godt nok?
»Det kommer an på spørgsmålene. Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt give dig forklaringen på, hvorfor nogle frister ikke er overholdt. Men på det principielle plan skal man bestræbe sig på at svare inden for tidsfristen under alle omstændigheder,« siger Marianne Jelved.
Ikke godt nok
Det har ikke været muligt at tale med finansminister Bjarne Corydon. Han skriver i stedet i en mail til Information: »Vi arbejder naturligvis vedvarende på at forbedre vores rettidighed i forhold til at svare Folketinget, for tallene viser jo, at det stadig ikke er godt nok.«
En mere konkret begrundelse for de sene svar lyder fra Camilla Bjerre Søndergaard, kontorchef i minister- og ledelsessekretariatet i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri: »Vi ville gerne nå endnu flere spørgsmål til tiden. Årsagen til vores placering er, at der har været mange flere spørgsmål i det her folketingsår. Alene om randzoner har vi fået mere end 300 folketings- og paragraf 20-spørgsmål inden for det seneste år. Det er klart, at det giver nogle særlige udfordringer, når en lille gruppe medarbejdere skal svare på en meget stor bunke spørgsmål på kort tid,« skriver Camilla Bjerre Søndergaard i en mail til Information.
Det har heller ikke været muligt at tale med erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen. Hun skriver i stedet i en mail til Information: »Det er selvfølgelig beklageligt, at svarfristerne på folketingsspørgsmål ikke altid overholdes. Det bemærkes, at jeg i første og andet kvartal af folketingsåret har modtaget 238 af den type spørgsmål. I en række tilfælde har der været fastsat en kortere frist end fire uger, som ellers følger af Folketingets forretningsorden. Jeg vil have fokus på, at ministeriet fremadrettet så vidt muligt besvarer spørgsmålene inden for fristerne.«
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, fødevareminister Mette Gjerskov, justitsminister Morten Bødskov, udenrigsminister Villy Søvndal eller statsminister Helle Thorning-Schmidt.
Ministervælde
Seneste artikler
Al magt til regeringstoppen
6. juni 2013Regeringsmagten er i dag centreret omkring en lille håndfuld ministre i regeringens økonomiudvalg og koordinationsudvalg. De øvrige ministre har siden 80’erne mistet betydelig indflydelse på deres egne ressortområder og er i dag reduceret til facilitatorer for regeringstoppens beslutningerOrganisationer presses ud af lovgivningsarbejdet
3. juni 2013Lovforslag bliver i dag i vidt omfang lavet uden at de berørte organisationer inddrages. Regeringens indgreb i lægekonflikten er det seneste eksempel på, at organisationernes indflydelse på lovgivningsprocessen er blevet reduceret betydeligt. Kontrollen er i stedet centraliseret omkring ministreneAnklage: Bødskov stækker folketinget
14. maj 2013Justitsminister Morten Bødskov (S) begrænser ifølge medlemmer af Folketingets Retsudvalg og Integrationsudvalg mere end nogen anden minister udvalgenes adgang til ministeriets arbejde. Bødskov afviser i nogle tilfælde at svare på udvalgenes spørgsmål uden at belyse grundlaget for det
God at få dette problem op i lyset. Spørgsmålene i Folketinget er en direkte måde for oppositionen til at kontrollerer den siddende regering - og vil blive endnu mere nødvendig efter vedtagelsen af offentlighedsloven.
Der er bare et stort problem , når oppositionen i stor stil bruger spørgetiden mere for at genere/drille regeringen end oprigtigt at få nogle reelle oplysninger.
Det havde været en god oplysning at få tal på hvor meget spørgsmålene er steget og sammenlignet det med svartiden.
Det er vel en sag for Folketingets præsidium? Længere er den vel ikke?
Det giver ikke rigtigt mening at lovgive om hvor hurtigt der skal svares hvis man ikke samtidigt tager i betragtning hvor mange og hvor komplicerede spørgsmål der stilles.
Ellers kan enhver idiot få systemet til at kollapse.
Så hvis man siger at de svarer for sent må der endvidere gives oplysninger om
1. Hvor mange spørgsmål stilles der (helst set over tid/personer)
2. Hvor mange timer kræves det for at svare på hvert spørgsmål
Hvis ministre blev frigjort fra partidiciplin og strategiske kampe, ville deres rolle som udøvende magt blive forbedret.
Et magistratsstyre er løsningen.
"....vurderer eksperter."
Hvis disse ord pludselig ophørte med at eksistere, ville mange aviser godt nok være tynde...
Før der drages konklusioner om at demokratiet er truet, bør eksperterne lige undersøge hvor mange decideret tåbelige spørgsmål, der stilles. Spørgsmål, der oftest alene har krakter af politisk chikane/drilleri, og som ikke bidrager til kontrollere den siddende regering, som det så smukt (omend noget naivt) utrykkes.
vh.
Viggo
Sorry karakter, ikke krakter selv om det også ville være interessant!
"I nogle tilfælde kan det virke som om, ministrene søger at trække svartiden så langt ud, at en sag mister sin aktualitet,« siger Johannes Andersen."
Den samme konklusion kommer man bl.a. også frem til i denne artikel fra Altinget Sådan skjuler embedsmænd dokumenter for pressen:
»I andre tilfælde holder myndighederne dokumenterne tilbage ved at trække en anmodning om aktindsigt i langdrag, indtil sagen har mistet sin aktualitet og er blevet uinteressant for pressen.
[…]
"Man kan bare være langsom med at finde dokumenterne frem. Så hver gang en frist bliver overskredet, så skriver man til ansøgeren, at man beklager ventetiden. Man kan også bruge vendinger med, at indsamlingen af dokumenterne er mere omfattende end hidtil antaget, selv om man måske ret hurtigt kunne finde dokumenterne," siger denne eks-embedsmand.
Kilden understreger dog, at det ofte er ret tidskrævende at finde de dokumenter, der efterspørges.« (Fremhævelsen min.)
Og Oluf Jørgensen påpeger en ret uheldige sammenblanding inden for det danske embedsværk:
"Der er en markant kulturforskel på embedsværket i Danmark og de andre nordiske lande. Det, der adskiller Danmark, er især, at den politisk taktiske rådgivning i høj grad bliver sammenvævet med den solide faglige rådgivning, som embedsmændene egentlig er uddannet til."
Prøv at læse denne: http://static.sdu.dk/mediafiles///Files/Om_SDU/Institutter/Statskundskab...
vh.
Viggo
Folketinget ønsker ofte ikke at kontrollere regering og forvaltning
Da folketingsmedlemmer ofte ikke ønsker af afsløre partifælder, kolleger og især magtfulde partier, svarende til især de regeringsbærende partier, der har noget på hinanden.
Et helt friskt eksempel er formanden for Retsudvalget, der dækker over Folketingets Sætteombudsmand, der har misbrugt sit embede til at dække over ministre og topembedsmænd.
En sag, der også viser åbenlys misinformation af Folketinget, som folketingsmedlemmer ikke har reageret på.
Ved at indføre en meget mere simpel lovgivning, vil den slags problemer være elimineret, samtidig vil vi borgere få et nemmere liv..
Nu skal vi ikke glemme, at det også kan handle om sabotage. Vi må spørge ind til karakteren af de spørgsmål, som ministerierne får. Er de seriøst ment?
Det er ikke, så lang tid siden, at overskriften var: V-ordførers spørgelyst dræner Kulturministeriet for ressourcer.
696 spørgsmål.
Det har Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, stillet til kulturministeren for at få forklaret i detaljer, hvorfor 87 museer er blevet statsanerkendt og dermed får støttekroner af staten.
Ja Benjamin, det ville vi også komme ud over ved en enklere lovgivning.
Det er forholdsvis nemt at forholde sig til svarfrister. Langt mere alvorligt dog, er svarenes indhold eller mangel på samme. Her tæller jeg ikke blot skriftlige svar til Folketingsudvalgene, men svar i samråd, til journalister, offentlige udtalelser og pressemeddeleser, mm.
Omfanget og alvorlighed af løgn, bedrag og belejlige fortielse begået af politikerne og embedsmænd er svært at forestille sig. Det er næsten blevet standardpraksis. Det er et klart trussel mod demokratiet og folkestyre.
Blot nogle få eksempler om lortesager hvor der blev løget eller fortiet enten til borgeren, Folketinget eller begge dele:
-Claus Hjort Frederiksen og dagpenge (afsløringen resulterede i en Cavling Pris)
-Birthe Ronn Hornbech og sagen om statsløse
-Karen Hækkerup og svigt af psykiatrisk tilsyn
-Mette Frederiksen og dagpengetal
-Morten Bødskov og offentlighedsloven
-endnu en sag om psykiatri hvor patienterne døde af fejlmedicinering
-Bjarne Corydon og skolekonflikten
-sagen om sygehuselæger og hjemmelige DNR (do not resuscitate) ordre, hvor syge især ældre overlades til døden, fratages behandling, medicin og nogle gang mad og drikke uden at pårørende eller patienten er underrettet eller inddraget
-Mette Frederiksen og sagen om svigt af handicappede børn (Rigsrevision har undersøgt og 6 ud af 8 kommunerne har grelle sagsbehandlingsfejl og 50pct skulle genoptage mellem 80 og 100 pct af deres sager)
-Ordførernes udtalelser om kontanthjælpsreformen kontra realiteten om fejlsanktionering af kontanthjælpsmodtagere (mens regeringen taler for, at sanktioner skal være mere barske, viser en praksisundersøgelse fra Statsforvaltningen at 95 pct (!!!) af kommuner bryder den nuværende lov når de sanktionerer.
Dorte Sørensen:"Der er bare et stort problem , når oppositionen i stor stil bruger spørgetiden mere for at genere/drille regeringen end oprigtigt at få nogle reelle oplysninger.
Det havde været en god oplysning at få tal på hvor meget spørgsmålene er steget og sammenlignet det med svartiden".
Enig, specielt hvis vi taler om Ellen Trane Nørby, så er langt over 600 spørgsmål om et givent emne jo ikke usædvanligt. Specielt ikke hvis det drejer sig om mors museum.
"696 spørgsmål.
Det har Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, stillet til kulturministeren for at få forklaret i detaljer, hvorfor 87 museer er blevet statsanerkendt og dermed får støttekroner af staten.
Ellen Trane Nørbys spørgsmål til ministeren kommer, tre uger efter Museet for Religiøs Kunst i Lemvig - hvor Ellen Tranes mor sidder i bestyrelsen - har fået afslag på at blive statsanerkendt". Kilde: Politiken
Prisen på at besvare spørgsmålene er desværre ikke at finde nogle steder, men det har helt sikkert taget lang tid, at finde alle de svar...
Det er vist på tide, at Folketingets Præsidium af sig selv tager anliggendet op, således at offentligheden ikke er henvist til at mene, at der blandt de nuværende og forrige ministre, altså i de regeringsbærende partier, er ved at udvikle sig en ny form for syg kultur, hvorefter man kan betragte offentlighedens rolle for demokratiet efter forgodtbefindende. Så er det såmænd sagt...
Med venlig hilsen
Jens Jensen
Tak din liste af kendte sager.
Men du kan roligt regne, at de alvorlige sager er skjult for offentligheden.
Jeg har selv et godt kendskab til en temmelig alvorlig sag, når der lægges vægt på mængden af ulovligheder, nemlig sagen om Kontrollørkorpset i Skatteministeriet.
I sagen indgår også en omfattende misinformation af Folketinget.
Markedskulturen er slået igennem, var det ikke meningen?