Læsetid: 3 min.

Langsomme svar gør aktindsigter ubrugelige

Hvis medier skal bruge aktindsigt til at dække ’aktuelle sager’ i den offentlige forvaltning, som det understreges i bemærkningerne til regeringens nye offentlighedslov, skal svarene komme hurtigere, mener tre af offentlighedslovens praktikere
BT’s Simon Andersen søgte aktindsigt hos Justitsministeriet i september 2012. Han afventer stadig svar.

Torkil Adsersen

18. april 2013

I syv måneder har dagbladet Politikens graverchef, John Hansen, ventet på at få svar i en bestemt aktindsigt fra Justitsministeriet.

»I september sidste år søgte jeg aktindsigt i dokumenter vedrørende det forværrede forhold mellem Indien og Danmark efter Østre Landsrets afgørelse i 2011 om, at Niels Holck ikke skal udleveres til Indien,« fortæller John Hansen.Den alvorlige krise, der er opstået mellem de to lande, må siges at være i den danske offentligheds interesse, mener graverchefen: »Det handler om så basale emner som retsbevidsthed og bekæmpelse af terror, men når ministeriet trækker udleveringen af sagens dokumenter i langdrag, og ingen vil sige noget, så bliver dækningen meget vanskelig, for ikke at sige umulig.«

Når Justitsministeriet gang på gang udsætter en besvarelse, giver det John Hansen det indtryk, at det kan dreje sig om noget andet end travlhed i ministeriet: »Jeg efterlades med indtrykket af, at noget er gået helt galt i håndteringen af konflikten med Indien.«

Den manglende besvarelse er ikke John Hansens eneste oplevelse med en aktindsigt, hvor besvarelsen trækker ud, og han er heller ikke den eneste journalist, der har oplevet, hvordan langsommelige besvarelser gør aktindsigter til en tvivlsom metode for pressen.

Aktindsigt gået i fartfælde

Redaktionschef Simon Andersen fra dagbladet BT venter på ottende måned på svar i en aktindsigt ligeledes hos Justitsministeriet. I begyndelsen af september 2012 søgte han aktindsigt i beslutningen om ikke at opsætte kameraer til automatisk fartkontrol. Simon Andersen undrede sig, fordi »det i årevis har været kendt, at faste kameraer i nabolande har forbedret trafiksikkerheden, og alleforventede, at denne ordning ville blive gjort permanent og udvidet i Danmark«.

»Pludselig som et lyn fra en klar himmel blev det i stedet besluttet, at ordningen med fotovogne, der kræver en politimand til at betjene, skulle udvides. Grundlaget for denne måske for trafiksikkerheden helt afgørende beslutning var nødvendig at gå efter,« forklarer han. Men foreløbig har aktindsigten vist sig forgæves.»Reelt betyder de lange svartider, at det i vel de fleste tilfælde må opgives at bruge aktindsigt som et redskab til at lave aktuel journalistik. Det kan ikke betale sig at søge aktindsigt, tænker man, og det kan føre til, at man bare opgiver på forhånd,« mener Simon Andersen og understreger: »De mange politikere, der ikke altid med urette kritiserer journalistikken for at være overfladisk og hurtig, burde være taknemmelige for, at der er journalister, der via aktindsigt søger de dybere svar, de komplicerede sammenhænge og det fulde billede. Men i stedet virker det, som om de bestræbelser skal modarbejdes.«

’Mette Akutbedrag’

I andre tilfælde kan forskellige svartider i aktindsigter få stor betydning for, hvem pressen retter fokus mod i sager, især når enkeltpersoner kommer på forsiden. Det var tilfældet, da beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i marts i EkstraBladet kunne se sig selv omtalt som ’Mette Akutbedrag’ i en artikel om, hvor længe ministeren havde vidst, at antallet af arbejdsløse, der ville miste dagpenge, så ud til at blive dobbelt så stort end oplyst under finans-lovsforhandlingerne. Det blev hurtigt en kæmpesag i medierne, og den har fået fornyet liv efter, at justitsminisyer Morten Bødskov (S) har slået fast, at forslaget til ny offentlighedslov vil undtage sådanne oplysninger fra aktindsigt.

Journalist Per Mathiessen skrev den første artikel i EkstraBladet midt i marts. Han havde søgt aktindsigt i sagen hos Arbejdsmarkedsstyrelsen samt Beskæftigelses- og Finansministeriet.Styrelsen svarede først, og det fik betydning for dækningen i de første artikler. Da EkstraBladet i slutningen af marts fik svar fra ministerierne, fremgik det, at en embedsmand i Finansministeriet havde bedt Beskæftigelsesministeriet om ikke at gå offentligt ud med de forhøjede tal:»At vi først fik svar fra ministerierne i slutningen af marts, betød, at vi ikke kunne give hele billedet i de første artikler. Den aktindsigt, vi senere fik fra ministerierne, lettede presset mod Mette Frederiksen,« vurderer Per Mathiessen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vibeke Rasmussen
  • Reda Ammari
  • Erik Jensen
Vibeke Rasmussen, Reda Ammari og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Mon ikke John Hansen har søgt aktindsigt i det forkerte ministerium om det forværrede forhold til Indien?. Den slag plejer at høre under Udenrigsministeriet og ikke Justitsministeriet. Og forholdet til en fremmed stat kan netop være undtaget fra aktindsigt.

Men generelt undrer det, at de tre adspugte journalister ikke er i besiddelse af afslag eller begundelser for, hvorfor aktindsigten trækker i langdrag.

Ps. - det er en fidus at skære sin aktindsigtsbegæring skarpt til, så der ikke er den mindste tvivl om, hvad begæringen omfatter. Så er det ment at finde de akter, der er relevante, og svært at give henholdende svar.

John Damm Sørensen

Umiddelbart lyder de frembragte eksempler som vand i forhold til de 7 år det tog at skaffe adgang til registeret over landbrugets forbrug af veterinærmedicin, Vetstat.
I sær når man tager i betragtning at man som udgangpunkt har krav på en afgørelse inden 1 måned.

I en anden sag om aktindsigt i Offentlighedskommisisonen benægtede formanden og daværende Folketingets Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen eksistensen af miljøoplysninger i kommimssionen, og forhalede på den måde aktindsigt til kommissionen havde afsluttet sit arbejde.

Anders Reinholdt og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar

Måske er dette spørgsmål upassende, men har man overhovedet nogen sikkerhed for, at alle relevante / efterspurgte akter udleveres , når man beder om aktindsigt ???

Har man sikkerhed for, at relevante papirer m v ikke holdes skjult ??

Er der nogen , der kontrollerer, at myndighederne loyalt udleverer alt udbedt materiale - også det , som er belastende / ansvarspådragende for myndighedernes personale og de politiske chefer ????

Man hører af og til om "ujournaliserede papirer" , der pludselig "dukker op" - det er ikke betryggende ???.

Specielt fra Justitsministeriet har jeg oplevet bevidst sejtrækkeri, hvor både de og jeg vidste præcist hvad der skulle udleveres, men nægtede indtil jeg fik sagt den helt præcise titel på dokumentet - som vel at mærke stort set er umulig at kende, indtil man selv har dokumentet i hånden. Netop denne måde at gøre aktindsigt umulig på, bliver trods alt ændret med den nye lov - men de muntre juristdrenge finder nok på noget nyt.

Til gengæld har jeg igennem et års tid ventet på en aktindsigt fra Udenrigsministeriet, men er løbende blevet tilsendt små bidder sammen med så opmuntrende forklaringer, at jeg faktisk føler mig ret tryg ved, at de nok skal få løst opgaven med tiden. Det drejede sig om ældre materiale (helt tilbage fra 1980erne!), som jeg kunne godt se ikke var helt nemt at finde frem for dem. Men mere om det en skønne dag, for det var trods alt ikke en sag med dagsaktualitet.

Michael Kongstad Nielsen

Robert Kroll - man kan kombinere med at bede om indsigt i journaloversigter, hvor alt, hvad der er på en sag, er registreret. Men man kan vel ikke gardere sig mod bevidst snyd, men det er så ulovligt. Men man kan have sine tvivl om, hvorvidt "ånden" eller "kulturen" i centraladministrationen bakker tilstrækkeligt op om det ihærdige forsøg på at løse en aktindsigtssag.

Michael Kongstad Nielsen

En positiv ting ved den nye lov (det skal ikke være sort alt sammen) er, at offentlige selskaber, som staten ejer mere end halvdelen af, bliver omfattet af aktindsigtsreglerne. Dvs. f. eks. DONG, der ikke før var omfattet (det kunne måske have forhindret lønskandalen og Eldrups fyring).

Kurt Loftkjær

Støt underskriftindsamlingen "NEJ tak til den nye offentlighedslov"

På netsiden http://www.skrivunder.net/nej_tak_til_den_nye_offentlighedslov er der en borger, Susanne Jespersen, som har startet en underskriftindsamling mod det fremlagte lovforslag til ny Offentlighedslov. Jeg kan anbefale, at man støtter underskriftindsamlingen.

Netop nu d. 18. april 2013 kl. 21.52 er der siden d. 10. marts indsamlet 49.444 underskrifter, hvilket må siges at være et overraskende stort antal for et umiddelbart meget abstrakt emne for mange.

Kurt Loftkjær

Krasniks interviewet med Bødskov på deadline den 17. april illustrer meget tydeligt, at Bødskov er ked af sine arbejdsforhold - han er bange for at komme på forsiden af Ekstra Bladet og det ikke kun stresser ham, men får ham og hans ligesindede til at holde sig tilbage ved at tænke dårligere. De tør simpelthen ikke holde et seminar om de udfordringer lad os sige fængselsvæsnet står overfor af frygt for at blive fejlciteret. Dette er årsagen til paragraf 24.
Årsagen til paragraf 27 er, at Bødskov gerne vil afskære regeringen fra folketinget sådan, at regeringen øger sin magt overfor folketinget. Han vil lave et selvreferende system, hvor regering og embedsmænd kan arbejde uhindret af folketingsmedlemmerne indblanden. Også her vil han gerne undgå at blive forstyrret i sit arbejde.
Målsætningen med begge paragraffer er, at Bødskov så kan få arbejdsro og derfra "berige" Danmark med sine indsigter. Problemet er, at sådan en indstilling er helt parallelt med enevælden eller det mere moderne diktatur, hvor åbenhed i proces såvel som grundlag for diskussion og i resultat er absolut nødvendigt. Derfor er det skræmmende at se en justitsminister fremføre argumenter, der fører tilbage demokratiet baglæns mod ikke-demokrati.

Og endnu et punkt - Bødskov viser med al tydelighed, at han ikke er politiker - han er embedsmand, som ikke bryder sig om at blive forstyrret alt for meget i sit arbejde. Og det som Bødskov, når han fremhæver et tænkt eksempel på fejlagtigt at havne på forsiden af ekstrabladet, er hans angst for at blive udstillet. Og her begår Bødskov en kæmpe fejl - han forstår ikke, at netop åbenheden i det tænkte eksempel forhindre at han bliver udstillet fordi andre medier har adgang til samme materiale og fremhæver andre aspekter. Så åbenheden vil altid være hans ven. At tror andet er at begå en kæmpe fejl. Herudover betyder lukketheden at der vil komme flere som lækker oplysninger. Og hvordan skal en lukket gruppe forholde sig til mistanke om, at nogle på de indre linjer lækker oplysninger. Det skaber mistillid, frygt og nervøsitet. Så Bødskov viser med al tydelighed, at han ikke er opgaven voksen. Og at han ikke forstå sin egen praksis og slet ikke forstår, hvorfor åbenhed altid er at foretrække.