Læsetid: 2 min.

Midt i en moderniseringstid

Regeringen har bebudet en tillidsreform i den offentlige sektor, men den er indtil videre svær at få øje på. De forhandlinger og magtpositioneringer, der fandt sted i det sorte tårn på Amager, kan ende med at blive et tab for moderniseringen, fordi den blev fanget i et spil om og mellem embedsmænd
15. april 2013

Virkeligheden er gået op for mig i den forstand, at en tillidsreform er så stor en pakke, at det er svært at finde et gavebånd, der er langt nok til at nå rundt om.«

Den noget kryptiske udmelding kom fra De Radikales leder, Margrethe Vestager, i november sidste år. Indtil da have SRSF-regeringen i sit regeringsgrundlag lagt op til et opgør med det, kritikere kalder kontrolregimet i forhold til de offentligt ansatte. Særligt De Radikale talte op til valget om »afbureaukratisering«, »mere tid til mennesker« og »mindre tid til papir«.

Siden er De Radikales signaler dog ændret, og nu lyder budskabet, at store reformer ikke passer til tillidsområdet. Partiet vil i stedet satse på det lange seje træk og lægger nu hovedvægten på behovet for kulturforandring i både stat, kommuner og regioner. En proces, der skal foregå over mange år, hvor man skal forsøge at gennemgå de forskellige store driftsområder. Kritikere hævder, at regeringen således er ved at udvande sin egen reform, og det fremstår langtfra klart, hvad indholdet i en tillidsreform egentlig er. Samtidig breder frustrationen sig i den radikale folketingsgruppe over reformens dødvande.

Finansministeriets epicenter

Mens »budgetbisserne« i Finansministeriet arbejder på at skaffe 12 mia. kr. gennem modernisering af den offentlige sektor og de facto har fokus rettet mod budgetstyring, er mange af de embedsmænd, der tidligere arbejdede med modernisering i Finansministeriet, flyttet over i Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Det var en del af forhandlingerne under udarbejdelsen af regeringsgrundlaget i det sorte tårn på Amager, og Margrethe Vestager bad selv om at få moderniseringen af den offentlige sektor over i sit regi. Tilsyneladende fordi hun regnede med at kunne tage æren for, hvad der i en årrække har været tydelig radikal politik.

Naivt, mener kritikere, for jo længere væk et område placeres fra det populært benævnte »superministerium«, nemlig Finansministeriet, i hvis epicenter endelige beslutninger træffes, jo sværere bliver det formentlig at gøre en selvstændig Vestager-dagsorden gældende. Særligt en tillidsdagsorden, hvor det økonomiske provenu er svært at hente ud af et regneark, hvilket passer dårligt ind i Finansministeriets krav om stram budgetstyring i den offentlige sektor.

Omvendt vil De Radikale argumentere for, at tillidsreformen har større chance for at blive gennemført, når den er underlagt Margrethe Vestagers eget ministerium.

Kontrol versus tillid

I centrum står kampen om udmøntningen af moderniseringen. For De Radikale skal moderniseringen ske ved hjælp af et columbusæg, nemlig tillid. De tror på, at hvis man fra politisk hold fjerner noget af kontrollen med de offentligt ansatte, vil de få frihed til at levere god service for den enkelte borger, og samtidig frigives ressourcer, der ellers skulle bruges til detailkontrol.

Det altoverskyggende paradigme for Finansministeriet er økonomistyring, og finansminister Bjarne Corydon (S) vil også modernisere, men der er fra hans side ikke lagt op til, at det skal ske via tillid. Det sker derimod via økonomistyring og ikke mindst overholdelse af målene.

Hos De Radikale vil man ikke umiddelbart indrømme, at tillidsreformen er lagt død, men man må konstatere, at det ikke har været tillid til de offentlig ansatte, der har fyldt mest på regeringens dagsorden eller lovkatalog indtil nu. Til gengæld ser man tydeligt tegningerne af den store budgetlægningsmasterplan – man kan blot åbne vinduet og se en lærer komme vandrende.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Grethe Preisler
Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Overgaard Bjerre

Man må vel nærmere stille spørgsmålet om hvad regeringen har gjort, i forhold til det, som den lovede. Det er da godt for regeringen, at den ikke behøver at frygte Enhedslisten, eller hvad det er de kalder sig?

Regeringen holder ikke hva de lover, det ved vi udemærket. Tillidsreformen bliver ikke til noget, lige nu er de igang med at ødelægge det vi kender som den danske model, lykkes det er tillidsreformen ligegyldig. Den reform var også en besværlig en at få ned over hovedet på alle tillidsvalgte og dem de repræsenterer og derfor gør man nu det som i dette øjeblik udspiller sig for øjnene af os alle. Meget godt gået og samtidig tørrer man lortet af på lærerne som alle hader lige for tiden fordi nogen har fået bildt os ind de ikke laver en skid.

Claus Jørgensen, Karsten Aaen, Gert Romme, Jens Falkesgaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Tillidsreformen bliver ikke til noget, fordi det er gået op for regeringen, at den heller ikke har tillid til de offentligt ansatte.

Tillidsreformen, alene navnet bør mane til eftertanke. Der synes at være en udbredt tendens til at de mest svulstige, flydende betegnere i specielt politiske erklæringer afspejler ringe tyngde og substans når de skal udmøntes i konkrete handlinger.

Tillidsreformens liv og levned, og nu skinbarlige død, taler måske sit eget sprog. Allerhøjest kan den vel nu genoplives som sminket lig.

Dennis Berg, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Det var mere en moralsk reform, hvad man jo ikke kan lave lovgivning om. Man tænkte sig en ændring af holdningen til de offentligt ansatte, at de ikke skulle måles og vejes, dokumentere og skrive erapporter hele tiden, i stedet for at udføre kerneydelsen.

Meningen var at give ny plads til folks tro på, at de offentligt ansatte kunne deres fag og metier, og at man trygt kunne overlade det til dem at udføre det. Meningen var en genopdagelse af tilliden til den professionelle offentlige medarbejder osv., alt sammen helt fint, men svært at lave konkrete lovforslag omkring.

En tillidsreform var det nærmeste regeringsgrundlaget kom til en "kulturændring" i samfundet. Hvor kultur var det vigtigste for VK-regeringen, så blev kulturdebatten fejet ind under gulvtæppet af SSFR. Sammenlign Brian Mikkelsen med Uffe Elbæk. Nej, den nye regering var bestemt ikke offensiv på kulturforandringer. Lige med undtagelse af "tillidsreformen", det altså heller ikke kunne blive til noget, ligeså lidt som Betalingsringen kunne det. Der skulle også for meget gavebånd omkring den, som det viste sig umuligt at fremskaffe, og så måtte pakken skrottes.