Læsetid: 5 min.

En af rockjournalistikkens ypperste penne er pludselig gået bort

Journalisten, kritikeren, forfatteren, mediechefen og Frem-supporteren Torben Bille er pludselig død af et hjertestop kun 63 år gammel
Ulasteligt klædt med nypudsede sko og et til dagen udvalgt Kenzo eller Emiglio Zenga silkeslips skridtede Torben Bille hver morgen fronten af i de næsten ti år, han var først redaktionschef og senere nyhedschef på Information.

Klaus Holsting

13. april 2013

Havde man sat en norne til at bistå ved Torben Billes fødsel, er det ikke sikkert, at hun ville have haft hverken tid eller fantasi til at forestille sig den skæbne, der blev hans. Rejsen fra sydhavnsdreng til positionen som en af Danmarks væsentligste musikskribenter var ikke en sandsynlig livsbane for en knægt født på de kanter.

Fra en opvækst i Københavns dengang berygtede sydhavnskvarter over uddannelsen som børnehavepædagog var der ingen lige vej til journalistikken for Billen, som han blev kaldt blandt de mange venner og de ikke helt få fjender, kritikergerningen kastede af sig. Fritidsinteressen for rockmusik og medlemskabet af grupperne Hair og Book blev vekslet til en fornem karriere drevet af lige dele indsigt, ambitioner og skrivetalent – og så en forunderlig evne til at placere sig selv der, hvor tingene skete.

I musikbladet MM indledte amatørskribenten en skarp polemik med et af herværende dagblads dengang markante rockskribenter, Lasse Ellegaard, og skrivetalentets lysende klarhed gjorde det hurtigt åbenbart, at pædagoguddannelsen aldrig ville komme andre end hans egne børn til gode. Et hurtigt pitstop på forbrugermagasinet ’Tænk’ gav ham indsigt i pressens produktionsforhold, og fra 1976 og livet ud stod der rock og journalistik på det meste.

En stærk platform

Efter nogle år på det efterhånden betydningsfulde musikmagasin MM indledtes et lykkeligt bekendtskab i 1977 med dagbladet Politiken. Her fik Billen den stærke platform, han så brændende ønskede sig. Her var gennemslagskraft til at udfolde det fulde skrivetalent, og her skabte han sig den position, der på en sørgelig dødsdag får medierne til at hive superlativer og udtryk som ’rockjournalistikkens grand old man’ op af skuffen.

Torben Bille elskede musikken, men var ikke bange for at gå til stålet, når tingene ikke var i orden. Hans position voksede i takt med, at de smørstegte og ofte polemiske anmeldelser blev sanket til bunke. Kunstnere, der havde skabt værker, som Billen anerkendte, blev hævet til skyerne, og det er umuligt at beskrive musikkarrierer som Michael Falcks, Anne Linnets eller Sebastians uden at nævne Billen. Spørger man i dag Anne Linnet om Billen, siger hun, at hun oplevede ham som »en del af halvfjerdsernes fest på den fede måde« og fremhæver hans nysgerrighed, indsigt og sans for nybrud.

Andre, der ikke på samme måde havde fundet nåde for Billen, vil berettiget mene, at han var hård. Det folkelige band Shu-bi-dua sang ikke uden ærefrygt om ’billen på bladet’.

Fødslen af Det Fri Aktuelt

I begyndelsen af 80’erne var det tid til et nyt pitstop for Billen. På datidens mest interessante tidsskrift Levende Billeder tilførte Torben Bille professionalisme. Hans veltunede næse havde lugtet, at kunne man skrive, var det ganske enkelt nødvendigt at være tilknyttet det blad. Efter flere omveje forlod han i 1987 Politiken og evnede igen at se, hvor byens mest interessante medieprojekt foldede sig ud og blev blandt de udvalgte, der stod fødslen af Det Fri Aktuelt bi, som kulturredaktør og medlem af redaktionsledelsen på avisen med det store budget. Der går endnu rygter om den også dengang madglade redaktørs – selv efter arbejderbevægelsens målestok – formidable cateringregninger i udviklingsprocessen af avisen.

Havkat i hyttefadet

Billen forlod Det Fri Aktuelt, inden skuden for alvor slog læk, og fandt efter et par omveje som souschef på Ekstra Bladet Søndag og en nok mindre lykkelig tur som Musikchef på P3 en ny fast standplads på Information.

Daværende chefredaktør Lasse Ellegaard ønskede sig en professionalisering af sit redaktionssekretariat, og trods spage protester fra en ung direktør – der mest kendte Billen som rockskribent, men havde hørt, at hans person havde givet høj bølgegang i DR’s medarbejderforening – blev Torben Bille først redaktionschef og senere nyhedschef blandt Informations maosutskobærende redaktionssekretærer. »Han skal være en havkat i hyttefadet,« hvæsede Ellegaard, og det blev han i 1994.

Der var ikke meget maosutsko over Torben Bille. Ulasteligt klædt med nypudsede sko og et til dagen udvalgt Kenzo eller Emiglio Zenga silkeslips skridtede han hver morgen fronten af. I næsten 10 år var han den uafviselige hovedkraft i sekretariatet, der under utallige redaktørrokader bestod. Til tider blød og til andre tider brysk, altid velskrivende når tiden tillod bidrag fra redaktionschefens egen hånd – og med masser af ambitioner på både avisens og egne vegne. Billen deltog aldrig i bladets dengang hyppige interne stridigheder, men var manden, der bekymrede sig om morgendagens avis. Den kant og polemiske form, han havde tillagt sig som kritiker, fik med jævne mellemrum personalerelationerne til at gynge faretruende, og det er nok godt, at skæbnen aldrig gav ham opgaver som diplomat.

Torben Bille var en fremragende chef for indholdet i de mange aviser, der gled gennem hans hænder, men personaleledelsens finere nuancer faldt ham ikke let. I 2003 forlod han Information til fordel for en stilling som ledende redaktionschef på Fotobureauet Polfoto, og de seneste par år blev tilværelsen igen brugt som freelanceskribent på især Politiken. Nye bøger blev føjet til det omfattende forfatterskab, der ud over nogle ungdommelige digtsamlinger udgør en fornem dokumentation af dansk rockhistorie.

Last og brast med Frem

På Information vil han blandt samtidige blive husket som en, der bidrog. Husket for de formidable skriveevner, for hans nidkære sans for kendsgerninger, for de prisvindende forsider, for alle slipsene, for hans glæde ved synet af et menukort på en lidt bedre restaurant og for boldklubben Frem. De var ikke mange tilbage på stadion, da den forhenværende storklub blev tvangsnedrykket til Danmarksserien, men Torben Bille stod livet igennem last og brast med Frem. Kærligheden til fodbold blev kun overgået af kærligheden til musikken og familien.

Det var få kolleger, Torben Bille tillod indblik i sit privatliv. De få, der fik lov, så en mand, der uden forbehold elskede sin hustru Anna-Katrine, og som skiftede fra brysk medieboss til smørblød far ved synet af børnene Jonas, Johanne og Amanda. Intet kaldte på Torbens sentimentalitet og varme som hans børn, og han bekymrede sig uendeligt over deres færd på jord. I fjor kunne han til sit lange cv føje titlen som farfar, og en mere stolt farfar end Ronjas er det svært at forestille sig.

Der kommer ikke flere indsigtsfulde anmeldelser fra Billens pen, og hos Boldklubben Frem bør de respektfuldt sænke klubflaget for en loyal fan.

Er der nogen retfærdighed til, vil deltagerne ved bisættelsen huske den gestus, gamle musikere plejer at vise afdøde kammerater. En sidste applaus. For Billen. Det har han fortjent.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malan Helge
  • Andreas Bruun
Malan Helge og Andreas Bruun anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu