Læsetid: 7 min.

Det røde ægteskab er gået i stykker

Enhedslisten troede engang, at partiet skulle være det nye Dansk Folkeparti. I stedet er SRSF-regeringens støtteparti endt uden indflydelse, partiets topforhandlere og regeringens ditto mødes ikke længere, og forude risikerer forhandlingerne om næste års finanslov at ende i et folketingsvalg. Hvordan er det kommet dertil?
Selv om Johanne Schmidt-Nielsen og Enhedslisten har bragt Helle Thorning-Schmidt og SRSF-regeringen til magten, er der ikke mange møder mellem Enhedslisten og regeringstoppen. På billedet stikker Villy Søvndal (SF), Helle Thorning-Schmidt (S) og Margrethe Vestager (R) og Johanne Schmidt-Nielsen hovederne sammen i forbindelse med tv-debat.

Claus Bech

4. april 2013

Bagefter var deltagerne usikre på, hvordan ordene egentlig var faldet under mødet i Statsministeriet. Men ingen var ikke i tvivl om, hvad Helle Thorning-Schmidt mente den dag i april 2012: Hvis Enhedslisten ikke stemte for den kommende aftale om kommunernes økonomi, så udskrev statsministeren folketingsvalg.

Til Helle Thorning-Schmidts overraskelse krævede Enhedslisten nemlig, at kommunerne fik flere penge i 2013, hvis støttepartiet – for første gang – skulle stemme for det såkaldte aktstykke i Folketingets finansudvalg. Et krav, statsministeren hverken ville bøje sig for eller havde forudset.

»Det var os, som gjorde regeringen opmærksom på, at kommuneaftalen er en lille finanslov, og altså en aftale, regeringen må finde flertal for, hvilket gjorde, at den havde et problem. Det havde regeringen ikke lige gennemskuet,« som Frank Aaen fortæller.

Da Enhedslistens finansordfører sammen med Johanne Schmidt-Nielsen og partiets politiske rådgiver, Pelle Dragsted, forlod mødet med Helle Thorning-Schmidt, Bjarne Corydon samt statsministerens særlige rådgiver, Noa Reddington, gik de derfor i gang med i al hemmelighed at lave en såkaldt plan C.I forvejen havde Enhedslisten altid arbejdet med en langsigtet plan A, hvis folketingsvalget kom til tiden. En halvlangsigtet B, hvis valget kom før tiden. Og nu blev der yderligere lavet en plan C for, hvis det kom i løbet af få uger eller måneder. Der blev nedsat en valgkampledelse, partiet gik igang med plakatklistring, og der blev oprettet en særlig valgkampagnestilling.

Hvis statsministeren altså gjorde alvor af truslen.

Det nye DF

Inden regeringsskiftet i 2011 havde Enhedslisten ellers store forventninger. Både til partiets fremtidige rolle i dansk politik. Og den fremtidige politik.

Tilbage i 2009 sammenlignede Per Clausen Liste Ø’s kommende magt under en rød regering med Dansk Folkepartis under VK-regeringerne i 00’erne.

»Dansk Folkeparti har været inspirerende for os, fordi partiet har vist, at man kan have megen indflydelse uden at sidde i regering. Vi mener, at vi kommer i den samme situation, hvor vi skal levere de nødvendige stemmer for at komme igennem med de forandringer, som en Socialde-mokratisk ledet regering ønsker. Hvis man siger, at Dansk Folkeparti har haft meget indflydelse, så vil vi have lige så megen indflydelse som dem. I udgangspunktet vil vi sige, at en kommende S-ledet regering må forstå, at vores indsats bliver bedømt på, om vi får indflydelse,« forklarede Enhedslistens gruppeformand til Berlingske.

Dengang i 00’erne havde Pia Kjærsgaard løbende frokostmøder med Anders Fogh Rasmussen, og senere Lars Løkke Rasmussen, i Statsministeriet eller på Marienborg. Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl blev ad hoc kaldt over i Statsministeriet, når VK-regeringen fik behov for at drøfte forhold, hvor støttepartiet havde en anden mening end regeringen. Og to-tre gange om året samledes Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup på Marienborg med Venstre og Konservatives topministre for at endevende den kommende politiske dagsorden.

Når Per Clausen troede på en lignende let adgang til Statsministeriet, skyldtes det, at Socialdemokraterne og SF i deres fælles skatte- og udlændingeudspil havde givet løfter, som i givet fald netop krævede Enhedslistens stemmer for at blive indfriet. Nu skulle forholdene forbedres for de arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagerne. Og pengene skulle komme fra højere skatter og ikke mindst beskatningen af erhvervslivet, forklarede Enhedslistens gruppeformand.

Til gengæld advarede Venstre og Konservative på det tidspunkt om, at danskerne efter det kommende folketingsvalg ville vågne til et rødt chok.

»En stemme på Helle Thorning-Schmidt er en stemme på Frank Aaen,« konstaterede Lene Espersen.

Når det aldrig kom så vidt, skyldes det ifølge Kristian Thulesen Dahl Enhedslisten selv.

»Hvis Enhedslisten havde haft ambition om at få den samme betydning overfor den nuværende regering, som vi havde overfor den tidligere, ville det kræve, at partiet var parat til at sætte sig i respekt. De første halvandet år har vist, at Enhedslisten springer op som løver og falder ned som lam, hver gang de er blevet sat ud på et sidespor af regeringen. Det betyder, at regeringen er sikker på, at Enhedslisten altid falder på plads, når det er nødvendigt. Og derfor behøver regeringen ikke at tage særlig notits af dem,« siger Dansk Folkepartis formand.

Hvedebrødsdage er talte

I foråret 2012 endte statsministeren dog med at bøje sig for Enhedslistens krav til kommuneaftalen, efter at Johanne Schmidt-Nielsen fra talerstolen på partiets årsmøde, i maj, havde advaret hende om, at »I kommer ingen vegne med trusler«.

Enhedslisten fik 800 millioner kroner ekstra til kommunerne. Og ikke blot kom der ikke noget folketingsvalg. Offentligheden hørte aldrig om, hvor tæt vi kom på det, da hverken Helle Thorning-Schmidt eller Enhedslisten på det tidspunkt ønskede at udstille deres uenighed yderligere.

Men de politiske hvedebrødsdage var overståede.

Ganske vist manglede regeringen og Enhedslisten i sommeren 2012 kun at underskrive en skatteaftale inden Venstre i sidste øjeblik sprang til. Men det forbedrede selvfølgelig ikke forholdet mellem regeringen og Enhedslisten. Tværtimod. Efter forløbet om skatteaftalen begyndte Johanne Schmidt-Nielsen at føre referat på møderne med regeringen, for at ingen efterfølgende skulle være i tvivl om, hvad der var blevet sagt og lovet.

Forud for sidste efterårs finanslovforhandlinger krævede Enhedslisten derfor en kroneforkrone-erstatning for skatteaftalen og en løsning for dagpengemodtagerne som falder ud af systemet på grund af den forkortede dagpenge- og optjeningsperiode.

Sådan gik det som bekendt ikke, og Johanne Schmidt-Nielsen erkendte efterfølgende, at »vi vurderede, at den parlamentariske situation var anderledes, end den er«.

Enhedslisten troede nemlig, at Venstre stod klar til at lave en finanslovaftale. En aftale Liste Ø skønnede ville være endnu dårligere.

For trods alt at udstille uenigheden valgte Enhedslisten i stedet at blive væk fra det traditionelle pressemøde foran finansministerens dør efter indgåelsen af finanslovsaftalen for 2013.

’Godt nytår’

Siden har der ikke været nogen møder mellem regeringstoppen og Enhedslisten, så da Frank Aaen den sidste dag i februar mødte op i Finansministeriet til det første forhandlingsmøde om Vækstplanen indledte han med at sige »Godt nytår«.

Hvilket man jo gerne gør, når man møder folk for første gang i det nye år, som Enhedslistens finansordfører forklarede.

Hvordan det er kommet hertil, får man forskellige svar på afhængig af, om du spørger kilder i Enhedslisten eller regeringspartierne.

Per Clausen placerer ansvaret ét sted:

»Det er da klart, at jeg er blevet overrasket over, at regeringen er så indstillet på at føre borgerlig politik, som den har vist sig at være. Og når regeringen beslutter sig for at føre borgerlig politik, så samarbejder den jo med de borgerlige partier og det samarbejde bliver det interessante, og så er regeringen ikke så optaget af relationen til os. Den dag, regeringen besluttede sig til, at den – i al væsentlighed – ville føre den samme økonomiske politik som Venstre og Konservative, så var spørgsmålet bare, om de kunne gøre det samme med disse partier«.

Til gengæld mener kilderne i regeringspartierne, at årsagen til krisen i parforholdet netop skyldes, at Enhedslisten forventede at blive Dansk Folkeparti model 2.0. Ikke blot at blive støtteparti som under Nyrup-regeringerne i 1990’erne.

Men det var for det første aldrig realistisk, da vælgerne på valgdagen viste, at der ikke er flertal for en rød politik.

Og for det andet så er afstanden mellem Enhedslisten og regeringen i den økonomiske politik så meget større, end den var mellem Dansk Folkeparti og den daværende VK-regering.

»Enhedslisten er langt fra skiven,« som en kilde udtrykker det med henvisning til, at partiet anfægter regeringens fokus på at øge arbejdsudbuddet og senest – i forbindelse med Vækstplanen – at fokusere på konkurrenceevnen.

I stedet har Enhedslisten nærmest fra dag ét kritiseret regeringens politik og taler hele tiden om, at støttepartiet ikke kommer til at vælte den – regeringen vil vælte sig selv, hvis det sker. Den retorik ville Pia Kjærsgaard aldrig bruge, lyder det.

Radiotavshed

Under alle omstændigheder undrer Frank Aaen sig over regeringens radiotavshed.

»Det ville vel være normalt at mødes nogle gange med dem, som har bragt regeringen til magten for ligesom at høre, hvad der skal ske i de kommende måneder. Det har været fraværende. Der er ikke nogen fornærmethed i det. Det er bare en konstatering af, at regeringen har besluttet, at det hele skal laves med Venstre. Men en regering som har omsorg for sit eget liv ville nok alligevel jævnligt tage den slags møder«.

I dag har både regeringspartierne og Enhedslisten svært ved at se, hvordan enderne endnu engang skal kunne nås ved efterårets finanslovsforhandlinger, hvis Vækstplanen som forventet vedtages med Venstres stemmer (det vil til gengæld sikre, at Venstre stemmer for dette års kommunalaftale, da denne ventes at blive en del af den samlede aftale om Vækstplanen).

Også selv om ingen af parterne har nogen interesse i et eventuelt folketingsvalg før tiden, som kun vil overlade Statsministeriet til tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Men som Bjarne Corydon diplomatisk konstaterer i en skriftlig kommentar:

»Vi er en mindretalsregering, der er afhængig af at kunne skaffe flertal til begge sider, hvis vi vil have vores politik igennem. Jeg synes, at regeringen har lavet ganske mange aftaler med Enhedslisten, som begge parter har al mulig grund til at være tilfredse med. Og for mig er det da også en given sag, at vi kommer til at lave flere«.

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Charlotte Abildgaard
  • Alan Strandbygaard
  • Jarl Artild
  • Lone Christensen
Charlotte Abildgaard, Alan Strandbygaard, Jarl Artild og Lone Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mihail Larsen

Claus Hjort siger ikke hvad som helst ...

Han ved naturligvis godt, at han rammer socialdemokraterne på et ømt punkt. Hans formål er ikke at hjælpe dem til at rette deres fejltagelser, men at gnide salt i såret. Og så kan han i øvrigt glæde sig, som han også offentligt gjorde i bemeldte TV-udsendelse, over, at socialdemokraterne er 'blevet klogere'. Og rent ud sagt fryde sig over, at socialdemokraterne baner vejen for en ny borgerlig regering, der ikke behøver at starte med at gennemføre sine egne, mest upopulære og usolidariske løsninger. For det arbejde er allerede gjort - pr. stedfortræder.

Claus Hjort har en skarp hjerne.

Pia Nielsen, Rasmus Kongshøj, Lise Lotte Rahbek, Torben Nielsen, Per Torbensen, lars abildgaard, Steffen Gliese, Michael Kongstad Nielsen og Steen Sohn anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Michael Pedersen, denne politik efterspørges ikke af 80% af befolkningen - men de skræmmes til at tro, at deres lykke hviler på at gøre verdens rigeste mennesker tilfredse. Det er lykkedes at afmægtiggøre det for få år siden levende og kampvillige flertal af lønmodtagere; men på et tidspunkt må det trods alt gøre så ondt, at de kommer til besindelse.

Steffen Gliese

Så dum og uoplyst er den danske befolkning ikke - det er jo ikke alle, der har gået i Bertel Haarders misfoster af et uddannelsessystem.

Ruben Michelsen

Nordkorea yder p.t. en fantastisk indirekte støtte til alverdens ikke-socialistiske partier.
Men rædselsfuldt, at landets indbyggere (bortset fra officererne og de højerestående partifunktionærer) er ved at dø af sult.

Michael Kongstad Nielsen

Folk er jo ikke lønmodtagere mere. Det er kun en bibeskæftigelse. Vigtigere er indkomsten fra billige huslån, uden afdrag, og hjemmespekulation på børsen. Så på en måde er alle blevet kapitalister. Og så længe det går godt, er folk blå, fordi der forventes mere af det samme. Vi vil have mere fest, opsving, vækst, opfyld i egen tegnebog. Men når festen er rigtig, rigtig slut, opstår der måske alternative holdninger.

Per Torbensen, Lise Lotte Rahbek, Torben Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Hvor kommer den nordkoreanske statskapitalisme ind i billedet, Ruben Michelsen? Det er jo kendetegnende for alle hierarkiske systemet, at de favoriserer dem med de mest snavsede holdninger, de mest ublu krav og den største grad af helt ubeføjet selvtillid.

Vibeke:
Ja, det er virkelig imponerende hvad EL får igennem. Et tiltag for ordblinde? Ja, det skal nok ryste systemet i dets grundvold.

Ruben Michelsen

Peter Hansen.
Jeg undskylder.
Jeg troede, (og med god grund) at den yderste venstrefløj i Danmark anså Nordkorea for at være en mønsterstat.

Lise Lotte Rahbek

Det sørgelige er, at CHF har masser af manipulationshjerne,
men intet hjerte og ingen forståelse for at gøre godt, for han kender ikke mennesker og det virker ikke til, at han kan lide dem, han kender til.

Rasmus Kongshøj, Torben Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Peter Hansen - nej, men det hjælper.
Udtrykket er godt. CHF er også folkelig på en vis måde. Han kan udtrykke tingene på en dagligdags og ligefrem måde, som Maren i Kæret kan forstå. At han så lige samtidig manipulerer og bruger retorikkens værste kneb, er en anden ting, så bondesnuhed er vist en passende karakteristik.

Steffen Gliese, Rasmus Kongshøj og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Rasmus Kongshøj

Ved sidste valg var vi mange der troede at det var slut med blokpolitikken, men hvad skete der? - Vi fandt ud af at S og SF var en del af blå blok....

Steffen Gliese

Jeg har aldrig ønsket noget opgør med blokpolitikken, jeg har ønsket mig den modsatte blokpolitik af 00erne, hvor en dogmatisk venstrefløj bekendte sig til tidens problemer og tidens fremskridt og parrede dem, så vi kunne komme tilbage på sporet mod frihed og demokrati.

DFs fik først og fremmest indflydelse med deres asyl og indvandrerpolitik. Forslagene havde måske mere værdipolitisk betydning end finanspolitisk betydning eftersom der var tale om nedskæringer og færre udgifter - og så oven i købet i en periode med højkonjunktur. Det eneste jeg husker de fik gennem var en ældrecheck, som der vist kun er meget få der er berettiget til.
Jeg synes mildest talt ikke det er imponerende.

Steffen Gliese

Pia Nicolaisen, man skal huske, at ældrechecken var kompensation for boligydelsen, der satte et procentvist loft over, hvor meget en pensionists boligudgift, uanset boligtype, måtte andrage. Der var altså tale om meget større beløb end de få tusind kroner før skat, ældrechecken var. Jeg skriver var, fordi regeringen med Enhedslisten nu har forhøjet ydelsen væsentligt.
Ellers er der ingen tvivl om, at DFs anvendelighed for VK var, at de villigt stemte for alt mod at få udlændingestramninger til gengæld.

Vibeke Rasmussen

Dennis, jeg kan nu godt glæde mig med Christian Juhl over den større fokus på og hjælp til ordblinde, men når det er sagt, så ja, det er næsten patetisk, at være så tilfreds med sin position i hierakiet: som halehæng. Det svarer næsten til at være ydmygt taknemmelig for så meget som at få lov til at bære Helle Thorning-Schmidts taske, mens hun fuldstændigt ignorerer bæreren. (Gad forøvrigt vide, hvordan de skiftende embedsmænd, der får den tjans, har det med dét, heh.)

Eller lig musens loyalitet over for elefanten, fordi: "Ih, hvor vi gungrer".

Som jeg hører/ tolker, dét Christian Juhl siger, så er det, at "vi har lavet finanslov med den nuværende regering før; vi er parate til at gøre det igen", samt "udsigten er langt bedre hérfra, som støtteparti, end som opposition, så nej, vi har ikke i sinde at vælte regeringen".

Der er selvfølgelig den mulighed, at jeg både hører forkert og fejlfortolker, naturligvis. ;-)

Steffen Gliese

http://politiken.dk/politik/ECE1938764/corydon-har-kontrakt-paa-loenopgoer/ Den rygende pistol mod Moderniseringsstyrelsen - hvilket navn! - og finansministeren bør tvinge Enhedslisten til at fremsætte mistillidsdagsorden imod finansministeren, subsidiært regeringen allerede mandag.
Der er intet moderne ved at skabe usikkerhed og utryghed for danske lønmodtagere - faktisk er det svært at forestille sig noget mere umoderne end det.

Steffen Gliese

Hov, jeg kan godt forstå, der ikke er mange, der sympatiserer med de tanker, jeg udtrykker i denne debat kl.7:56 i går - der skal stå "udogmatisk venstrefløj".

Gorm Petersen

Man kan måle højredrejningens hastighed ved at måle, hvor gammelt et midtsøgende politisk citat skal være for - nu til dags - at lyde helt-ude-i-hampen venstreorienteret.

Føler man trang til at løbe fra udtalelser der er 5 år gamle, må højredrejningens hastighed betegnes som moderat - men føler man trang til at løbe fra udtalelser, der er under et år gamle - ja så er der for alvor ved at komme fart på !

Næsten ingen troede i 2011 på, at S-SF ville komme til at lægge stemmer til en fordelingspolitik, der lå så langt til højre for VKO's som den nuværende.

Den normale reaktion på en krise er solidaritet og udjævning af forskelle - tænk på besættelsestidens rationeringsmærker !!!

At man kan bruge en krise som begrundelse for det stik modsatte - uddybning af sociale forskelle - viser at pressemonopolet ikke længere skal stå til ansvar for sin propaganda. Der er ikke længere nogen vagthund, der kan stille kritiske spørgsmål til pressen.

Uden en fri presse er der ingen grænse for, hvad magthaverne kan tvinge såvel folket som de folkevalgte til.

En presse der kontrolleres af kapitalisterne er ikke fri !

Den af pressemonopolet påtrykte højredrejning ligner lige nu et accelererende missil.

Uden adgang til loyal presse kommer S-SF til at tage skylden for alt, hvad der går galt, og VKR vil få ros for alt, hvad der går godt.

S-SF (og for den sags skyld Enhedslisten) skal opgive at regere (det skrev jeg - med præcis samme begrundelse for 3 år siden). De skal i stedet bruge kræfterne på at starte en modpresse med egne TV-kanaler - egne formiddagsblade - egne økonomer o.s.v.

Wiki skriver:

Aktuelt var flagskibet i en mediestrategi (A-pressen), som LO finansierede for at give den borgerlige presse et kvalificeret modspil.

Naturlovene er de samme som for 100 år siden.

Sider