Baggrund
Læsetid: 1 min.

’Min tillidsmand hjalp mig’

Da buschauffør Behrang Rafeian fra Iran fik sit første job i Danmark, havde han brug for sin tillidsrepræsentant. I dag er han selv tillidsrepræsentant for 140 chauffører i Aarhus
Indland
1. maj 2013

Behrang Rafeian. Privatfoto.

For 13 år siden flygtede Behrang Rafeian fra Iran og bosatte sig i Danmark. Efter seks måneder på sprogskole fik han et job på en lille fabrik i Randers, som producerede møllesten. Behrang Rafeian var dårlig til dansk, og når han forsøgte at passe sit arbejde, blev han ofte generet af to af de andre ansatte på fabrikken.

»Mit sprog var dårligt, så jeg kunne ikke sige fra over for dem,« fortæller Behrang Rafeian om oplevelsen.

Tillidsmanden lagde mærke til, at Behrang Rafeian havde det svært med de andre kolleger, og en dag prikkede han ham på skulderen. »Han kom og spurgte mig, hvordan det gik. Så fortalte jeg ham om min oplevelse, og så gik han hen og snakkede med de personer, der generede mig. Det var faktisk tæt på, at de blev fyret på grund af deres opførsel,« fortæller han.

Efter episoden indså han, at en tillidsmand kan være meget mere end en, der forhandler overenskomster.

»En tillidsmand kan også være meget hjælpsom, hvis der er problemer med racisme og mobning på arbejdspladsen,« siger han.

Møllestensfabrikken i Randers lukkede, og Behrang Rafeians kone fik arbejde i Aarhus, så familien på fire flyttede. For syv år siden fik han job som buschauffør ved Aarhus Sporveje Trafikselskab. Efter et par år stillede han op som tillidsmand for 140 medarbejdere.

Der er meget arbejde med overenskomster, møder og samtaler – hvis han vidste, hvor meget, ville han måske lige have overvejet en ekstra gang, griner han. Og dog. For Behrang Rafeian er stolt af at være en del af den danske model, som han er blevet undervist i at forstå og tackle.

»Den model skal vi bevare. Det er meget ærgerligt, hvis vi ikke gør.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her