Forleden udsendte Nationalbanken sin kvartalsoversigt for 1. kvartal 2013. Det var den ny nationalbankdirektørs første oversigt, og det blev hans lod at lægge pen til endnu en nedskrivning af vækstprognosen for dansk økonomi: 0,8 pct. forventet vækst i år mod det tidligere skøn fra december, hvor forgængeren Nils Bernstein og bankens eksperter skønnede 1,3 pct. vækst i 2013. I sig selv en nedskrivning fra 3. kvartal, hvor man skønnede godt 1,5 pct. vækst i år.
Den ny mand i det fredede Arne Jacobsen-kontor med udsigt til frostklar himmel og et solbeskinnet Christiansborg, Børsen og Holmens Kirke er Lars Rohde, og trods vækstnedskrivningerne er han ikke pessimist.
Rohde er ’kommet hjem’ til Nationalbanken efter en afstikker på næsten 30 år til pensionssektoren, hvor han de sidste 15 sad som direktør for ATP. Fra at sikre pensionskunderne så høje afkast som muligt skal han nu »opretholde et sikkert pengevæsen i Danmark«, som det hedder i bankens lovgrundlag fra 1936. En udfordring i en tid, hvor den internationale økonomi er hærget af langvarig krise, og forestillingen om Danmarks evne til at tjene penge jævnligt nedjusteres. »Jeg er vækstoptimist,« fastslår Lars Rohde. Og giver så en grundig redegørelse for, hvorfor væksten ikke er, hvad den har været i vor del af verden, og hvorfor den nok også fremover vil blive mere beskeden. »Vi har fået demografien imod os, og catch up-effekten er ikke så stærk,« siger han.
Indtil for nylig var befolkningsvækst den ene drivkraft bag væksten i i-landene.
»I hele den udviklede verden – med USA som undtagelse – ser vi nu en netto-reproduktionsrate under én. Hver kvinde føder i gennemsnit mindre end én kvinde. I Danmark stagnerer befolkningstallet ikke endnu, og takket være diverse reformer er arbejdsstyrken heller ikke faldet, men se på Japan som billede på de rendyrkede konsekvenser af den demografiske omstilling: Både befolkningstal og arbejdsstyrke falder forholdsvis drastisk. Over de næste 40-50 år vil Japan miste en tredjedel af befolkningen. Og Kina vil løbe panden mod den demografiske mur og på bare 40 år gennemgå den udvikling, som europæiske lande har brugt et par hundrede år på. I takt med at verden bliver rigere, vil befolkningstallet stagnere eller falde.«
Vækstøkonomiernes modning
En udvikling, der dæmper presset på kloden, men også dæmper evnen til vækst. Den anden identificerede vækstfaktor, catch up-effekten, handler om, at lande i andet geled kan skabe høje vækstrater ved at hente inspiration i form af bl.a. teknologi og produktivitetsfremme hos landene i front. De har så at sige vækst til gode i forhold til frontløberne.
»I en meget lang periode oplevede Danmark en catch up-effekt i forhold til USA, og den gav store produktivitetsstigninger. Den effekt er ikke stærk længere,« siger Lars Rohde.
Og dét er et globalt fænomen: I takt med at knapt så rige lande haler ind på rigere lande og modnes økonomisk, mindskes potentialet for inspiration og kopiering, og disse landes vækstrater konvergerer mod det lavere niveau i de rige lande.Nationalbankdirektøren påpeger, at Danmark i dag befinder sig i en periode med meget lav produktivitetsvækst.»Danmark er nu i fasen med overflytning fra traditionelle industrisektorer til servicesektor og offentlig sektor, hvor der næsten pr. definition er lav eller ingen produktivitetsvækst og i hvert fald et måleproblem: Hvordan måler man produktivitetsfremskridt ved hårklipning eller i advokatbranchen? I don’t know.«
»Jeg er meget spændt på, hvad der kommer ud af Produktivitetskommissionens igangværende arbejde. Grundlæggende tror jeg, vi skal vænne os til lavere vækstrater,« siger Lars Rohde.
Han minder om, at væksten historisk er kommet i bølger som resultat af bl.a. teknologiske gennembrud, der har sikret markant produktivitetsvækst.
»En overgang troede man vel, at internettet ville give et nyt boost ivæksten. Men det har endnu ikke været af samme karakter, som vi så med benzinmotoren, radioen og den slags. Vi venter vel på den næste vækstkatalysator, hvad det så end må være for én. Det er meget svært at forudsige. Til gengæld tror jeg ikke, at væksten er blevet væk. Den skal nok komme. Den kommer måske bare i en anden form, end vi har set før.«
– Hvordan begrunder du det? Hvis man ikke kan udpege ’den næste dampmaskine’, hvad er det så, der skal bringe væksten tilbage?
»Før dampmaskinen var opfundet, vidste man jo ikke, hvad den kunne udrette. Om det næste kan blive et eller andet kvantespring i bioteknologi, tør jeg ikke give noget bud på, men det er farligt at afskrive det. IBM-direktøren, der for 30 år siden sagde, at der ikke var mere at komme efter på datamaskinernes område, kom jo galt af sted. Så på den måde er jeg vækstoptimist.«
Skarpere prioriteringer
– Samtidig siger du, at vi skal vænne os til lavere vækstrater. Hvad betyder det for måden, vi indretter økonomien og velfærdssamfundet på?
»Hvis vækstraten er lav, må samfundet foretage nogle skarpere prioriteringer. I Danmark har vi taget en række reformskridt, som kan føles smertefulde med afskaffelse af efterløn og stigende pensionsalder. Det kan godt være, det bliver nødvendigt for mig at arbejde, til jeg er 70, men er der nogen, der vil gøre sig den ulejlighed at beskæftige os? Har arbejdsmarkedet plads til os? Skal man nødvendigvis arbejde på samme måde? Det kan jo være, det bliver nødvendigt, at civilsamfundet får en større rolle. Det kan være frivillige organisationer. Det kan være selvorganisering.«
– Erik Hoffmeyer, en af dine forgængere, sagde i efteråret her i avisen, at ’træerne vokser jo ikke ind i himlen’, at væksten vil løje af. Mener du også, at vi en dag når en grænse?
»Det er et af de rigtig store spørgsmål, som jeg ikke ved, om jeg har den nødvendige indsigt til. Jeg er nok ressourceoptimist, men jeg tror ikke, befolkningsvæksten kan vare ved. Det er der også tegn på, at den ikke gør.«
– Hoffmeyer talte også om økonomernes, herunder Nationalbankens evne til at forudsige økonomiens udvikling. ’Man brænder sig igen og igen på prognoser, der siger, det vil gå på en bestemt måde,’ sagde han. Hvordan ser du på det?
»Vi bliver jo nødt til at vove pelsen og lave prognoser og offentliggøre dem. Men ser vi på nogle af de store begivenheder de seneste 20-30 år, så har de været karakteriseret ved at være uforudsigelige,« påpeger Lars Rohde og nævner Kinas ufattelige vækst de seneste årtier, Berlinmurens fald i 1989, dot.com-boblen i 2001, 11. september-angrebet og finanskrisen i 2008.
»Var der tegn på ubalance? Ja, det var der. Talte vi om det? Ja, det gjorde vi. Men at et ’sommerfugleslag’ på det californiske boligmarked skulle få så vidtrækkende konsekvenser … Selv da subprimekrisen var under udvikling i 2007, var holdningen over en kam, at det var et lokalt, californisk problem, der kunne inddæmmes, og at de finansielle markeder i øvrigt fungerede fantastisk på grund af globaliseringen. Troen på, at systemet var ganske stabilt, var til stede langt ind i krisen.«
»Jeg tror, der er en grundlæggende faglighed blandt økonomer. Men det er nyttigt at sammenligne økonomi med andre typer videnskab. Min yndlingssammenligning er meteorologien: I princippet er vejret underkastet velkendte fysiske love, men det er nogenlunde lige så svært at forudsige som økonomisk udvikling.«
»Det går forholdsvist godt, så længe vi ikke skal ud på den lange bane. Der begynder vi at komme i gedigne vanskeligheder. Man kender lovmæssighederne, men det er komplekse systemer med en masse indbyggede feedback-mekanismer, som det er meget svært at have styr på.«
Lektien af krisen
Lars Rohde fremhæver, at man har lært af krisen ved bl.a. at stramme kapitalkravene til de finansielle virksomheder ganske betydeligt.
»Kapitalmarkedet har i et vist omfang taget højde for disse ting og vil ikke lege med finansielle institutioner, som ikke er væsentligt bedre polstrede end for fem-seks år siden.«
– Er det en langtidsholdbar indsigt?
»Næ, det er det sikkert ikke. Hukommelsen kan godt forekomme en lille smule kort hos aktører på de finansielle markeder. Derfor er den regulatoriske vinkel også vigtig, altså at sikre en væsentlig større robusthed.«
Nationalbankens vurdering er, at Danmarks økonomi var kommet ud på et skråplan allerede før det internationale tilbageslag i 2008.
»Det skete, fordi vi havde en decideret overophedning i 2005, 06 og 07, som udviklingen i de offentlige finanser bidrog til. Derfor blev den danske nedtur blandt de værste i OECD-området i den periode. Derfor er det ekstra vigtigt, at skiftende regeringer og folketingsflertal har øje for, hvad den økonomiske politik har af afsmittende effekt på den finansielle sektor, og at man er meget stabilitetsorienteret i sin økonomiske politik.«
Boligboblen, der ved sin bristen udløste nedturen, var bl.a. betinget af fastfrysningen af ejendomsværdiskatter og de afdragsfri lån, der drev boligpriserne i vejret. Nu er perioden med afdragsfrihed ved at udløbe, og diskussionen bølger om, hvorvidt låntagerne skal beskyttes, og om der skal udstedes nye afdragsfri lån.
»Nogle mener, at man skal komme med forbindingskassen og hjælpe låntagerne. Vores holdning er, at det skal man ikke. Der er ikke grund til at sige andet, end at låntagerne fik et 30-årigt lån med 10 års afdragsfrihed, så nu skal de begynde at afdrage på dem. Det kan være en udfordring for den enkelte låntager, men ikke et problem for den finansielle stabilitet,« siger Lars Rohde og tilføjer: »I min optik bør realkreditinstitutterne udvise betydelig tilbageholdenhed med at give nye afdragsfri lån op i nærheden af lånegrænserne.«
Børge Rahbæk Jensen - uanset hvad du i dit første afsnit af dit indlæg kalder de organisatoriske enheder [offentlige eller private] er der tale om såkaldte resultatcentre, som skal skabe værditilvækst i hver sin del af værdikredsløbet. Hvor indtægterne 'kommer fra' og om man kalder det skat, afgift, gebyr eller salgspris er ligegyldigt for belysning af det input der mefgår til dannelse af resultatcentrenes output.
I dit andet afsnit har du misforstået begrebet 'mikroøkonomi'. Mikroøkonomi er ikke noget man kan isolere rent geografisk og i sammenhæng med begrebet 'demografi' har det overhovedet ingen økonomisk relation. Du skulle tag e og følge et par forelæsninger på Uni - det er gratis og der er fri adgang.
...Når mikroøkonomi (hvad det så er) afgrænses til Danmark, forsvinder den værdiskabende produktion... - dette er noget vrøvl og giver ingen mening.
At forske og administrere i Danmark og producere nær markederne er da en god ide logistisk. Og hvert enkelt led i værdikæden skaber sin egen værditilvækst. Jeg kan ikke se noget problem.
Du nævner begrebet 'omkostninger' - de er er de 'kære' omkostninger, som skaber værdier og så er der de 'ukære' omkostninger - dem der sætter sig som onødvendigt fedt på ryggarden af firmaet og til sidst tvinger den i konkurs. Og så er der alle de misforståede økonomer der fordeler alle omkostninger ud på stakkels omkostningsbærere vha costdrivere[fordelingsnøgler]. Efterhånden som produkterne udgår bliver der færre omkostningsbærere til at bære alle omkostningerne og så må firmaet dreje nøglen. De største trusler for virksomheder og borgere er de misforståede økonomer, som blot kører det hele i økonokisk styret sænk til glæde for hvem ? Ingen. Jeg er udlært hos General Electric Company Corporate Finance og kender det hele fra detaljen. Det er på tide at forretningsfolket vågner op af tornerosesøvnen.
Steen Victor - det er et spørgsmål om syn på medmennesket og egne fordomme. Der er større glæde ved at give end ved at modtage. Du skulle en dag som et forsøg gøre noget rigtigt godt imod en person, som du vidste virkelig var i nød med et eller andet. Det behøver ikke at være penge men bare en tjeneste af en eller anden art. Du vil erfare at du resten af livet vil varm indeni og opbygget bare ved tanken om din gerning.
Michael Pedersen - du skal ikke tro på alt der står i aviserne. Det meste er spin og forvirre den stakkels befolkning. Hos General Electric undrede det mig at Corporate Finance blot smed gamle finansrapporter i 'hjørnearkivet' uden at markulere dem. Men som de sagde - der er alligevel ingen der forstår et pluk af det hele.
Børge Rahbech Jensen ad # 18:47 - ... I lighed med automatiserede produktionslinier forsvinder sammenhængen mellem produktion og behov for arbejdskraft, og dermed vigtige elementer for debatter om, hvordan den danske befolkning skal forsørges i fremtiden med en anden demografi... - kan du ikke forklare mig dette med lidt andre ord ? Jeg vil så gerne forstå hvad du mener.
Michael - at have to talrækker med samme absisse [tidsskala] betyder ikke at der er aflagt bevis på kausalitet med mindre der har været gennemført en statistisk modelkontrol i form af f.eks en variansanalyse eller chi2 test for parvise sammenligninger.
Leif Mønniche
Det er absolut ikke ligegyldigt, om en påstået værditilvækst er fiktiv eller fysisk.
Forhåbentlig underviser du ikke på universiteter. Det er du næppe kvalificeret til, når du roder det hele sammen under begreber som 'værdiskabelse'. Det, du erkender, du ikke forstår, er, at den produktion, hvor nogle råvarer og hjælpemidler omdannes til varer, som kan sælges, ikke foregår i Danmark, og ikke indgår i den evne til at tjene penge, som Lars Rohde. Groft sagt øges en vares værdi ikke, fordi den flyttes fra en hylde en anden, eller indtægten fra salget af varen flyttes fra en konto til en anden og beskattes.
Jeg ved ikke, hvad det er for 'omkostningsbærere', du fabler om. For mig minder det mest om en tankegang kun baseret på den offentlige sektor med dens skatter og afgifter. Det er ikke givet, du har kendskab til produktion, fordi du er uddannet i GE Finance. Hele miseren ligger, som jeg ser det, i de elementer, du har erkendt, du ikke forstår. I realiteten bliver der ikke færre omkostningsbærere af, at nogle af dem placeres i andre lande, og derfor ikke bidrager direkte til dansk økonomi. Det medfører blot, at omkostningerne i Danmark betales af indtægter fra salg af varer produceret i udlandet. Jeg synes, det ligner en god, mulig forklaring på de forhold, at det danske samfund faktisk hænger nogenlunde sammen, og nogle danske erhvervsledere har store indkomster og formuer trods relativt få arbejdspladser i dansk industri. Hverken forskning el. administration faktureres til de kunder, der køber varerne, fabrikkerne producerer.
Børge Rahbech Jensen - jeg indrømmer at jeg ikke er akademiker [heldigvis] jeg er blot faglært maskinarbejder, p-ingeniør fra teknikum og HD i regnskabsvæsen og har været beskæftiget med edb i 40 år med kontorrationalisering i alle former for virksomhed. Min erfaring fra dette praktiske arbejde er at økonomer overhovedet ikke kender sandheden om værdiskabelsens hjerteslag men er fanget i det jeg kalder 'Dødens gardiner' som lukker af og stiller sig hindrende i vejen for økonomisk stillingstagen i prívat såvel som offentlig virksomhed. Verdens sande tilstand taler sit eget tydelige sprog - deres teori duer simpelthen ikke. Mere har jeg ikke at sige.
Dit vrøvl ovenstående viser tydeligt at du blander det hele rundt i den store sorte gryde. Du ved ikke engang noget om omkostningsbærere ??? Et begreb der har været misbrugt de sidste 50 år af pseudoøkonomerne fra Uni. Jeg siger bare - det er værre end jeg havde frygtet. Stalkkels Danmark.
Jeg har overhovedet ingen tillid til akademikere, uanset hvilke politiske overbevisninger eller betragtningsvinkler de har, vend timeglasset og lad de ufaglærte komme til toppen,
resultatet af styringen vil lede til samme udgangspunkt kompetencemæssigt
Leif Mønniche - igen.
Jeg tror ikke, jeg kan forklare det på en måde, du kan forstå.
Udgangspunktet er, at flere forsvinder fra det danske arbejdsmarked, end der kommer til. Mit problem er, at den udvikling ikke entydigt kan aflæses i antallet af arbejdsløse.
Det, jeg forestiller mig kan være en mulig årsag er noget i retning af:
Den danske virksomhed A har sin forskningsafdeling og administration i Danmark men sin produktion i Kina. Den kan producere hvad som helst. Vi kan antage, den producerer sæder til biler. I Danmark forskes i siddekomfort og sikkerhed med henblik på udformning af nye sæder. Det har virksomheden ansat nogle ingeniører og andre medarbejdere til. Forskningsafdelingen har intet salg, men nogle resultater af dens forskning danner grundlag for nye produkter, som produceres på fabrikken i Kina. Udover produktion tager fabrikken i Kina sig af salg og levering af de færdige varer til bilfabrikker i Asien. Det har virksomhed A ansat nogle kinesiske medarbejdere til. Økonomifunktionen, som også har ansvar for fakturering, og ledelsen er i Danmark. Disse administrative funktioner intet salg til bilfabrikker, men får indtægter fra fabrikken og salgsafdelingen i Kina.
Som jeg ser det, er det i dette tænkte eksempel i realiteten mest de kinesiske medarbejdere, der indirekte forsørger det voksende antal danskere uden for arbejdsmarkedet i kraft af, de leverer det overskud, den danske ledelse beskattes af.
Leif Mønniche: Jeg er heller ikke akademiker. Hvordan er du bedre end de økonomer, du angiveligt foragter? Som jeg ser det, udviser du præcis samme adfærd, som du gør, herunder postulerer, jeg vrøvler, uden overhovedet at prøve at forklare både de begreber, jeg åbenbart ikke kender, og hvori mine fejl består. Jeg går ud fra, du ikke kan andet.
Børge Rahbech Jensen - ...Hverken forskning el. administration faktureres til de kunder, der køber varerne, fabrikkerne producerer. - der mangler du forståelse for en praktisk detalje som hedder dækningsbidrag, som skal være af en vis passende størrelse for at det hele kan køre rundt.
Den danske virksomhed som afholder omkostninger og investeringer i Danmark lever af smuglerne fra de riges bord som det der er tilbage når alle andre interessegrupper har taget hvad de skal bruge. Dvs det der bliver tilbage når alle andre har fået enhver sit. Leverandørerne og lønmodtagerne er dem der først får deres part. Så er der kunderne - de får en færdigvare i hånden imod at erlægge en sum penge. Så er der financieringskilderne som selv hæver renterne af den externe lånekapital. Skattefar får også sit helt automatisk i form af tilbageholdt kildeskat, afgifter og til sidst er der indskudskapitalen i form af aflønning af den risikovillige indskudskapital. Det er sjældent at der er noget tilbage til fremtiden dvs produktudvikling eller forstærkning af en udhulet egenkapital som følge af inflationen. Summa summarum det kan måske til sidst ikke betale sig at drive virksomhed i landet.
Børge Rahbech Jensen - jeg foragter økonomer der forfører folket med løgn.
Michael Pedersen - ja, den historiske sammenhæng; men det er jo netop denne sammenhæng, der ikke holder mere, fordi produktionen ikke behøver så megen arbejdskraft. Desuden lyder det meget smart med alle disse statistiske udregninger, men sandheden er, at det er menneskers faktiske beslutninger, der afgør den slags udviklinger.
Børge - det er da et godt eksempel du har skitseret. Danskerne er fri for at stå ved samlebåndet hele dagen i mørket og kan ligge på stranden. Men det er da meget godt. Problemet er bare at de ikke har fået del i rationaliseringsgevinsten men har spóvet i timen så at der nu ikke bliver sat løn ind på deres konto mere. Men det er jo blot et spørgsmål om at gentænke idéen med borgerløn hvis man da ikke kan finde sig at blive nytteaktiveret.
Børge - undskyld hvis jeg har været for ubehersket i mine formuleringer.
Hvis en del af de danske husejere reelt er insolvente er det tiden for staten at begynde en nationalisering af boligmassen, dvs. boligejeren fraskriver sig retten til markedsskabte værdistigninger mod at blive boende til en fast ydelse. Dokumenterede boligforbedringer og vedligeholdelse skal kunne trækkes fra på selvangivelsen.
Måske man skulle finde et andet udtryk for begrebet 'arbejdsløshed' - måske helt afskaffe det.
Lars Rohde har jo meget ret i at Danmark har demografien imod os. Når en større andel af befolkningen bliver ældre, vil det betyde lavere efterspørgsel. Det gælder også det meste af den vestlige verden, hvorimod vækstlandene har en meget yngre befolkning. Udviklingen for de vestlige lande bliver værre de næste mange år. Samtidig har vi en regering der føre en utrygheds politik, forstået på den måde at mange af regeringens tiltag har ført til større utryghed. Dette gælder især dagpengereformen, hvor folk bliver mere utrygge fordi de kan risikere at komme på kontanthjælp eller slet ikke få noget efter 2 års arbejdsløshed. Regeringen har også i høj grad omfordelt, så folk på overførselsindkomst får en lavere indtægt. Denne utryghed er i høj grad med til at der ikke kommer gang i økonomien og efterspørgslen, folk spare op, sikre sig at de har penge til arbejdsløshed mm.
Per flot avatar - passende til temaet 'Solnedgangs økonomi' - måske billedet er taget om morgenen før solopgang ved Bellevue i Klampenborg ?
Man behøver ikke at være så bange for at mangle noget - det går altid bedre end man frygter hvis man bare husker at det de samme mennesker man møder på vej ned, som dem man trådte på da man var på vej op. Og skulle man endelig gå bort med en kæmpegæld så forsvinder den helt automatisk ved det sidste åndedrag - og det er ganske sikkert.
Ja det er Arne Jacobsen's livreddertårne fra en svunden tid, og det er taget ved solnedgang, dengang livrddertårnene stadig stod ved Bellevue strand.
Hvis "man" ikke behøver at mangle noget, så forstår jeg ikke hvorfor efterspørgslen i Danmark er faldet markant siden finanskrisen. Jeg tror nu det er berettiget at "man" ikke føler regeringen føre en politik, som "man" kan ikke kan være tryg ved.
Jamen, det er jo ikke fakta, Michael Pedersen! Luk øjnene op, du lever i en verden, hvor alene fordelingspolitikken forhindrer mennesker i at leve et acceptabelt liv.
Ærgerligt at Lars Rhode ikke kom til noget før.
Man må i hvert fald give den gode Rohde, at han går til stålet. Jeg mindes ikke nogen tidligere direktør for Nationalbanken, der så hurtigt efter sin tiltrædelse på tre dager er kommet med tre så markante udmeldinger :-)
I øvrigt var 1. kvartalsrapporten, som kom i sidste uge et udmærket stykke arbejde - men det plejer de for så vidt også at være!
Omvendt kan man selvfølgelig sig,e at det er en ganske gratis omgang han kommer me -. Men bedre end ingenting.
Forståelsen af samfundets problem ses i et helt fejlagtigt perspektiv, desværre. Før der bliver talt lige ud af posen om den reelle situation, vi og resten af verden befinder sig - også kaldet all dressed up, and no place to go - får vi ikke indrettet samfundet hensigtsmæssigt.
Jeg tror, Børge Rahbech Jensen, at du overser det nødvendige paradigmeskift - som følge af varerigeligheden og jobmanglen: kampen vil ikke frem over være om beskæftigelse, fordi denne i høj grad vil basere sig på, hvad det er nødvendigt at gøre. Når produktion (og transport!) i højere grad foregår af sig selv i en eller anden forstand, vil det igen forskydes fra samfundets væsentlige debatter.
Øv,forkert debat.
Sammenhængen er den modsatte af din tolkning, Michael Pedersen. Du tænker kun i at arbejde, men sagen er den, at der med den massive overproduktion - og manglende afsætning af samme grund - er der brug for at arbejde mindre og mindre. Siden 60erne har politikerne kæmpet med at give folk penge fra pengetræet for at muliggøre aftagelse af en stadig større, mere og mere rationel produktion. Det handler ikke om en abstrakt uendelighed af ressourcer, som økonomer i fantasiens rige opererer med, men derimod en mere end tilstrækkelig produktion, der mætter markedet og dermed skaber mere og mere frihed for flere og flere.
Jeg er også vækst optimist, men ser tydeligt "demografien" imod mig. De gamle får (med forskellige forskrings modeller) en god alderdom, på bekostning af ungdommen, de, som i virkeligheden, skal betale forsikrings illusions "ydelser", under vilkår, som ikke var forudset, desværre kun på grund af mangel på "viden om".
Jeg synes egentlig at Lars Rohde slipper udmærket fra det. Det er særdeles klædeligt med en økonom der er udmyg omkring sin 'videnskab' og derfra vil begrænse sit virke til at skabe stabilitet og sikre rammer så markedet kan korrigere sig selv.
Det står i skarp modstand til flere generationer af Keynesianske spåmænd som lige skulle skrue lidt her og trykke lidt der, med det resultat som vi så rigelig kender i dag at pengetrykkeriet medførte en enorm boligboble der smadrede det finansielle system.
Dette kan næsten ene og alene tilskrive Greenspan i USA og herefter Bernanke og det er lidt af en skandale at førstnævnte ikke er blevet retsforfulgt.
Erik Hamre,
Jeg synes at det er utroligt svært at bedømme Greenspan og Bernake, når man som os sidder på 3. række. Og joh, jeg undrer mig også noget over det såkaldte "retsopgør" omkring finanskrisen i USA.
Men så meget mere glædeligt finder jeg det, at Lars Rohde trods alt forsøger sig med at klarlægge sin opfattesle som økonom. Og så var det altså Bernstein (forgængeren) der som den første offentligt trådte frem i TV for vist 1½ år siden og indrømmede at han, såvel som andre europæiske nationalbankchefer ikke helt havde set, hvad der lå
af farer i det amerikanske obligatinsmarked!
Jeg mindes ikke nogen partifomænd/kvinder der har gjort det samme.
Der er ingen mulighed for, Erik Hamre, at markedet korrigerer sig selv, for markedet er en fejlkonstruktion.
Erik Hamre, i modsætning til det finansielle system, så var både boliger, arbejdskraft og varer at købe for pengene til stede.
@Kristian Rikard
Hvad man sjældent hører og har hørt i debatten er at der er divergerende holdninger blandt økonomer og at der er adskillige der de sidste 20-30 år har påpeget at Fiat pengetrykkeri (papir uden binding til noget) uundgåeligt måtte føre til en massiv boble og herefter nedsmeltning.
Egentlig burde man have lært sin lektie efter Dot.com boblen, som Greenspan også var nationalbank direktør under.
Og det er da også for simpelt at give hele skylden på Greenspan, for der var jo egentlig tale om en 'perfekt storm' med noget der minder om en konspiration mellem nationalbank, investeringsbanker og den amerikanske regering under Bush.
Man afskaffede i 1999, under Clinton, Glass-Steagall loven (http://en.wikipedia.org/wiki/Glass%E2%80%93Steagall_Act) som siden 1933 havde sørget for vandtætte skodder mellem investeringsbankerne (dem med de smarte subprime lån) og så de kommercielle banker. Denne lov var oprettet for netop at undgå at de lidt for smarte investeringsbanker skulle kunne bruge de mindre kommercielle bankkunder til at købe de smarte IPO (børsnoteriner) og andre spekulative objekter. Altså, at undgå at smarte investment bankers fedtede dårlige investeringer af på kunder der ikke havde den nødvendige viden.
Det er næppe nogen tilfældighed at vi snart herefter så Dot.com boblen, når den lile invester skulle lege med.
Det er alment accepteret at Greenspan som følge af Dot.com boblens brist satte gang i en ekspansiv pengepolitk.
Herefter fik vi jo som sagt Bush regeringen, som var meget forhippet på at få folk til at købe i stedet for leje bolig og herved fik den øgede pengemængde fra Greenspan et nyt investeringsobjekt, direkte afledt af den lave rente. Havde renten været naturlig - og højere - ville disse risikofyldte boliginvesteringer ikke være rentable.
Fællesnævneren for det hele er det amerikanske finanshus Goldman Sachs. Tidligere medarbejdere af dette finanshus er gået ud og ind af regeringer i USA og Europa i årtier. Der er rigelig af information om dette hvis man selv søger, så jeg vil tillade mig ikke at liste dem op. Men der er stort set ikke en stilling i USA og Europa indenfor offentlige finansorganisationer og regeringer der ikke trækker tråde tilbage til Goldman Sachs
Værst er det når de samme personer der skabte krisen i fx Grækenland, bagefter ansættes til at få styr på deres selvskabte krise i IMF, ECB og lignende.
"..Greece's debt managers agreed a huge deal with the savvy bankers of US investment bank Goldman Sachs at the start of 2002. The deal involved so-called cross-currency swaps in which government debt issued in dollars and yen was swapped for euro debt for a certain period -- to be exchanged back into the original currencies at a later date..."
http://www.spiegel.de/international/europe/greek-debt-crisis-how-goldman...
Og hvad med Mario Draghi? ECB's 'direktør':
"..Draghi was then vice chairman and managing director of Goldman Sachs International and a member of the firm-wide management committee (2002–2005).[6].."
Nå ja, manden der nu laver sanktioner mod Grækenland, var en ledende figur i samme bank der 'hjalp' grækerne i 2002.
Og der er en endeløs række af lignende historier som ligger klar til enhver journalist der har mod på en rigtig historie.
Så mens vi tåber diskuterer politik og rød-blå, så griner 'banksterne' hele vejen til banken.
Der er faktisk det interessante og rigtige i din beskrivelse, Erik Hamre, at strategien for at holde kapitalismen oven vande i 00erne var at modvirke overproduktionens pres på priserne ved at skabe inflation igennem højere boligpriser. Det holdt jo bare ikke, fordi finansieringen blev lettet på en måde, der i stedet sænkede alle andre priser end dem på boliger, samtidig med at lønpresset sted som følge af de høje boligpriser. Det, man ville redde økonomien med, kom i stedet for til yderligere at fjerne dens fodfæste.
Sider