Læsetid: 1 min.

Bagsiden: Villys uvirkelige valgløfter

En politiker kørte bort i ministerbil og efterlod tog- og buspassagerer i knibe
Tænk, det er mindre end to år siden, at en politiker ved navn Villy lovede 40 procent billigere tog- og buskort.

Malte Kristiansen

16. maj 2013

Villy? ... Villy? Hvem kan huske Villy? Jo, det var ham, der for snart to år siden satte plakater med sig selv op på de københavnske busser. På plakaterne lovede Villy »40 procent billigere tog- og buskort i københavn«.

Så var der folketingsvalg, og Villy fik sat sig ind i en ministerbil og befordret bort.

Tog- og buspassagerer stod med en lang næse.

Ja, værre endnu. Tog- og buspassagerere er gjort rent ud til grin: Billetpriserne er ikke gået ned. De bliver ved med at stige.

Siden år 2000 er priserne på tog- og busrejser steget med henholdsvis 45 og 70 procent. Det viser en undersøgelse, som Nykredit har foretaget for Søndagsavisen på baggrund af tal fra Danmarks Statistik. I samme periode er de generelle forbrugerpriser steget med 30 procent. Tog og busser er altså – usædvanligt nok – kørt hurtigst.

Udspurgt af Berlingske herom erklærer transportminister Henrik Dam Kristensen (S):

»Jeg vil gerne – i det omfang, det er muligt – nedsætte priserne på den kollektive trafik, men der er også en økonomisk situation lige nu, hvor jeg ikke tør love noget.«

Forsvar for SRSF

Til sit eget – og SRSF’s – forsvar udtaler transportminister Dam Kristensen:

»Regeringen har allerede brugt 500 millioner på to områder: Fra sommer indfører vi et udvidet uddannelseskort, der skal gøre det billigere for unge under uddannelse at bruge den kollektive trafik, og så har vi sænket taksterne med 20 procent uden for myldretiden i hovedstadsområdet.«

Regeringen synes altså at have prioriteret 500 millioner kr. som tilstrækkeligt til at indfri løfterne om billigere tog og bus.

SRSF har givet højere prioritet til f.eks. fjernelse af afgifter på energi- og miljøbelastning og på øl og sodavand.

Det forlyder vedholdende fra Christiansborg, at SF pønser på snarest belejligt at fratage Villy Søvndal ministerbilen. Så skal Villy Søvndal til at køre med tog og bus. Det bliver dyrt. Med mindre Villy Søvndal bruger frikort.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu