Læsetid: 5 min.

Med børn bag tremmer

Pædagogikken preller af, når unge kriminelle frihedsberøves i sikrede institutioner, hvor det heller ikke lykkes at afhjælpe den kedsomhed, der får de unge til at dyrke kriminalitet. Ph.d. Cup-vinder Tea Torbenfeldt Bengtsson delte i to en halv måned hverdag med de unge
Tea Torbenfeldt Bengtsson har tilbragt to en halv måned i selskab med frihedsberøvede unge på en sikret institution.

Jakob Dall

6. maj 2013

Allan var en af de fyre, der faldt lidt uden for normen på den sikrede institution, hvor Ph.d. Cup-vinder Tea Torbenfeldt Bengtsson igennem to en halv måned iagttog frihedsberøvede unge. Allan var ikke en del af de ’gangster’-miljøer, som de fleste drenge i institutionen tilhørte. Middelklassenormal og med halvlangt hår var han havnet i en omgangskreds, hvis livsstil var langt fra hans egen i Holstebro. Men selv om Allan kun opholdt sig på institutionen i to uger, nåede han at tilegne sig nogle af de kendetegn, som de andre drenge havde. Efter kort tid havde Allan fået klippet håret i den såkaldte ’perkerfrisure’. Pludselig havde han også, ligesom de andre drenge, en sweatshirt med sit postnummer og bynavn på. ’7500 Holstebro’ stod der, og selv om der ikke var så meget street credibility, som hvis der havde stået ’2200 København N’, var han så småt i gang med at arbejde sig opad.

»De, der ikke allerede havde en ’gangster’-identitet i denne her gruppe af drenge, tog den på sig som en del af en socialiseringsproces i den sikrede institution,« siger Tea Torbenfeldt Bengtsson, der er en af vinderne af årets Ph.d. Cup for hendes etnografiske afhandling Youth Behind Bars, som hun har lavet på SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd og Sociologisk Institut på Københavns Universitet.

»Det var en måde at komme op i hierarkiet på. Hvis man er på toppen, får man respekt og kan svine andre til og ’køre på dem’. Hvis man er nederst i hierarkiet og gør noget, man ikke skal, bliver det straks sanktioneret med eksempelvis trusler om vold eller udelukkelse af fællesskabet. På den måde opretholdes den samme form for ’gadeorden’, som de har derhjemme.«

Tog noter på toilettet

Det var for at lære samfundets frihedsberøvede unge at kende, at Tea Torbenfeldt Bengtsson i to en halv måned brugte sine dage på at »hænge ud«, som de unge kalder det, med en gruppe rødder i varetægtssurrogat.

Hun dukkede op om morgenen, inden de unge stod op, og hun gik hjem, når de var på vej i seng. Noter kunne etnografen ikke tage åbenlyst, mens hun var på afdelingen. I stedet gik hun på toilettet med jævne mellemrum for at notere ned på små lapper papir, som hun gemte i lommerne.

»Det med at sætte sig og skrive observationer ned, det er en helt fremmed verden i det her miljø. Jeg stak i forvejen meget ud – og når jeg så sad med bogen og skrev, skabte det en distance,« siger Bengtsson.

Inden hun fik udviklet noteteknikken, stjal drengene en dag hendes fortegnelser og ville vide, hvad hun havde skrevet om dem.

»Det skabte en meget ubehagelig stemning. Så derefter droppede jeg det og forsøgte i stedet at blende ind så meget, som jeg kunne.«

Hun ville gerne accepteres af drengene, så hun bedst muligt kunne lære de unge at kende:

»Jeg ville vide, hvem de unge var, som samfundet er så bange for, at vi udsætter dem for den strengeste sanktion, vi har. Det er typisk unge, der som børn har været beskyttet af samfundet. Nogle af dem i anbringelser. De var sårbare og skulle beskyttes mod det onde, nu er det så vendt – og pludselig er det dem, vi beskytter samfundet imod.«

Ingen langsigtet virkning

I sin tid med drengene i den sikrede institution hæftede Tea Torbenfeldt Bengtsson sig ved, at den langsigtede pædagogiske og rehabiliterende element i varetægtssurrogatet ofte går tabt på dem:

»De er i en konstant venteposition. De fleste afventer dom, men nogle afventer også en eventuel udvisningsdom. Og i denne form for stressende venten preller det meste pædagogik af, selv om institutionerne gør, hvad de kan for at tilbyde skole og værksteder. Men det har de unge simpelthen ikke overskud til, og det er naivt, når politikerne tror andet.«

Derfor mener Bengtsson, at opholdene i de sikrede institutioner ofte er spildt i forhold til en eventuel rehabilitering. De indespærrede unge forbliver i de samme roller og hierarkier som i deres liv uden for institutionen:

»De unge oplever ikke et decideret brud med deres normale tilværelse, som ofte er præget af et liv på gaden med kriminalitet. De keder sig derimod og prøver stadigvæk at skabe spænding ved at bryde nogle regler – nu er det så institutionens regler, før var det samfundets regler.«

Fordi frihedsberøvelser er en så alvorlig sanktion, sender det et kontraproduktivt signal til de unge, der allerede er på vej ud af samfundets normer, mener Tea Torbenfeldt Bengtsson:

»Indespærringen bliver en meget kraftig markering over for dem: Vi vil dig ikke, og vi synes, du er farlig. Vi er faktisk så bange for dig, at vi vælger at frihedsberøve dig. De unge, som allerede føler sig sat uden for samfundet, sætter vi i den ultimative eksklusion.«

Samtidig kan et ophold i en sikret institution cementere deres status som kriminelle ’gangstere’:

»Jo, en frihedsberøvelse fjerner dem da ganske kortvarigt fra gaderne, og de begår ikke kriminalitet mod samfundet. Men spørgsmålet er, om det virker på længere sigt, eller om det føder ind i det afvigende ungdomsliv, som de allerede lever? Dels på grund af eksklusionen og til dels fordi det giver en status på gaden at have været inde og sidde,« forklarer hun.

Det norske alternativ

Det er ikke, fordi Tea Torbenfeldt Bengtsson er imod sanktioner over for de unge, der begår kriminalitet, men der er andre løsninger end frihedsberøvelse, som ifølge hendes vurdering hverken rehabiliterer eller har en langsigtet pædagogisk indflydelse på dem:

»Det er slet ikke givet, at det er på denne her måde, man skal løse problemerne på. I Norge og Island gør man det eksempelvis anderledes. I stedet for at frihedsberøve sætter man ind pædagogisk,« siger hun og forklarer, at man i Norge som noget nyt benytter særlige institutioner, som holder de unge i deres lokalmiljø, selv om de befinder sig i en institution.

»De bliver mandsopdækket i skolen, og man hjælper dem til at ændre deres liv i de omgivelser, de allerede er i, hjælper med at finde praktikpladser og hiver i højere grad forældrene ind over.«

I Danmark er vi ved at forsøge noget af det samme, men på de danske sikrede institutioner ligger de unge fortsat ofte under for brev- og besøgskontrol, der gør, at de ikke kan tale med deres forældre og folk hjemmefra.

»Selve måden at tænke på de unge på er anderledes i Norge. De ser vores sikrede institutioner som ’børnefængsler’ og er meget bevidste om, at dem vil de ikke have i Norge.«

Serie

Seneste artikler

  • Musikterapi afdækker udsatte familiers mønstre

    13. maj 2013
    Igennem sit skelsættende ph.d.-studie har Ph.D. Cup-vinder Stine Lindahl Jacobsen indset, at musikterapi er et neutralt værktøj, der kan forbedre kommunernes mulighed for at gennemskue, om et barn skal tvangsfjernes eller ej
  • En torsk er ikke bare en torsk

    8. maj 2013
    For at forstå, hvordan den globale opvarmning påvirker den grønlandske torskebestand, må man vide, hvordan den har udviklet sig historisk. Derfor har havbiolog Nina Overgaard Therkildsen været i støvede arkivkældre og sterile dna-laboratorier under arbejdet på sin ph.d.
  • En torsk er ikke bare en torsk

    8. maj 2013
    For at forstå, hvordan den globale opvarmning påvirker den grønlandske torskebestand, må man vide, hvordan den har udviklet sig historisk. Derfor har havbiolog Nina Overgaard Therkildsen været i støvede arkivkældre og sterile dna-laboratorier under arbejdet på sin ph.d.
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anna Obel
  • Steffen Bjerre
  • Niels Mosbak
  • Peter Jensen
  • Jakob E
  • randi christiansen
  • Simon Olmo Larsen
Anna Obel, Steffen Bjerre, Niels Mosbak, Peter Jensen, Jakob E, randi christiansen og Simon Olmo Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

randi christiansen

I kan ikke slå os ihjel vi er en del af jer selv

At knuse spejlet i stedet for at tage imod spejlingens gave er at tillade angsten og småligheden at herske

Ordnung muss sein - naturligvis, men hvilken orden

Ryan Smith, Simon Olmo Larsen og peter fonnesbech anbefalede denne kommentar
Jesper Jakobsen

Du kan ikke nå de her mennesker når de først er blevet voksne. Der skal sættes utrolig tidlig og kraftigt.

Når de først er voksne er det bedre at holde dem låst inde i lang tid og gøre brug af konsekvens. Der kommer intet ud af nok så mange bløde pædagogiske tiltag mod hårdkogte bøller.

Peter Jensen

Oplysning er ét af benene, Maaløe. Et andet er overskud, personligt overskud og viljen til at bidrage. Når nu vi ikke får gjort noget ved de kultu- og strukturelle forhold som afstedkommer repressive og afmægtige udsagn som det af Brockdorff ovenfor eleverede - og i øvrigt danner fødekæder til problemernes opståen og eskalation, må vi vel samtidig konstatere at en betydelig del af den danske befolkning ikke har personligt overskud til at sætte sig ind i og ihukomme hvad disse unge mennesker har været igennem i første del af deres respektive livsløb. Samt hvad de står (til livet) i. Alt i alt en gordisk knude som vanskeligt lader sig hugge over.

Esben Maaløe

"Når nu vi ikke får gjort noget ved de kultu- og strukturelle forhold som ..."

Så er det da et held at vi herhjemme er begavet med et rigt åndsliv der rabler den ene store tænker efter den anden af sig ...

Carsten Mortensen

Måske det ville hjælpe hvis de også fik et fedt job til 30.000 om måneden. ....plus, blev medlem af samfundet.

Simon Olmo Larsen, Peter Andersen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Ole Brockdorff

Uanset hvad et ungt kriminelt menneske som den i artiklen omtalte Allan har været udsat for af fortrædeligheder og regulære omsorgssvigt under sin opvækst hos nogle tilsyneladende håbløse, ansvarsløse og ansvarsforflygtigende forældre, så har det store flertal af lovlydige borgere menneskelig og moralsk ret til at spærre ham inde under humane forhold, når han overtræder straffelovgivningen, så han for en periode ikke kan forvolde andre mennesker ondt med sin kriminalitet.

Akademikere som Tea Torbenfeldt Bengtsson er nødt til at forstå, at Danmark i dag rummer mange tusinde psykotiske, aggressive og voldelige unge kriminelle mennesker, som er fuldstændig uden for pædagogisk rækkevidde, fordi deres forældre har udøvet groft omsorgssvigt, men også fordi lærerne i folkeskolen aldrig har lært dem fra dag 1 på skolebænken, at man som borgere i et demokratisk land altid skal overholde straffelovningen, hvis man ikke vil frihedsberøves og sættes i fængsel eller komme på en institution for en længere periode.

"Kedsomhed" i hverdagen er ganske enkelt ingen undskyldning for, at gøre andre mennesker ondt med intimideringer, trusler, pengeafpresning, vold, overfald, tyveri, røveri, ildspåsættelser og al mulig anden barsk kriminalitet, bare fordi man selv har været udsat for omsorgssvigt i hjemmet, og der er overhovedet ikke nogen som helst garanti for, at den af Tea Torbenfeldt Bengtsson omtalte norske pædagogiske model på nogen måde fungerer i længden, blot fordi de unge kriminelle og adfærdsvanskelige børn mandsopdækkes døgnet rundt.

Den nuværende amerikanske straffemodel med, at du bliver spærret inde resten af livet efter tre lovbrud er godt nok lige i overkanten, men hvis vi i stedet herhjemme sagde til de tusinder af unge kriminelle, som forpester dagligdagen for den lovlydige befolkning, ”at du bliver frihedsberøvet på ubestemt tid og i mange år, hvis du ikke holder dig inden for lovgivningens rammer”, ja, så er jeg helt overbevist om, at rigtig mange unge kriminelle vil rette sig ind og være meget varsomme med, at begå nogen som helst slags kriminalitet.

Men det kan under ingen omstændigheder være rigtigt, at samfundets lovlydige borgere skal bruge milliarder og atter milliarder af kroner på socialpædagogiske foranstaltninger til unge kriminelle, der trods alt ikke ligger og sulter på gaden som i klodens fattige lande, og som ikke behøver at kede sig det mindste i hverdagen, når man tænker på de mange kultur- og fritidstilbud, som folkeskolerne og kommunerne generelt byder på, og derfor er der ingen menneskelige eller sociale undskyldninger for at begå grov kriminalitet, for så under strafafsoningen at blive ”serviceret” døgnet rundt af 18-20 dyrt betalte socialpædagoger.

Vi har brug for en pragmatisk tankegang på det her område.

jens peter hansen

Efter kort tid havde Allan fået klippet håret i den såkaldte ’perkerfrisure’. Nå så er jeg altså heller ikke den eneste der synes at nogle har et dramatisk aggressivt udseende.
Jeg havde en gang en kammerat, som var røget i spjældet og han sagde til mig: JP lad være med at komme i fængsel, de fyldt med kriminelle. Vise ord.

Simon Olmo Larsen

Sjovt nok er kriminaliteten og volden faldet drastisk i Danmark, i takt med at velfærdsstatens og pædagogikkens indflydelse på borgernes liv er blevet større,
at fængslerne fodrer sig selv burde efterhånden være børnelærdom, men vær velkommen til at straffe yderligere og hårdere, det viser de sidste 15 år tydeligt er vejen frem.

Mere straf mere politi, bliver manisk gentaget igen og igen, men ingen kan pege på et samfund hvor hårde straffe og mere politi har løst noget som helst?

Søs Jensen, Janus Agerbo og Simone Bærentzen anbefalede denne kommentar
Hans Hüttel

Pointen med Tea Torbenfeldt Bengtssons forskning er jo netop ikke at man bare skal "mandsopdække" unge kriminelle med socialpædagoger, og det er også tydeligt at det ikke handler om "kultur" – den kultur, der former de unge og holder dem fast i kriminaliteten er i høj grad det normsæt der trives blandt de unge selv og skabes gennem den uheldige socialisering, der finder sted i netop dét miljø. Jeg vil gætte på at Tea har noget større empirisk belæg for sine konklusioner end Ole Brockdoff har. Hvis ikke, vil jeg anbefale Ole Brockdorff at publicere sine konklusioner og datamaterialet der ligger til grund herfor.

I øvrigt har jeg svært med at forestille sig at ret mange forældre drømmer om at deres børn skal vokse op og blive kriminelle.

Søs Jensen, Peter Jensen, Niels Mosbak og Simon Olmo Larsen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Brockdorff - omsorgssvigtede børn og unge kan være så skadede, at de ikke kan nås. Hvis de ikke modtager passende respons forværres deres tilstand.

Passende respons er ikke nødvendigvis dyr mandsopdækning i døgndrift, men hvis den forebyggende indsats er mislykket, vil korrektionen oftest være omkostningstung. Det er altid dyrest i det lange løb, at gøre det forkerte.

Mht til børn og unges opvækstvilkår ved vi, at miljø-og socioøkonomiske vilkår er afgørende, og en forebyggende indsats der kan adressere problemer med de sværeste tilfælde er omfattende og langsigtet.

Men de dynamiske effekter er djævelsk uundgåelige, så med mindre man tror, man kan udrydde ondt med ondt, må man nok belave sig på det lange seje træk med at fjerne ondets rod.

Forældrekørekort fx - burde være obligatorisk. Men så kommer mange helt op i det røde felt i stedet for at indse, at visse grundlæggende færdigheder må tilegnes, hvis man skal kunne påtage sig ansvaret for et andet menneske.

Samfundets ansvar for at tilbyde differentieret læring der møder den enkelte vil også være et stort skridt i den rigtige retning.

Man må til ondets rod

randi christiansen

Alle vil elskes, ses og være med - det er virkelig slemt, når socialiseringsprocessen går galt, men det er altid de voksnes ansvar.

Lars V Jensen

Ole hvis nedenstående som du skriver skulle være rigtigt så burde de amerikanske fængsler vel ikke være overfyldte?

Jeg synes du modsiger dig selv.

"Den nuværende amerikanske straffemodel med, at du bliver spærret inde resten af livet efter tre lovbrud er godt nok lige i overkanten, men hvis vi i stedet herhjemme sagde til de tusinder af unge kriminelle, som forpester dagligdagen for den lovlydige befolkning, ”at du bliver frihedsberøvet på ubestemt tid og i mange år, hvis du ikke holder dig inden for lovgivningens rammer”, ja, så er jeg helt overbevist om, at rigtig mange unge kriminelle vil rette sig ind og være meget varsomme med, at begå nogen som helst slags kriminalitet."

Det er samfundet der er det virkelige problem,stræberkulturen og konkurrencementaliteten er skyld i de unges jagt¨på penge og magt.Det er samfundet selv der har skabt disse monstrer af unge der er ligeglade med deres medmennesker,samfundets top er jo også uden empati,så hvorfor skulle de unges tankegang være anderledes?

Søs Jensen, Simon Olmo Larsen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
odd bjertnes

Sålænge sanktionssystemet er tilregneligt har man en deal som gangster, og ret til at klage hvis dealen ikke overholdes af de lovlydige.
Fartbøder er indregnet i transportudgifterne på din lørdagskylling.