Læsetid: 2 min.

EL: Ministerium skaber ny usikkerhed om offentlighedslov

Med henvisning til, at der er gået otte år, afviser Forsvarsministeriet at vurdere, om et brev fra tidligere forsvarschef Jesper Helsø i den såkaldte tolkesag ville kunne hemmeligholdes efter § 24 om ministerrådgivning i forslaget til ny offentlighedslov
Mellem 1.000 og 2.000 mennesker var i går mødt op på Christiansborgs Slotsplads for at demonstere mod den nye offentlighedslov. Derudover har 80.000 danskere skrevet under på modstand imod lovændringen.

Asger Ladefoged

16. maj 2013

Forsvarsministeriet har oplyst, at ministeriet ikke har grundlag for at vurdere, om et dokument, der er udarbejdet for mere end otte år siden, er omfattet af lovforslagets § 24, stk. 1.«

Sådan står der i ét af mange svar, som justitsminister Morten Bødskov (S) netop har afleveret til Retsudvalget i forbindelse med forslaget til ny offentlighedslov, L 144.

Men den forklaring afvises fuldstændig af mediejuristen Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole:

»Ministeriet har brevet fra Helsø, og derfor er de i stand til at afgøre, om det ville være omfattet af § 24. Det gør ingen forskel, om et dokument er en uge eller otte år gammelt,« siger Oluf Jørgensen, der var medlem af Offentlighedskommissionen.

Retsudvalget har med en række spørgsmål til Morten Bødskov forsøgt at klarlægge rækkevidden af § 24 om ministerrådgivning i forslaget til ny offentlighedslov.

Paragraffen er omstridt, fordi den vil gøre det muligt at undtage dokumenter, der har været eller vil blive anvendt til rådgivning af ministeren. Udvalget har henvist til konkrete dokumenter, der tidligere er udleveret i aktindsigt til pressen, og spurgt, om de ville kunne hemmeligholdes efter § 24, hvis den havde været gældende.

Netop usikkerheden om rækkevidden af § 24 har spillet en rolle for den voksende kritik af forslaget til ny offentlighedslov, der senest markederede sig i går med et protestmøde foran Christiansborg.

Helsøs brev til Gade

Et af dokumenterne, som Retsudvalget flere gange har spurgt om, er et kort brev fra daværende forsvarschef Jesper Helsø, der i marts 2005 orienterede forsvarsminister Søren Gade om en henvendelse fra en tidligere tolk blandt de danske udsendte soldater i Afghanistan. Tolken havde bl.a. påstået at have overværet brutal behandling af fanger, som danske soldater havde afleveret til amerikanerne, og Helsøs brev indgik i tv-dokumentaren Den hemmelige krig som dokumentation for, at forsvarschefen havde haft kendskab til tolken.

Tidligere har Justitsministeriet afvist selv at afgøre, om Helsøs otte år gamle brev dengang indgik i ministerrådgivningen af Søren Gade og derfor ville kunne undtages fra aktindsigt.

Det forudsætter en konkret vurdering, som Justitsministeriet »på det foreliggende grundlag« har vanskeligt ved, som ministeriet anførte. Som opfølgning har Retsudvalget så bedt om at få Forsvarsministeriets vurdering af Helsøs brev, men det afstår ministeriet nu fra med henvisning til, at der er tale om en otte år gammel sag.

»Det viser, at der stadig må være usikkerhed om rækkevidden af § 24,« mener Pernille Skipper (EL) og henviser til, at justitsministeren gentagne gange har forklaret, at regeringen har præciseret paragraffen, så den ikke kan bruges som et gummistempel mod aktindsigt.

»Hvis der ikke var nogen usikkerhed længere, hvorfor svarer Forsvarsministeriet så ikke bare,« som hun spørger.

»Når det er svært både for Justitsministriet og Forsvarsministeriet at svare, så vil det sikkert også være svært i andre fremtidige sager, og derfor bliver § 24 som at købe elastik i metermål.«

Juridisk kommiteret i Forsvarsministeriet Torsten Hesselbjerg er ikke enig i kritikken.

Han henviser til, at det er et kort faktuelt brev fra forsvarschefen, som ministeriet ifølge hans forklaring under alle omstændigheder ville udlevere, uanset om det dengang indgik i ministerbetjening eller ej:

»Derfor har vi ikke stået på hovedet i papkasserne for at se, hvordan det forholdt sig for otte år siden,« forklarer han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Philip B. Johnsen
  • Hugo Barlach
  • Steen Sohn
Philip B. Johnsen, Hugo Barlach og Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hugo Barlach

Mørklægningen tages åbenbart på forskud. Så sikker føler Justitsminister Morten Bødskov. Mørke tider for demokratiet med Bødskov i Justitsministeriet...

Med venlig hilsen

Hugo Barlach

Mørklægningen tages åbenbart på forskud. Så sikker føler Justitsminister Morten Bødskov. Mørke tider for demokratiet med Bødskov i Justitsministeriet...

Med venlig hilsen