Læsetid: 3 min.

Forsvarsaftale slår lille hul i ny offentlighedslov

Regeringens aftale med Enhedslisten om mulighed for at integrere Forsvarskommandoen i Forsvarsministeriet indeholder også bestemmelse om at sikre større åbenhed, end forslaget til ny offentlighedslov ville medføre
Forsvarsminister Nick Hækkerup har indgået en aftalen med Enhedslisten, der giver Folketinget adgang til forsvarschefens militærfaglige rådgivning, f.eks. i forbindelse med nyanskaffelser til Forsvaret, udsendelser af danske soldater i internationale aktioner og personelforhold.

Tine Sletting

29. maj 2013

Samtidig med at regeringen skriver betænkning om en ny offentlighedslov med V og K til den ene side, indgik forsvarsminister Nick Hækkerup sent mandag aften på regeringens vegne en politisk aftale med Enhedslisten om en ændring af forsvarsloven, der giver ministeren bemyndigelse til at kunne omorganisere forsvarets øverste ledelse.

Og mens regeringens forslag til ny offentlighedslov L 144 vil indskrænke offentlighedens adgang til en lang række dokumenter, går forsvarsaftalen den modsatte vej, når det drejer sig om den militærfaglige rådgivning fra forsvarschefen. Ifølge aftalen åbnes der for, at forsvarsministeren kan nedlægge Forsvarskommandoen og integrere, det vil sige indordne, forsvarschefen i ministeriet.

Selv om Nick Hækkerup ikke brugte de ord, da han i marts 2013 fremlagde lovforslag nr. 200 om forsvarets organisering for Folketinget, så er vurderingen blandt politiske iagttagere, at der åbnes for denne sammenlægning for i fremtiden at undgå skandaler som f.eks. den arabiske oversættelse af bogen om jægersoldaterne I krig med eliten og i det hele taget sikre en større grad af politisk styring af forsvarets øverste militære ledelse. Desuden vil aftalen betyde, at der kan gennemføres rationaliseringer blandt topcheferne i de militære værn.

Øget adgang til rådgivning

Hvis Forsvarskommandoen nedlægges og forsvarschefen integreres i ministeriet, bliver der tale om én og samme myndighed, hvorfor forsvarschefens militærfaglige rådgivning ifølge den gældende offentlighedslov ville blive intern og dermed undtaget aktindsigt. Og hvis forsvarsministeren ikke benytter sig af muligheden for at integrere forsvarschefen i ministeriet, vil forslaget til ny offentlighedslov i forvejen sikre, at rådgivningen kan undtages med henvisning til § 24 om rådgivning af ministeren i forslaget til ny offentlighedslov.

Men på grund af aftalen med Enhedslisten bliver det nu eksplicit sikret, at Folketinget får adgang til forsvarschefens militærfaglige rådgivning, f.eks. i forbindelse med nyanskaffelser til forsvaret, udsendelser af danske soldater i internationale aktioner og personelforhold.

I et svar til Forsvarsudvalget har ministeren forsikret om, at denne regel ikke vil blive »fortolket restriktivt«.

Samtidig fastslår Nick Hækkerup i svaret, at aftalen med Enhedslisten om en »ordning om indsigt i den militærfaglige rådgivning vil give en videre adgang til indsigt« end justitsminister Morten Bødskovs forslag til ny offentlighedslov.

Forsvarsministeren har også erklæret sig »positiv« over for endnu en ordning, der peger frem mod en større åbenhed: Fremover skal Forsvaret, når det afklassificerer dokumenter, af egen drift oplyse borgere eller journalister om det, hvis de tidligere har fået afslag på aktindsigt i disse dokumenter, fordi de har været klassificerede, altså hemmeligstemplede.

I forvejen skal Forsvaret regelmæssigt gennemgå klassificerede dokumenter med henblik på eventuel deklassificering eller nedklassificering.

Ifølge Enhedslistens forsvarsordfører Nikolaj Villumsen bliver et notat om indsigten i den militærfaglige rådgivning tilføjet som et bilag til den ny offentlighedslov, når den vedtages.

»Det er anerkendt af Justitsministeriet som en særlig foranstaltning, og det er positivt, når forslaget til ny offentlighedslov ellers vil lade mørket sænke sig over centraladministrationen,« siger han og forklarer, at indsigtsretten har været »den store knast i forhandlingerne«. Nikolaj Villumsen finder det »positivt«, at forsvarsministeren i et svar til Folketinget tydeligt har tilkendegivet, at »der bliver tale om yderligere indsigt i den militærfaglige rådgivning end den, som forslaget til ny offentlighedslov vil give«.

Den ny forsvarsaftale mellem forsvarsministeren og Enhedslisten er stødt på stor modstand hos VKO. Både Lene Espersen (K) og Troels Lund Poulsen (V) har kaldt muligheden for at indordne forsvarschefen under ministeriet for en »mørklægningsøvelse«, der vil »svække demokratiet«.

Med aftalen mandag ser det ud til, at der er taget højde for denne del af VKO’s bekymring. Umiddelbart har det dog ikke fået den borgerlige opposition til at være mere imødekommende over for Nick Hækkerups lovforslag.

Åbning på vej?

Information har tidligere omtalt, hvordan Forsvarskommandoen har afvist aktindsigt i og dermed hemmeligholdt udkast til svar, som Forsvarsministeriet skulle give til Folketinget, der flere gange havde spurgt til danske soldaters rolle som vidner til en massakre på handicappede i landsbyen Dvor under den jugoslaviske borgerkrig.

Få uger efter at Information havde omtalt Forsvarskommandoens afslag på aktindsigt, meddelte kommandoen, at man nu havde »ændret modus« for behandling af aktindsigter, hvorfor de tidligere hemmeligholdte udkast nu alligevel ville blive udleveret.

På spørgsmålet om, hvorfor Forsvarskommandoen pludselig ændrede på sine procedurer, blev der henvist til Forsvarsministeriet, som dog endnu ikke har besvaret en henvendelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Feder
Anders Feder anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu