Nyhed
Læsetid: 4 min.

Medforfatterskab er blevet en god forretning

Især yngre forskere føler sig pressede til lade vejledere eller andre overordnede få deres navn på forskningsartikler, selv om de ikke har bidraget til forskningen. Det skaber problemer for forskningens kvalitet, mener eksperter
Indland
22. maj 2013

Mange medforfattere til forskningsartikler har aldrig bidraget til forskningen, selv om der er klare kriterier for, hvornår man kan kalde sig medforfatter. Ifølge en international undersøgelse havde 17 procent af hovedforfatterne tilføjet medforfattere, der ikke havde bidraget til artiklerne. Blandt mange forskere er det simpelthen normen, at ældre forskere får deres navn på. Men antallet af publikationer på cv’et kan også give højere løn og booste karrieren, og det går især ud over yngre, der føler sig presset til at skrive ældre forskere på som medforfattere, vurderer eksperter.

Adjunkt på Københavns Universitet (KU) Annemette Nielsen er en af de yngre forskere, der har sagt fra over for sin institutleder, Arne Astrup, da han bad om at blive skrevet på som medforfatter.

»Der ligger jo en vis magt bag, og det gjorde det selvfølgelig sværere, men det var efter min mening helt absurd at kræve medforfatterskab, da projektet lå meget langt væk fra hans forskningsområde, og der aldrig har været tale om noget tværvidenskabeligt samarbejde, men blot om almindelig kollegial hjælpsomhed,« siger Annemette Nielsen, der stod frem med sin historie i Universitetsavisen for nylig.

Institutleder og professor, dr.med. Arne Astrup mener dog ikke, at der var noget forkert i, at han blev krediteret som medforfatter på Annemette Nielsens ph.d.-projekt.

»Det var et forskningsprojekt, som jeg havde skabt, et kostprojekt, hvor hun fik mulighed for at gå ind og undersøge deltagerne nærmere samt bruge en del af vores data. På den måde synes jeg ikke, det var spor irrelevant,« siger Arne Astrup.

Automatisk medforfatterskab

Annemette Nielsen, der oprindeligt er antropolog, mener omvendt, at forskningen havde form af et helt uafhængigt samfundsvidenskabeligt projekt. Hendes ph.d.-vejleder bakkede hende op, primært fordi finansieringen af Annemette Nielsens forskning var separat fra Astrups kostprojekt.

»Mit indtryk er, at det at være projektleder eller vejleder automatisk udløser medforfatterskab på det her institut og sikkert også på mange andre. Det er også mit indtryk, at samfundsvidenskab ofte på dette institut tæller som hjælpevidenskab til naturvidenskaben, derfor bliver vi da heller ikke inviteret til at stå som medforfattere, hvis vi har hjulpet med f.eks. et spørgeskema. Det opfattes som en almindelig kollegial hjælp, hvilket jeg også mener er naturligt,« siger Annemette Nielsen, der også mener, at konflikten handlede om, at der er stor forskel på traditionen mellem de våde fag som natur- og sundhedsvidenskab og de tørre som samfund og humaniora.

De forskellige forventninger til samarbejde afhængigt af, hvor man kommer fra, har da også været årsagen til, at Arne Astrup i dag har indført aftaler om forfatterskab og opgavefordeling.

Handelsvare

Ifølge Center for Forskningsanalyse er antallet af medforfattere generelt steget de seneste 30 år. Leder af Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier Claus Emmeche mener, at medforfatterskaberne er blevet en handelsvare, fordi forskning mange steder er fokuseret på at publicere så meget som muligt frem for så godt som muligt.

»Det handler om at få mange artikler på cv’et, derfor er der kommet det misforhold, at ph.d.-studerende oplever at have skrevet en artikel fra ende til anden og måske vendt det med vejlederen, som derfor får sit navn på. Men det er ikke rimeligt, hvis man ikke har bidraget væsentligt til det videnskabelige produkt, da det er meningen med et medforfatterskab. Næste skridt er jo, at laboratorieleder eller institutleder automatisk skal stå som medforfattere,« siger Claus Emmeche.

Problemet med det øgede antal medforfatterskaber er ifølge Claus Emmeche, at det er uklart, hvem der skal stå på mål for artiklen, hvis der f.eks. bliver fejl i den. Derudover ser han det som et forkert incitament i videnskaben, at det giver ekstra løn at publicere mere, som det er tilfældet flere steder på universiteterne.

»Jo mere man trykker på med eksterne incitamenter, jo mere forstærker du konkurrencen mellem forskerne, og det er klart, at de yngre forskere er sårbare i sådan et miljø, fordi de står i et afhængighedsforhold til f.eks. vejleder og forskningsledere,« siger Claus Emmeche.

Professor Peter Sandøe, der underviser forskerstuderende på KU i god videnskabelig praksis, kender godt til problemet med yngre forskere, der føler sig presset til at skrive ældre forskere på som medforfattere.

»Det er mange steder en norm. I de gode tilfælde får den ph.d.-studerende en engageret medforfatter til at hjælpe sig, men i de dårlige kommer forskerne med på artiklen uden at have lavet noget,« siger Peter Sandøe.

»På universitetet går man ikke med penisfutteral, men med h-index, som angiver antallet af publikationer: Det spiller en kæmpe rolle for muligheden for at få penge og gøre karriere,« siger Peter Sandøe og påpeger, at mange yngre forskere også kan se en fordel i at have et kendt navn på sin publikation:

»Men det skader forskningen ad Pommern til, at publikationerne på cv’et ikke giver et retvisende billede af den enkelte forskers indsats.«

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Trine Koustrup Sønder

Stor respekt for Annemette Nielsen. Alt for mange læger tager det for givet at blot fordi de har bidraget med en lille del til et forskningsprojekt, så skal de også med som medforfattere. Oftest uden så meget som at skimme det manuskript de i sidste ende skriver under på at have læst og godkendt - oftest uden at kende de resultater de skriver under på de har gennemgået.
Vancouver guidelines er glimrende guidelines som alle yngre forskere bør være bekendt med og efterleve. Ikke kun for at sikre at kun de forskere som har bidraget substantielt til en artikel kommer på som medforfattere men også for at sikre at de som reelt har forstand på indholdet af artiklen og har gennemgået resultaterne kan stilles til regnskab herfor.