Læsetid: 2 min.

Netuddannelser kæmper med kvaliteten

Der er store perspektiver i webbaseret uddannelse, men også store problemer. Netundervisning bliver nemlig ofte set som et billigt alternativ til traditionel uddannelse, og det er en misforståelse, påpeger eksperter
29. maj 2013

Uddannelser via nettet rummer store perspektiver for at få givet fattige unge i Den Tredje Verden en uddannelse, men undervisning via nettet rummer også en risiko for, at de studerende får langt dårligere uddannelser, der er svære at bruge til noget, mener eksperter i læring via internet og it.

»Vi risikerer at få folk ud, som ikke kan bruge deres viden til noget, selv om de har brugt fem år på at opnå den,« siger Jeppe Bundsgaard, der er lektor i it-didaktik på Aarhus Universitet.

Problemet med meget af den eksisterende undervisning på nettet er, at der mangler interaktion med undervisere og andre studerende. Og det har stor betydning for indlæringen, forklarer Camilla Rump, der er lektor med speciale i naturfagsundervisning på Københavns Universitet.

»Det er svært at bruge det, du har lært, til noget, hvis du ikke har øvet dig og omsat din viden praktisk – især hvis din uddannelse retter sig mod, at du skal kunne noget ret konkret,« siger Camilla Rump.

Jeppe Bundsgaard er enig i, at netuddannelserne mangler den sociale dimension, som er en stor del af det at lære:

»Undervisning er en kompleks praksis, som man ikke uden vanskeligheder kan overføre til nettet, fordi kroppen er en utrolig stærk teknologi til kommunikation og læring.«

Salgsargumentet er, at alternativet er ingen uddannelse, men den holder ikke, mener Jeppe Bundsgaard:

»Flertallet på de her uddannelser er ikke fattige afrikanere, men europæere og amerikanere, som er nået så langt uddannelsesmæssigt, at de rent faktisk kan følge med.«

Hype eller sandhed

At fattige afrikanske unge kan uddanne sig gratis på nettet, giver store forhåbninger til et fremtidigt uddannelsesløft, men debatten omkring webbaseret læring bliver meget nemt lettere religiøs, mener Bundsgaard:

»Det er svært at afgøre, hvad der er hype, og hvad der er sandhed. Det er rigtigt spændende, hvis man kan gøre webbaseret undervisning gratis tilgængeligt indtil eksamen, men udfordringen er, om det lykkes at give de studerende en ordentlig støtte undervejs, så de rent faktisk bliver færdige med uddannelsen og lærer at bruge deres viden i virkeligheden.«

Men nutidens teknologi gør det muligt at opnå en større grad af interaktion i undervisningen, mener Lars Birch Andreasen, der er lektor i it og læring på Aalborg Universitet.

»I princippet kan online-undervisning være lige så god som face-to-face-undervisning på universitetet, fordi der er så mange nye muligheder for interaktion på nettet. Online-undervisningen vil måske endda kunne inddrage nye typer af studerende, som bedre kan få deres kompetencer frem her end i den traditionelle undervisning,« siger Lars Birch Andreasen.

De tre eksperter er enige om, at det største problem ved netbaseret undervisning er, at den ses som en mindre ressourcekrævende måde at undervise på. Men i realiteten er on-line undervisning lige så krævende som al anden undervisning. Og netundervisning, der efterligner traditionel face-to-face-undervisning, har det med at falde ved siden af, påpeger Lars Birch Andreasen. Derfor er der et stort behov for nytænkning og formidling i den virtuelle undervisning. I dag er frafaldet mange steder nemlig meget højt, påpeger Jeppe Bundsgaard og slutter:

»Der er løfterige perspektiver i det her, men man skal lade være med at bilde folk ind, at det er simpelt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu