Læsetid: 2 min.

Sig sandheden til jeres nye pressechef, SF!

SF bør ikke udvide sine mørklægning af offentlig forvaltning til også at omfatte, hvad der reelt forlanges af partiets kommende pressechef
6. maj 2013

SF kunne ikke holde det som en hemmelighed: Partiets hidtidige pressechef, den 43-årige Claus Perregaard, forlod i midten af marts brat sit job. Efter alt at dømme: i nedtrykt sindstilstand.

Til Altinget.dk erklærede Perregaard: »Jeg må erkende, at jeg er kørt træt i Christiansborg og indenrigspolitik.«

Ifølge Altinget har Perregaard taget det videre skridt at melde sig helt ud af SF.

Og nu skal SF altså have ny pressechef.

Men fortæller partiet nu hele sandheden i det stillingsopslag, SF har lagt ud på nettet? Hvis SF’s næste pressechef ikke skal løbe skrigende bort allerede under sin prøveansættelse, er det nødvendigt, at de rå realiteter lægges åbent frem.

I stillingsopslaget hedder det: »Du vil få en spændende arbejdsdag med gode kolleger i et uformelt og krævende politisk miljø.«Det med det »krævende politiske miljø« har nok noget på sig. Og »spændende arbejdsdag«? Åh jo, åh jo. Arbejdsdagen kan i al fald byde på spændingen om, hvor mange tillidsfolk der dén dag har forladt partiet. Og spændingen om, hvor tæt på spærregrænsen den seneste meningsmåling sender SF.

Totalspænding

For slet ikke at tale om totalspændingen den dag, hvor partiet er røget under spærregrænsen, og hvor pressechefen derfor kan være spændt på, hvor længe SF har råd til at betale lønnen til pressechefen.

Men det med »de gode kolleger«? Er SF’erne særligt gode ved hinanden? Det, der er kommet til offentlighedens kendskab, tyder ikke på det. Måske skulle partiet gøre det klart for pressechefen, at vedkommende kommer til at befinde sig i en ormegård, og at en væsentlig del af jobbet består i vildføre udenforstående til at tro, at det ikke er så slemt, som det vitterligt er. Alt imens pressechefen bliver bidt og hakket af det kryb, der snoger sig rundt mellem partiets kontorer.

Måske skulle SF gå det skridt videre mod åbenhed at skrive: »Den perfekte ansøger forventes at være masochist«?

Det krav kan eventuelt udtrykkes poetisk ved formuleringen: »Vi forventer af dig, at du er i stand til at smile gennem tårer.«

Og så bør det vel gøres umisforståeligt klart:

»Det vil ikke være en ubetinget fordel, hvis der i dit navn indgår delnavnet ’Möger’.«

Én ting er, at SF aktivt er gået ind i at mørklægge de misgerninger, der kommer til at foregå omkring en kommende borgerlig regerings ministerkontorer. Men at SF også skulle mørklægge forholdene omkring sig selv?

Der må den folkesocialistiske grænse gå.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Bertram
Eva Bertram anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Bertram

En anden udvej end 'sandheden' var at afskaffe disse spindoktorer, hvis eneste funktion tydeligvis er at sløre virkeligheden for landets borgere. Sammen med den nye offentlighedslov udgør de en barriere for demokratiet - jeg forstår til fulde Claus Perregaard, hvis kvalmegrænse tydeligvis er nået.