Læsetid: 5 min.

Spørgsmål til ministre koster millioner

Regeringens ministerier bruger op til 21.000 kroner pr. spørgsmål fra et folketingsudvalg. Ikke desto mindre er der gået inflation i udvalgsspørgsmål, og folketingsmedlemmer bruger spørgsmålene til politisk konkurrence frem for parlamentarisk kontrol med regeringen
3. maj 2013

Hver gang justitsminister Morten Bødskov (S) skal besvare et skriftligt spørgsmål fra et af Folketingets udvalg, koster det gennemsnitligt 2.500 kr. Skal han besvare et såkaldt paragraf 20-spørgsmål, koster det gennemsnitligt 1.500 kr., og bliver han indkaldt til samråd i et folketingsudvalg for at besvare spørgsmål, koster det gennemsnitligt 15.000 kr. For økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) er tallene nogenlunde de samme, og for fødevareminister Mette Gjerskov (S) er tallene endnu højere.

Information har foretaget en rundspørge blandt alle regeringens ministerier, og tre ministerier har leveret estimater. Justitsministeriet er kommet frem til sit estimat efter et spørgsmål fra Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik i 2012.

Økonomi- og Indenrigsministeriet oplyser, at dets udgifter formentlig svarer nogenlunde til Justitsministeriets. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri estimerer, at det koster fra 2.100 og helt op til 21.000 kr. at besvare ét spørgsmål fra et folketingsudvalg.

Regeringens ministre blev i det seneste folketingsår stillet 13.610 skriftlige udvalgsspørgsmål, 4.251 paragraf 20-spørgsmål og 873 samrådsspørgsmål. Antallet af paragraf 20-spørgsmål til ministrene er det seneste år steget med 92 procent. Og ifølge Tim Knudsen, professor emeritus ved Københavns Universitet, er der gået inflation i at stille spørgsmål til ministrene.

»Der er en tendens til, at folketingsmedlemmer skyder en masse spørgsmål af sted ad gangen. Og der findes mange eksempler på fuldstændig fjollede spørgsmål. Vi kan ikke komme uden om, at der længe har været inflation i disse spørgsmål. Formålet for det enkelte medlem af Folketinget kan være at vise sit parti og sin valgkreds, at vedkommende er aktiv. Det kan være en performance til ære for baglandet og medierne,« siger Tim Knudsen. »Tendensen kan give for mange udvalgsspørgsmål, og det afføder en frustration i ministerierne, som ikke er helt uforståelig.«

Alene for justitsministerens vedkommende svarer besvarelserne til et ressourceforbrug på 4.625.000 kr. på skriftlige udvalgsspørgsmål, 552.000 kr. på paragraf 20-spørgsmål og 2.400.000 kr. på samrådsspørgsmål på ét folketingsår.

Information skrev mandag, at otte ministre i løbet af folketingsårets seneste kvartal har svaret for sent på mere end 25 procent af de mange skriftlige spørgsmål fra folketingsudvalgene, selv om regeringsgrundlaget indeholder en eksplicit ambition om at svare på Folketingets spørgsmål til tiden.

Særligt justitsminister Morten Bødskov, finansminister Bjarne Corydon (S) og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) overskrider hyppigt svarfristen for udvalgsspørgsmålene. Kun tre ministre har i det seneste kvartal svaret på alle udvalgsspørgsmål til tiden.

Ifølge Helene Helboe Pedersen, adjunkt ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, er det et problem, at folketingsmedlemmer ikke kan få svar på deres spørgsmål, men de mange forsinkelser kan delvis begrundes med en inflation i at stille udvalgsspørgsmål til ministrene. Udvalgenes rolle er dels at behandle lovforslag og dels at føre kontrol med regeringen, men aktiviteterne indenfor den sidste kategori har inden for de seneste år skiftet karakter. Formålet med spørgsmålene er oftere at fremme folketingsmedlemmernes egne dagsordener eller at få regeringen til at fremstå utilstrækkelig.

»Der er sket en afgørende stigning inden for de aktiviteter i Folketinget, som ikke er direkte relateret til lovgivningsarbejdet. En af grundene er, at partikonkurrencen er trukket ind i Folketinget, så oppositionen benytter kontrolfunktionen i udvalgene som et våben i konkurrencen om vælgerne og magten. Det er en utroligt uheldig udvikling. Der er kommet flere spørgsmål, hvilket gør, at ministerierne bliver overbebyrdet med at skulle svare på dem. Hvis ministerierne som følge heraf undlader at svare fyldestgørende eller til rette tid, vil det i sidste ende skade muligheden for at føre kontrol med regeringen,« siger Helene Helboe Pedersen.

696 spørgsmål

Venstres Ellen Trane Nørby mødte i efteråret kritik fra Radikale Venstre, da det kom frem, at hun havde stillet kulturministeren 696 spørgsmål ved at stille otte spørgsmål til 87 forskellige museers støttemuligheder. Christiansborgs vel nok mest kendte eksempel på et meget specifikt paragraf 20-spørgsmål kommer fra Dansk Folkepartis Christian H. Hansen, som i 2003 bad justitsministeren oplyse, om der var nyt i sagen om hunden Skipper, der var blevet bortført i Bogense.

Johannes Andersen, lektor ved Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet, vurderer, at udvalgsspørgsmålene i dag handler mere om at profilere en politiker eller en sag end om parlamentarisk kontrol med regeringen.

»Den måde, spørgsmålene bliver brugt på, kan man i nogle tilfælde godt sætte spørgsmålstegn ved. For én ting er, at folketingsmedlemmer vil kontrollere magthaverne; en anden ting er, at man som politiker vil gøre sig selv interessant. Og det er tilsyneladende ofte praksis, når oppositionen stiller spørgsmål til ministeren, at man hiver en sag frem fra aviserne og på den måde får noget mediedækning,« siger Johannes Andersen.

Blandt embedsmændene i centraladministrationen mærker man presset fra de mange spørgsmål fra Folketinget, fortæller Morten Ejrnæs, kontorchef i Analyse- og Innovationskontoret i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

»Det er klart, at særligt når der kommer paragraf 20-spørgsmål, bliver vi nødt til at lægge andre opgaver til side. Og vi ville da for eksempel hellere have brugt den tid, vi har brugt på at besvare spørgsmål om randzoner, på at få løst problemstillingerne omkring randzoner. Men på den anden side anerkender vi også, at der er en demokratisk proces forbundet med disse spørgsmål, som skal tilgodeses,« siger Morten Ejrnæs.

– Har I kapacitet til at følge med antallet af spørgsmål?

»Det giver nogle lange arbejdsdage,« siger Morten Ejrnæs.

Professor emeritus Tim Knudsen peger på, at det ikke kun er hos oppositionen, der er gået inflation i udvalgsspørgsmålene.

»Inflationen gør sig også gældende blandt regeringspartierne. Regeringspartiernes medlemmer af Folketinget stiller kun medvindsspørgsmål, hvorved ministeren får lejlighed til at fortælle, hvor godt det går med ét eller andet,« siger han.

Martin Henriksen (DF) har i løbet af det sidste folketingsår stillet 36 paragraf 20-spørgsmål til ministrene. Han mener ikke, at man kan adskille de spørgsmål, der har til formål at kontrollere regeringens arbejde, fra de spørgsmål, der skal fremme en politisk dagsorden.

»Jeg har stillet mange spørgsmål, siden jeg blev medlem af Folketinget. Det er rigtigt, at jeg stiller nogle spørgsmål for at fremme en politisk dagsorden; men jeg vil mene, at det er en del af arbejdet med at kontrollere, om regeringen gør sit arbejde ordentligt. Hvis jeg for eksempel stiller et spørgsmål om indvandring til Danmark, vil nogen sige, at jeg gør det for at fremme en politisk dagsorden. Det er sådan set rigtigt. Men det er også et led i at sikre, at regeringen gør sit arbejde godt nok,« siger Martin Henriksen.

Johanne Schmidt-Nielsen (EL) har i løbet af det sidste folketingsår stillet 54 paragraf 20-spørgsmål til ministrene. Det er muligt, at der bliver stillet for mange spørgsmål til ministrene, siger hun.

»Men hvad skal konsekvensen af det være? Man kan ikke begrænse folketingsmedlemmers muligheder for at stille spørgsmål. Det ville være en demokratisk katastrofe. Hvem skulle være dommer over, hvad der er et relevant spørgsmål,« spørger Johanne Schmidt-Nielsen.

Både Johanne Schmidt-Nielsen og Martin Henriksen vurderer, at behovet for spørgsmål ville være mindre, hvis ministrene svarede fyldestgørende på de spørgsmål, de modtog.

 

Serie

Seneste artikler

  • Al magt til regeringstoppen

    6. juni 2013
    Regeringsmagten er i dag centreret omkring en lille håndfuld ministre i regeringens økonomiudvalg og koordinationsudvalg. De øvrige ministre har siden 80’erne mistet betydelig indflydelse på deres egne ressortområder og er i dag reduceret til facilitatorer for regeringstoppens beslutninger
  • Organisationer presses ud af lovgivningsarbejdet

    3. juni 2013
    Lovforslag bliver i dag i vidt omfang lavet uden at de berørte organisationer inddrages. Regeringens indgreb i lægekonflikten er det seneste eksempel på, at organisationernes indflydelse på lovgivningsprocessen er blevet reduceret betydeligt. Kontrollen er i stedet centraliseret omkring ministrene
  • Anklage: Bødskov stækker folketinget

    14. maj 2013
    Justitsminister Morten Bødskov (S) begrænser ifølge medlemmer af Folketingets Retsudvalg og Integrationsudvalg mere end nogen anden minister udvalgenes adgang til ministeriets arbejde. Bødskov afviser i nogle tilfælde at svare på udvalgenes spørgsmål uden at belyse grundlaget for det
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
  • Erik Jensen
  • Niki Dan Berthelsen
Dorte Sørensen, Erik Jensen og Niki Dan Berthelsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Wøbbe

Ja, apparatet bag demokratiet koster penge. Videre!

Olav Bo Hessellund, lars abildgaard, Robert Kroll, Henrik Jensen, Rasmus Kongshøj og Peter Taitto anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Et lille suk - under OVK - hvor antal spørgsmål efter artiklen må ha´ligget lavere. Blev spørgerne direkte skældt ud eller bare svaret at det var der svaret på tidligere, osv.......
- ja der var spurgt tidligere , men uden et svar og så henviste VK-regeringens ministere bare til disse IKKE svar.

Til SSFR-regeringens ros så er tonen i spørgetiderne og i udvalgsmøderne blevet bedre .

Men især af hensyn til den foreslåede Offentlighedslov så bliver spørgsmålene i Folketinget endnu mere nødvendige.

Claus Frederiksen

5 udvalgsmedlemmer fra forsvarsudvalget. 5 dages "ferierejse med sightseeing" til Australien og New Zealand er budgeteret til 320000,- plus udgifter oveni til ambassaden. Næsten 60000,- pr. Medlem (det samme som mit årlige rådighedsbeløb) Enkle møder der nemt kunne have været ordnet over skype, næsenusseri, honnør og gæstebogsskriveri. For ikke at tale om middage på spisesteder der af madanmeldere beskrives som overdådigt dyre.

Jette Abildgaard, lars abildgaard, Henrik Darlie og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Tom Paamand

Tjah, hvis nu offentlighed i forvaltningen var tænkt med i deres daglige rutiner, i stedet for de aflåste skuffer. Med internettet er det pærelet i dag at lade os, som de alle arbejder for, få et nemt indkik hjemmefra. Andre lande kan finde ud af dette, men naturligvis ikke "foregangslandet" Danmark...

Arne Lund, Kasper Hviid, Michael Madsen, Peter Andersen, Reda Ammari, Dorte Sørensen og Simon Olmo Larsen anbefalede denne kommentar
Tom Paamand

Når mine journalistkollegaer i Finland vil finde detaljer om våbeneksport, går de på nettet og bladrer tilladelser og baggrundsmateriale igennem. I Danmark tager det år blot at få afslag på en tilsvarende indsigt. Måske kunne dette indklages for EU som konkurrenceforvridning :).

I Sverige og Norge besvares aktindsigter i løbet af få dage, for i resten af Norden er offentlighed i forvaltningen grundlovsikret. Den danske grundlov har en bestemmelse om offentlighed i retsplejen, men intet om offentlighed i forvaltningen.

John Vedsegaard, Christian Pedersen, Per Torbensen, Peter Andersen, Olav Bo Hessellund, Steffen Gliese, Heinrich R. Jørgensen, Lars Jorgensen og Simon Olmo Larsen anbefalede denne kommentar
Henrik Darlie

"Spørgsmål til ministre koster millioner"
Én forklaring kunne være at nogle er dårlige til at forklare hvad de laver.

Steffen Gliese

Blot fordi man budgetstyrer ting, betyder det jo ikke, at det giver et retvisende billede af virkeligheden. Embedsmændene ville ellers foretage sig andre ting i samme tidsrum.

Henrik Jensen

Når Pernille Skipper fra Enhedslisten spørger Bødskov om hun ville have fået at vide, hvor mange, der mistede deres dagpenge, hvis den nye offentlighedslov havde været i kraft - og Bødskov må indrømme, at nej - det ville hun ikke.

Så er jeg SKIDEHAMRENDE ligeglad med, hvor meget det har kostet, at behandle det spørgsmål. Hvis det havde kostet fem millioner ville det stadig have været alle pengene værd.

Og når Dennis Flydkjær fra DF - igen igen - spørger ind til sikkerheden i NemID, så skulle han have en medalje. Ikke et rap over fingrene, fordi det koster pæng at besvare hans spørgsmål.

Christian Pedersen, Michael Madsen, Peter Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Når ting angives at koste penge, er det jo udelukkende, fordi vi vælger at kræve aktivitet for at udlevere det daglige brød til folk.

Robert Kroll

Man må vel blot bemande ministerierne så de kan klare spørgsmålene til tiden.

D v s , politikerne i Folketinget må bevilge de nødvendige midler .

Demokratisk kontrol koster også penge, og på dette område bør man ikke spare

Olav Bo Hessellund

Her gik jeg og troede, at det var en vigtig del af et folketingsmedlems arbejde at stille spørgsmål til ministrene - men jeg er nok bare naiv...

Per Torbensen, Flemming Andersen og Henrik Jensen anbefalede denne kommentar
Per Torbensen

Måske er undertegnet bag om dansen nuvel-hvordan kan svarene koste disse summer,embedsmændene får en konstant hyre som reguleres-hentes der juridisk bistand ude fra ?

John Vedsegaard

Prisen for alle de spørgsmål er kun så høj af en eneste årsag, nemlig at lovgivningen er alt for omfattende.

Der er utroligt mange steder at reducere mængden af regler, forordninger og andet der ikke gør andet end livet surt for borgerne.

For øvrigt gælder det også for de meget store beløb det koster at forskellige bladsmørere har krav på aktindsigt, en meget mindre omfattende lovgivning og det at lægge alle oplysninger, der ikke er beskyttet militært eller personligt, ud på nettet.

Ser man på det offentliges udgifter, går meget store dele til overflødig administration, måske så meget, at vi kunne arbejde halvdelen af tiden, uden at miste løn, og tilbringe resten af vores tid med forskellige fritidsaktiviteter.

Problemet er ofte selvforskyldt, for hvis nu den til enhver tid siddende regering gjorde sit arbejde ordentligt, og lavede lovforslag mv., der belyste emnet fyldestgørende, så blev der heller ikke spurgt så meget og så ofte. Der er lovforslag, notater mv., der er overfladisk sjusk, og som enten ikke medtager væsentlige forhold, eller af politiske årsager udelader forhold, der kan tale imod lovforslaget. Og så er det klart, at der skal spørges for at får emnet ordentligt belyst. Der er alt for mange eksempler på dårlig lovgivningsarbejde, der ikke er grundige nok, og hvor der skal tilføjes eller ændres på forslaget bagefter, når det er vedtaget.

Spørgsmålene kan også tjene til at trække ting frem, som ministrene ikke ønsker skal se dagens lys. Hvis Offentlighedsloven vedtages med § 24 og § 27 – så vil antallet af spørgsmål stige eksplosivt, fordi MF’erene – nogle af dem - naturligt nok, vil vide hvad der sker inde i ministrenes frirum.

De lærde hoveder. Knudsen og Andersen, er for en gangs skyld helt skæv på den her. Der stilles dybde-borende spørgsmål, der er pinlige for ministeren, og som aldrig når frem til medierne.

Medierne er svære at råbe op, selv når der er alvorlige ting på spil. De har tilsyneladende ikke opdaget, hvad det er for spørgsmål, hvor ministrene er længe om at svare på, at det ofte drejer sig om spørgsmål, der er prekære, og som de håber, spørgeren vil glemme. Der ligger en del gode historier og vente for den journalist, der tager sig tid til at se på hvilke spørgsmål, der ikke besvares til tiden - i stedet for blot at tælle det hele sammen på kuglerammen.

Det er også for nemt at sige, at der spørges for at profilere den pågældende MF’er. For det sker kun sjældent. Som regel er spørgsmålene af en så teknisk karakter, at de henvender sig til indviede, der må forudsættes at kende forhistorien til spørgsmålene, og som kan sætte det ultrakorte spørgsmål ind i den rette
sammenhæng.

Georg Christensen

21.000 kroner, for et spørgsmål til en minister, betyder det ikke bare, at vi "folket" er landet i "latterlighedens" paradis. Der nå være noget grueligt galt i udsagnet eller "lovene", bør ændres. Et "forlangende" til "justits ministeriet" se for "......" at komme ud af "hængekojen", inden det går grueligt galt.

John Vedsegaard

Ja, Arne der er netop alt for mange eksempler på dårlig lovgivning. Ikke kun fra denne regering, men også den tidligere.

Løsningen er noget så simpelt som oprydning.
Man må simpelthen starte fra en ende, selv om det nok kommer til at tage mere end en valgperiode, nogen skal starte.

Lisa Ahlqvist

KUN LOMMEULD ER GRATIS

Intet er gratis her i livet. Og selvfølgelig koster demokratiet også penge. Det er HELT helt ok. Selv et diktatur koster og er meget dyrere, fordi der skal bygges rigtig mange fængsler til diktaturets fjender. Og endnu flere penge til at holde øje med de, der holder øje med alle de andre.

Så diktaturet koster rigtig mange penge. Og menneskeliv.

Kun lommeuld kommer af sig selv og er gratid. Til gengæld ved man ikke om, det kan bruges til noget.

Derimod er demokratiet det billigste. Og da alting koster penge, lige bortset fra lommeuld, tror jeg stadig er det billigste system.

Bortset fra hvis man har en regering med bagstræbende ministre som Corydon og Bødskov. Men de holder nok ikke så meget længere. Med eller uden de to spiller heller ikke så megen rolle. Og at det koster 21.000 kr at stille hvert eneste spørgsmål til en minister, ja, det tvivler jeg grangiveligt på. Det må da så kun være fordi en eller anden minster er lidt tungnem og sløv i optrækket.

Dog tror jeg, at den der med at det koster 21.000 kr hopper jeg ikke på. Det er ren propanda udspredt for at få stoppet spørgsmål. Så det opfatter jeg som vrøvl.

LISA AHLQVIST, GLOSTRUP