Kan en bog ændre et menneskes liv? Næppe vil de fleste sige, måske undtaget biblen og andre religiøse tekster. Og så alligevel. Den nye psykiatriske diagnosemanual Diagnostic and Statistical Manual (DSM), der udkommer på onsdag i USA, vil næppe komme til at ligge på natbordet som en anden bibel hos mennesker med psykiske lidelser. Men diagnosebiblen er imidlertid, hvad DSM – en moppedreng som i sin fjerde udgave var på over 800 sider – kaldes af kendere.
Og derfor betyder diagnosemanualens femte udgave noget for folk som Eila Neergaard, der er transkønnet, og Kræn Nordborg-Løvstad som lider af udviklingsforstyrrelsen GUA, der på nogle områder kan sammenlignes med det mere kendte Aspergers Syndrom.
De transkønnede fordi transseksualitet i den nye udgave formentlig bliver slettet på listen over mentale sygdomme. Og folk med Asperger og GUA fordi deres diagnose forsvinder og i stedet dækkes af en bredere benævnelse.
»Den nye diagnosemanual DSM5 kan blive et økonomisk spørgsmål for de transkønnede. Hvis transseksualitet ryger ud som sygdom, betyder det så, at der ikke er en behandling? Omvendt er vi tilhængere af, at vi ryger af den sygdomsliste, fordi den betyder, at vi bliver fastholdt i nogle psykiatriske diagnoser, som er forældede,« siger Irene Haffner, talskvinde for Foreningen af Transkønnede i Danmark.
Selvom DSM udarbejdes af American Psychiatric Association (APA) er dens indflydelse international, fordi den danner grundlag for den psykiatriske del af WHO’s klassifikation. Den nuværende hedder ICD-10 og bruges i over 150 lande, herunder Danmark. Partiet Enhedslisten har dog allerede stillet forslag om, at de transkønnede kommer af listen i Danmark, så man ikke behøver at vente på DSM og WHO.
»Transseksuelle mennesker, som har behov for kirurgi, vil kunne mærke forskellen, hvis de slettes af diagnosemanualen og dermed kan ryge ud af behandlingssystemet. Jeg mener dog, det ville kunne løses, hvis de fik oplysning og muligheder for at få kirurgi i et andet land efter eget valg,« siger Eila Neergaard, der er 82 år og opereret i udlandet.
Krig mod psykiatrien
De transkønnedes bekymring er et godt eksempel på den eksplosive kraft, der er i debatten om, hvordan moderne samfund skal håndtere mentale sygdomme. På den ene side står millioner af mennesker med sindslidelser og personlighedsforstyrrelser, der kræver behandling. På den anden står samfundet, der skal håndtere eskalering i psykiske diagnoser, som ændrer måden, normalitet opfattes på. Og desuden er et økonomisk dræn i samfundets pengekasse. I stedet går pengene – som kritikken lyder – til medicinalindustriens aktionærer, og mennesker sygeliggøres af diagnoser, som hverken er valide eller nødvendige.
Samtidig har udgivelsen af DSM5 givet ny nærig til krigen mellem psykologer og psykiatere om det videnskabelig grundlag for at diagnosticere psykiske sygdomme. Krigens konsekvenser kan sammenfattes i et ord: Overdiagnosticering, fordi et stigende antal diagnoser vil medvirke til at gøre endnu flere mennesker syge og medicinkrævende.
Hvor den fjerde version af DSM fra 1994 indeholdt 365 diagnoser, ventes den nye at indeholde over 400 – tallet har været støt stigende siden den første udgave i 1952 – hvilket fremgår af et udkast offentliggjort inden APA lukkede for deres hjemmeside op mod offentliggørelsen.
Disruptive Mood Dysregulation Disorder (DMDD), en ny diagnose til børn, som tre eller flere gange om ugen har temperamentsudbrud, der er groft ude af proportioner i intensitet eller varighed i forhold til situationen. Generthed hos børn, sorg over dødsfald, der fører til depression, internetafhængighed og spiseforstyrrelsen grovæderi (Binge Eating Disorder) ventes at være nye diagnoser.
»De diagnostiske tærskler for mange lidelser er blevet sænket til helt uberettigede og uacceptable niveauer i den nye udgave af DSM5. Den er skræmmende upålidelig, og mange flere vil blive diagnosticeret i fremtiden. Tag f.eks. DMDD som vil resultere i medicinering af endnu flere børn og teenagere, der udviser adfærdsmæssige problemer. Der er også beslutningen om at patologisere sorg efter to uger, hvilket vil resultere i en mulig diagnose af depression, hvis den behandlende læge ikke kan skelne de to betingelser fra hinanden efter 14 dage – de deler en lang række af de samme træk og symptomer,« siger Christoffer Lane, professor ved NorthWestern University og forfatter til bogen ’Shyness: How normal behavoir became a sickness’, der mener, at DSM helt burde afskaffes.
Andre tror forsat på DSM, men kritikken kommer nu også fra højeste sted. U.S. National Institute of Mental Health, den amerikanske regerings førende forskningsinstitution og den største bevilliger af midler til forskning i mental sundhed i verden, har trukket sin støtte til APA med begrundelsen, at DSM5 savner »validitet.«
De kliniske psykologer i det førende British Psychological Society fulgte efter i mandags. I en erklæring, som avisen Guardian beskriver som ’banebrydende’, beskyldte organisationen psykiatere for at stille forældede diagnoser. Psykiaterne må erkende, at årsager til psykiske lidelser er komplekse, og at de ofte skyldes sociale og psykologiske faktorer, hedder det i erklæringen, der på baggrund af den manglende valide viden, kræver et »paradigmeskift.«
Inflation
Men nogle af de mest kritiske ryster findes blandt medforfattere på den forrige udgave, hvoraf den mest citerede er professor Allen Frances, Duke University, leder af DSM4. Frances skabte røre, da han for få år siden bekendte, at han ved at tage diagnoser som Aspergers Syndrom, ADHD og Bipolar lidelse med i DSM4 har været med til at starte ’falske’ epidemier.
»Børnelæger og børnepsykiatere så børn, der kunne tale, men som havde et alvorligt socialt ubehag – kejtethed og et meget begrænset og forringet niveau af interesser og aktiviteter. De ønskede en diagnose for det,« forklarede Frances i et interview med det amerikanske radionetværk, NPR.
Der blev foretaget en undersøgelse af, hvor udbredt Aspergers var, og resultaterne var ifølge Frances ganske klare: Aspergers forekom sjældent. Derefter satte Frances diagnosen i DSM4, og antallet af børn diagnosticeret med lidelsen eksploderede. Frances husker i interviewet med NPR, hvordan han senere sad og læste artikler om Aspergers , der fejede over USA.
»På det tidspunkt sagde jeg: ’Ups’. Det her er en komplet misforståelse. Det var rystende. «
Siden har Frances kastet sig ind i kampen for at ’redde det normale‘, som hans blog på Psychology Today hedder.
Hvordan sygt?
Kritikken af overdiagnosticering og det medfølgende medicinforbrug er velkendt herhjemme, eftersom antallet af danskere med en psykiatrisk diagnose også er steget markant.
Men 22-årige Kræn Nordborg-Løvstad er ikke i tvivl om, hvor vigtig hans diagnose er for ham. Hans lidelse går under betegnelsen GUA (Gennemgribende Udviklingsforstyrrelse, Anden) og betyder, at han er angstpræget og har autistiske træk, men uden at være autist.
Kræn Nordborg-Løvstad har en praktikplads, men fungerer på lige fod med de andre ansatte på Radio Mojn i Åbenrå. Medicinering gør, at hans liv fungerer.
»For mig har diagnosen været altafgørende, fordi jeg har kunnet bruge den til at komme videre. Jeg har fået den i en tidlig alder, og mine forældre har fortalt mig, at de oplevede, at jeg blev meget lettet, da jeg fik den. Jeg kunne godt mærke, at jeg var anderledes, men diagnosen betyder, at jeg har lært mig selv bedre at kende. Og selvom en diagnose godt kan være et stempel, så betyder en diagnose, der er tænkt godt igennem, at jeg ikke selv er skyld i, at jeg er, som jeg er. At det ikke handler om, at jeg ikke er god nok eller noget værd,« siger han, og hæfter sig ved, at jo mere præcis en diagnose er, jo bedre er muligheden for optimal behandling.
Børnepsykolog Christian Ferrer, der arbejder med børn med bl.a. GUA og Aspergers Syndrom i Odense Kommune, forudser, at den nye klassifikation i DSM5, som betyder, at Asperger ryger ud som selvstændig betegnelse, vil få betydning for børn med GUA.
»Det er en speciel og skrøbelig gruppe, fordi deres lidelse er meget sammensat og består af tre forskellige lidelser: autisme, angst og psykose. Der er børnene i risiko for at blive glemt. Med udviklingen i vores velfærdssamfund, ser jeg rigtig mange, der kæmper for at få økonomisk hjælp, og jeg mener også, der finder en underdiagnosticering sted af f.eks. piger med Asperger. Men man kan godt tale om, at vi måske ikke er gode nok til at stille valide diagnoser. Bl.a. fordi systemet skal producere diagnoser hurtigt som følge af lange ventelister på udredning i kombination med en ventelistegaranti,« siger Christian Ferrer, der påpeger, at bedre udredning kræver flere ressourcer.
Hans skepsis deles ikke af professor ved Aarhus Universitetshospital, Risskov, og formand for Dansk Psykiatrisk Selskabs diagnoseudvalg, Ole Mors.
»Hvis man virkelig har en psykisk lidelse, så vil der også være en diagnose i DSM5. At en tidligere brugt betegnelse forsvinder, hvor der så træder en anden og bredere diagnose i stedet, mener jeg ikke er noget problem, « siger Ole Mors og understreger, at han taler på egne vegne, da han endnu ikke har drøftet den kommende udgave af DSM i diagnoseudvalget.
Ole Mors mener heller ikke, at psykiatrien overdiagnosticerer i Danmark.
»De mennesker, der kommer til os i psykiatrien, er virkelig syge. Men overdiagnosticering kan finde sted hos de praktiserende læger, der har forskellig interesse og oplæring i psykiske lidelser. Det er diagnostikken af de lettere og moderate lidelser, der er problemet. Desuden mangler vi befolkningsundersøgelser af psykiske lidelser i Danmark. Og måske skulle de Asperger-børn, Frances læste om, have en diagnose og hjælp,« siger Ole Mors.
På spørgsmålet om, hvorvidt det er rimeligt, at man kan få en diagnose som følge af en naturlig sorg-reaktion, forklarer Mors:
»Fordi man får en diagnose, er det jo ikke sikkert, der skal være en behandling. Men mange folk er jo lykkelige for at få en diagnose, for så har tilstanden fået et navn, og det kan være nemmere at få en pille end at arbejde med sig selv. ICD-10 (WHO’s diagnosemanual) siger, man er deprimeret, hvis sorgreaktionen varer mere end to uger, og der er tilstrækkeligt med symptomer. Det er empirisk baseret. Efter to uger er man sluppet af med de mere almindelige og lette tilfælde. Som psykiatere tager vi ikke i første omgang stilling til, hvorfor folk bliver deprimerede. Jeg ser efter, om patienten har symptomer nok til, at der er en depression. Livsomstændighederne er ikke ligegyldige, men jeg synes, det er rimeligt at vurdere tilstanden i sin egen ret.«
Kampen mellem psykologer og psykiatere om årsagerne til psykiske lidelser er ikke ny. Og Ole Mors ser den som en slagmark, hvor kampen også handler om levebrød:
»Nogle psykologer vil måske tænke, at hvis en person får en diagnose fra en klassifikation, så vælger man også en biologisk behandling med medicin. Men de fleste psykiatere prøver at se på det hele menneske, og hvad der kan være af sociale og psykologiske omstændigheder. Diagnosen er en vejledning til behandling, og så er det op til lægen, psykiateren eller psykologen at vælge, om der skal behandles. Men det er ikke diagnosesystemets skyld, hvis nogen bliver overbehandlet.«
Hjerneforskningens fallit
Andre ser kampen om DSM5 som et udtryk for, at hjerneforskningen er i krise. Den lovende videnskab har endnu ikke kunnet fortælle, hvad der er i vejen med hjernen, når man behandler symptomer på sindslidelser og personlighedsforstyrrelser.
Som professor Albert Gjedde, Institut for Neurovidenskab og Farmakologi, KU, konstaterer: »Det er uklart, hvad de stadigt mere talrige diagnoser i DSM hviler på af konkret viden om hjernens tilstand. Samtidig løber medicinalindustrien panden mod en mur, fordi manglende viden om symptomernes årsager gør det svært at udøve målrettet og udbytterig forskning.«
Ole Mors fastholder videnskabeligheden.
»Tidligere var f.eks. angstdiagnoserne udelukkende baseret på Freuds teorier: Når du har en neurose, så er det fordi, du har fortrængt noget, og derfor har du symptomer. Men der var ingen, der vidste, om det var en rigtig fortolkning i det enkelte tilfælde. Derfor er man endt med en klassifikation, som baserer sig på dét som alle – også psykologer – kan udtale sig om: nemlig de symptomer og den adfærd, der kan iagttages. Det synes jeg er mere validt end hypotetiske teorier om formodede årsager,« siger Ole Mors, der erkender, at hjerneforskningen indtil videre mangler svar:
»Vi har stadig ikke løst kræftens gåde, alligevel dypper vi ikke kræftforskere i tjære og ruller dem i fjer. På samme måde må vi erkende, at hjernens funktion er meget mere kompliceret, end vi oprindeligt troede. Det er jo ikke nogens fejl. Vi kommer stadig tættere på at identificere mulige årsager til, at folk bliver psykisk syge, og så snart vi får evidens, vil det også afspejles i klassifikationen.«
Er det at være introvert nu en social sygdom? Ja, det siges næsten sådan. Måske skulle Kræn heller læse en bog om at være introvert (indadvendt). For når psykiatere ser børn som de oplever som socialt kejtede, dvs, de ikke umiddelbart er så hurtige til at tage kontakt som andre børn er, ja så må der være tale om at man er syg i hovedet, ikke sandt
Især da i vores udadvendte verden, hvor især drengebørn som tidligere blev diagnosticeret med Asperger's nu garanteret bliver diagnosticeret med DMDD eller GUA eller med andre (nye) diagnoer fra DSM5.
Introverte, børn som voksne, har faktisk et meget begrænsede interesserer og udtrykker sig (kun) ift. meget begrænsede aktiviteter - i hvert fald hvis vi ser på, hvad resten af samfundet forventer af især drengebørn; udadvendte drenge som slås og får mudder på bukserne, og som tager inititativ til dette eller hint, ikke drenge (eller voksne mænd) som er rolige, stille, kreative, kunstneriske, empatiske, socialt indstillede mv. Alt dette har samfundet i dag nemlig udspaltet som forventninger til: pigerne. Og som introvert dreng (eller mand) kan det godt være svært at leve i og med disse krav: Dog er det ikke vi introverte der er noget galt med, vi er som vi er. Samfundets forventninger til hvordan drenge og mænd skal være i dag er andre end da jeg var barn og ung i 1970erne...
Ole Mors henviser til det, som alle "kan udtale sig om: nemlig de symptomer og den adfærd, der kan iagttages."
Han er ikke tilstrækkeligt selvreflekteret. Måske burde han være mere introvert?
Problemet er at man ikke direkte kan 'iagttage symptomer' på det her område.
Man kan iagttage noget, som behandleren så FORTOLKER som symptomer.
Det gør hun f. eks. ud fra en teori om, at det, hun iagttager, skyldes bestemte fysiske sygdomme i hjernen.
Og det er netop "hypotetiske teorier om formodede årsager", som han selv formulerer det.
Det er rystende at høre en professor udtale sig så upræcist og metodisk uvidenskabeligt.
"Hvis man virkelig har en psykisk lidelse, så vil der også være en diagnose i DSM5. "
Virkelig? - har manden skitzofrene tilhøjeligheder? - den der virkelighed - er det noget der ligger bag symptomerne professor? - eller er det omvendt?
"ICD-10 (WHO’s diagnosemanual) siger, man er deprimeret, hvis sorgreaktionen varer mere end to uger, og der er tilstrækkeligt med symptomer. Det er empirisk baseret. Efter to uger er man sluppet af med de mere almindelige og lette tilfælde."
ICD10 - som i øvrigt er vidt forskellig fra DSM - opererer altså med 2 uger ift. depression. 2 uger sharp eller hvad? og hvad er tilstrækkeligt? Og det er empirisk baseret? - man er "sluppet af med" "almindelige" og "lette" "tilfælde".
Altså hvad er det her for noget rod? Manden bliver jo kostet rundt af sit eget sprog med ord uden indhold.
Og så for fuld udblæsning:
"Som psykiatere tager vi ikke i første omgang stilling til, hvorfor folk bliver deprimerede. Jeg ser efter, om patienten har symptomer nok til, at der er en depression. Livsomstændighederne er ikke ligegyldige, men jeg synes, det er rimeligt at vurdere tilstanden i sin egen ret"
Her taler vi altså om spitzenklasse metodik. Om at skære ind til benet, når nok er nok, og ikke mere udenomssnak. Ind til virkeligheden ved at se tilstanden i sin egen ret. Sådan professor!!!
Det er klart at når manden kan se det virkelige - (det må være det virkelige virkelige bag ved den virkelighed klienten oplever), så kan han selvfølgeligt også vurdere "tilstanden i sin egen ret".
Ikke en gang den mest beton tænkende fysiker fra anden halvdel af forrige århundrede kan finde på at sige sådan noget vrøvl.
Hvem har berøvet manden og det system fra at forstå betydningen af kontekst og fortolkning?
Det lyder mere som religion end videnskab. Både psykologien og psykiatrien er nye videnskabsfelter. Er det det, så skal giver det ikke mening at møde op med den skråsikkerhed om at man som ekspert kan se det virkelige, og tingene i sin egen ret. Kun halvfulde filosoffer kan vrøvle sig frem til sådan noget. Og de skal ofte i kloster får at nå til det resultat, hvis de da ikke tager genvej på kroen.
Det er egentlig sørgeligt, at vi har indrettet systemet sådan, at man kun kan forlange at der bliver taget hensyn til én, hvis man kan fremskaffe papir på at man er som man er, fordi man er tosset. Har man ikke papir på det, har man værsgo' at opføre sig som og finde sig i at blive behandlet som den statsautoriserede normaldansker.
Der er ikke noget sygeligt i at være indadvendt, melankolsk eller nedtrykt over triste ting. Der er derimod noget dybt patologisk ved det samfund, der ikke kan finde ud af at rumme disse helt normale karaktertræk.
Når børn diagnostiseres med ADHD, er det så en succes fordi forældre og børn bliver glade for det? DMDD?
En ting er et idiotisk klassificeringssystem, men det system kan kun køre fordi det løser en funktion.
Medicinen giver rum og anerkendelse. Men det er grove tilstande når vi medicinerer vores børn pga. problemer der på ingen måde knytter sig til dem.
"er angstpræget og har autistiske træk"
Hør som; har lille temperament og agressivitet, og interesserer sig for detaljer.
Fortolkning:
Passer dårligt ind i en kultur og skolekultur hvor samarbejde, projektarbejde, mundtlighed, initiativ, forandringsparathed og risikovillighed vurderes så højt som normer - at det er blevet en normalitet.
Løsning:
Være i rolige omgivelser, lave det samme hver dag, gøre det han har det godt med. Det er helt ok og ganske normalt.
Det minder om livet og arbejdet for de fleste for 200 år siden.
Jeg er sikker på, at der i bogens over 400 diagnoser, er en diagnose som passer til hvert eneste menneske i Danmark.
Det er da foruroligende, at alle skal gøres syge ud fra ganske almindelige karaktertræk. Og på den foranledning kan medicinalindustrien profiterer endnu flere milliarder.
Hvor mange danskere er snart ikke på lykkepiller, hvor det ikke er nødvendigt?
Det er dét, der i virkeligheden er sygt. At alle skal gøres syge uden berettigelse.
Det er desværre også udtryk for, at der er ganske mange der har endda meget dårlig trivsel. Der meget stress og dårligt selvværd. Identitetsproblemer mm.
Vi har indrettet os så det bliver sværere og sværere at leve for en stor del. Vores krop har svært ved at klare det miljø vi placerer den i.
Når flere diagnostiseres, er det ikke kun fordi vi laver en ramme for at individualisere problemstillingerne, det er også udtryk for mangel på tilpasning mellem miljø og menneske. Det er lettere at blive smidt i market med en skovl, end at få et salgsbudget som bankrådgiver. Marken giver et benhårdt liv, men det moderne liv får alligevel mange kroppe til at sige fra. Spiseforstyrrelser som et eksempel.
@Søren Kramer:
Jeg er helt enig. Den moderne omstillings- og konkurrencekultur er for den menneskelige psyke hvad asbest er for lungerne.
Jo, flere der lever af "syge stakler", jo flere "syge stakler" bliver der mærkeligt nok fundet eller opfundet!
Søren Kramer,
Du har mange virkelig gode pointer! Ja, det virker utrolig mærkeligt at det som synes at være mainstream-psykiatrien vil løsrive psykiske lidelser fra en miljømæssig sammenhæng. Alene antallet af piger der lider af enten spiseforstyrrelser eller selvskadende adfærd er jo eksploderet. Da jeg var teenager for ca. 30 år siden, hørte man aldrig om anoreksi eller "cutting". Dvs. vi hørte om anoreski, da den stakkels, udpinte Karen Carpenter tonede frem i nyhedsmedierne kort før sin død i begyndelsen af 80'erne, men fænomenet kom først til Danmark langt senere. Med hvilken ret kunne psykiatrien hævde at unge kvinder i dag er biologisk anderledes end unge kvinder for 30 år siden?
Hvis nogen herinde er interesseret i et reality check, så kan man læse en stak historier her: https://www.facebook.com/ForaeldreKbh. De er skrevet af forældrene til børn med handicaps, heraf mange psykiatriske, såsom de forskellige afarter af autisme.
En interessant observation jeg har hørt fra flere bekendte i det sociale system, er at man ofte ser stor forskel på hvordan folk fra forskellige "samfundsklasser" modtager evt psykiske diagnoser. Altså at mennesker fra samme "klasse" ofte vil have samme reaktion på diagnoser.
Groft opstillet er tendensen at "resursestærke" veluddannede eller i hvert fald velstillede mennesker ser psykiske diagnoser som brugbar information fra et menneske med indsigt, men sjældent meget mere end det.
Hvor mennesker fra lavere sociale klasser har tendens til at opfatte en diagnose som en "dom" fra en person eller et system de tilskriver væsentlig autoritet.
Ikke nødvendigvis "dom" som noget skidt, men som indiskutabel, og derved opnår de en slags anerkendelse af deres symptomer. Der er også her en tendens til større accept af den foreslåede behandling, da diagnosen jo er en "dom" om sygdom
Om det er sandt og alment gældende kan jeg ikke sige, men det er da ret interessant.
En folkeundersøgelse vistnok i 70erne i USA viste at over halvdelen af befolkningen havde en eller anden psykisk lidelse som kunne diagnosticeres ud fra lister over symptomer og adfærd.
I modsætning til før i tiden er det ikke længere så tabubelagt at have en eller anden psykisk lidelse - for det er som der står i overskriften blevet helt normalt at have afvigende adfærd. Noget der selvfølgelig med psykiaternes hjælp skal rettes op på.
For vi skal åbenbart helst være ens alle sammen og udvise samme ønskede adfærd.
Og så er vi også meget lettere at forudsige.
Denne svenske undersøgelse viser sjovt nok at der er flest kunstneriske og kreative mennesker der får diagnoserne.
http://www.sciencedaily.com/releases/2012/10/121016084934.htm
Hold da op. Sikke en samling af holdninger...bl.a. til introverte, men det kommer vi lige tilbage til.
Det kan sgu godt være, at det virker drastisk med så mange forskellige diagnoser...som reelt er en brøkdel af det antal diagnoser, som det somatiske system kan diske op med...men måske er det faktisk nødvendigt. Måske kan vi ikke bare putte alle tingene ind under "Ungdomssløvsind" eller "hysteri" som i gamle dage. Måske er der rent faktisk også en udvikling i vidensniveauet om psykiske lidelser. Der foregår jo trods alt en del forskning inden for feltet og alt andet lige er det stadig en ret ny videnskab når alt kommer til alt (120-130 år)...
Mht. introverte....I det samfund, om vi lever i i dag, er det at være introvert et ganske alvorligt handicap. Vi skal alle være så pokkers udadvendte, sociale og kontaktsøgende, fordi det er det normale....Well, det er det normale for de folk, som er udadvendte, sociale og kontaktsøgende...men for en introvert kan det være lige så umuligt at forstå de egenskaber, som det er for de andre, at forstå den introvertes verden, fordi det er ikke normale egenskaber i introvertes liv. Jeg er selv en af "dem". Jeg har IKKE et socialt behov. Tværtimod...jeg har det forfærdeligt med at skulle være social, at skulle være iblandt andre mennesker og jeg undgår det helst. Den sære holdning, som man så ofte møder er "Jamen, du skal da bare ud blandt nogle mennesker og lære at være social.", men...sådan er verden bare ikke skruet sammen. Jeg har det faktisk godt med at være introvert, ville måske have det bedre, hvis extroverte ville acceptere, at introverte også findes....og lige så lidt som en extrovert kan "lære" at være introvert, lige så lidt kan en introvert "lære" at være extrovert. Ville du også fortælle en person i kørestol, at det bare skal løbes væk? Det er sådan jeg opfatter der, når folk vil ha' mig til at "lære" at blive extrovert...
Det bliver stadigt mere og mere tydeligt, at psykiatriens egentlige formål er at fungere som løftestang for øget konformitet, for øget sygeliggørelse af de der ikke velvilligt adopterer den 'realitet' som flertallets koncensus har ophævet til forpligtende norm, og for øget social eksklusion og mindsket lydhørhed overfor de sensitive, de visionære, de 'alternativt begavede' og andre, som stemples som 'syge' af en gruppe medicinere.
Rettelse:
Ikke 'er', men 'synes at være'
"It is no measure of health to be well adjusted to a profoundly sick society."
Jiddu Krishnamurti.
“Without the agitations of the soul, would all of our magnificiently yearning towers topple? Would out heart-torn symphonies cease?”
Fra bogen "Against happiness: In praise of melancholy” af Eric G. Wilson.
@ Tue Romanow
Du har så evig ret mht., at samfundet i dag mere end nogensinde er lagt an på at være ekstrovert. I dag gælder det om, at lave så meget støj eller markedsføring for ens persona som muligt, at blive set, at råbe højest, og skabe opmærksomhed.
Det er ærgerligt, for de introverte har så mange kvaliteter og talenter, der drukner i den ekstroverte overfladiskhed som efterhånden er blevet et ideal.
@ Heinrich R. Jørgensen. Du synes så du tydeligt ser psyiatriens egentlige formål. Kunne du evt overveje, om den også havde til formål at hjælpe folk, som har det meget, meget dårligt?
Når det gælder børn, er det faktisk rigtig svært at få en psykiatrisk diagnose. Der er massive nedskæringer på oimrådet (se fx https://www.facebook.com/ForaeldreKbh), så diagnoser uddeles ikke for sjov, man skal have massive problemer.
For voksne er det nok endnu sværere.
@ Mogens Fosgerau: Tak for gode kommentarer, der maner til besindelse og "reality check". Min nylige faktiske berøring med børn med diagnoser har fået mig til at genoverveje og nuancere min ellers noget "frelste" kritiske indstilling til psykiatriske diagnosticeringer.
I øvrigt er jeg helt enig i kritikken af samfundets dyrkelse af det ekstroverte.
@Thomas Gitz-Johansen, tak for det.
Jeg kan bestemt også godt se problemer i dyrkelsen af det ekstroverte. Lidt mere specifikt kan man måske søge en del af forklaringen på, at flere og flere børn bryder sammen og bliver behandlingskrævende (derfor diagnoserne), i at skolen har udviklet sig til et sted, hvor de mere skrøbelige børn ikke kan tåle at være. Det synes jeg, der er al mulig grund til at diskutere, Men de børn, der er brudt sammen, skal s... have hjælp. Og det kniber det ganske alvorligt med i dag.
....og når man så har brug for hjælp..så fejler man ingenting....og får ingen hjælp... hvor starter man med at ændre dette ?
Hvordan kan det defineres som psykisk sygdom at være transkønnet, genert eller i sorg? Det kan sikkert ofte, og forståeligt, påvirke ens psykiske tilstand, men det er vel ikke ensbetydende med, at man er syg?
Og uden på nogen måde at ville nedgøre behovet for og i mange tilfælde lettelsen over at få sat navn, en diagnose, på sine lidelser, noget jeg sagtens kan sætte mig ind i, ser jeg samtidig også en risiko, nemlig at man fra tidligere at have været et menneske med en lidelse, i stedet nu bliver reduceret til og synonym med denne diagnose.
Jeg er ikke overrasket over, at inadvendte har det uretfærdigt svært i dagens Danmark. Børn som voksne.
"Tænkerne bliver fyret først"
Er der fyringsrunde, så ryger de indadvendte først. Det kan give en arbejdsplads i ubalance, påpeger psykolog.
http://sondagsavisen.dk/2013/20/taenkerne-bliver-fyret-forst.aspx
Søndagsavisen skriver bl.a dette om ekstroverte: "Her har vi de udadvendte og meget sociale personligheder, der fysisk er meget på, og som 'fylder meget' på arbejdspladsen.Typisk vil denne personlighed være katalysator for præsentationer, foredrag, møder og sociale arrangementer."
Og som introvert vil jeg gerne sige dette: det er den største løgn, der findes. Man kan faktisk godt være introvert og levere en ganske fin og gennemarbejdet præsentation, eller holde et velforberedt foredrag mv. Og lad os ikke glemme at mange skuespillere mv. faktisk - af natur - er (en del) introvert; men når de træder op på en scene så stråler de. Dirch Passer siges at have meget genert (introvert?) af natur, Birthe Kjær siges at have en lignende introvert natur, Kronprinsen (Frede) er også introvert af natur.
En person som er introvert af natur kan godt være en god lærer eller en god formidler mm. - fordi når han eller hun træder op i det rum som er klassens, så træder en professionelle formidler frem, og optræder via lærerrollen som formidleren af det fælles tredje, stoffet, der skal formidles til eleverne.
Og ja, børn bryder sammen i dag, fordi det bl.a. forventes af drengebørn at de skal være udadvendte; og ja, de skal have hjælp, men ikke via medicin mv. De skal have hjælp til at få indsigt i deres natur - og dermed erkende, at netop sådan er de. Og det er der altså ikke gået galt med....
Særdeles sande ord, Karsten Aaen!
Men den slags erfarings- og indsigtsbaserede udsagn skal man ikke forvente når masserne eller medierne.
Mogens Fosgerau:
"Kunne du evt overveje, om den også havde til formål at hjælpe folk, som har det meget, meget dårligt?"
Det havde jeg selvfølgelig overvejet, forud for mit bramfrie udbrud om min formodning.
Jeg ser mest psykiatri som et fælt mix af symptombehandling, stimatisering og sygeliggørelse af hvad der i mange tilfælde er sundt (men som ikke er velset i en syg kultur). Det skal ikke nægtes, at der på det personlige niveau, naturligvis vil være mange succeshistorier, til trods for at tilgangen forekommer mig forrykt.
Og endelig kan man stille berettiget tvivl om behandlingsmetoderne.
I tiden omkring 1850 var det helt anerkendt at slynge syge rundt i fødderne. Angiveligt fordi teorien gik på at der var manglende blodtilførsel til hjernen.
Jeg anerkender at der er sket noget siden, men hvis man ser på hvordan medicin udvikles så kommer man i tvivl om ikke det er medicinen der kommer før diagnosen.
Det er velkendt at udviklingen foregår som "Bulls Eyes" udvikling, Populært sagt affyrer man et gevær mod en ladeport, derefter tegner man skydeskiven.
Så vidt jeg husker er SSRI (lykkepiller) egentlig udviklet til blodtryksregulering. Så fandt man ud af at de havde en effekt på depression. Men deres bivirkninger kunne bruges som livstilsmedicin.
Endelig kan man diskutere om det at have fx en depression som bunder i socialt uafklarede forhold er en sygdom.
Jeg vil fastholde at man skal fjerne årsagerne til den socialt uafklarede tilstand, før man begynder at behandle. Måske forsvinder depressionen helt af sig selv.
Set i lyset af lægekonflikten, står klart at lægerne er mere interesseret i en kamp for deres i forvejen høje løn end en kamp for deres patienter.
Problemet er jo tydeligvis, at magthavere forelsker sig i konformitet og derfor ønsker alt defineret; men en definition er en reduktion af et fænomen i virkeligheden, og når der nu kommer så mange diagnoser, er det jo mest af alt et udtryk for, at videnskaben i højere og højere grad opererer på et niveau, der nærmer sig det enkelte individs. Det er ikke helikopter-perspektiv men øje-til-øje - og derfor er det opgør, der er helt nødvendigt, at man bryder med troen på, at videnskabens forklaringsmodeller er mere end modeller. Jo mere detaljeret, jo mere babylonisk kaos breder der sig. Men forhåbentlig når vi nok bare dertil, at den unikke personlighed bliver åbenbar - og så har vi den ballade, der på videnskabeligt niveau siger, at afgørende og principielle forskelle vil forhindre...! - og virkeligheden, der er uforandret af opdagelsen, og blot vil fortsætte.
Karsten Aaen, men det er jo det, der nu vil blive umulig- eller vanskeliggjort af vores overenskomst. Den forberedelse, der ligger bag den veltilrettelagte præsentation - og som man må håbe på, at også ministre og embedsmænd benytter sig af i deres eget virke - tager det typisk 5:1 at planlægge, der ligger alle mulige detaljer, iagttagelser og citeringer bag hvert øjeblik foran et hvilket som helst publikum, og honoreringen har jo aldrig dækket mere end 5:1 (fordi den 1:1, der opereres med i de gamle overenskomster, jo dækker over alle mulige andre aktiviteter og krav fra arbejdspladsen).
Hvorfor skal en bog skrevet i USA have saa meget indflydelse?
Og de har en meget staerk medicinindustri - mange af disse 'nye' sygdomme skal behandles med medicin?
Diagnosticering er vist en af de sværeste discipliner – om ikke dén sværeste – inden for lægevidenskaben. Og det uanset om der er tale om synlige lidelser, som f.eks. en brækket knogle eller hudforandringer eller de usynlige, som f.eks. psykiske lidelser.
Det er naturligvis ikke muligt at opgøre antallet af fejldiagnoser, men et kvalificeret gæt vil være, at det er langt højere inden for de umiddelbart ikke-synlige end inden for de synlige sygdomme. Med fejlbehandling og overmedicinering til følge. Derfor, og med al respekt for vanskeligheden i at diagnosticere, kan det godt bekymre, at antallet af mulige diagnoser er støt stigende.
Det er som om antallet af diagnoser stiger proportionalt med at grænserne for 'normalitet' indsnævres. Eksemplificeret bl.a. i titlen på Christoffer Lanes bog, nævnt i artiklen: ’Shyness: How normal behavoir became a sickness'.
Eller i denne sætning, også fra artiklen:
"Der er også beslutningen om at patologisere sorg efter to uger …"
Med andre ord: Menneskelig adfærd, der hidtil er blevet betragtet som naturlig, bliver fortløbende sygeliggjort og grænsen mellem 'rask' og 'syg' mere og mere (ud)flydende. Et skræmmende perspektiv, for hvad bliver der snart tilbage, som fortsat kan betragtes som 'naturlig adfærd'?
Vibeke Rasmussen;
det er vel yderst vanskeligt at sondre mellem hvad der (i vores adfærd) måtte være hhv. natur- og kulturbestemt - og tillige flytter grænserne for, hvad vi anskuer som acceptabelt eller ej, sig også i takt med bl.a. hvad der er muligt for os at forandre på.
Måske udtrykker vores grad af tolerance/accept af diversitet iht. adfærd og kulturelle tilbøjeligheder m.m. vores niveau af bl.a. socialt, økonomisk og historisk betinget angst - i tilknytning til strukturerne og indholdet i vore håb, drømme og ønsker? Eksempelvis er mange danskere bekymret for (at havne i) arbejdsløshed, fordi deres økonomiske levefod umiddelbart vil blive reduceret væsentligt, deres frihed vil blive indskrænket og deres udsigter til at realisere en selvstændig tilværelse med velstand skrumpe ind. I tilgift frygter mange at arbejdsløshed vil erodere deres sociale liv, tømme tilværelsen for værdi og indhold - og i øvrigt føre til omverdenens ringeagt i form af stigmatisering etc. På denne måde vederstyggeliggøres arbejdsløshed - uden skelen til de kausale (og foranderlige) forhold, som ligger til grund for arbejdsløshedens umiddelbare problemer - hvormed arbejdsløshed sygeliggøres, patologiseres. Fordi vi frygter den, som den umiddelbart fremtræder.
Det samme kunne, med andre analogier og fortegn, siges om ADHD-diskursen, som i dag favner en voldsomt bred skare af mennesker, der ikke 'fungerer' på det sociale marked - sådan som vi har indrettet og indretter det. Altså den i vid udstrækning kulturelle præmis.
Børns trivsel og udvikling i børnehaver og skoler er betinget af pædagogisk kultur tilpasset børnegruppe i børnehaver og skoler.
Pædagoger og lærere har ansvar for at tilrettelægge læringskultur i børnehaver og skoler gode for børns alsidige udvikling og trivsel.
I Sverige fandt man i 90-erne ud af, at børnehavebørn i naturen har færre konflikter og er mindre stressede og er mindre syge - end børnehavebørn i børnehaver med kun lidt plads inde og ude.
http://www.fagboginfo.dk/mutreen/mtreena.htm
http://webcache.googleusercontent.com/search?q=cache:jHUUYEP_yTcJ:www.sk...
I naturen er der god plads til leg og til udfoldelse af motorik og fantasi - her er ikke konkurrence om legetøj - alle kan finde egne pinde og sten til leg - og her må tumles og bygges og leges frit - og støjniveau trappes ikke op for at få ørenlyd.
Det styrker kreativitet, motorik, harmoni, hvilen i sig selv. koncentration og læring og fællesskab med tid og ro og rum til konfliktløsning. Og færre børn får i dette miljø ADHD diagnoser.
Og indimellem en god idé at samle børn i mindre grupper omkring fælles fordybelse omkring formidlet læring som i almindelige børnehaver også - med samtale om fælles oplevelser, med finmotoriske aktiviteter, med boglæsning og fortælling.
Og dette kan skoler også lære af:
http://www.skoven-i-skolen.dk/default.asp?m=7&a=871
http://www.b.dk/danmark/faerre-naturboern-pr.-aargang
Også unge og voksne - har brug for kultur med trivsel - i uddannelsesliv og i arbejdsliv og i fritidsliv og i familieliv - med respekt og empati og gensidig interesse - med læring i fællesskab og med mening i samtale - så styrkes kreativitet og reflektion og læring og livskvalitet.
Psykiatri og psykoterapi må interessere sig for menneskers fortælling om deres aktuelle liv - hvad mennesker har været igennem i deres liv - så vil mennesker føle sig lyttet til og forstået og accepteret, og så kan de igen rumme livet - og ændre, hvad der kan ændres og leve med det, der ikke kan ændres og skelne mellem det, der kan ændres og det, der ikke kan ændres - og komme videre i liv - efter krise.
Vi må møde livet eksistentielt sammen - ægtefæller - børn og forældre - venner - kolleger - arbejdsgivere og ansatte - læger og patienter - psykologer og klienter - fremfor at fremmedgøre og diagnosticere - og teoretisere om manglende stoffer i hjernen og ville have kompenseret herfor alene med piller med alvorlige bivirkninger.
"Psykiatri og psykoterapi skal være kulturelt orienterede videnskaber løsrevet fra medicinalindustriens indflydelse og orientere sig mod det, som mennesker sætter pris på i deres liv og stræber efter," siger Allan Homgren i kronik i Politiken: "Livet er ikke et matematisk problem":
http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE1631251/livet-er-ikke-et-matematis...
Hvis psykiatri og psykoterapi spurgte om og lyttede til, hvad mennesker sætter pris på i deres liv - midt i perioder med kriser med psykisk smerte - så skulle psykiatri og psykoterapi uden for og på psykiatriske afdelinger lægges om, siger Allan Holmgren:
http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE1631251/livet-er-ikke-et-matematis...
@ Karsten Aaen
Du har SÅ fuldstændig og evindelig ret!
I det jeg selv har arbejdet i rigtig mange år i filmbranchen - både herhjemme og i USA - så VED jeg, at mange skuespillere og kunstnere er MEGET, MEGET introverte af natur – når de er sig selv.
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg selv mest hælder til den introverte side af natur... og at jeg kan fylde UTROLIGT meget i et selskab eller i professionelle sammenhænge, og kan snakke RIGTIG meget. Men jeg spiller jo bare en rolle.
Dog har jeg meget svært ved, at lade mennesker komme ind under huden på mig. At de lærer mig at kende som jeg i virkeligheden er. Derfor har jeg også svært ved at skabe "ægte" venner", som jeg har fuld og 100 % tillid til. Jeg har meget nemt ved, at snakke om de dybeste følelser, om hvad der bekymrer mig, være 100% ærlig, fortælle hvor meget mine elskede betyder for mig, samt at jeg vil gøre ALT (ja, endda dø) for dem som betyder mest for mig. - men det er kun de allernærmeste, der for lov til at komme helt ind i mit hjerte.
Hmm, mon ikke at jeg ville være et pragteksempel for enhver psykolog. Og jo, jeg er et ganske, ganske normalt begavet menneske.
Jeg har den fineste diagnose af dem alle: Normal!
Heldigvis er bare en forbigående (ikke patologisk) tilstand, da der er masser af behandlingsmuligheder.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på at det da næppe kan være noget problem at der tilføjes "nye" diagnoser til systemet? Man må da næsten formode at det er en fordel at diagnoserne er blevet mere nuancerede, da de netop gerne skulle give en mere dækkende behandling. Da psykiske sygdomme i forvejen er komplekse nok, hvad er der så galt med lidt præcision? Vil da personligt erkende at jeg mener det er et problem hvis folk der kan "genkende sig selv" i diagnoserne føler sig endnu mere sygeliggjort, men samtidigt, er det også en mulighed for at flere, som måske i virkeligheden ville få forøget livskvalitet ved behandling, bliver behandlet. Og hvis diagnose-systemet oven i købet, er blevet mere præcist, er der pludselig nogle muligheder for mere dækkende behandling for folk, der måske i virkeligheden ville passe bedre ind i en anden kategori, som det nye system bedre klarlægger. Jeg synes det er fint at behandlere har nogle kategoriseringer, så de har noget at arbejde ud fra, men når det så er sagt, synes jeg generelt behandlere bør bruge megen tid på at medregne f.eks. miljømæssige faktorer i bedømmelsen af patienten. Men her handler det måske desværre mere om mangelfulde ressourcer indenfor psykiatrien, når behandleren lidt for unuanceret og ukritisk anvender forskellige diagnoser.
Kriser er eksistentielle og skal mødes eksistentielt - hvor mennesker er i deres udvikling - i møde mellem jeg og du - siger Kierkegaard og Buber - for at finde veje i liv igen med mening:
Her: Kierkegaard: Om sand hjælpekunst:
"At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.
Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden.
For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han - men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaaer. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke.
Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, saa jeg i Grunden istedetfor at gavne ham egentligen vil beundres af ham. Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse;
Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have Uret, og i ikke at forstaae hvad den Anden forstaaer.
Tag et Menneske i Lidenskab, lad det være saa, at han virkelig har Uret - dersom Du ikke kan begynde saaledes med ham, at det seer ud som var det ham, der skulde belære Dig, og dersom Du ikke kan gjøre dette saaledes, at han, der utaalmodigt ikke vil høre et Ord af Dig, med Tilfredsstillelse finder i Dig en velvillig og opmærksom Tilhører: kan Du ikke det, saa kan Du heller ikke hjælpe ham....
- dersom Du ikke kan begynde saaledes med ham, at han finder en sand Lindring i at tale med Dig om sin Lidelse, saaledes, at Du, i hvad Du tilføier hans Lidelse betræffende, næsten beriger ham med digterisk Opfattelse ... kan Du ikke det, saa kan Du heller ikke hjælpe ham; han lukker sig for Dig, han lukker sig inde i sit Inderste - og præk saa Du kun for ham...
"Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed" Afsnit 2 kapitel 1:
http://www.bjornetjenesten.dk/teksterdk/sk-synspkt.htm#Mark 12
Mon DSM5 vil indeholde kliniske diagnoser for uempatisk og asocial adfærd, kendetegnet ved grådighed? Ved selvretfærdighed? Ved hensynsløshed? Ved selvoptagethed?
Hvis ikke: Er det fordi sådanne adfærdsmønstre er sunde og/eller normative? Eller anses sådanne adfærdsmønstre ganske enkelt for at være 'human(e) nature'? Er sådanne karaktertræk medfødte og uaflæggelige egenskaber, og af den grund ikke 'syge'? Må sådanne adfærdstræk opfattet som humane og naturlige (medfødte) egenskaber, hos arten homo?
Der har aldrig været stillet så mange diagnoser før som der bliver nu. Og nu bliver de introverte også sygliggjorte fordi de ikke passer ind i det tempofyldte samfund hvor man skal være på hele tiden, være selviscenesættende for at klare sig i konkurrencen.
Jeg kan godt følge Kræn i, at han var lettet over at få sin diagnose. Jeg var selv meget genert som barn, og min far drillede mig med det. Hvis jeg fik plastret en genertheds-diagnose på mig, kunne jeg da i det mindste have haft fred med det.
Der er dog en diagnose, som jeg syntes bliver overset: nemlig psykopatens. Det syntes at være helt legitimt i vores verden at opføre sig psykopatisk. De har frit spillerum over det hele, og har tit magtpositioner hvor de ikke burde sidde.
Men psykopatens egenskaber er noget vores samfund finder beundringsværdigt. De bliver aldrig medicineret (kun den ekstreme type, bliver spærret inde)
Mens de introverte og følsomme bliver sygeliggjorte.
"I Sverige fandt man i 90-erne ud af, at børnehavebørn i naturen har færre konflikter og er mindre stressede og er mindre syge - end børnehavebørn i børnehaver med kun lidt plads inde og ude."
Ja, det kunne enhver som har haft med smågrise at gøre sådan set have fortalt uden den store "videnskabelige" tam-tam! ;-)
(men det er der næppe mange "forskningsmidler i!?)
Jeg hørte engang om et dyreforsøg med kaniner - to grupper af kaniner var tilført forkølelses-smitte.
Den ene gruppe af kaniner blev passet af en dyrepasser, som snakkede med kaninerne og kælede med dem udover at give dem mad og vand.
Den anden gruppe af kaniner blev passet af en dyrepasser, som hurtigt gav kaniner mad og vand uden at snakke med kaniner og kæle med dem.
Kaniner, som blev snakket med og kælet med af deres dyrepasser blev kun lidt forkølede og kom sig hurtigt.
Kaniner, som kun fik mad og vand af deres dyrepasser, blev meget mere syge og var længere syge.
Og sådan tror jeg også, det er med mennesker, at mennesker bliver syge, hvor der mangler dialog og respekt og empati og interesse og omsorg.
@Maja Skov
Det tror jeg gerne.
I den forbindelse er det for resten påfaldende, hvor empatisk og omsorgsfuldt dyr kan opføre sig overfor mennesker og andre dyr, når disse er syge.
Med tydeligt gavnlig virkning, hvis man har oplevet det!
Jeg ser frem til et samfund, hvor mennesker accepteres og respekteres, som de nu engang er og hvor mennesker ikke behøves standardiseret, som var de robotter på et samlebånd,
Findes der i manualen en diagnosen, der hedder NORMAL ??
Det eneste man ikke må være, er et menneske.
Psykiatrien er og har altid været fyldt med psykopater og kvaksalvere og det er den også i dag.