Kommentar
Læsetid: 3 min.

Debat om brugerbetaling på studier er for snæver

Hvis man vil sikre, at brugerbetaling ikke bliver den politiske løsning i fremtiden, er der behov for at udvide debatten og komme med konkrete eksempler på, hvordan uddannelseskvaliteten kan styrkes på andre måder end ved en ren økonomisk tilgang
Indland
26. juni 2013

Ideer er kernen til videreudvikling af vores uddannelsessystem. Igennem de sidste to årtier har specielt Storbritannien været en stor inspirationskilde i uddannelsespolitikken. Det gælder også i forhold til spørgsmålet om brugerbetaling på universiteterne. Men det er ikke indførelsen af økonomiske incitamentsstrukturer, der har gjort britiske universiteter til verdens bedste. Tværtimod. Ligesom i Danmark var fri, lige og gratis uddannelse i Storbritannien et helt grundlæggende velfærdsprincip, indtil partiet New Labour – efter sit nye neoliberale mantra – i 1998 introducerede brugerbetaling på de videregående uddannelser. Dengang til cirka 10.000 kroner om året. Indtil da havde al undervisning på universiteterne været gratis, ligesom det fortsat er tilfældet i Danmark.

Seks år senere blev afgiften forhøjet til omkring 30.000 kroner om året. Og siden 2012 har størstedelen af universiteterne benyttet sig af muligheden og forhøjet universitetsafgiften til næsten 100.000 kroner om året i et forsøg på at løse de finansieringsproblemer, der er blevet skabt af den borgerlige regerings store nedskæringer i uddannelsessektoren.

Øget ulighed

Konsekvenserne af at overføre ansvaret og omkostningerne for de videregående uddannelser fra samfundet til individet har været katastrofale og er veldokumenterede. I takt med den stigende brugerbetaling er uligheden i uddannelsesmulighederne for de svageste i samfundet vokset støt, og flere og flere fravælger nu en videregående uddannelse på grund af omkostningerne og udsigten til stor gæld.

Den måske mest skadelige virkning af brugerbetalingen har været, at de videregående uddannelser fra at være et gratis kollektivt gode tilgængeligt for alle er blevet reduceret til en individuel investering, som nu skal give et økonomisk afkast gennem et job. Og brugerbetalingen har resulteret i, at de bedste studerende i højere grad fravælger de fag, som er mindre værd på arbejdsmarkedet – oftest humaniora og samfundsvidenskab. Erhvervslivet klapper i hænderne, men vores mange samfundsmæssige problemer – klimaforandringerne, behovet for økonomisk retfærdighed og bæredygtig udvikling – vil næppe blive løst uden tilgang af nye kandidater, også fra samfundsvidenskab og humaniora.

Stærkere forsvar

Selv om vores store nabo mod vest således er et klart eksempel på brugerbetalingens mangeartede ulemper, er diskussionen nu atter blusset op i Danmark. Heldigvis var kritikken mod Venstres krav om at få analyseret muligheden for at indføre brugerbetaling i uddannelsessystemet så stærk, at man hurtigt trak forslaget tilbage. Endnu en gang er enhver form for brugerbetaling på landets højere uddannelser blevet afvist af både regering og landets studerende. Så langt, så godt.

Men ifølge Politiken udgør den faldende kvalitet på de højere uddannelser stadigvæk et alvorligt problem. Hvis man vil sikre, at brugerbetaling ikke bliver den politiske løsning, som også mere venstreorienterede partier måske en dag vil vælge, som tilfældet var i Storbritannien, er der allerede nu behov for at udvide debatten og være langt mere offensiv.

Kritikken af brugerbetalingen har brug for konkrete eksempler fra andre lande, der kan forklare, hvordan kvaliteten på de videregående uddannelser kan forstærkes på andre måder end gennem en ren økonomisk tilgang. For eksempel kulturelt ved at øge respekten for undervisere, som tilfældet er i Sydkorea. Eller ved at gøre det mere attraktivt og prestigefyldt for talentfulde unge forskere at undervise, i modsætning til det nuværende system, hvor forskning er langt mere vigtigt for ens akademiske karriere end den almindelige undervisning. Sidst, men ikke mindst, er vi nødt til at diskutere, hvordan vi måler kvaliteten af de videregående uddannelser. Det er måske snarere dér, hunden ligger begravet.

Måske en idealistisk tilgang. Men for mig at se, er det at udvide rammerne for den offentlige debat det stærkeste forsvar mod en ensidig økonomisk tilgang til videreudviklingen af vores uddannelsessystem.

Torsten Geelan er ph.d.-studerende i sociologi på Cambridge University i Storbritannien

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thomas Ryberg

Tak for en glimrende artikel med mange gode observationer. En enkelt anke:

"Men ifølge Politiken udgør den faldende kvalitet på de højere uddannelser stadigvæk et alvorligt problem"

Er det faktisk sikkert og vist, at vi står i en situation med faldende kvalitet? Hvem siger det og hvilken evidens er der for dette udsagn? Jeg tror, det er irrelevant for for forfatterens pointe som sådan, men jeg synes heller ikke det er et udsagn, der blot skal videregives uden at blive problematiseret :)

Steffen Gliese

Jo, Thomas Ryberg, universitetet bliver til skole i højere og højere grad. Kampen for frihed stagnerer hastigt - selvom det er det stik modsatte, vi har brug for.