Læsetid: 2 min.

Ekspert: Afgørende solcelle-mail ikke omfattet af ny offentlighedslov

Både ekspert i mediejura og Berlingske-redaktør mener efter endnu et samråd om Klima- og Energiministeriets hemmeligholdelse af et hul i solcellelovgivningen, at afsløringen ikke havde været mulig at lave under den nye offentlighedslov, selv om justitsminister Morten Bødskov (S) hævder det modsatte
4. juni 2013

Justitsminister Morten Bødskov (S) slog under et samråd i går fast, at Justitsministeriet vurderer, at afsløringen af hullet i solcelleloven også ville være mulig under den nye offentlighedslov. Berlingskes afsløringer førte i sidste uge til, at klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) fik en ’næse’ af Folketinget.

Det dokument, som justitsministeren mener »slog hul på« solcelle-sagen, er en mail mellem den private organisation Dansk Energi og Klima-, Energi- og Bygningsministeriet. Og sådan en mail vil der stadig være mulighed for at få aktindsigt i med den kommende offentlighedslov, forklarede justitsministeren.

Men det var ikke mailen fra Dansk Energi, der fik sagen til at rulle. Det er derimod en korrespondance mellem Energistyrelsen og Klima-, Energi og Bygningsministeriet, som er helt central og afgørende for, at Berlingske-journalisten fik fornemmelsen af, at der var noget galt, forklarer nyhedschef for Berlingske Business, Peter Suppli Benson:

»Vi havde under ingen omstændigheder lavet det antal historier med de placeringer i avisen og med det omfang på baggrund af den mail, Lars Aagard og Dansk Energi sendte. Realistisk set ville vi måske have været nysgerrige, men jeg tvivler på, at vi faktisk overhovedet ville have lavet noget.«

Ingen afsløring

Mailkorrespondancer og brevvekslinger mellem en privat organisation og et ministerium vil stadig være tilgængelige for offentligheden efter vedtagelsen af den nye offentlighedslov, men det var muligheden for at få indsigt i den interne kommunikation, der var væsentlig for journalisten på Berlingske. »Det var adgangen til den interne korrespondance i ministeriet og mellem Energistyrelsen og ministeriet, der gjorde os nysgerrige,« siger Peter Suppli Benson. Mailen fra Dansk Energi ville altså ifølge nyhedsredaktøren ikke have været nok, hvilket Morten Bødskov (S) ellers vurderede i går under det åbne samråd.

Med vedtagelsen af den nye offentlighedslov vil det ikke være muligt at få indsigt i intern kommunikation mellem en styrelse og et ministerium, siger ekspert i mediejura ved Danmarks Journalisthøjskole Oluf Jørgensen:

»Ministeren valgte under samrådet at fremhæve en mail, som ikke var afgørende i sagen. Og dermed svarede ministeren uden om sagens kerne,« siger han og fortsætter: »Efter den nye offentlighedslov vil der ikke være aktindsigt i en mail, der går fra Energistyrelsen til ministeriet. Efter min vurdering er det jo helt afgørende for afsløringerne, men den slags kommunikation kan der lukkes for med en ny offentlighedslov.«

Pernille Skipper (EL) mener, at det »forplumrer debatten«, når man kun diskuterer, om det er den ene eller den anden mail, der har været afgørende for afsløringerne. Det var Pernille Skipper, Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Pia Adelsteen (DF), der havde indkaldt ministeren i samråd. »Hvis man prøver at se igennem Morten Bødskovs manøvre, så siger han faktisk klart, at den mail, som Berlingske mener, er den afgørende, ikke ville være kommet frem. Den e-mail er en ren paragraf 24,« siger Pernille Skipper, som ikke regner med, at samrådet vil have betydning for afstemningen i dag: »Det tyder desværre ikke på, at det ændrer noget. Men især Venstre har jo været meget oprørte over sagen omkring solcellerne, så jeg synes bestemt, at de svar, der kom i morges, burde få Venstre til at overveje det kraftigt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Jensen
  • Bill Atkins
Erik Jensen og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu