Fangesag kommer nu for Højesteret

Mere end 11 år har det taget at få afklaret Danmarks eventuelle medansvar for fangemishandling i Afghanistan. Men nu sker det.

I dag tager Højesteret fat på det sidste kapitel i den såkaldte afghanske fangesag. Sagen er anlagt af den tidligere afghanske kommandant Ghosoullah Tarin, som den 17. marts 2002 ved en fejl blev arresteret af danske jægersoldater og sammen med 30 af sine mænd overdraget til det amerikanske forhørscenter i Kandahar. Her blev Tarin og hans folk angiveligt sparket, tæsket og ydmyget så alvorligt, at en af fangerne ifølge Tarin senere døde af sine kvæstelser.

Sagen om Danmarks mulige medansvar for mishandlingen blev indledt ved Østre Landsret i januar 2011 og har således været næsten to et halvt år om at nå frem til Højesteret. Tarin tabte sagen i landsretten, hvor dommerne afviste hans krav på 50.000 kr. i erstatning med den begrundelse, at det ikke var bevist, at Forsvarsministeriet kendte til eller burde have kendt til risikoen for mishandling hos de amerikanske styrker.

Dresserede vidner

Op til dagens retsmøde er fronterne trukket mindst lige så hårdt op som i landsretten.

»Den her sag bærer præg af, at fangehåndtering var en meget varm politisk kartoffel for regeringen i januar, februar, marts 2002. Så snart man nærmer sig sagens kerne, husker vidnerne ikke så meget,« siger Tarins advokat, Tyge Trier, som desuden klager over, at vidnerne i det i sagen virker »meget trænede i at svare«.

Kammeradvokat Peter Biering mener, det er meget naturligt, at vidnerne har problemer med at huske, hvad der præcis skete op til tilfangetagelsen af de 31 afghanere.

»Det er jo begivenheder, som ligger 11 år tilbage i tiden« siger han. »Derudover er vidnerne både for landsretten og for Højesteret blevet afhørt meget grundigt af den beskikkede advokat og af mig.«

Tyge Trier medgiver, at 11 år er lang tid.

»Det er længe siden, men det er nu mærkeligt, at nogle af vidnerne kan huske visse detaljer meget klart her lang tid efter, mens der er andre ting, de slet ikke kan huske,« siger han.

Nye domme

Siden sagen var for landsretten i 2011, er der ifølge Trier sket en hel del, som åbner mulighed for, at Højesteret vil se anderledes på Danmarks medansvar for Tarins skæbne, end landsretten gjorde.

»Der er bl.a. blevet afsagt en række domme ved Menneskeretsdomstolen i Strassbourg, som fastslår, at udsendte styrker er forpligtet til at overholde konventionerne, også når de befinder sig uden for deres eget territorium. Det mener jeg, kan få stor betydning for vurderingen af de danske styrkers medansvar,« siger Tyge Trier.

Derudover har Højesteret ret usædvanligt afhørt tre nye vidner forud for dagens retsmøde. Det drejer sig om to oberster i Forsvarskommandoen og den tidligere chef for Udenrigsministeriets Sikkerhedspolitiske kontor Carsten Damsgaard, der nu er ambassadør i Japan. De to oberster tog sig af de såkaldte situationsrapporter, som de danske jægersoldater dagligt sendte hjem fra Afghanistan, og Damsgaard var involveret i analysen af USA’s fangepolitik.

Intet nyt

Derudover er Jægerkorpsets chef, oberst Frank Lissner, blevet genafhørt for delvist lukkede døre.

Peter Biering mener imidlertid ikke, at afgørelserne fra Strasbourg eller de nye vidneafhøringer ændrer på forudsætningerne for Højesterets behandling af sagen.

»Der er ikke kommet noget frem under afhøringerne, som vi ikke allerede vidste,« siger han.

»Der er heller ikke andre nyudviklinger, som har betydning for den her sag efter min vurdering. Jeg er sikker på, at Tarins advokat vil tage nogle af de her temaer op, men retten skal efter min mening holde sig til, hvad der konkret skete den 17. og 18. marts 2002,« siger kammeradvokat Biering.

Men én ting, som ikke har ændret sig, er det omfattende hemmelighedskræmmeri, der omgærder sagen. De situationsrapporter, som jægerkorpset sendte hjem til Hærens Operative Kommando er fortsat delvist mørkelagt, og flere dokumenter, som Tyge Trier har udbedt sig, kan slet ikke udleveres. Det gælder bl.a. den såkaldte Standard Operating Procedure, SOP, som formentlig beskrev, hvordan de danske styrker skulle håndtere fanger. Den må der end ikke stilles spørgsmål til i Højesteret.

Det er heller ikke lykkedes at få en central FE-medarbejder med kaldenavnet ’Holger’ til at vidne, selv om Højesteret havde sagt god for afhøringen. I stedet må retten nøjes med en skriftlig erklæring, uden mulighed for at stille uddybende spørgsmål.