Kommission: Højere produktivitet giver os mere frihed

Historisk har vi primært omsat højere produktivitet i mere fritid og højere offentligt forbrug, siger Produktivitetskommissionens formand, Peter Birch Sørensen. Han mener, at politikerne bør gøre, hvad de kan for at gøre danskerne mere effektive
Peter Birch Sørensen, der udover at være formand for Produktivitetskommissionen også er økonomiprofessor ved Københavns Universitet og tidligere overvismand, mener, at højere produktivitet først og fremmest er vigtig, fordi den velstand, der fører med sig, giver os flere valgmuligheder.

Peter Birch Sørensen, der udover at være formand for Produktivitetskommissionen også er økonomiprofessor ved Københavns Universitet og tidligere overvismand, mener, at højere produktivitet først og fremmest er vigtig, fordi den velstand, der fører med sig, giver os flere valgmuligheder.

Malte Kristiansen
29. juni 2013

Den danske produktivitetsudvikling har siden midten af 1990’erne haltet efter de lande, vi normalt sammenligner os med. Derfor er alle økonomer enige om, at danskerne skal blive mere effektive. Men hvad skal vi i det hele taget med en øget produktivitet?

Ifølge formanden for Produktivitetskommissionen, Peter Birch Sørensen, så er højere produktivitet først og fremmest vigtig, fordi den velstand, det fører med sig, giver os flere valgmuligheder.

»Så er det et led i den almindelige politiske diskussion, om det så skal omsættes i højere privatforbrug, højere offentligt forbrug, mere fritid eller for eksempel investering i et bedre miljø,« siger Peter Birch Sørensen, der udover at være formand for Produktivitetskommissionen også er økonomiprofessor ved Københavns Universitet og tidligere overvismand.

Han peger på, at danskerne historisk har valgt at veksle en del af produktivitetsfremgangen til mere fritid og højere offentligt forbrug.

»Den reallønsfremgang, vi har fået af stigende produktivitet, har historisk været en afgørende årsag til, at vi har sat arbejdstiden ned. Vi har kunnet sætte arbejdstiden ned, uden at folk skulle gå ned i levestandard. Produktivitetsfremgangen har også været baggrund for, at folk har accepteret at skulle aflevere en større del af lønnen til det offentlige, så vi kan få mere offentligt forbrug, og så det offentlige kunne investere i bedre miljø for eksempel,« siger Peter Birch Sørensen.

Dermed er stræben efter øget produktivitet ikke nødvendigvis det samme som at stræbe efter større materiel velstand.

»Højere produktivitet bliver omsat i forskellige goder. Ikke bare højere privatforbrug, men også i de andre ting,« forklarer Peter Birch Sørensen.

Kommissionsformanden understreger samtidig, at produktivitetsstigninger ikke betyder, at pisken skal svinges hårdere.

»Nogle opfatter det, som omman skal løbe endnu hurtigere og stresse endnu mere. Men det er jo ikke ægte produktivitetsfremgang. Ægte produktivitetsfremgang kommer ved, at vi får mere ud af den samme indsats, eller kan frembringe det samme med mindre indsats. Det er noget andet, end at man skal løbe stærkere,« siger Peter Birch Sørensen.

Produktivitet og ledighed

Produktivitetskommissionen, som regeringen nedsatte i foråret 2012, og som inden udgangen af i år skal have afsluttet sit arbejde, skal identificere, hvor produktivitetsudfordringen er størst og komme med svar på, hvordan den kan løses.

Og både på kort og langt sigt er der positive effekter ved at sætte produktiviteten i vejret, mener Peter Birch Sørensen.

»På kort sigt kan højere produktivitet bidrage til at få genetableret den konkurrenceevne, som blev undergravet af udviklingen i det foregående årti.«

Det skyldes, at lønnen på kort sigt ikke stiger i samme grad som produktiviteten. Dermed bliver Danmark mere konkurrencedygtigt i forhold til udlandet, og det kan medvirke til, at beskæftigelsessituationen forbedres.

På længere sigt vil lønnen stige i samme takt som produktiviteten. Det skyldes, at når vi producerer mere pr. time, vi arbejder, bliver vi også mere værd, og derfor stiger lønnen. Og det er den stigende velstand, der giver os flere valgmuligheder, påpeger Peter Birch Sørensen.

– Jeg tror, at mange tænker, når vi bliver mere effektive, behøver vi at være færre folk for at lave det samme?

»Der har altid været en frygt for, at højere produktivitet vil føre til stigende arbejdsløshed. Men vi har i en periode på mange hundrede år oplevet produktivitetsstigninger, og det har jo ikke ført til en permanent stigende arbejdsløshed.« Peter Birch Sørensen forklarer mekanismen med, at når konkurrenceevnen på kort sigt forbedres, så giver det øget efterspørgsel fra udlandet, og når reallønnen på længere sigt stiger, så stiger købekraften og privatforbruget også. Og det gør ifølge Peter Birch Sørensen, at der stadig vil være efterspørgsel efter arbejdskraften.

»Man kan bare se på, hvad der er sket historisk. Den enorme stigning i produktiviteten, vi har haft, når man kigger over en længere periode, den har ikke ført til, at vi i dag har en rekordhøj arbejdsløshed.«

– Men er der en effekt på ledigheden på kort sigt?

»Højere produktivitet fremkommer ofte i kraft af nogle teknologiske nyskabelser, der giver nye profitable investeringsmuligheder. Faktisk er det sådan, at de virksomheder, der er bedst til at øge produktiviteten, ofte også har en bedre udvikling i beskæftigelsen, fordi de kan udvide deres markedsandele, de investerer mere og skaber dermed efterspørgsel efter arbejdskraft andre steder i økonomien.«

Behov for fokus på produktivitet

– Er produktiviteten det største problem i dansk økonomi?

»Ja, det vil jeg tillade mig at sige.Nu har vi gennem forskellige reformer bragt os i en situation, hvor vi har ganske godt styr på den langsigtede finansiering af vores velfærdsstat. Vi har rustet os til at kunne finansiere vores velfærdsordninger, selvom vi får et stigende antal ældre i forhold til erhvervsaktive.«

– Hvis man nu gennemførte alle de forslag, I har foreslået og de forslag, som I senere vil fremlægge, hvornår vil man så kunne høste effekten af de produktivitetsstigninger?

»Noget af det kan virke relativt hurtigt, men meget af det vil være længe om at slå igennem. Ofte kræver højere produktivitet, at der bliver foretaget nogle investeringer, eller at der f.eks. indføres en mere hensigtsmæssig regulering, der skaber mere konkurrence mellem virksomhederne. Det fører så gradvist til højere effektivitet, men det er noget, der har en vis horisont,« forklarer Peter Birch Sørensen.

»Vi har prøvet at lave en vurdering af, hvad der realistisk kan opnås indenfor en 10-årig horisont. Med ambitiøse reformer burde det ikke være urealistisk at hæve produktivitetsvæksten med omkring en halv procent om året i gennemsnit over den næste 10-årsperiode.«

– Hvor lang tid vurderer du, at man skal have et meget intensivt fokus på produktivitet, for at vi har indhentet noget af det efterslæb, der er?

»Jeg tror, det kræver en løbende, vedholdende indsats. Bl.a. fordi der er en tendens til, at det politiske system hele tiden producerer nye regler og nye former for regulering. Så der er løbende et behov for at standse op og spørge: Er de regler, vi udstak i fortiden, stadig relevante? Kan de undværes, eller kan de ændres, så de er mere smidige? Sådan noget som at give hele regelværket et serviceeftersyn, som vi anbefaler at gøre med erhvervsreguleringen og med alle de regler, der styrer arbejdsprocesserne i den offentlige sektor, det er noget, man er nødt til at gøre med jævne mellemrum,« siger Peter Birch Sørensen.

»Man kan håbe, at det politiske system vil vie disse spørgsmål ekstra opmærksomhed i de kommende år. Danmark har et produktivitetsefterslæb, og derfor er der brug for en periode, hvor vi i særlig grad fokuserer på, hvad vi kan gøre for at indhente det efterslæb.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Produktivitet og miljø

’Hvis det nedslider naturen, er det ikke ægte produktivitetsforbedringer’

Det er ingen naturlov, at det er skidt for miljøet, hvis Danmark øger sin produktivitet. Tværtimod, mener Produktivitetskommissionens formand, Peter Birch Sørensen.
»Hvis man måler produktivitet på den rigtige måde, så er der ikke nogen modstrid. Det er klart, at en produktivitetsfremgang i snæver forstand, som er opnået ved, at man forringer miljøet eller driver rovdrift på naturressourcer, det er ikke en ægte produktivitetsstigning,« siger Peter Birch Sørensen.
»Produktivitet handler om at producere det samme med mindre ressourceforbrug. Og her skal man regne alle ressourcer med – inklusive naturressourcer og de tjenester, som miljøet leverer til økonomien.«

– Hvilke overvejelser gør I jer om det i jeres arbejde?

»Vi har valgt at sige, at vi fokuserer ikke specielt på miljøproblemer. Det er et valg, vi har truffet, fordi det i sig selv er en kæmpe dagsorden,« forklarer Peter Birch Sørensen.
»Men hvis det ser ud som om, der er en modsætning mellem produktivitetshensyn og miljøhensyn, så skyldes det, at vi måler produktiviteten forkert, fordi miljøet ikke er prissat korrekt. Så skyldes det mangelfuld miljøregulering eller manglende miljøafgifter, der gør det for billigt at belaste miljøet. Hvis man har den rigtige miljøregulering, der afspejler den værdi, som miljøet faktisk har for os, så er der ikke nogen modsætning mellem miljøhensyn og produktivitetshensyn.«

– Så det er den præmis, der er for jeres arbejde, at miljøregulering foregår et andet sted?

»Det er jo op til politikerne at fastlægge de miljøpolitiske mål, og vort kommissorium lægger ikke op til, at vi skal fokusere på miljøproblemer. Men jeg vil ikke udelukke, at kommissionen vil pege på områder, hvor man kunne realisere de gældende miljøpolitiske mål på en mere effektiv måde til gavn for produktiviteten.«
Produktivitetskommissionens formand peger på, at øget produktivitet ligefrem kan få os til at prioritere miljøhensynet højere.
»Øget produktivitet er jo noget, der sparer ressourcer i bred forstand. De ressourcer, der så frigøres, kan man anvende til at investere i bedre miljø. Det giver os nogle frihedsgrader, hvis vi kan producere det samme med mindre ressourceindsats,« siger Peter Birch Sørensen.
»Og erfaringen er, at i takt med at vi bliver mere velstående som følge af et højere produktivitetsniveau, så opprioriterer vi også hensynet til miljøet i forhold til mere basale materielle behov.«

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Børge Rahbech Jensen

Der stilles ingen spørgsmål om, hvorvidt øget produktivitet overhovedet er politikeres opgave i et vestligt samfund. Det fremgår helt korrekt, at højere produktivitet ofte forekommer i kraft af nogle teknologiske nyskabelser, men i vestlige lande er det næppe politikere, der indfører ny teknologi i den private sektor. Til gengæld er det ofte politikere, der sænker sine normer for, hvor meget arbejdsløshed og hvilke offentlige udgifter, de accepterer..

I Danmark har mange private virksomheder og boligejere heller ikke opfyldelse af behov som førsteprioritet. For boligejere ses det af effekten af skattefradrag for forbedringer af boliger. For virksomheder ses det af krav om bedre rammevilkår i form af lavere skatter og bedre tilskudsordninger. I begge tilfælde er førsteprioritet åbenbart at få mest muligt ud af statskassen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming Scheel Andersen

Børge Rahbech Jensen

Jeg tror ikke på at nogen, hverken boligejere eller virksomheder opfylder ukendte behov, fordi tilskud eller fradrag kan opnås.
Måske bliver behov opfyldt på grund af den økonomiske mulighed, eller investeringer fremrykket, måske opstår der også nye behov p.g.a. denne.

Og ja teknologiske nyskabelser giver nye muligheder i den private sektor, men de er tiest kommet til verden efter behov og ikke omvendt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dorte Sørensen

Hvor meget vil øget effektivitet koste samfundet i mere stress, sygefravær osv...............

Har Danmark og Vesten ikke snart nået sit MÆTNINGSPUNKT hvor øget effektivitet bliver en negativ ting?

Er der ikke andre værdier end VÆKST og effektivitet, konkurrence der kan give samfundene og befolkningerne bedre levevilkår. Er det ikke disse værdier vi skal til at dyrke i stedet for mere og mere vækst og konkurence?

Brugerbillede for John Vedsegaard

Det er utroligt, ikke en eneste politiker vil anerkende at der er flere arbejdere end samfundet har behov for, oven i købet selv om arbejdsløshedstal findes.

Ved en nedsættelse af arbejdstiden, vil det problem være helt væk.

Produktiviteten skal ned, ikke op!
Vi har simpelthen ikke brug for at tjene alle de penge, men kan bare reducere vores forbrug til et rimeligt niveau. Og ikke kun for de lavt lønnede, men alle.

Skal vi gætte på at 20 timers ugentligt arbejde er rigeligt til at holde samfundet kørende med fuldt velfærd for alle?

Brugerbillede for Børge Rahbech Jensen

Flemming Scheel Andersen,

"Jeg tror ikke på at nogen, hverken boligejere eller virksomheder opfylder ukendte behov, fordi tilskud eller fradrag kan opnås. "

Ukendte er nok så meget skrevet, men de har næppe højest prioritet, når de enten udskydes el. ikke opfyldes, før de kan opfyldes med offentlige tilskud.

"Og ja teknologiske nyskabelser giver nye muligheder i den private sektor, men de er tiest kommet til verden efter behov og ikke omvendt. "

Rækkefølgen varierer, men uanset rækkefølgen blev beslutningen hidtil typisk truffet i den private sektor, hvor politikere ikke har afgørende indflydelse på investeringer. Historisk har teknologiske nyskabelser skabt nye behov, eller de er indført af mennesker og virksomheder, fordi de var spændende, uden der var deciderede behov for det. Der er utallige tilfælde, hvor anvendelsesmuligheder for ny teknologi først blev opdaget, efter teknologien blev opfundet. Det gælder bl.a. alle nyskabelser inden for transport og kommunikation, omend flere teknologiske nyskabelser først blev indført i den offentlige sektor nærmere betegnet militæret.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rasmus Kongshøj

En arbejder kan producere 100 dippedutter på en otte timers arbejdsdag. Hans produktivitet bliver nu fordoblet, således han kan producere dobbelt så meget. Hvad sker der?

- Da arbejderne nu er dobbelt så produktive, kan arbejdstiden sættes ned til det halve, uden reduktion i lønnen. eller
- Der kan nu produceres dobbelt så mange dippedutter på den samme tid. Produktionen fordobles derfor, og folk forbruger flere dippedutter. eller
- Der skal kun bruges det halve antal arbejdere for at producere den samme mængde dippedutter. Halvdelen af arbejderne bliver fyret.

Brugerbillede for Peter Jensen

Produktivitetskommissionen har allerede i sin foreløbige rapportering bl.a. peget på at apotekerområdet skal liberaliseres (supermarkeder og kiosker skal kunne sælge og vejlede om receptpligtig medicin), at der skal åbnes op for hypermarkeder (de sidste rester af nærkøbmænd og andre mindre næringsdrivende skal konkurrenceudsættes yderligere mod kapitalfondene) i Danmark og at folkeskolens resultater ikke er gode nok og at den derfor skal reformeres (en forventet backup til det politiske niveaus notation om reformbehovet).

Birch-Sørensen meddelte allerede i april i år at man både skal og vil finde for 14 mia. besparelser ved produktivitetsforbedringer i både den offentlige og private sektor i Danmark, så der er et bundet mandat. Hør hér i Børsen hvilken pseudo-drøftelse som faciliterer processen; Birch-Sørensen er sikker på at man 'kan finde de 14 mia' - og sikkert mere, som om der er tale om en opdagelsesrejse, et mysterium som skal bearbejdes med (som intervieweren udtaler) en 'forkromet løsning' - men i virkeligheden er der jo tale om at udføre regeringens bestillingsarbejde ved at trække velkendte, neoliberale heste frem af stalden - iført en pæn omgang retorisk lårkort.
http://borsen.dk/nyheder/oekonomi/artikel/1/255478/peter_birch_vi_kan_fi...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Børge Rahbech Jensen

Verden har muligvis brug for mange dippedutter og duppeditter afhængig af, hvad det er for nogle. Det kan jo være bestanddele i andre ting. Fx. har provinsbyen, jeg bor i, fabrikker, der laver hhv. tandhjul og førerhuse. Førerhuse bruges til traktorer og entreprenørmaskiner, mens tandhjul bruges til produktion af mange produkter.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

Bemærkes bør det i øvrigt også at kommissionens afstandstagen til den temmelige problematiske sammenblanding af produktivitet og kvalitet, som med afsæt i EU-kommissionens krav af 2002 om kvantificering af det offentliges indsatser mhp. måling af 'output', danner grundlag for folketingets og regeringens beslutninger og dispositioner, ikke får megen omtale. En helt væsentlig diskussion, nemlig afklaringen af hvad vi stiller op når det konstateres at vi ikke kan måle om en skulderoperation eller en daginstitutionsplads er mest værd for os som samfund, springes igen over. Igenigenigen.

Brugerbillede for Astrid Baumann

@John Vedsegaard:

Hvis produktiviteten falder, vil vi skulle arbejde mere for at kunne opretholde det nuværende forbrug - husk på, at produktivitet er værditilvækst pr. arbejdstime. Hvis produktiviteten stiger, kan vi derimod få flere frie timer og have råd til det samme velfærdssamfund.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

"Vi har simpelthen ikke brug for at tjene alle de penge, men kan bare reducere vores forbrug til et rimeligt niveau."

Ja! Se blot på alle de mange genbrugsbutikker – overforbrugsbutikker? – der nærmest vælter sig i alt det, vi har købt.

Den nye 'trend' indenfor beklædning, hvor man for et mindre beløb kan låne, leje, bytte tøj, må da kunne udvides til også at dække andre områder? Et tilfældigt link fra 'indernedded' advokerer, med mange andre, netop for dette: "Lad tingene gå videre".

http://www.brugmerespildmindre.dk/lad-tingene-ga-videre

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming Scheel Andersen

Børge Rahbech Jensen

Problemer er så bare at mængden af "tandhjul" i det offentlige stiger og stiger, fordi fokus er på effektiviteten/billigheden af tandhjulene og ikke kvaliteten.
Hvis kvaliteten havde større værdi end prisen når opgaven blev vægtet, ville holdbarheden, præcisionen og miljøbelastningen værre større og kravet om mængden af tandhjul kunne reduceres.
Den reducerede mængde af "tandhjul" = resursebelastninger på råvarer og mennesker ville formindskes og prisen herfor kunne reduceres, uden at kvalitetsmålene blev anfægtet.

En rengøringskones/ serviceassistensts effektivitetsforbedring på 2% pro anno, ædes lystig op af hospitalsindlæggelser, sygedage, tidlig død og pensionering og dermed , et reel tab for samfundet menneskeligt og økonomisk,....fordi mantraet er billigt/effektivt.

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Hvordan måler man produktiviteten af værdien af med-menneskelighed, af omsorg, af ideer og inspiration, af tillid, af at forsøge at være et ordentligt menneske og af at være fri for at blive målt og motiveret?

Dette kommissionsarbejde er jo bare endnu en djøffelig hang til at måle og veje og effektivisere,
(når bare det ikke er en selv, der står for at skulle produktivitetsmåles. For så kan påvirkninger af naturressourcer og miljø pludselig blive yderst relevant.)

Hvordan måler man produktiviteten af en produktivitetskommissions arbejde?

Brugerbillede for Børge Rahbech Jensen

tænkte på fysiske tandjul http://www.tandhjul.dk/ .
Der står bl.a. "Vores primære kundegruppe findes blandt tog- og skibsindustrien, maskinbyggere, vindmølleproducenter, Marineindustri og Offshorendustrien - overalt hvor hjulene løber rundt, er vi med. "

Øget produktivitet kan medføre lavere priser el. kortere leveringstid, som kan gøre det mere attraktivt for andre at lave produkter, hvor fx. tandhjul skal bruges.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus Jensen

Hvis man forholder sig tekstnært til artiklen, er der et par vigtige detaljer, der kan bidrage til at styre diskussionen.

Den første er, at effektiviteten skal bruges til at konkurrere med udlandet. Jeg er ikke sikker på, hvor indførelse af en "mere hensigtsmæssig regulering, der skaber mere konkurrence mellem virksomhederne", passer ind, da ideen jo ikke var, at danske virksomheder skulle udkonkurrere hinanden, men mon ikke det er kode for mindre regulering?

Hvis effektiviteten bliver brugt til at konkurrere med udlandet, kan den ikke også bruges til forbedre arbejdernes levestandard. Birch mener, at lønnen på sigt vil blive højere, men det forudsætter vel, at udlandet ikke stikker i kapløb med os, således at vi vedblivende skal effektivisere for at holde trit. Hvis det teknologiske niveau og organisationen er den samme, kan ydeligere effektivitet/konkurrencedygtighed som bekendt kun opnås ved at trykke lønningerne.

Man spørger, hvordan regeringen kan hjælpe med til at effektivisere. Det kan den i et statskapitalistisk samfund ved at investere i forskning og udvikling, dvs. bruge offentlige midler til disse formål og forære de færdige løsninger og dermed profitten til private firmaer. Det er vel det, Birch mener med "Ofte kræver højere produktivitet, at der bliver foretaget nogle investeringer..."

Hvad Birch omhyggeligt går udenom med al sin henvisning til historien, er at med globaliseringen er vi i en ny fase af kapitalismen, og det er ikke sikkert, man blot kan sammenligne med den idylliske fortid. Faktum er, at i USA, som er foregangslandet, er reallønnen ikke steget de sidste 30-40 år, sammenfaldende med den teknologiske udvikling, der bærer globaliseringen og de eksploderende korporate profitter, men det er både arbejdstiden og den private gæld derimod.

Man leder forgæves i overvismandens ord, om noget, der kan berolige os med, at den udvikling ikke fortsætter i Danmark.

Brugerbillede for Karsten Aaen

Et lille eksempel på det som Peter Birch-Sørensen taler om: http://www.b.dk/nationalt/saadan-blev-udskaeldt-sygehus-til-danmarks-hos...

Metoden her til den japansk-inspirerede LEAN-filosofi:

"Konkret er Lean f.eks. på Gentofte Hospital blevet brugt til at få over 90 pct. af blodprøvesvarerne klar inden for én time. Prøverne tages og analyseres nu umiddelbart efter indlæggelse, så de er klar til stuegang den første dag. Desuden står analysemaskinerne nu i ét lokale, og rengøringen af dem foregår ikke længere om morgenen, hvor der er allermest travlt."

For mig at se lyder dette som noget man selv kunne have fundet på - også uden at pakke det ind i en eller smart japansk eller amerikansk ledelsesfilosofi, for så kommer vi ud i noget som dette her:

"Et mål er f.eks., at patienter på akutafdelingen skal være diagnosticeret inden for fire timer. På en medicinsk afdeling, som var hyppigt ramt af overbelægning, skulle patienterne udskrives tidligere på dagen. Det krævede hurtigere svar på blodprøver, og derfor kom laboranterne til at møde tidligere for at kunne leve op til de mål for svartider, som blev opstillet for deres afdeling og af hensyn til de andre led i kæden – samt ikke mindst patienterne. »Tidligere har sygehuse snarere været styret ud fra medarbejdernes behov end for patienternes. Nu styrer vi ud fra, hvad der er efterspørgsel efter. Vi ser på patienten som en kunde,« siger sygehusdirektør Vinni Breuning, der har en fortid som direktør på privathospitalet Hamlet og bl.a. trækker på Lean-erfaringer fra Novo."

Bortset fra at patienten aldeles ikke er at betragte som en kunde, der skal have en vare leveret, men myndig borger, som skal have god, rigtig og korrekt information om sin sygdom, så han eller hun selv kan være med til at påvirke sin mulighed for at blive rask. Og ja, det er da sikkert dejligt for patienterne at komme hurtigere hjem.......men som vi så i en anden artikel (den af den tidligere læge) så er der en meget stor risiko for at patienterne ikke får de rigtige informationer.......eller kun får halvdelen af de rigtige informationer om sygdomme de måtte have....og sikkert misforstår den anden halvdel....

Handler dette system kun fra en logisk rationalitet, dvs. ud fra teorien om at mennesker er som de Toyota-biler i Japan som startede det hele: mennesket er en maskine, hvis reservedele kan og skal skiftes ud så hurtigt så muligt. Og de skal repareres, ikke helbredes, men repareres så hurtigt som muligt. Og helst igennem systemet så hurtigt som muligt: Her ser man så et resultat af denne tankegang:

"På radiologisk afdeling blev der forleden sat en gul seddel op med et forslag om, at man skulle bede patienterne om at tage overtøjet af, før de kom ind til undersøgelsen. På den måde ville man kunne spare noget tid og måske nå at få undersøgt én patient ekstra om dagen." (fra samme artikel som ovenfor: http://www.b.dk/nationalt/saadan-blev-udskaeldt-sygehus-til-danmarks-hos... )

Og hvad med patientens spørgsmål? til undersøgelsen? Hvad med det der i gamle dage hed omsorg og pleje......at tage hånd om folks behov for at tale alvorligt og seriøst med en person om dette her, om deres sygdom.......

En anden måde at tænke på er denne her, men den nævner Peter BS slet slet ikke: Øget brug af robotter sikrer effektiviteten i det private såvel som i det offentlige. I det private har man allerede nu fået flere og flere robotter til at udføre opgaver som menneskers ellers udførte, derved sikrer og øger firmaerne jo produktiviteten. Desværre fører dette jo så til at der ikke skal bruges flere mennesker her, fordi maskinerne tager over. Og i det offentlige har vi set velfærdsteknologiens spæde start, spastisk lammede personer kan nu selv bestemme, hvornår de vil have gardinerne trukket for eller fra, bare ved at sige en kommando med deres stemme. Folk som sidder i kørestol og ældre mennesker kan nu selv klare at gå på toilettet med selvskyllende toiletter (I ved, der japanske toiletter, som renser med vand og tørrer med luft). Og ældre mennesker kan nu selv bestemme, hvornår de vil have støvsuget - såfremt de køber en god robotstøvsuger. Alt dette fører jo også til øget produktivitet.

Men reelt set:
Hvad skal vi bruge den øgede produktivitet til? Der er jo en grænse for, hvor mange computere, hvor mange (store) fladskærms tv, biler, tøj og dyre smykker vi kan bruge eller købe. Hvis vi øger vores produktivitet kan 1000 mennesker lave 200 nye ting på 8 timer i stedet for at 2000 mennesker laver 100 ting i 16 timer, men hvem i alverden skal købe de 200 nye ting vi laver. Pga. den neo-liberale økonomiske tankegang, ja så er der jo stort set ingen som har råd, penge til, at købe de her 200 (eller 500) nye ting, fabrikkerne laver.

Brugerbillede for Flemming Scheel Andersen

Danskerne skal se realiteterne i øjnene.
Og det skal de fordi de ellers ikke kan træffe de rigtige valg for dem selv i den fremtid der kommer.
Vækst, som vi kender det, der giver mulighed for at de rigeste bevarer deres rigdomme og magtpositioner, samtidig plads til forbedringer for de fattige og bevarelse af en stor stabil middelklasse, er slut. Definitivt slut. Ende. Fini. Passé.

Vi skal derfor, hellere nu hvor der er midler til de nødvendige omstillinger, tage stilling til hvorledes vi indretter et samfund, uden vækst, socialt retfærdigt, sådan det er holdbart, stabilt og sikkert at leve i, men samtidigt i stand til at klare sig i en større sammenhæng i en globaliseret verden.

Nogle vil tale for en ”kvalitativ vækst”, hvor væksten skal ske i værdien af det producerede og ikke i mængden. Dette vil så betyder en mindskelse i køberskaren, hvor goderne bliver forbeholdt de virkeligt rige, produceret af de fattige få uden købekraft.

Samtidig vil en vækst, som vi kender den være umulig i denne del af verden af flere grunde.

For det første er verdens resurser i minerne, stort set, udtømte ved slutningen af dette århundrede.
Ikke energi, som vi forholdsvis nemt kan producere selv, med en smule vilje og intelligens, hvis vi ville, men alle de andre ”gooddies” vi bruger til at producere vore høj og lavteknologiske produkter.
Prisstigninger på råvarer vil formodentlig ”kvæle” alle forsøg på vækst lige så hurtigt som tilløb til vækst registreres, hvis den seneste udvikling er rettesnor.
Indstil for 10 år siden var råvarerpriser jævnt faldende, siden for 10 år siden er priserne steget mere end faldet i alle årene op til dette skæringspunkt.
Det må således antages at være et falsum at tale om vækst på normale præmisser, med baggrund i billige råvarer der kan forarbejdes til noget dyrere, da det i fremtiden er råvarernes oprindelseslande der vil score kassen og der har denne region ikke meget af byde ind med.

For det andet er forholdet i mellem arbejdskraftens uddannelsesniveau og lønomkostningerne bedre i øjeblikket i andre regioner i verden, end denne region og Danmark. Dette forhold i den globale konkurrence er der af mange grunde historiske, kulturelle, afgifts og skattepolitiske, men de er der.
Er forhold som at man har tilladt en uhæmmet fri kapitaloverførsel, fra et lille land, uden egne råstoffer, med ret høje lønninger, stort set til hvor i verden denne kapital måtte udse sig bedre og mere rentable investeringsmuligheder, med tab af arbejdspladser og fremtidige indtjeningsmuligheder til følge. Følgen af flytningen af kapital er selvfølgelig også højere personskatter og lønninger.
Men med Kinesernes 1000 000 nye ingeniører, hvert år, med indernes næsten samme antal, med deres horder af EDBteknikkere ser intet ud til at man kan forvente andet end forholdet i mellem arbejdskraftens uddannelsesniveau og lønomkostningerne forværres her i landet i forhold til der hvor væksten vil være p.g.a. de lavere lønninger til en vis grad reducerer de stigninger i råvarerpriserne, der vil komme.

Det er så dette forhold imellem arbejdskraftens uddannelsesniveau regeringen prøver at rette op på med sige ulighedsskabende ”reformer”.
Enhver kan sige sig selv at hvis ingen af de nuværende kriterier i samfundets opbygning og statur må ændres, hvis ikke vore værdinormer og arbejdsmarkedrelationer, samfundssind og generøsitet, ansvarsplacering og ansvarsvillighed tages op til overvejelse, så vil disse ulighedsskabende ”reformer” være de første i en række af langt værre ”reformer”, før vi engang når bunden og er mere konkurrencedygtige end laveste fællesnævner.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Vedsegaard

->Andreas Baumann

Jeg skrev:
Vi har simpelthen ikke brug for at tjene alle de penge, men kan bare reducere vores forbrug til et rimeligt niveau. Og ikke kun for de lavt lønnede, men alle...
Vi skal altså ikke opretholde nuværende forbrug, men sætte det ned...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Jeg tror, Karsten Aaen, at du laver en "London drukner i hestepærer". Produktiviteten forøges, men det gør den jo overalt, det er ikke kun i det danske samfund, at maskinerne vil overtage, så på sin vis er problemet - ikke med at kunne få råd til at købe, men at der er alt for meget, man får kastet i nakken - endnu større; men livet rummer andet end arbejde og forbrug, det er også indbyrdes oplevelser og aktiviteter, uddannelse, demokratisk deltagelse og mange andre ting. De gamle grækere havde ikke noget problem med det, og de havde endda færre valgmuligheder.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Olav Bo Hessellund

”Han (Peter Birch Sørensen) mener, at politikerne bør gøre, hvad de kan for at gøre danskerne mere effektive.”

Hvad med at gøre danskerne mere demokratisk sindede?

Danskernes fornemmelse for demokrati synes at lade en del tilbage at ønske, når et flertal i folketinget kan slippe af sted med at vedtage:
- et makværk som den nye offentlighedslov, der gør grundlaget for politiske beslutninger mere uigennemsigtigt for vælgerne,
- en kommunalreform, der reducerer antallet af lokalpolitikere, men øger antallet af kontorchefer,
- love, der nedsætter retssikkerheden for syge og handicappede gennem reducering af ankemulighederne,
- en Lissabon-traktat, der med sine gummiparagraffer reelt har sat den danske grundlov ud af kraft,
- en Finanspagt, der udelukker, at Danmark fremover kan føre en selvstændig økonomisk politik,
- undlader at leve op til afgivne valgløfter om at stille den forrige regering til regnskab for dens løgne om Danmarks inddragelse krigene i Irak og Afghanistan, der har kostet menneskeliv, endnu flere ødelagte menneskeliv og milliarder af kroner, der kunne have været anvendt til bedre formål…. fortsæt selv listen.

Sagen er jo, at effektivitet ikke er et gode i sig selv – og slet ikke, når man undlader at se det i forhold til de formål, effektiviteten skal tjene. Og det er her, at kæden ofte hopper af for mainstream-økonomer i forhold til det, de vistnok selv opfatter som deres ”værdifrie” tilgang til deres fag.

Peter Birch Sørensen undlader bekvemt at komme ind på de særlige ”produktivitetsforbedringer”, der sker via de offentlige budgetter i disse år. Det sker i form af nedskæringer på forskellige sociale ydelser, som EU i den senere tid har anbefalet Danmark at foretage nogle stykker af. Her er et eksempel på hvad, Ministerrådet med en eufemisme kalder ”en reform af førtidspensionsordningen og ordninger for beskæftigelse med offentlig tilskud” (fleksjobs), se s. 9 i dette EU-dokument http://register.consilium.europa.eu/pdf/en/12/st11/st11002-re01.en12.pdf .

Danmark er jo ikke noget fattigt land, men der er sket og sker fortsat i disse år en forskydning i forholdet mellem den offentlige og den private sektor, hvor det er samfundets svage grupper, der får lov at betale prisen for nedskæringerne, understøttet af en regering, der er mere loyal overfor EU's direktiver og anbefalinger end overfor sin egen befolkning, godt hjulpet af ”værdineutrale” økonomer.

Det er også værd at notere sig, at produktivitetskommissionen undlader at inddrage effekten af ”produktivitetsforbedringer” på miljø, klima, sundhed, uddannelsernes kvalitet og andre faktorer, som virker ind på befolkningens almindelige levevilkår. Disse såkaldte externaliteter må formodes at spille en større rolle end de faktorer, der har betydning for konkurrenceevnen i snæver forstand. Så hvad er det egentlig, at Produktivitetskommissioen tror, den måler, når det kommer til stykket?

Brugerbillede for Flemming Scheel Andersen

Uanset hvilken vinkel man nu betragter det fra, så er vækst enten ikke mulig eller ikke nødvendigvis åbenbar ønskelig, fordi den fremrykker de uafvendelige krav om at lave en anden fordelingspolitik, ændre samfundets struturer.
Dermed stilles der krav til vore værdisæt og normer.
Nogle vil med vold og magt fastholde den kendte tingenes tilstand i så lang tid som mulig, med fare for at ændringerne nødvendigvis kommer til at ske med frygtelige konsekvenser for os alle.
Nogle forsøger at få andre til at indse disse uomgængelige forandringer bedst sker, før krybben er tom, under fredelige forhold og med alle som deltagere i opbygningen.
Med forandringer i vor levevis vil ske, da verden nu engang er ikke er statisk og det er muligt at se enden på den kendte metodes nyttige afkast.
Så vi skal begynde at tage stilling til om det er økonomer der skal forme fremtiden med yderligere krav om effektivitet/billighed eller mere anvendelige mål skal tages i anvendelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for odd bjertnes

Nej til overskriften. Det er kun tilfældet hvis merværdien ikke malkes eller beslaglægges. Dvs. ikke i et kapitalistisk liberalt samfund.

Men ellers er banaliteten, i, at de der skyder en rigtig stor bjørn kan drive den af i højere grad i et tidsrum derefter, helt ubetalelig.
Hvad der dog ikke kan fremstå som 'ny forskning' hvis det lige får en gang botox ? Måske en dag man ligefrem vil bruge den. Til andet end endnu et forsøg på at bilde folk ind at rationaliseringseksperten er deres ven. Some velvet morning.....

Brugerbillede for Flemming Scheel Andersen

Nils bøjden

Øget produktivitet sikrer så meget andet også, øget indtjening til virksomhedsejerne fri til overflytning og investering i andre lande, øget forbrug af stadigt knappere resurser uden vægtning og overvejelse, øget nedslidning af menneskelige resurser uden sammenkædning af omkostninger og gevinst, større og større miljøbelastning af vore omgivelser og sikkert en masse andre ting.
Intet vi foretager os i denne verden er uden konsekvenser af både negativ og positiv karaktér, men når man taler om vækst og produktivitetsforbedringer så nævnes aldrig de negative, på trods af at vi alle ved 100% sikkert at det ikke er materielt gods der sikrer os en mulighed for lykke når vore bassale behov er dækket.
Hvorfor nævnes de negative sider af vækst ikke??
Der er nærmest en religiøs dyrkelse af begrebet vækst??

Brugerbillede for Dorte Sørensen

Niels bøjden arbejdspladser til hvem?
De danske arbejdsgiverforeninger mener ikke at arbejdsgiverne er forpligtede til at ansætte eller søge dansk arbejdskraft. Arbejdsgiverne er kun forpligtet af størst mulig profit - dvs ansætte østarbejder ol. der er villige til at gå til lønninger under de danske standarter og uden pension og ferieordninger mv. Derudover villige til ikke at overholde arbejdstidsreglerne og arbejde uden overtidsbetaling osv..........

Ligeledes velfærdsstat til hvem - når de svagestegrupper i vort samfund skal betale for skattelettelser mv. til dem på arbejdsmarkedet og samtidig kaldt dovne osv fordi ingen arbejdsgiver ønsker deres arbejdskraft eller fordi de ikke kan eller har evnerne til at udfører et "almindeligt" arbejde.

Brugerbillede for Flemming Scheel Andersen

Jeg sidder og funderer lidt over paradokset i overskriften:

"Kommission: Højere produktivitet giver os mere fritid"

Hvorfor er det fritid vi får ud af mere effektivitet??
Hvorfor er det ikke større bryster?? Mere TV, et tilbagevenden af DRs P1, Mere kinesermad??
Hvorfor giver højere produktivitet lige netop mere fritid ??

Er det fordi kommissionen faktisk godt ved at mange på arbejdsmarkedet føler sig presset nok i forvejen af stress, produktivitetsforbedringer, omstillingsparathed, jobusikkerhed, og utryghed ved fritstillelse og sygdom, at krav om yderligere effektivitet forekommer aldeles absurd af flertallet af målgruppen.....almindelige dødelige.

Og at budskabet, af mangel på andre tilsukrede goder, er nødt til at tilbyde det man forventer folk allerhelst vil opnå at gøre, i det mishandlede arbejdsmarked man allerede tilbyder lønmodtagerne.
Man forventer at den bedste præmie er at holde fri fra racet, og derfor skal man løbe hurtigere og producere mere??

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Velfærdsstaten? Nej, den eksisterer sådan set, fordi vi hver især yder specifikke indsatser i nøjagtigt de jobfunktioner, velfærdsstaten tilbyder, samt at nogle andre gør noget andet, som de i velfærdsstaten beskæftigede må aflastes for.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Øget produktivitet kan kun finde sted i form af et mere automatiseret produktionsapparat, og det vil samtidig løse dilemmaet med, at nogle er nødt til at tage den slags arbejde, fordi de ikke kan få andet, mens andre kan få arbejde, de brænder for og som derfor nærmest bærer lønnen i sig selv, selvom den så også i realiteternes verden er ganske udmærket, altså en dobbelt uretfærdighed.
Nu består uretfærdigheden så i noget andet: at de, der har mest brug for noget at beskæftige sig med, er dem, der er dårligst til at beskæftige sig selv. Det giver en helt anden situation, som åbenbart allerede som forestilling virker mareridtsagtig på rigtig mange mennesker. Jeg forstår det ikke: er der ikke masser af bøger, masser af aktiviteter, masser af andre mennesker og masser af kontaktflader, man kan benytte sig af? Det er mange år siden, at jeg indså, at den største undskyldning for at undgå samfundsmæssig aktivitet var lønarbejde - så kunne man ligesom undgå alt muligt andet ansvar i staten uden at blive krævet til regnskab; men det holder ikke fremover, hvis vi skal undgå at blive taget bagi af vore politikere og embedsmænd, og personligt kan jeg forestille mig rigtigt mange, jeg hellere vil tages bagi af.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Astrid Baumann

@Vedsegaard:

Det står dig jo sådan set frit for at arbejde mindre. Jeg vil bare gerne have, at du undlader at blande dig i hvordan mit arbejdsliv er tilrettelagt.

Når det så er sagt, så er der to ting der er værd at bide mærke i.

i) Produktivitetsvækst kan sagtens opleves som en forbedring af arbejdslivet fra medarbejderside. Et eksempel: hvis man læser erindringsmateriale fra svenske indvandrere til Danmark ca 1900, er noget af det de kvindelige indvandrere, der arbejdede som tjenestepiger, ofte nævner at man i Danmark i modsætning til Sverige vaskede gulv med gulvskrubber (i modsætning til at skrubbe med klude på knæene). Dét har været mere effektivt, men det har så sandelig også været mere behageligt for tjenestepigerne!
ii) Traditionelt har danskerne valgt at bruge produktivitetsgevinsten til at holde mere fri. Der er ingen grund til, at det ikke skulle fortsætte som langsigtet trend.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming Scheel Andersen

Andreas Baumann

i) Produktivitetsvækst kan sagtens, til tider, opleves som en forbedring af arbejdslivet fra medarbejderside.

ii) Traditionelt har danskerne valgt at bruge produktivitetsgevinsten til at holde mere fri. Der er ingen grund til, at det ikke skulle fortsætte som langsigtet trend. Bortset fra den massive kampagne og opgør der fra arbejdsgiverside og borgerlig politisk side, der har forsøg med massiv kraft at ændre dette til længere arbejdstid , til gengæld for ringere betaling.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Erik Hayek

Problemet med frygten for stigende produktivitet - altså at øget produktivitet medfører nedgang i levestandard for de dårligere uddannede - er at målet for hvad der er materiel velstand hele tiden skubbes.

Vores bedsteforældre have ET sort hvid skrummel af et TV. De rejste på ferie i Danmark i deres ene bil og det tog tid at lave mad da mikroovnen ikke var opfundet.

I dag har stort set alle danskere et fladskærmsfjernsyn med masser af kanaler, internet adgang, mikroovn, vaskemaskine osv.

Disse 'goder' er tilgængelige selv på en lavere løn eller kontantjælp/dagpenge.

Problemet er når der ikke sættes en absolut grænse for hvad et godt materielt liv er?

Bedsteforældrene fra 50erne ville givetvis være mere end tilfredse med den levestandard som en kontanthjælpsmodtager kan have i dag.

Noget andet er at vi ikke kan spå om fremtiden. 'Change is the only constant' som bekendt. Da bilismen kom frem blev rigtig mange mennesker arbejdsløse - nemlig dem der arbejdede med heste: kuske, opdrættere, smede, vognmagere, landmænd, lædermagere osv. Men de fandt jo arbejde igen. Og på grund af produktivitets fremskridtet og det teknologisk fremskridt så steg deres levestandard faktisk på kort tid.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming Scheel Andersen

Erik Hamre

Problemet med tilbedelsen af effektivitet og billighed er, at det kun er termer de rigeste anvender over for de fattigste.

Ingen i Produktivitetskommissionen ville drømme om at mene at denne kommission skulle arbejde mere effektiv og billigere. De vil formentlig mene at den skal have tid til at gøre sit arbejde ordentligt og korrekt, så resultatet er mest muligt anvendeligt (til det nu, på forhånd, vedtagne resultat).

Alle jurister og økonomer i ministerierne vil nikke genkendende til disse selvfølgelige kvalitetskriterier eller andre lignende, de altid selv kan opfinde.

En højt betalt kunstner, politiker, journalist eller læge ville aldrig synes at et større lærred, flere love, større billigere aviser eller billigere konsultationer ville være rimelige mål for kvalitet i deres arbejde og en uretfærdig målemetode.
Deres arbejde synes de alle, er alt for vigtigt at opgøre efter effektivitet og billighed, foruden altså det er spændende.

En fodboldspiller på højeste niveau måles efter hans samspil, evner som målscorer eller forsvarer, men ikke om han kan spille de 90 minutter på kun 80.

Almindelige menneskers ramme flytter sig derimod hele tiden opad med hensyn til de krav de stilles overfor i mængde og tid, villighed og kvalitet, rokadevillighed og tilpasning, helbred og alder.
Samtidig flyttes rammer ned af for tryghed og belønning, samfund og tilbud, familierammer og frihed.

Kontanthjælpsmodtagerne i dag ville givetvis være mere end tilfredse med den levestandard som vore bedsteforældre havde i 50erne.

Understøttelse på ubestemt tid.
Solidaritet i samfundet.
En læge der havde tid.
Et sygehus i de små byer.
En skadestue der tog imod tilskadekomne uden forudgående telefonbesked.
Et sort/hvis fjernsyn der kunne slukkes.

Hvem har dog bildt nogen ind at lykken er at kunne slukke for mange flere uvedkommende TVkanaler og så leve i frygt

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Astrid Baumann

@Scheel Andersen: en familie på kontanthjælp har i dag bedre forbrugsmuligheder end en almindelig arbejderfamilie i 1950erne. De har bare andre forventninger til, hvad de skal kunne forbruge - hvilket betyder at de føler sig fattigere.
Folk har glemt de kødfrie dage, de lange arbejdsdage og de små lejekaserner.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming Scheel Andersen

Andreas Baumann

Jeg var barn i 50erne.
Ja rigdommen var ikke en hindring for at reparere ting eller hjælpe hinanden.
Men forventningerne til at kunne forbruge det samme som naboen, dengang som nu var de samme.
Nej en fladskærm med mange kanaler kunne ikke købes, for den var ikke opfundet. Men det var det sort/hvide fjernsyn, som i datidens kroner var langt, langt dyrere.og det blev købt.
De første TV kom naboerne og kiggede beundrende på.
Bilerne manglede syncromessen i 1.gear og kastede mange gange det en bil koster i dag, men blev solgt.

En kontanthjælpsmodtager i dag kan hverken købe sig det ene eller andet og slet ikke hvis vedkommende er under 30, så kan de ikke engang betale huslejen eller anerkendes som ligeværdige og fuldmyndige borgere, men smides ud af deres hjem.
Kontanthjælpsmodtagere er fattige i dag og det er grunden til deres følelse af at være fattige, ikke hvad andre kunne forbruge i 50erne.

PS: så er lejekassernerne solgt til de studerendes forældre til skyhøje priser, så de kan fortsætte akademikertraditionerne ind imellem festerne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dennis Berg

»Man kan bare se på, hvad der er sket historisk. Den enorme stigning i produktiviteten, vi har haft, når man kigger over en længere periode, den har ikke ført til, at vi i dag har en rekordhøj arbejdsløshed.«

Nej, og paradoksalt nok har den heller ikke resulteret i en nævneværdigt lavere arbejdstid. Selvom det er påkrævet for at løse de enorme problemer som tårner sig op foran os.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Astrid Baumann

@Dennis Berg:

Det er jo løgn. Både den formelle og den reelle arbejdstid for personer i arbejde er faldet gennem det 20ende århundrede. Noget andet er så, at arbejdstiden for familier formentligt er steget siden 1950erne pga kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet. Det mest interessante ved arbejdstidsfordelingen er dog, at den i dag er invers i forhold til den form den har haft gennem historien. Hvor det traditionelt har været de fattigste på arbejdsmarkedet, der arbejdede mest - bønder, arbejdere og lignende - mens højere kvalificerede lønmodtagere (og rentenydere) ikke arbejdede specielt meget, er det i dag omvendt, så de lavest lønnede typisk også har de laveste arbejdstider. Derudover er der naturligvis sket en markant øgning af feriemængden.

@Scheel Andersen: Fair nok. Men så taler du ikke om levestandard, men om noget andet, nemlig en forventning om hvad andel af samfundets goder man har krav på.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming Scheel Andersen

Andreas Baumann

Levestandard er som så meget andet irrelevant at måle på, hvis ikke tid medtages som faktor. Tid er i øvrigt vor vigtigste værdimål.
Jævnfør det irrationelle i at sammenligne en fladskærm med et 50er TV og kalde det et fremskridt i levestandart.
50erfamilien savnede det ikke fordi det ikke var muligt og i 2013 er det langt billigere end sammenligningsgrundlaget fra 50erne, men uden nogen garanti for mere og bedre udsendelser for familien.

Hele italesættelsen af levestandart som noget rent materielt, uden at man tør berøre livskvalitet, bevirker at det bliver til et partsindlæg for effektivitet, men med lige så lidt indhold.

Det gamle 50erTV kunne faktisk vise sig, med de rette udsendelser for familien, at være af større værdi end fladskærmen, hvorfor 60 års udvikling i effektivitet ikke var antydning af fremskridt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Hvor lang transporttid var der til arbejde i 1950erne?
Hvor mange mobilopkald, hvor mange mails skulle de besvare?
Hvor langt væk lå børneinstitutionerne, hvis der var nogen, og hvad var afstanden til deres indkøbssteder?
Det er jo fuldkommen lige så absurd som at sammenligne danske forhold med etiopiske fattiges.
Nyttesløst og absurd.
Svarende til: Hvad gør mest ondt - tandpine eller en bullen finger?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming Scheel Andersen

Faktisk er det ikke absurd at sammenligne livskvalitet OG levestandart i forskellige tidsaldre, egne eller lande.
Men ligesom ingen ville sammenligne danske forhold med etiopiske uden at tage forbehold for bl.a. afstand, kultur, samfund, tradition, natur og mulighed m.m., lige sådan er det irrationelt ikke at medtage tid.

Det er formodentligt er fremskridt i de fleste familiers livskvalitet og levestandart at vaskebræt og gruekedel er afløst af en tidssparrer som vaskemaskinen, hvis ikke traditioner eller kultur prægede vaskeriet, men hvor vidt man kan tale og en forøgelse af levestandart og livskvalitet fordi en vaskemaskine centrifugerer med 1600 i stedet for 1400 omdr. i minuttet er da tvivlsomt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Pia Nicolaisen

De menneskelige hensyn er underordnet de økonomiske hvilket også en stor del af fagbevægelsen bakker op om. Den formår i hvert fald ikke at stå sammen og give beskyttelse mod det kommende vanvid af målstyring og produktivitetsstigninger.
Det viser sig at truslen mod fagforeningerne ikke kun kommer fra de gule men i høj grad indefra bevægelsen selv.

http://kritiskdebat.dk/news.php?readmore=110

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Erik Hayek

Flemming Scheel Andersen:

"...Hele italesættelsen af levestandart som noget rent materielt, uden at man tør berøre livskvalitet, bevirker at det bliver til et partsindlæg for effektivitet, men med lige så lidt indhold..."

Det er ellers oftest fra den ene fløj i folketinget at man insisterer på at kalde folk for fattige fordi de ikke har råd til syden ferie eller det samme mærketøj som de andre.

Det er da lidt ironisk at det nu skal lyde at det at være materielt fattig ikke er så slemt, når man har tordnet mod netop dette.

Nu er livskvalitet blevet noget andet, noget åndeligt, en følelse af frihed. Det lyder næsten liberalt.

anbefalede denne kommentar

Sider