Læsetid: 2 min.

En million udvandret til andre EU-lande i jagten på arbejde

EU besluttede at bruge 45 mia. kr. på at aktivere især EU’s syv millioner unge ledige. OECD-tal viser en stor stigning i antallet af øst- og sydeuropæere, der forlader hjemlandet for at finde arbejde. I ny serie rejser vi ud for at møde dem
Lettiske Uvis Paul er et af de utallige børn, der bor hos sine bedsteforældre, fordi hans forældre er rejst til et andet EU-land for at arbejde.

Lettiske Uvis Paul er et af de utallige børn, der bor hos sine bedsteforældre, fordi hans forældre er rejst til et andet EU-land for at arbejde.

Tine Sletting

29. juni 2013

Lettiske Andis Berzins kører mælk for et mejeri, men ikke for det lokale mejeri i Koceni i Letland. Siden 2004, da Letland blev EU-medlem, har han nemlig boet i Coventry i England, fremfor i sit forfaldne, men idylliske hus dybt inde i Teterisu-skoven.

»Letland blev medlem af EU den 1. maj 2004, og jeg rejste allerede den 9. maj,« siger den 50-årige far til to, der er hjemme på besøg hvert halve år. »Ingen arbejdsgiver vil have mig her,« tilføjer han.

Erkendelsen af, at der ikke er job i hjemlandet, har medført en stigning i den interne migration i EU på 15 procent fra 2010 til 2011, viser en ny rapport fra OECD. I alt forlod knap en million ud af Europas 26 millioner ledige i 2011 hjemlandet til fordel for et andet EU-land.

Det er første gang siden masseudvandringen fra Øst til Vest, som Andis Berzins var del af, at den interne migration i Unionen er steget, efter et fald i finanskrisens første år, hvor midlertidige job i lande som Spanien, Italien, Storbritannien og Irland forsvandt.

»Vores midlertidige tal for 2012 viser, at det er en tendens, der fortsætter,« siger medforfatter til OECD-rapporten Thomas Liebig til Information. Årsagen til stigningen er især de »større forskelle inden for eurozonen« mellem lande i krise og lande, der klarer sig godt, tilføjer han. Ifølge rapporten er antallet af udvandrere fra de hårdest ramte lande – især Grækenland og Spanien – steget med 45 procent fra 2009 til 2011. Især Tyskland har mærket folkevandringen fra Syd til Nord, hvor antallet af græske indvandrere steg med hele 73 procent fra 2011 til 2012, mens det tilsvarende tal for spaniere og portugisere var tæt på 50 procent.

»Vi oplever en periode, hvor det europæiske arbejdsmarked fungerer på en mere paneuropæisk måde, og hvor vi igen har mere intern mobilitet. Selv om hovedparten stadigvæk er udvidelsesrelateret, så er den mere blandet, fordi vi nu ser større syd-nord-migration,« tilføjer Liebig, der i det store hele mener, at øget jobmobilitet er »positivt«.

I de baltiske og øst- og centraleuropæiske lande ser de imidlertid en række negative konsekvenser knap 10 år efter, at masseudvandringen begyndte. Mange af dem, der udvandrede – heriblandt Andis Berzins – efterlod nemlig deres børn hos bedsteforældrene. I dag anslås der at være omkring en halv million såkaldte euro orphans i EU.

»Omkring 10 procent af børnene bliver triste, depressive, og trækker sig ind i sig selv. Børn oplever det som noget virkelig voldsomt, at forældrene rejser. Hvis kun én rejser ud, ender det ofte i skilsmisse,« siger den polske børneombudsmand Marek Michalak.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Flemming Scheel Andersen

Billig er mantraet i EU.
I dette tilfælde er alle konsekvenser af omvæltningerne ligegyldige.
Det gælder billig arbejdskraft

Morten Lind, Henrik Jensen, S E, Niels Mosbak, Peter Jensen, Lise Lotte Rahbek, Claus Jørgensen, Torben Nielsen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Per Torbensen

yes arbejdskraftens "frie bevægelighed" til rådighed for Europas arbejdsgivere når det passer dem,det er det som er hele pointen ved EU-systemet nedskrevet i Rom traktaten og praktiseret og virkelig gjort 1989,intet er overladt til tilfældighederne det kører efter planen.

Morten Lind, Moh Abu Khassin , Peter Jensen, Nina Nielsen, Torben Nielsen, Jette Abildgaard og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Jette Abildgaard

Per Torbensen,

Ja, den er ''fin'' denne "frie bevægelighed" !!!

Koster ''kun'' ca. en halv million Europaerer livet hvert eneste aar, men ...who cares...er er gode penge i det.....ikke sandt Danmark!???

Morten Lind, Per Torbensen, Torben Nielsen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Michael Borregaard

Krematisme er den proces, hvorved man gør brug af penge til at erhverve sig penge. I Aristoteles ”Politiske anskuelser” skelner han mellem to typer af anskaffelse: oikonomía og khrematistiké, altså økonomi og krematisme. En populær forståelse af dette er at se ’oikonomia’ som den “normale” måde at tjene penge på, for eksempel ved at producere og udveksle varer. ’Khrematistiké’, derimod, er den “unormale” måde at tjene penge på, såsom spekulation og udlån af penge.

Aristoteles talte noget nedsættende om krematisme og ville derfor have været yderst misfornøjet ved det moderne samfund. Han mente, at grådighed var ved roden af krematismen, og at problemerne var dets “ubegrænsede” måde at erhverve sig penge på. For det er vores forhold til penge, der får os til at dømme penge som enten gode eller dårlige. Hvorom alting er. De cirkulerende penge i et samfund kan sammenlignes med tipvogne, hvor et vist antal af arbejdere ustandseligt fylder de forbipasserende tipvogne, der tømmes, før de atter vender tilbage. At trække tipvognene er en funktion, men at fylde dem er en anden.

I forlængelse af ovenstående kan man fokusere på Jonathan Swift der sagde at, ”En vis mand bør have penge i sit hoved, men ikke i sit hjerte”. Kun en tåbe giver ikke penge sin opmærksomhed, og dog bliver kun en tåbe forelsket i dem. Forstå forholdet mellem penge og lykke - det findes ikke. Lykkelige folk har nok til alt, hvad de ønsker. Ulykkelige folk vil aldrig have nok til det, de begærer”.

Det er denne fundamentale erkendelse - at den, der har magt over omsætningsmidlet, har magt over hele det økonomiske liv som er rådende. Men. Hvorledes bringes det dertil, at omsætningsmidlet kommer til at ligge hos Fællesskabet til fremme af dettes interesser, og ikke hos private til fremme af særinteresser gennem bank- og partipolitik.

I midtpunktet for al økonomi i vore dage står pengene, og alle økonomiske problemers løsning afhænger af den klarhed, hvormed dette begrebs natur opfattes og gennemskues. Her må man konkludere, at EU i kølvandet på ”finanskrisen” fejler eklatant, det er bevist, at nedskæringspolitikken var en eklatant fejltagelse, plutokratiet, fåmandsvældet, dette til trods vælger EU alligevel at forsætte ad denne vej. At EU siger, at de vil bruge 45 milliarder kroner på at aktivere især EU’s 7 millioner unge ledige er symbolpolitik. Det er mere plat end krone. Spekulation og begærelighed er godt for de få og til skade for de fleste. Alligevel er det de få, der bestemmer, hvordan økonomien i verden ser ud i dag. Det er faktisk svært at forstå, ikke? For demokrati og solidaritet med dem som trækker tippevognene er der ingenlunde tale om!

Morten Lind, Torben K L Jensen, Steffen Gliese, S E, Peter Jensen, Lars B. Jensen, Jørn Petersen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
steen nielsen

Hvad gør dig glad?
For pokker hvor er arbejdskraftens frie bevægelighed da et positivt begreb, man kunne blive ved med at nævne fordele ved det, disse mennesker må leve under kummerlige forhold forlade deres børn, de må leve af ingenting, og de søde arbejdgivere er glade fordi de også trykker lønniveauet. Når vi tror på at et større udbud af arbejdskfraft giver flere arbejdspladser, så får vi godt nok mange arbejdspladser, i takt med at der bliver mange flere der efterspørger dem, det kommer helt af sig selv.

Per Torbensen, Niels Mosbak og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Kristian Rikard

Michael Borregaard
"Her må man konkludere, at EU i kølvandet på ”finanskrisen” fejler eklatant, det er bevist, at nedskæringspolitikken var en eklatant fejltagelse". Har du en kildehenvisning, for det vil jeg da rent fagligt være interesseret i!
Og "I midtpunktet for al økonomi i vore dage står pengene"! Hold da op, hvilken klarhed! Er du skolelærer?

Lasse Damgaard

Efterkrigstidens 68'er er blevet nærrige med visionerne og lade den unge generation komme til
Et aldrene EU - vil hele pure til sig selv end dele med fremtiden

Konservative og bagud skuende forestillinger om europæisk frelse , er med til at fastholde og udbygge de sociale skel, et skel der er potentielt farligt da den er med til at fostre nye fascistoide tilbøjeligheder i en trøstesløs unge underklasse der vokser op i et samfund, der minder på mange måde om det oligarki der herskede optil 1 verdenskrig..

Tumult og politisk kaos kan blive dagsorden i et delt EU - hvor det rige nord skal slås med desperate unge fra syd og øst - indtil den dag hvor ar modet i det tyske rige bliver for stort

Michael Borregaard

Kristian Rikard
De beregninger som lægges til grund for nedskæringspolitikken, herunder Roghoff og Reinharts beregninger, nævnt i Information i et par artikler de seneste par måneder, som har været anvendt til at beskrive nødvendigheden af at nedbringe statsgælden som den bedste krisemedicin, er fejlagtige. Det er ikke længere kun i de Sydeuropæiske lande, at budgetunderskuddene vokser og væksten falder på trods af flere års krisepolitik, som netop skulle stoppe for medlemsstaterne gældsophobning. Sidst har Frankrig og Holland søgt om en længere frist til at få bragt budgetunderskuddene ned under 3%. At krisepolitikken er fejlagtigt understøttes endvidere af nedenstående.

I Oktober 2012 ’World Economics Outlook’ erkendte IMF, at fonden og andre rådgivende organisationer ’systematisk’ har undervurderet sparepolitikkens negative konsekvenser. Ifølge IMF’s cheføkonom Olivier Blanchard er konsolideringspolitikkens sande omkostninger (målt i tabt produktion og arbejdsløshed) snarere tre gange højere end antaget. Da IMF i 2010 kom med anbefalinger af nedskæringspolitik for bl.a. Grækenland, antog man, at multiplikatoren ville være omkring 0,5. Det vil sige, at hver euro skåret i de statslige budgetter ville betyde en mindre vækst i økonomien på 50 cent. IMF's nye estimat er imidlertid, at det reelle niveau snarere er omkring 1,5, sådan at nedskæringer ville slå igennem med 150% i den samlede økonomi. En nedskæring på en milliard vil således betyde et fald i væksten på halvanden milliard.

En forklaring på fadæsen kan være, at multiplikatorens størrelse afhænger af konjunkturerne: I gode tider modvirkes offentlige besparelsers effekt på BNP af eksport og af en faldende rentes effekt på privat forbrug og investeringer. Men i en krise som den nuværende, hvor efterspørgsel – også på eksportmarkederne – er helt utilstrækkelig og en rente, der allerede er omkring nul, er disse udglattende faktorer meget mindre eller helt væk. Dertil kommer, at multiplikatoren er beregnet for et enkelt land, og når flere skærer hårdt ned på samme tid, ’smitter’ landene hinanden og trækker hinanden længere ned. At den dynamiske virkelighed viser sit ansigt er endvidere uddybet i artiklen: ”Growth Forecast Errors and Fiscal Multipliers” fra IMF januar 2013. I artiklen står kort, at man ”i betydelig grad har undervurderet stigning i arbejdsløshed og fald i privatforbrug og investering, der hang sammen med den finansielle opstramning, det vil sige multiplikatorereffekten.

Det britiske National Institute for Economic and Social Research (NIESR) nåede en lignende konklusion i sin analyse af samme problemstilling. I et notat fra den 1. november 2012 fastslår NIESR, at Europas stigende arbejdsløshed i 2011 og 2012 skyldes den førte sparepolitik snarere end selve den økonomiske lavkonjunktur! Og instituttet gør opmærksom på, at den kraftige multiplikatoreffekt betyder, at besparelserne ikke engang har formået at reducere den offentlige gæld i procent af BNP, fordi brøkens tæller og nævner påvirker hinanden i en ond cirkel:

Udover ovenstående kan ligeledes nævens: ‘World of Work Report 2013: "Repairing the economic and social fabric"’ – fra ILO. Rapporten understreger betydningen af en jobskabende strategi, der tjener både makroøkonomiske og beskæftigelsesmæssige mål. Det vil sige både at tage fat på de strukturelle sårbarheder, som ligger til grund for krisen, og de systemiske problemer i den finansielle sektor. En særlig udfordring, mener ILO, ”er frigørelse af kreditflow til produktive virksomheder, så de kan stimulere væksten, drage fordel af nye markeder og skabe rimelige jobmuligheder.”

Rapporten opfordrer endvidere til forbedrede kreditmuligheder for små og mellemstore virksomheder, målrettede arbejdsmarkedsprogrammer, som kan fremme jobskabelse, uddannelsesinitiativer, og endelig (i nogle tilfælde) kan en indsprøjtning af offentlige midler på europæisk plan være en idé. Virkeligheden er, at strategier baseret udelukkende på en kombination af finanspolitisk konsolidering og interne devalueringer - forbedring af konkurrenceevnen gennem en nedgang i reallønnen - ikke har båret frugt. Konkret foreslår rapporten derfor en mere realistisk tidsplan for at reducere de skattemæssige underskud og en ændring i sammensætningen af genopretningsforanstaltninger, altså væk fra reduktion i løn og investeringer. Desuden lægger ILO-rapporten vægt på den sociale dialog, så ”strategien fokuserer på de sociale og økonomiske aspekter for alle parter”.

Håber mit svar er fyldestgørende, god læselyst, og nej, jeg er ikke skolelærer!

Morten Lind, Torben K L Jensen, Tue Romanow og Peter Ravn Mikkelsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Euroen er jo kun et åg, fordi vi giver den mere betydning end blot som betalingsmiddel, Johannes Aagaard. Det ville være rimeligere at anlægge den common sense betragtning, at man i de lande, hvor man åbenbart mangler noget, må sætte noget i gang og arbejde sig ud af denne mangel. Det burde man have gjort fra begyndelsen i stedet for at måske at låne, selvom det vist i øvrigt for Grækenlands vedkommende er endnu mere simpelt: der blev tjent rigeligt med penge, men for at opretholde den interne fred - og hvem, der har hørt om først borgerkrigen ovenpå 2. verdenskrig og siden juntastyret forstår ikke dette? - var det lettere at låne de nødvendige summer end at beskatte sig til dem.
I Danmark fungerer det lidt bedre, men her må vi også se i øjnene, at ulysten til at beskatte i nødvendigt omfang giver staten et underskud, selvom værdierne i rigeligt mål er til stede i samfundet, endog i form af for tiden passivt placerede opsparinger.

Kristian Rikard

Michael Borregård,
Undskyld det sene svar. Og tak for de fine kilder.
Problemet er, at det er ex post betragtninger (som vi alle har gjort os). Det alle er enige om er, at der har været uforudsete (det er der ofte, som du selv skriver) negative virkninger ved den vedholdende sparepolitik.
Men der står intet om, at sparepolitikken som sådan var forkert på det tidspunkt, hvor man valgte den vej.
Og hvad der SLET IKKE står er, at en ekspansiv finanspolitik/offentlige investeringer havde været en BEDRE vej.
Det jeg anholdt var: "Her må man konkludere, at EU i kølvandet på ”finanskrisen” fejler eklatant, det er BEVIST, at nedskæringspolitikken var en eklatant fejltagelse".

Flemming Scheel Andersen

Det store problem er faktisk, at sparemodellen, ud fra EU tankens fædre og forvalteres tankegods, den liberale markedsteori i en global konkurrence, måske var rigtigt tænkt???
Tilførsel at alt hvad der kan krybe og gå til at kæmpe sig en plads på arbejdsmarkedet, ved at fjerne og svække sociale midler og ordninger, så arbejdsløsheden stiger. Dermed falder lønningerne og på et tidspunkt, når det sociale sikkerhedsnet er borte gennem manglende skatteindbetalinger, arbejdskraften sulter og lønningerne er lave nok, så kan produktion igen betale sig i EUlandene og konkurrence på verdensmarkedet er igen mulig fra disse lande.......uden at noget skulle ændres i disse landes struktur eller kapitalens ejerskab.

I mellemtiden kunne kapitalen nemlig uhindret etableres sig under stor applaus i 3.verdenslande og producere her uden langt friere og mindre snærende lovgivning og dermed presse oprindelseslandene, herunder EU, til at føre ovenliggende politik endnu videre end oprindeligt nødvendig.

Nu kan enhver jo så tænke over sit eget private skrækscenarie omkring, hvor langt ned i skidtet befolkningen skal, hvor langt ned de sociale ydelser skal, hvor langt ned deres egen lønning skal, hvilke vilkår deres børn skal tilbydes i fremtiden før denne nedskæringspolitik er ført langt nok til at de har betalt nok, for at få lov til at arbejde igen. Og hvad deres belønning egentligt består i?

Steffen Gliese

Flemming Scheel Andersen, der er helt sikkert nogle, der ønsker netop det, og det er imod dem kampen kæmpes. Det eneste, Europa ikke har råd til, er eksorbitante lønninger til folk, der i fuldt alvor tror, at de er dem værd.

Morten Lind og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Nic Pedersen

"Det eneste, Europa ikke har råd til, er eksorbitante lønninger til folk, der i fuldt alvor tror, at de er dem værd"

Helt korrekt, men de er desværre en meget, meget stor og magtfuld gruppe og har været det længe, hvilket er en stor del af forklaringen!
(Så godt som alle vil dog hårdnakket benægte at være del af gruppen/forklaringen)