Da Jørgen Steen Sørensen den 1. februar 2012 satte sig til rette på chefkontoret i den 100 mand store ombudsmandsinstitution, havde han 13 år i Justitsministeriet bag sig. Derfor frygtede nogle, at Sørensen var en ’systemets mand’, der ville gå mindre hårdt til embedsværket end forgængeren Hans Gammeltoft-Hansen, der var ombudsmand fra 1997 til 2012.
Men med en opsigtsvækkende kronik i Politiken om den nye offentlighedslov signalerede Jørgen Steen Sørensen i sidste uge, at han ikke har i sinde at sidde på hænderne over for sine gamle kollegaer i embedsværket. Tværtimod vil han holde et ekstra vågent øje med den omstridte lov for at sikre, at regler og tidsfrister overholdes. Samtidig påpeger han i kronikken, at lovteksten indeholder nogle upræcise formuleringer. Blandt andet kalder ombudsmanden formuleringen omkring den omdiskuterede ministerbeskyttelse for »mere trylleformular end realitet«. Ikke just en fløjlshandskebehandling af sit gamle ministerium.
Kender julelegene
Der hersker næppe tvivl om 48-årige Jørgen Steen Sørensens kvalifikationer som ombudsmand. Samtlige kilder, Information har været i kontakt med, beskriver Sørensen som en særdeles dygtig jurist, og hans udnævnelse til ombudsmand fik næsten udelukkende positive ord med på vejen. Eneste betænkelighed var hans tætte tilknytning til embedsværket, hvilket har givet anledning til spekulationer.
Men Sørensens fortid er slet ikke noget problem, mener professor emeritus ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet Jørgen Grønnegaard.
»Folk formes ikke så meget af deres fortid som af den position, de besidder. Det vigtige er at få folk, der er dygtige, skønsomme og har et solidt fagligt fundament, og det har han. Jeg synes tværtimod, det er positivt, at han har et grundigt kendskab til forvaltningen,« siger Grønnegaard.
Højesteretsdommer, professor dr.jur. Jens Peter Christensen er enig.
»Det er i langt højere grad en styrke, at han kender alle julelegene fra centraladministrationen. Han er god til at koncentrere sig om det væsentlige, og han kan se juraen i en større, praktisk sammenhæng, så det ikke bare ender med åndelig gymnastik og regnestykker,« mener højesteretsdommeren.
Borgernes vagthund
Ombudsmanden kaldes borgernes vagthund. Meningen med institutionen er, at borgerne skal have et sted at henvende sig, hvis de er utilfredse med myndighederne. Det er ikke nok, at borgerne selv kan klage til myndighederne, hvis de føler sig trådt på, for deres klage kan lande midt i det system, klagen handler om. Domstolene er heller ikke tilstrækkelige til at sikre borgernes rettigheder, fordi det er dyrt, svært og langvarigt at føre en retssag. Derfor er der behov for en uafhængig, let tilgængelig og gratis instans, der kan tage sig af klagesager: Det er Ombudsmanden.
Men Ombudsmanden har ikke magt til at pålægge myndighederne at ændre deres opførsel. Hans magt ligger alene i, at det ser grimt ud, hvis hans udtalelser ikke bliver fulgt, og derfor skal man ifølge Jørgen Grønnegaard ikke overvurdere institutionen.
»Det er en væsentlig kontrolinstitution, der holder øje med, at tingene foregår inden for de rammer, loven foreskriver, men der er ikke samlet stor magt hos institutionen,« siger Grønnegaard.
Den nye linje
Flere eksperter, som Information har talt med, tolker sidste uges kronik af Jørgen Steen Sørensen som et udtryk for, at linjen i ombudsmandsinstitutionen er blevet omlagt siden pensioneringen af Gammeltoft-Hansen. Den nye linje – Sørensens linje – vil betyde, at Ombudsmanden udtaler mindre hyppig – men mere målrettet – kritik. Ved sin tiltrædelse skrev Sørensen en anden kronik, hvor han blandt andet argumenterede for, at Ombudsmanden skal »prioritere håndfast i de sager, som han har mulighed for at gå ind i«. Selv om Sørensen selv afviser det, er kronikken af mange blevet tolket som en slet skjult kritik af forgængeren.
»Han har lagt en anden linje end den tidligere ombudsmand. En linje, hvor han reducerer brugen af kritik, så kritikken er forbeholdt tilfælde, hvor den vitterlig er berettiget. Så bliver kritikken nok taget mere alvorligt,« siger professor ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet Søren Højgaard Mørup, der også er næstformand i Foreningen for Kommunal- og Forvaltningsret i Danmark.
Hvert år lander cirka 5.000 klager på Ombudsmandens skrivebord – med alt fra potentielle tamilsager til klager over frimærker og flueben, der er sat forkert. I 2011, Gammeltoft-Hansens sidste år på posten, var der 4.900 klager, hvoraf cirka 900 blev taget op til behandling, og 162 (18 pct.) endte med, at Ombudsmanden udtalte kritik.
Den gyldne middelvej
Hvis Jørgen Steen Sørensen vil trække ombudsmandsinstitutionen i en mere fokuseret retning, er det ifølge iagttagerne ikke på grund af sin personlige tilknytning til embedsværket, men snarere fordi ombudsmandssystemet under Gammeltoft-Hansen måske endte med at være for borgervenligt og for firkantet.
»For 20 år siden, da Gammeltoft-Hansen kom til, var der måske en tendens til, at man var ved at blive lidt for systemvenlige. Det var derfor på sin plads, at Gammeltoft-Hansen sørgede for at trække i den anden retning. I dag er vi måske tippet lidt for meget til den anden side, hvor man til tider stiller nogle strenge, formelle krav til myndighederne, hvor man kan spørge sig selv: Hvor meget reel retssikkerhed er der egentlig på spil her?« udtaler Søren Højgaard Mørup.
Hårdere prioritering
Tidligere har også professor Karsten Revsbech fra Juridisk Fakultet på Aarhus Universitet i sin bog Aktuel dansk forvaltningsret fra 2008 påpeget at, Ombudsmanden måske har haft en tilbøjelighed til at lade tvivlsspørgsmål komme borgerne til gode.
»Der gælder ikke noget princip om, at tvivl om lovgivningen nødvendigvis skal falde ud til borgerens side. Det gælder om at ramme en gylden middelvej et sted imellem at være systemvenlig og borgervenlig,« siger Søren Højgaard Mørup.
Jørgen Steen Sørensen selv bekræfter, at han i sin tid som ombudsmand vil arbejde med en hårdere prioritering af klagesager end tidligere. Det sker, siger han, for at frigøre ressourcer til andre opgaver.
»Vi vil gerne have kapacitet til selv at tage flere sager op, til at komme mere ud i landet for at føre tilsyn og til at have nogle mere rimelige tidsfrister i sagsbehandlingen. Skal vi kunne det, kræver det, at vi frigør nogle ressourcer andre steder.«
Udfordringen er ifølge Sørensen, at Ombudsmandsinstitutionen med 5.000 årlige klager er ved at »drukne i sin egen succes«. Derfor vi han heller ikke afvise, at ombudsmanden »på den lange bane« kommer til at afvise sager, som tidligere ville være taget op.
»Men det vil aldrig være sådan, at vi vælger ikke at tager sager op, der drejer sig om reelle krænkelser af enkeltpersoner, eller sager, der rejser principielle spørgsmål,« siger Jørgen Steen Sørensen.
Til spekulationerne omkring hans fortid som embedsmand pointerer Sørensen, at Ombudsmanden har tradition for at lægge al argumentation for afgørelser åbent frem, og at man derfor let kan kontrollere om han er »for flink«.
»Jeg kan godt klare det rolleskift,« forsikrer han.
Hm.....lad os se. Saa laenge hans personale spoerger de i ''systemet'' der bliver klaget over, hvad de skal svare klager, da kniber tilliden godt nok gevaldigt.....eller rettere...tilliden er totalt borte!
Den nye ombudsmand kom meget dårligt fra start ved at tage sagen om Aarhus Universitets behandling af musikprofessor Linda Koldau op af egen drift, for derefter at henlægge den uden afgørelse, da Koldau selv havde sagt op. Den sagsbehandling var en skandale, som en andetårslærling aldrig ville have begået. Og den vidner om, at den nye Ombudsmand er en systemtro mand, der ikke tør udfordre de stærke i samfundet når det kommer til stykket.
Jurister og statskundskabsfolk, der udtaler sig om jurister og statens ræson? Med andelene i magt-relationerne. Altså, Christian Ågård Bennike (artiklens forfatter), er det ikke lige præcis dét, som store dele af offentligheden f.eks benævner: magtens monologiske selv-anmeldelser? Spørg lige din chef-redakteur om ensidige fremstillinger er journalistisk håndværk, som offentligheden på sigt kan have tillid til, ikke sandt?...
Kritikken af Offentlighedsloven, dén som træder i kraft til nytår, tilsiger under ingen omstændigheder, at de ubetydelige kontrolinstanser, som demokratiet herhjemme er henvist til, er blot nogenlunde tilstrækkelige for en aktiv, åben og transparens-indstillet offentlighed som naturlig medspiller i folkestyret. Men når medierne, der ret beset bør formidle imellem offentlighed og magtforholdene på vegne af befolkningen, 'præsterer' en artikel som den ovenstående; tjae så må vi dælems' undrer os over Informations ærinder?...
Med venlig vilsen
Magtens vagthund,
når der er noget at komme efter hos ministre og topembedsmænd.
Dette viser den faktiske anvendelse af institutionen Folketingets Ombudsmand.
Lad os få en forvaltningsdomstol i stedet.
VKO-regimet viste tydeligt behovet for en sådan. Anders Fogh var bedøvende ligeglad, når den tidligere ombudsmand kritiserede ham (Irak).
Centraliseringen af magt i de senere år på bekostning af de folkevalgte tilsiger også behovet for en strammere kontrol med magtens udøvere (kommunalreformen fra 2007, overdragelse af kompetencer til EU, div. it-skandaler, forsvarets inkompetence i forb.m. indkøb af materiel m.m.).
Den politiske kultur i Danmark har ændret sig afgørende siden den første ombudsmand tiltrådte for 60 år siden. Ombudsmandinstitutionen er utilstrækkelig i dag.
Nemlig Jette, Michael og Ole. Man fornemmer tydeligt, at artiklens forfatter ikke har haft professor Oluf Jørgensen (mediejurist ved Journalistuddannelsen og ikke mindst medlem af Offentlighedskommisionen) i tankerne under udarbejdelsen af artiklen. Godt nok er det weekend, meen! Oluf Jørgensen gjorde offentligheden bekendt med, at kommisionens store mindretal havde været betænkelige overfor den indflydelse, som departementscheferne stod for med hensyn til, hvor den nye Offentlighedslovgivning skulle ende. Samt at problematikken i den forbindelse især gik på, at embedsmændene jo ikke er underkastet nogen sanktioner, når det drejer sig om offentlighedens muligheder for at afskedige perspektiverne fra den kant over valghandlinger. Altså en åbentlys betænkelighed ved embedsvældets politiske immunitet, når dets indflydelse rakte så vidt som til at skrive lovintentionerne for politikerne. Så tillid til Ombudsmands-institutionen med den siddende ombudsmand kan man kigge langt efter hos store dele af offentligheden. Af gode grunde...
Og ærligt talt, Information, har den kommede solhvervsfest (lysfest) totalt blændet for repræsentationen af synspunkter, der ikke hylder embedsværket og dets position overfor offentligheden?...
Med venlig hilsen
Nu er jeg ikke jurist, men det er svært for mig at forstå, hvad en forvaltningsdomstol har med denne sag at gøre?
Formelt vagthund for borgerne,
men reelt vagthund for magthaverne,
når der er noget at komme efter.
Et udsagn, der kan dokumenteres med fakta på fakta fra en sag eller sager,
der får Tamilsagen til at ligne en lille sag.
Åbenlyst at artiklen bygger på systemkilder.
En forvaltningsdomstol er ikke løsningen. Den vil sikkert lide under de samme skavanker som de almindelige domstole gør. Dyr, langsom og tidskrævende. Og en forfatningsdomstol vil formentligt ikke tage det store flertal af de sager der tages op af Ombudsmanden.
I stedet burde man give Ombudsmanden flere ressourcer. Så kan institutionen undgå at skære i sager samtidig med de indfører de nye tiltag.
Personligt har jeg sendt to sager til Ombudsmanden. En for min ekskone og en for min svigermor. Begge gange blev der udtalt kritik og både den kommunale og amtsligt myndighed rettede ind. Så helt i lommen på myndighederne er institutionen nu ikke.
Men opret gerne en forfatningsdomstol til at tage sig af de sager der hører hjemme i en sådan. Det kan kun få for langsomt.
Der er ikke brug for en forvaltnings- eller en forfatningsdomstol. En sådan vil blot være et rent procedure-indgreb, der blot vil omrokere dækstolene på Titanic, i stedet for at forbedre borgernes retsstilling. De almindelige domstole er udmærket rustede til også at pådømme denne slags sager.
I stedet bør man oprette en uafhængig anklagemyndighed for forvaltningssager. I gamle dage havde ombudsmanden mulighed for at give bødeforlæg, men muligheden blev afskaffet, da den aldrig var blevet brugt. Måske man bør genindføre denne mulighed, sammen med en forvaltningsstraffelov, så myndigheder - og i grovere tilfælde enkelte medarbejdere og ledere - kan drages til ansvar for ulovlig forvaltning. Ombudsmanden bør i denne sammenhæng have tilført midler til at efterforske og føre sagerne.
Der findes talrige eksempler på at myndighedernes ansvarsfrihed i forbindelse med forvaltningen af sagerne, i praksis fungerer som en invitation til ansvarsløshed. DR's infame programmer om socialt bedrageri, og de ulovlige STASI-metoder, der blev afsløret i den forbindelse, og stikprøvekontrollen af kontanthjælpssanktioner i Region Midtjylland, der afslørede sjusk og fejl i over 90 % af sagerne, viser at det nuværende kontrolsystem har spillet fallit. Der er derfor brug for en langt mere håndfast og opsøgende kontrol.
Lad os få gjort det lige så kriminelt for myndighederne at bryde loven, som det er for borgerne.
Ombudsmands-organet har hjemmel i Grundloven, § 55, der fastsætter :
"Ved lov bestemmes, at folketinget vælger en eller to personer, der ikke er medlemmer af folketinget, til at have indseende med statens civile og militære forvaltning."
Ombudsmandsloven § 7 udvider kompetenceområdet, - bla. iht. første "punktum" :
"Ombudsmandens virksomhed omfatter alle dele af den offentlige forvaltning".
Ombudsmanden har derimod IKKE til opgave at afgøre eller klagebehandle selve afgørelsen i konkrete sager, eller give klagerne medhold i enhver sammenhæng. Derimod er hans klart definerede opgave at holde at forvaltningsmyndighederne fast på, at der kun må træffes afgørelser, som er absolut inden for lovgivningens rammer.
Fx. om myndigheden har inddraget forhold i sagen, der er irrelevante i forhold til gældende forvaltningsret.
Jeg er enig med Højesteretsdommer, Jens Peter Christensen, i at det er en styrke, at FO kender alle julelegene, og det indtryk støttes af Jørgen Steen Sørensens egen, udmærkede kronik:
"Myndighederne skal holdes fast på åbenhed" :
" Med noget forenkling kan man efter min opfattelse sige, at den danske forvaltning
– selv 43 år efter gennemførelsen af den første lov – ikke helt har lært at leve i harmoni med et offentlighedsprincip.
Det er til en vis grad forståeligt. Har man f.eks. med personfølsomme sager at gøre, kan man god grund være bekymret for at komme til at udlevere fortrolige oplysninger
om enkeltpersoner. Er der tale om politisk vigtige sager, kan man med rette
være opmærksom på, om offentlighed reelt vil prisgive en regerings forhandlingsposition.
Og de ressourcer, som på bekostning af andre sager skal anvendes til at behandle anmodninger om aktindsigt, kan være meget omfattende. Uden at generalisere kan man nok hertil lægge en vis mere grundlæggende reservation.
I hvert fald hæfter man sig som ombudsmand ikke helt sjældent ved de juridiske anstrengelser, som myndighederne har udfoldet for at tilbageholde dokumenter, tilsyneladende mere eller mindre netop fordi de kan tilbageholdes.
Og altså – tilsyneladende – uden reelt at overveje, om det ikke var simplere blot at udlevere dem . "
Bla. selve den omtalte kronik kan ses på FO hjemmeside :
http://www.ombudsmanden.dk/find/nyheder/alle/myndighederne_skal_holdes_f...
Rasmus Kongshøj:
Kald det en ”forvaltningsdomstol”, en ”uafhængig anklagemyndighed for forvaltningssager” eller noget tredje. Det afgørende må være at løse problemet med den mangelfulde kontrol med den offentlige forvaltning herhjemme. Vi er, lidt groft sagt, et uland på området.
Hvad årsagen end er, så har der bredt sig en forråelse og kynisme i de senere år i den politiske verden, som vi ikke tidligere har set. Det begynder med sproget og derefter viser det sig i beslutninger og handlinger. Enhver, der regelmæssigt læser denne avis, vil vide hvad vi her taler om.
I så forskelligt opbyggede nationalstater som Sverige og Tyskland har man en langt mere vidtgående kontrol med forvaltningen end herhjemme. I Sverige går det helt tilbage til beg. af 1800-tallet - og tyskerne har, sikkert som følge af erfaringer fra deres nyere historie, opbygget en stærk forvaltningskontrol på både delstats- og forbundsplan. Også når man ser på andre lande i vores nærhed, skiller Danmark sig ud ved sin mangelfuldt udviklede kontrol med den offentlige forvaltning.
Man kan også argumentere for nødvendigheden af en stærkere kontrol ved at henvise til, at den magtens tredeling, som grundloven taler om, undertiden gennemhulles i praksis, fordi der flere steder sker sammenblanding af funktionerne. Den norske grundlov har en langt mere konsekvent gennemført adskillelse af de øverste statsorganer - uden tvivl som en reaktion mod det tidligere danske embedsværk.
Den nyligt vedtagne offentlighedslov understreger også behovet for en stærkere kontrol med forvaltningen. Den danske lov tåler slet ikke sammenligning med de tilsvarende love i Sverige, Finland og Norge, når det gælder offentlighedens mulighed for at få indsigt i, hvad der foregår i regeringskontorerne. Herhjemme har politikerne bevidst valgt at prioritere effektivitetshensyn højere end demokratisk synlighed.
Vores ombudsmandsinstitution er alt for svag i forhold til problemets omfang, især fordi ombudsmanden kun kan udtale kritik, han har ingen sanktionsmuligheder. Politikerne kan vælge at se bort fra kritik, hvis det passer dem – og det passede nogle gange regeringerne i nullerne. De almindelige domstole har selvfølgelig sanktionsmuligheder, men det er en besværlig og dyr vej at gå for almindelige borgere og styrker derfor i praksis ikke retssikkerheden.
Selvom disse problemer muligivs forekommer mange mennesker abstrakte, så vedrører de ikke desto mindre kernen i det, vi kalder ”vores demokrati”.
Rasmus Kongshøj:
Kald det en ”forvaltningsdomstol”, en ”uafhængig anklagemyndighed for forvaltningssager” eller noget tredje. Det afgørende må være at løse problemet med den mangelfulde kontrol med den offentlige forvaltning herhjemme. Vi er, lidt groft sagt, et uland på området.
Hvad årsagen end er, så har der bredt sig en forråelse og kynisme i de senere år i den politiske verden, som vi ikke tidligere har set. Det begynder med sproget og derefter viser det sig i beslutninger og handlinger. Enhver, der regelmæssigt læser denne avis, vil vide hvad vi her taler om.
I så forskelligt opbyggede nationalstater som Sverige og Tyskland har man en langt mere vidtgående kontrol med forvaltningen end herhjemme. I Sverige går det helt tilbage til beg. af 1800-tallet - og tyskerne har, sikkert som følge af erfaringer fra deres nyere historie, opbygget en stærk forvaltningskontrol på både delstats- og forbundsplan. Også når man ser på andre lande i vores nærhed, skiller Danmark sig ud ved sin mangelfuldt udviklede kontrol med den offentlige forvaltning.
Man kan også argumentere for nødvendigheden af en stærkere kontrol ved at henvise til, at den magtens tredeling, som grundloven taler om, undertiden gennemhulles i praksis, fordi der flere steder sker sammenblanding af funktionerne. Den norske grundlov har en langt mere konsekvent gennemført adskillelse af de øverste statsorganer - uden tvivl som en reaktion mod det tidligere danske embedsværk.
Den nyligt vedtagne offentlighedslov understreger også behovet for en stærkere kontrol med forvaltningen. Den danske lov tåler slet ikke sammenligning med de tilsvarende love i Sverige, Finland og Norge, når det gælder offentlighedens mulighed for at få indsigt i, hvad der foregår i regeringskontorerne. Herhjemme har politikerne bevidst valgt at prioritere effektivitetshensyn højere end demokratisk synlighed.
Vores ombudsmandsinstitution er alt for svag i forhold til problemets omfang, især fordi ombudsmanden kun kan udtale kritik, han har ingen sanktionsmuligheder. Politikerne kan vælge at se bort fra kritik, hvis det passer dem – og det passede nogle gange regeringerne i nullerne. De almindelige domstole har selvfølgelig sanktionsmuligheder, men det er en besværlig og dyr vej at gå for almindelige borgere og styrker derfor i praksis ikke retssikkerheden.
Selvom disse problemer muligivs forekommer mange mennesker abstrakte, så vedrører de ikke desto mindre kernen i det, vi kalder ”vores demokrati”.
Nej hør nu her: - vi har en udmærket forvaltningskultur og er udmærket demokratisk system i Danmark. Problemer vil altid kunne forekommer - og fejl - og en del af dem kan ombudsmandsinstitutionen så opfange. Tidligere var ombudsmanden virkelig én, man lyttede til og havde respekt for. Det offentlige rettede ind og fik røde ører, når ombudsmanden udtalte kritik. En sådan status forudsætter, dels at ombudsmanden lever op til værdigheden, og dels at folketingsflertallet accepterer og anderkender institutionen. Det sidste kneb det med under VKO-flertallet, hvor man også begyndte at se stort på rigsrevisor og rigsadvokater. Det var en helt ny adfærd. Men altså ikke en forvaltningsadfærd, men folketingets flertals adfærd. Et lovgivende flertal kan tillade sig mere end en forvaltning. Men hvis flertallet havde været et andet, kunne ombudsmandens udtalelser i 00-erne godt have ført til ændringer i såvel forvaltning som lovgivning.
Jeg mener ikke, vi har brug for en forfatningsdomstol, da vi har Højesteret, der flere gange i de seneste årtier taget stilling til forfatningsspørgsmål, for eksempel vedrørende Tvindloven, der blev dømt forfatningsstridig.
Michael Kongstad Nielsen:
På mange områder har vi sikkert en udmærket forvaltningskultur, men mange andre steder opererer forvaltningen - oftest økonomisk trængte kommuner - med et "går den, så går den"-princip, for eksempel hvad angår hjælp til handikappede. Ligeledes træffes forvaltningsafgørelser mange steder af personale som slet ikke har de faglige kvalifikationer til at træffe en lovlig og korrekt afgørelse. Derudover har der mange steder i forvaltningen - især under VKO-regimet - bredt sig en syg kultur, hvor man betragter borgerne som modstandere - især de borgere, der har mest brug for hjælp.
Et glimrende eksempel på den "sunde" danske forvaltningskultur i Danmark er den praksisundersøgelse, som beskæftigelsesankenævnet i region Midtjylland lavede over sager om sanktioner i kontanthjælp. - Ikke sager om udstedelse af fiskekort, men sager, hvor myndighederne har trukket forsørgelsesgrundlaget væk under fødderne på folk, der potentielt risikerer at miste hus og hjem. Her var der fejl i 95 % af sagerne. 95 %. Om årsagen er bevidst lovbrud eller himmelråbende uduelighed hos sagsbehandlerne skal jeg ikke gøre mig klog på, men det tyder jo på at systemet visse steder er bundråddent, og at der er brug for en langt mere håndfast kontrol med myndighedernes magtanvendelse.
En stor del af problemet er, at der i dag ikke er nogen sanktionsmuligheder overfor de myndigheder, der administrerer i strid med loven. Hvis kommuner, forvaltningschefer og politikere risikerede bøder - og i særligt grove tilfælde fængsel - for bevidste lovbrud, ville man se en langt større respekt for landets love.
I gamle dage kunne ombudsmandens kritik klare problemerne, for som du ganske rigtigt skriver, var der stor respekt omkring ham. Desværre er det politiske og administrative miljø blevet så forrået, at der er brug for mærkbare konsekvenser.
Konkret kunne man indføre en egentlig forvaltningsstraffelov, samtidig med man oprettede en uafhængig anklagemyndighed til at efterforske og føre sagerne, på samme måde som vi også har en særlig anklagemyndighed for økonomisk kriminalitet. Denne anklagemyndighed kunne for eksempel oprettes ved en udvidelse af ombudsmandsinstitutionen.
Omkring ombudsmands-institutionen er der i øvrigt for offentligheden en pudsig, eller lunken om man vil, omstændighed. Institutionen kan udtale kritik; ikke give den konsekvenser, men blot udtale den. Den politiske ræson herhjemme har installeret os med en statsautoriseret kritik, der tillader politikerne at se bort fra megen anden kritik. Som man kan finde artikuleret hos 'den fjerde statsmagt', men som ikke nyder den samme autorisation. Og derfor er der grund til at iagttage hvor relativt få sager, der faktuelt fører til, at statsadministrationen retter ind.
Men disse sager drejer sig alene om forvaltningsforhold i bunden af hierarkiet. Og udgør dermed ikke en substantiel del af de kontrolforhold, som offentligheden har efterspurgt, senest i forbindelse med PET-loven og Offentlighedsloven. Der er med andre ord ikke tale om et revisionsforhold, som angår departementschefernes og ministrenes administrationspraksis. Og derfor heller ikke om, at ombudsmanden har hånd i hanke med eller overhovedet styr over forholdet imellem magt-relationerne og offentligheden som naturlig medspiller i et moderne, aktivt og transparent demokrati.
Man kan overdrive tilliden til ombudsmandsinstitutionen. Eller til forestillingen om, hvad en forvaltningsdomstol kan udrette på feltet. Men man kán som offentlighed insistere på over medierne selv at artikulere sin kritik og ligeledes på, at offentlighedens kritikforhold slet ikke kræver nogen form for statsautorisation for at fremstå som gyldig og valid. Det er her filmen knækker for de traditionelt regeringsbærende partier, for departementerne og for forestillingen om, at har man blot en ombudsmand, er manipulationerne fejet af banen. Så jo, der er stadig gode grunde til en sund skepsis til ombudsmandsinstitutionen...
Med venlig hilsen
Institutionen Folketingets Ombudsmand er en ringe og billig løsning til erstatning at en uafhængig forvaltningsdomstol. Hans Gammeltoft Hansen brugte 25 år af sit liv på stillingen og forblev i overensstemmelse med stillingsbeskrivelsen Folketinget mand og ikke som nogen tror folkets mand.
En ny mand på posten vil næppe kunne gøre en forskel.
Kurt Loftkjær - det er forkert. Der var ingen stillingsbeskrivelse i loven. Formålet har hele tiden været, at den udøvende magt skulle holdes i ørerne, så den ikke skejede ud. Domstolene har altid haft magt til at pådømme fejl og mangler i det administrative system, men Ombudsmanden var et indskud før domstolsprøvelse, som har været meget anerkendt og respekteret.
Michael Kongstad Nielsen,
Du skriver bl.a. her ''Formålet har hele tiden været, at den udøvende magt skulle holdes i ørerne, så den ikke skejede ud''
Mener du helt aerligt at Ombudsmanden i Danmark lever op til dette?? For, er det ikke netop saadan i Danmark, at hvis landets regering f.eks. vaelger at underskrive konentioner, men ikke overholde dem., da beder de blot Ombudsmanden undlade at tage eventuelle klager der skulle komme om lige netop denne konvention?
Er noget saadant respektabelt og vaerd at anerkende?
Jette Abildgaard - jeg tror ikke landets regering instruerer Ombudsmanden om, hvordan han skal agere i konkrete sager.
Michael Kongstad Nielsen,
Saa se min foerste kommentar her i traaden Michael! - Hvis jeg kunne vedhaefte noget her paa Information, skulle jeg gerne vedhaefte lige netop et saadant spoergsmaal som jeg der henviser til, hvilket lige netop drejer sig om en International konvention som Danmark (og mange andre EU lande) meget langt fra overholder eller rettere, konsekvent bryder ifoelge (mundtlig) aftale med hinanden!
Klage var over en del af regeringen og, Ombudsmandens ansatte, bad lige netop den del af regeringen der var klaget over, fortaelle Ombudsmandens kontor hvad de skulle svare klageren....???
Min tillid og min respekt stopper helt og aldeles der Michael og, derfor speorger jeg igen, om den Danske Ombudsmand kan opfattes som respektabel og/eller anerkendelsesvaerdig, for slet ikke at tale om ''uvildig'' for lige netop den, synes at vaere blevet tabt fuldstaendig i svinget her.....ikke sandt!?
Jette Abildgaard, han skal da spørge de berørte parter, ellers kan han ikke danne sig et tilstrækkeligt grundlag for at have en mening om sagen. Det er faktisk er grundlæggende princip i forvaltningsretten, at man hører alle parter inden man træffer afgørelse. I dette tilfælde skal Ombudsmanden ikke træffe afgørelse, for det må han ikke, men det svarer til det.
Michael Kongstad Nielsen,
Det er nemlig korrekt at han skal HOERE alle parter, men naar den ene part....parten der er klaget over....tydeligt ikke foelger loven, da skal Ombudsmanden jo netop begynde at vaere vagthunden.....det ''glemmer'' han lige netop der........men ok.....jeg er klar over, at staten Danmark og de skrevne samt - af samme stat - underskrevne konventioner, har store problemer i disse aar ;)
God dag i Danmark.....
Om ombudsmandens "stillingsbeskrivelse" vil jeg henvise til en kronik som jeg er medforfatter til: Ombudsmand i knibe http://www.information.dk/88935 .
Her kan måske få en bedre forståelse af min kortfattede udmelding.