Nyhed
Læsetid: 4 min.

Rådet for Socialt Udsatte: Satspulje kan ikke løfte folk ud af fattigdom

Efter at et ekspertudvalg har foreslået en ny fattigdomsgrænse, har regeringen peget på satspuljemidlerne som middel til at hjælpe mennesker ud af fattigdom på. Men satspuljen får ifølge Finansministeriet ikke tilført nye midler før 2017. Det vigtige er, at vi nu har en fattigdomsgrænse, mener SF
Antallet af fattige i Danmark er tredoblet de seneste 11 år ifølge Fattigdomsudvalget. Her en kvinde på Café Klare, et herberg for hjemløse kvinder i København.

Antallet af fattige i Danmark er tredoblet de seneste 11 år ifølge Fattigdomsudvalget. Her en kvinde på Café Klare, et herberg for hjemløse kvinder i København.

Jakob Dall.

Indland
17. juni 2013

Det er for uambitiøst at pege på satspuljemidlerne som middel til at hjælpe de omkring 42.000 danskere, der ifølge de seneste tilgængelige tal vil falde under den fattigdomsgrænse, som det såkaldte Fattigdomsudvalg foreslog for nylig. Sådan lyder det fra Rådet fra Socialt Udsatte.

»Der skal nye penge på bordet, hvis man skal have vendt den skæve udvikling, der har været,« siger rådets formand, Jann Sjursen.

Han henviser til, at der ifølge Fattigdomsudvalget er blevet tre gange så mange fattige i Danmark over de seneste 11 år. Efter at udvalget kom med sin anbefaling, udtalte socialminister Karen Hækkerup (S): »Det kan være, at man skal sætte penge af fra satspuljen til en sommerlejr eller fritidsaktiviteter, så de også får råd til at gå til fodbold. Det handler ikke kun om ydelser, det handler om vores indsats for at hjælpe folk.«

Midlerne i satspuljen er målrettet indsatsen på det socialpolitiske område – altså projekter og initiativer, der skal forbedre vilkårene for samfundets svage og udsatte. Satspuljen vil imidlertid ikke blive tilført nye midler før 2017, vurderede finansminister Bjarne Corydon (S) i et svar til Folketingets Socialudvalg i april i år.

Satspuljen finansieres nemlig ved, at en vis procentdel af stigningen i årslønnen afsættes til puljen, men kun hvis lønstigningen har været over to procent, og det var ikke tilfældet i år og forventes heller ikke at ske før 2017, fordi »genopretningen af økonomien forudsættes at blive forholdsvis langsom«, som Finansministeriet skriver. Dog er der ifølge Finansministeriet akkumuleret 12,6 milliarder kr. i puljen i 2013, og heraf er 1,5 milliard kr. i år blevet udmøntet til konkrete projekter med satspuljeaftalen. Også næste år vil der således kunne udmøntes penge fra puljen, men efter alt at dømme vil det være en markant mindre andel, end hvis der samtidig blev tilført nye midler til puljen.

SF’s forhåbninger

Jann Sjursen finder det grotesk, at der ikke tilføres nye midler:

»Derfor er man jo nødt til fra regeringens side at finde ud af, hvad man så vil gøre. Det er jo lidt grotesk, at i tider, hvor der bliver flere fattige, som ekspertudvalgets rapport viser, så tørrer satspuljen ud, og i økonomiske opgangstider, hvor også adgangen til arbejdsmarkedet bliver lettere, er pengene i satspuljen store,« siger han og tilføjer: »Hvis man vil lave egentlige fattigdomsstrategier, så handler det altså også om at adressere de problemstillinger, som fattige og udsatte borgere har. Og det koster penge.«

Jonas Dahl, politisk ordfører for SF, udtalte i en pressemeddelelse umiddelbart efter præsentationen af den nye fattigdomsgrænse, at den gav mulighed for at »prioritere og tilrettelægge en målrettet indsats på det socialpolitiske område, f.eks. når satspuljen skal udmøntes«, og at det skaber »mulighed for, at også de mest udsatte på sigt kan få en vej gennem uddannelsessystemet og ind i beskæftigelse«.

– Men Jonas Dahl, når satspuljen er tørret ud, hvor skal pengene til initiativer til bekæmpelse af fattigdom så findes?

»Vi har alle sammen en forventning og forhåbning om, at der for-håbentlig kommer penge i sats-puljen i løbet af de kommende år. Fattigdomsproblemet løser vi jo hverken i år eller i morgen,« siger Jonas Dahl.

»Jeg ville da rigtig gerne bruge flere midler, men vi skal også have nogle midler, inden vi kan begynde at fordele dem. Det vigtige er, at vi nu har en fattigdomsgrænse, vi kan forholde os til.«

Ikke bare en pose penge

Socialminister Karen Hækkerup lægger ikke skjul på, at der ikke er planlagt større investeringer for at hjælpe de 42.000 danskere under den nye fattigdomsgrænse. Regeringen er allerede i gang med at bekæmpe fattigdom, og derfor vil der ikke komme tiltag, som er direkte afledt af fattigdomsgrænsen, forklarer hun. Ministeren peger til gengæld på, at blandt andet skolereformen, overgrebspakken og den kommende psykiatrireform indirekte er med til at løfte udsatte grupper ud af fattigdom.

»Når det gælder om at bekæmpe ulighed eller begrænse fattigdom, er det jo langt mere end bare at sætte en pose penge af til det. Det er jo gennemgribende i forhold til den måde, vi arbejder på og i de reformer, vi laver,« siger hun.

Karen Hækkerup understreger, at der heller ikke sidste år var nye penge i satspuljen, men at regeringen sammen med Enhedslisten afsatte 1,1 mia. i finansloven til tilskud til tandbehandling til kontanthjælpsmodtagere.

– Vil I også sætte penge af til gruppen af udsatte i dette års finanslov?

»Nu er det ikke mig, der forhandler finanslov, men det gjorde vi sidste år, og det var jeg rigtig glad for,« svarer socialministeren. Hun bakkes op af socialordfører i Radikale Venstre Liv Holm Andersen, der hellere taler om omfordeling end om at tilføre nye midler.

»For Radikale Venstre handler det i høj grad om at allokere vores ressourcer bedre. Det er vi begyndt med f.eks. i forhold til folkeskolereform, ungetiltagene i kontanthjælpsreformen og helhedsforløbene i førtidspensionsreformen. Altså en mere aktiv politik, der sigter på langt tidligere at bryde negative sociale cirkler,« skriver Liv Holm Andersen i en mail til Information.

Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen, mener, der kun er ét sted at hente penge til tiltag og initiativer, der kan løfte folk ud af fattigdom, og det er i finansloven.

»Der er ingen nye penge i satspuljen, og der er allerede en voldsom kamp for at fordele de satspuljemidler, der er,« siger han. »Vi kan ikke vente med at bekæmpe fattigdom til der igen komme nye midler i 2017.«

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Det er somom der mangler noget grundliggende menneskelig indsigt hos politikerne.

Man kan godt løfte folk ud af deres negative sociale arv, hvis man har noget andet og bedre at sætte i stedet for.
Det har man ikke.
De skal have sig en uddannelse og så skal de ud på det hellige almindelige arbejdsmarked der hvor man bliver mobbet, hvis man ikke følger kulturen eller agerer på den rigtige måde,
for så kan de få en økonomi og et skattekort og er pludselig en del af 'os' hvor de før var en del af 'dem'?

Man kan sgu da ikke lade folk bo på gaden eller på herberger og tale om at løfte i flok og alle skal yde,
og ikke tro at det sætter sit præg på de mennesker som har levet 'udenfor' det højt besungne fællesskab??

jeg forstår det ikke.

Bo Bergstrøm, Vivi Rindom, lars abildgaard, Kurt Jørgensen, Elisabeth Andersen, Niels Mosbak, Børge Rahbech Jensen, Simon Olmo Larsen, Heidi Larsen, Katrine Visby, Tue Romanow, Anders Kristensen, Rune Petersen, Peter Nielsen, Torben Nielsen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Rasmus Kongshøj

Det er meget fint, hvis vi får en fattigdomsgrænse. I det mindste kan man håbe en sådan kan tage livet af de idiotiske borgerlige aflednings-debatter såsom "vi har ikke fattige i Danmark, for de har det meget værre i Afrika".

Når det så er sagt, så er det da påfaldende at en regering, der bekymrer sig så meget for de fattige, at den ligefrem har taget sig tid til at tælle dem, i bund og grund ikke gider gøre noget ved problemet. Ambitionsniveauet er sørgeligt lavt sat, når det eneste man kan drive det til, er at sende nogle fattige børn på sommerlejr for satspuljemidler, der som bekendt kommer fra de fattige selv. At fodre hunden med dens egen hale er alt man har fantasi til at gøre.

Den manglende vilje til at gøre noget ved fattigdommen kan vel kun tyde på én ting, nemlig at regeringen mener det nuværende fattigdomsniveau er passende og acceptabelt, hvis ikke for lavt. Regeringen har jo med åbne øjne lagt op til at kaste flere borgere ud i fattigdom med deres angreb på det sociale sikkerhedsnet, så måske man ligefrem ønsker sig flere fattige.

Under alle omstændigheder er det sjovt og let at være en hattedame, der giver almisser til de fattiges sommerlejr. Meget sværere er det derimod at gøre op med de strukturer, der gør at nogen lever i fattigdom, mens nogle få lever i obskøn rigdom.

Vivi Rindom, lars abildgaard, Elisabeth Andersen, Niels Mosbak, Heidi Larsen, Katrine Visby, Jens Falkesgaard, Tue Romanow, Anders Kristensen, Rune Petersen, Peter Nielsen, Torben Nielsen, Peter Andersen, Peter Jensen, Lise Lotte Rahbek og Steen Sohn anbefalede denne kommentar
Peter Jensen

I morges hørte jeg i radioen at det pludselig er gået op for det officielle Danmark at arbejdsløse oplever sig stemplede som mindreværdige, fordi de er ledige.

Interessant, at stemplet som ledig får folk med arbejdsløshedsproblemer til at få det ringere - og grunden til det er formentligt at den ledige, lidt på linje med f.eks. en radiobil i Tivoli eller en plads i toget, er klar til afbenyttelse, når/hvis nogen får brug for at benytte vedkommende. Af hensyn til den lediges umiddelbare parathed til at blive benyttet, må vedkommende holdes i skarp træning og under pres, så der ikke opstår for stærk modvilje mod at blive benyttet vilkårligt eller i øvrigt sygner hen og bliver uproduktiv. Havde folk med arbejdsløshedsproblemer fået lov til at blive omtalt som slet og ret arbejdsløse, ville vi jo få øje på at der mangler arbejdspladser til dem - og at der påhviler samfundet/staten at bidrage til at disse mennesker enten kan få et arbejde eller blive subsidieret nok til at kunne opretholde et værdigt og sundt liv. Men med notationen om den ledige skubbes disse forhold i baggrunden, til fordel for den rene, nytteetiske betragtning af folk med arbejdsløshedsproblemer - og dermed mekaniseringen af vor samfundsmæssige omgang hermed.

Hvad angår satspuljeordningen, så er den i bund og grund et udtryk for at de fattige skal betale til de røvfattige - og planen med den har hele tiden været at øge afstanden mellem overførselsindkomster og lønindkomster. At et sådant 'instrument' ikke evner at løfte folk ud af nogen som helst fattigdom, endsige regulere uligheden i lighedsfremmende retning, kan vel næppe overraske andre end dé, som har ladet sig bilde noget andet ind.

Vivi Rindom, Elisabeth Andersen, lars abildgaard, Niels Mosbak, Anders Reinholdt, Michael Borregaard, Katrine Visby, Heidi Larsen, Jens Falkesgaard, Lars B. Jensen, Tue Romanow, Anders Kristensen, Carsten Mortensen, Rune Petersen, Rasmus Kongshøj, Torben Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Jesper Wendt

Så de har altså stadig ikke et svar på fremtiden, og de udfordringer der kommer.

lars abildgaard, Torben Nielsen, Olav Bo Hessellund, Heidi Larsen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Katrine Visby

Der er noget fundamentalt galt i det her samfund. Fattigdomsproblemet kan ikke løses ved en satspulje
Som Finansminister Bjarne Corydon "vurderede", er der først nye midler i 2017. Det er en meget god måde at sno sig uden om det på. Han har ikke i sinde at hjælpe de fattige.
Hvis man skal komme fattigdommen til livs skal man bl.a. kigge på de stigende huslejepriser, stigende el- varme og fødevarepriser. For ikke at nævne transport. Man siger at det er verdensmarkedet - men det tror jeg ikke helt på. Det er en strategi, der bliver kørt, for at malke folk, og holde dem på en minimumsoverlevelse. Arbejdspladser,bliver outsourcet fra DK, folk bliver afhængige af offentlige ydelser. Det er en nedadgående spiral,der kører.

Vi - befolkningen er nødt ti at sætte en stopper for det her, for ser det ud som om politikerne klarer det her godt?

Vi er nødt til at ryste ved hele fundamentet, det Top-styrede system.
Hvordan kunne vi blive mere selvforsynende? Kunne man ikke fordele det arbejde der nu engang er i samfundet mellem os? Hvordan kan et folk bliver mere autonomt og selvkørende? Det er bl.a. det vi skal spørge hinanden. For jeg tror der er mange løsninger derude, som ikke kommer fra politikerne. Der er mange organisationer og små partier, der popper op. Det er jo et tegn på en stigende utilfredshed.

Vivi Rindom, lars abildgaard, Torben Nielsen, Niels Mosbak og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Per Pendikel

Fattigdom er en konstruktion.
Den er et politisk redskab på samme måde som ledighed er det.
@Lise Litto Rahbek:
"Det er somom der mangler noget grundliggende menneskelig indsigt hos politikerne. "

Der er næppe tale om manglende indsigt. Men netop om indsigt.
Drivkraften for politikerne er at skabe frygt. Frygt for ledighed og frygt for fattigdom er hjørnestenene i udviklingen. Frygten er tilstrækkelig til ændre uddannelsessystemer, sænke lønninger, forringe arbejdsmiljøer.
Paradoksalt hvis vi ser på samfundets ressourcer, som fremviser et samfund med et uhørt overskud. Ressourcer der, hvis vi antog de blev anvendt, ville betyde, at arbejdstiden kunne sænkes med flere timer daglig.
Eller uddannelsesmulighederne for alle blev øget eller forældreorlov forlænget eller pensionsalderen nedsat eller der kunne indføres borgerløn.

Ideen om borgerløn er forstummet. Forstenet i tidligere tiders progressive menneskesyn og kunne risikere - og utvivlsomt ville medføre - at bl.a. frygten som værktøj hos politikerne forsvandt.
Hvis ikke politikerne havde frygten, som grundlag for gennemførelse af deres initiativer, hvad havde de så?

Vi er så ressourcestærke, at vi intet behøver at frygte andet end, at vi udviser en umenneskelig primitiv adfærd. Dén er farlig og dræbende i overført som i bogstaveligste forstand.

Vivi Rindom, Elisabeth Andersen, Niels Mosbak, Olav Bo Hessellund, Rasmus Kongshøj, Katrine Visby, Jens Kofoed og Michael Borregaard anbefalede denne kommentar
Michael Borregaard

Det mest nærliggende er at søge ned i vort eget kulturgrundlag og undersøge, hvad der er bæredygtigt og hvad ikke. En egentlig fattigdomsgrænse som den valgte er hverken fra eller til, mest af alt symbol politik, her vil jeg give Joachim B. Olsen ret, som tidligere skrevet, men her slutter enigheden mellem os også.

Nutidens moralske holdning til arbejdets åndelige gavn og fattigdom som selvforskyldt problem har mange og fornemme aner. Det hed eksempelvis i Henrik VIII’s lovgivning fra 1530: ” Gamle og arbejdsudygtige tiggere får lov til at betle. Derimod en omgang pisk og indespærring til arbejdsføre vagabonder. De skal bindes bag en kærre og slås med svøber, indtil blodet strømmer fra deres krop, derpå aflægge ed på, at de vil vende tilbage til deres fødested, eller hvor de har opholdt sig i de sidste tre år og gå i gang med at arbejde."

Louis XIV's Hôpital Général, som oprettedes i 1656 stod følgende i et dekret omhandlende drenge og piger under 25 år: "De skal arbejde så hårdt og så længe, som deres kræfter og stilling tillader." Først, når de gennem lang tid har bevist deres gode vilje, kan de få mulighed for at lære et levebrød. Enhver afvigelse skal straffes med mindre vælling, forøget arbejde, med indespærring og andre sædvanlige straffe."

I et hollandsk arbejdshus satte man tingene på spidsen ved at indrette et såkaldt "druknerum" - en muret celle med en håndpumpe, hvor man anbragte det oprørske fattiglem (for dovenskab opfattedes som et oprør mod gud), hvorpå man slap vand ind. Den dovne kunne så selv vælge imellem at drukne, eller at arbejde hårdt ved pumpen. Hvor hårdt, bestemte den embedsmand, som udefra regulerede vandtilførslen.

Trods de enorme forskelle imellem forholdene for hundrede af år siden og i dag, er det de samme absolutter, man bygger sin politik på i dag: arbejdet som den eneste vej til selvrespekt og ligeværd; arbejdsløshed som socialt og menneskeligt nedbrydende, og som forklaring på misbrug, vold og umoral, samt den påstand at fattigdom er selvforskyldt.

Den unge Marx, Stuart Mill og Keynes havde forskellige meninger om det meste, men på ét punkt var de enige. De drømte om et samfund så rigt, at den daglige kamp for udkommet med dens vulgære økonomiske interessekonflikter, er ophørt. Når alle har nok, bliver de sociale relationer præget af samtale om livets virkelige værdier, nemlig kunst, filosofi og andre åndelige emner. Man kan konkludere en ting, dette er ikke sket. Vi har i stedet fået en intetsigende fattigdomsgrænse, som mest af alt kan udtrykkes som de siddende regeringers åndelig armod.

Da økonomen John Kenneth Galbraith analyserede overflodssamfundets problemer brugte han modsætningen "offentlig rigdom - privat fattigdom" som en slags ledemotiv, det kan man ikke sige er denne regerings ledemotiv efter de har fået nøglerne til ministerbilerne, her er der tale om ”offentlig fattigdom - privat fattigdom”. Det er som John Rawl har sagt; intet samfund er bedre stillet end sin dårligst stillede borgere. Dette ændrer en fattigdomsgrænse ikke på, alene det at man har haft en kommission til at fastsætte en grænse - er spild af skattekroner.

Elisabeth Andersen, Niels Mosbak og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Per Pendikel

Jeg er sådan set enig i din synsvinkel,
men føler mig bedre tilpas med at tænke i politikeres uvidenhed frem for i deres bevi(d)ste ligegyldighed eller direkte ondskab overfor mennesker, som de vælger at ignorere eller vil 'sende på sommerlejr' for penge, de har inkasseret hos de mindre fattige. Somom det skulle være en løsning på noget som helst.

Elisabeth Andersen, lars abildgaard og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Katrine Visby

Per Pendikel,
Du har helt ret, frygt er et redskab politikerne bruger for at få folk til at makke ret.
Der er nok til alle, det er bare meget skævt fordelt.

Vi er stærkere end vi tror. Vi er de 99%.

lars abildgaard, Torben Nielsen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Rasmus Kongshøj

Jeg er helt enig i at fattigdom og truslen herom udfylder en vigtig funktion i det kapitalistiske system, nemlig den at skræmme arbejderne til lydighed. Gør du ikke som der bliver sagt, er straffen hård og ubarmhjertig.

Jeg tror ikke politikerne er specielt dumme. At tro dette er potentielt farligt, idet vi dermed risikerer at undervurdere vore fjender. At de skulle være specielt sadistiske har jeg også svært at tro på, selvom det da ofte kan se sådan ud, og selvom det politiske system er indrettet på en måde så folketinget fungerer som et fluepapir for hensynsløse karrieremagere, narcissister og psykopater.

Selv tror jeg at vi skal se på nogen af de samme psykologiske mekanismer, som blev påvist i det berømte Milgram-eksperiment (det, hvor forsøgspersonerne var villige til at udøve tortur med elektrisk stød for ikke at skuffe autoritetspersonen). Politikerne bliver mødt med forventninger fra deres omgivelser (dvs. erhvervsfolk, lobbyister, VL-grupper, det borgerlige mediemonopol osv.) om at påføre folk fattigdom. Fattigdommen er som nævnt et af de vigtigste redskaber til kapitalismens håndhævelse. For ikke at skuffe forventningerne, chikanerer politikerne til stadighed de økonomisk dårligst stillede.

Politikere er således ikke dårligere mennesker end alle andre, men det politisk-økonomiske system opstiller nogle betingelser for deres virke, der gør at de mere eller mindre ubevidst skrotter deres empati når de kommer til magten. Det kan også forklare hvorfor det politiske system er så velegnet til at korrumpere folk, der ellers kommer ind i det med de bedste intentioner, som det for eksempel er sket for mange SF'ere.

Peter Jensen, Lise Lotte Rahbek, Elisabeth Andersen, lars abildgaard, Katrine Visby og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Olav Bo Hessellund

De yderligere penge, som Jan Sjursen taler om for at kunne begrænse fattigdommen i vores ikke-fattige land, skal selvfølgelig hentes uden for finansloven, og ikke fra satspuljen. I modsat fald øges uligheden jo, sådan som satspuljen er indrettet i dag med en lavere regulering end den, der sker på arbejdsmarkedet.

Det er forstemmende at høre på al den udenomssnak, som regeringspartierne disker op med, når de konfronteres med konsekvenserne af deres beslutninger. De må jo tro, at vælgerne ikke selv kan tænke.

Det er både respektløst og nedladende overfor de befolkningsgrupper, der her er tale om, at argumentere på den måde, vi her ser demonstreret hos Karen Hækkerup, Jonas Dahl og Liv Holm Andersen. At reducere fattigdom i et land som Danmark handler ikke om, hvad vi kan, men om hvad vi vil. Og det ved disse politikere udmærket.

Lise Lotte Rahbek, lars abildgaard, Steen Sohn, Niels Mosbak og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Niels Mosbak

Den ny fattigdomgrænse som regeringskommisionen fastlagde er så arbitrær, at man ved dens indførelse ved et trylleslag fjernede 200.000 mennesker fra fattigdom.

http://arbejderen.dk/indland/200000-fattige-forsvandt

Peter Jensen, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Jens Høybye

Fattigdom og nu dennes kuntige skabte grænser udrydes først, når kapitalmarkedet og dets politiske lakajer tvinges til at forstå og efterleve, at det samfund kapitalmarkedet leve i og især af, ikke skal betrages som en udgift og et tungt åg.

Kapitalmarkedet burde kun og alene kunne høste den merværdi, der skabes direkte ved at plante eller så deres værdipapirer direkte i den jordklode de render rundt på.

Måske først der, vil de (kapitalmarkedet og politikerne) forstå sammenhængen, forskellen og logikken mellem den merværdi f. eks. plantede kartofler kontra, ligeledes i jorden plantede såkaldte værdiskabende, også uden arme, ben og interlekt, såkaldte af kapitalmarkedet livgivende værdipapirer kan skabe direkte til og for fællesskabet i et samfund, hvor selv den der har samlet flest værdipapirer, alligevel som det eneste og helt uomgængelige dør af at være blevet født til livet i fælleskabet, og så endda med arme, ben og et påstået interlekt.

Børge Rahbech Jensen

Der er ikke mange socialt udsatte i Rådet for Socialt Udsatte.
http://www.udsatte.dk/ .
Jan Sjursen husker jeg bedst som folketingsmedlem og formand for Kristeligt Folkeparti. Jeg er bange for, en ny fattigdomsgrænse mest bruges som endnu et udgangspunkt for teoretiske debatter om og evt. stigmatisering af socialt udsatte. Det vil ikke overraske ret meget, om en fattigdomsgrænse kan bruges til at skaffe øgede bevillinger til råd og institutioner, som har socialt udsatte som arbejdsområde.

Det ville være bedre med større anerkendelse af, at nogle mennesker er fattige og derfor ikke kan købe nye endsige dyre varer hele tiden. Det ville også være bedre, om det var mere accepteret ikke altid at få mindst lige så meget tilbage, som der gives. Sjovt nok har mange af de mennesker, der gerne taler imod øget ulighed, pæne formuer og kræver, andre sparer op, når de gås lidt på klingen.
Så ja, reducering af fattigdom i et land som Danmark handler om, hvad vi vil, og det, vi vil, er typisk at kræve, staten løser problemet, så almindelige mennesker ikke belemres med det, endsige skal dele sine formuer med andre.

Hugo Barlach

Men rådet for socialt udsatte har helt forkert fat i årsagerne til, at satspuljen ikke kan løfte mennesker ud af fattigdom. For satspuljen tages som en sats fra overførselsindkomsterne, og fungerer dermed som en særskat på fattigdom allerede. Altså mere af det samme. Sagen er, at satspuljen burde nedlægges og midlerne herfra burde tilvejebringes over finansloven, således at alle skatteydere bidrog til samfundets svageste. Og ikke de mindrebemidlede selv.

De regeringsbærende partier fodrer med andre ord hunden sin egen hale, imens de bryster sig af for at fordele til fattigdom og udsatte med midler fra netop de udsatte og de svage grupper her til lands. Og det burde Jan Sjursen hellere kritisere offentligt. Ellers kommer det til at lyde såvel hult som politikervenligt med de samme grupperinger som åbenlyse gidsler. Lidt mindre servilitet overfor de regeringsbærende partier fra Jan Sjursen vil måske gavne mere for forståelsen for de mennesker, hvis sag han forsøger at tale...

Med venlig hilsen

Peter Jensen, Niels Mosbak og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar