Læsetid: 4 min.

’Vi er stadig skolens og pædagogernes universitet’

Danmarks Pædagogiske Universitet er blevet til et Institut for Uddannelse og Pædagogik efter Aarhus Universitetets store sammenlægninger. Det har ført til forskerflugt, dårligt arbejdsmiljø og en udbredt tvivl på fremtiden
Der er stor usikkerhed om, hvad Aarhus Universitet vil med Institut for Uddannelse og Pædagogik. Mange ansatte er rådvilde, da de har en institutledelse, som hverken vil eller kan angive en retning, fordi den ikke har magt, men frem for alt, fordi den mangler visioner, siger kritikere. Det tidligere DPU stod bl.a. for efteruddannelse for lærere. Her elever på St. Ansgars Skole i København.

Tine Sletting

3. juni 2013

Når medarbejdere fra Center for Ungdomsforskning flytter fra Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) på Aarhus Universitet (AU) til august, er de bare de sidste i rækken af forskere, der er i en jævn strøm har taget deres gode forskningspenge og er gået over til naboerne på Aalborg Universitets afdeling i København.

En del af dem med store frustrationer over forholdene på AU, som da forskergruppen Medier og IT sidste år flyttede. Det efterlader ifølge flere kilder, som Information har talt med, de ansatte modløse og fulde af tvivl om, hvad der skal ske på det engang så hæderkronede pædagogiske universitet.

»Hver gang en forsker flytter herfra, så efterlader det en usikkerhed og en følelse af, at skuden er ved at synke: Hvem bliver den næste rotte, der hopper af?« siger lektor Steen Nepper Larsen, der medlem af det medarbejdervalgte institutforum.

Usikkerheden kan også aflæses i AU’s undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø, i hvilken 28 procent af de ansatte på instituttet svarer, at de har stærke stress-symptomer på grund af deres arbejde. Den primære årsag er den såkaldte faglige udviklingsproces, der betød, at DPU’s status som selvstændig universitetsskole under AU forsvandt sammen med en række mellemledere og en stor del af administrationen.

Tvivl

Men én ting er de konkrete problemer efter omorganiseringen, noget andet er tvivlen om, hvad der skal ske på instituttet i Emdrup i København. Tidligere undervisningsminister Bertel Haarder (V) vil have DPU tilbage til de gamle dage som højborg for efteruddannelse af lærere. Aarhus Universitet derimod vil øge forskningsproduktionen og have de studerende hurtigere igennem. Og professionshøjskolerne skal nu også forske i pædagogik og læring. De mange modsatrettede krav har skabt tvivl om fremtiden på instituttet i Emdrup.

Problemet er ifølge lektor Jens Erik Kristensen, at ingen egentlig har gjort sig klart, hvad der skal ske med stedet, hverken før eller efter den tumultariske forandringsproces på AU.

»Ingen kan rigtig svare på, hvad der er blevet af DPU, efter vi er blevet en del af et større universitet, som fra første færd har haft et noget ambivalent forhold til os,« siger Jens Erik Kristensen.

Han forklarer, at fusionen med det kulturvidenskabelige fakultet, som uheldigvis fik det misvisende navn Faculty of Arts, på godt og ondt har fjernet DPU fra dets oprindelige formål, der var at levere forskning, uddannelse og formidling i relation til hele det pædagogiske professions- og praksisfelt.

»Nu er vi i realiteten blevet opslugt i et mere eller mindre traditionelt humaniora, der ikke er særligt professionsorienteret, og det skaber en vis usikkerhed om, hvor vi står – ikke mindst i professionsverdenen,« siger Jens Erik Kristensen og fortsætter:

»Uheldigvis undlod man, fordi det skulle gå så hurtigt med de store omstruktureringer, at tage en ordentlig diskussion om, hvordan man i et nyt fakultet kunne forene så ulige størrelser som humaniora, teologi og DPU. Den diskussion har den nye fakultetsledelse endnu ikke skabt rum til.«

Steen Nepper Larsen er enig i, at der mangler retning. Han mener, at institutledelsen er for svag, og resten af ledelsen sidder for langt væk og ikke har den store forståelse for, hvad DPU egentlig er for en størrelse.

»Ingen ved rigtig, hvad AU vil med det her sted. Vi har en institutledelse, som hverken vil eller kan sætte en retning, fordi den ikke har magt, men frem for alt fordi den mangler visioner. Vi har Bertel Haarders forestilling om at rulle os tilbage til udelukkende at være efteruddannelse for lærere, og vi har en ledelse, som bare snakker om »verdensklasse«, flere publikationer og hurtigere studerende, selv om vores studerende ofte er voksne, der passer et job, samtidig med at de studerer,« siger Steen Nepper Larsen.

Bestyrelsen på AU har godt nok udpeget tre fokusområder for forskningen på DPU, som de færreste forskere på stedet kan se sig selv i. Studienævnsformanden på DPU, Henrik Vase Frandsen, frygter, at ledelsen også kan finde på at styre efter dem:

»Det er lige håndfast nok, at vi som det eneste institut ikke får lov at fastlægge vores egen forskningsstrategi.«

Institutleder Hanne Løngreen forstår godt forskernes usikkerhed, men der er efter hendes mening ingen tvivl om, hvad instituttet skal.

»Vi er stadig skolens og pædagogernes universitet. Det kan godt være, at omverdenen ser os anderledes, fordi vi blevet et institut og hedder noget andet,« siger Hanne Løngreen og afviser, at hun ikke skulle have magt nok i forhold til de øvrige institutter.

Hvad angår de ansattes bange anelser siger hun:

»AU har ingen intentioner om at gøre noget ved det her sted, som betyder flytning eller lukning. Der er ingen af den slags planer overhovedet, og det prøver jeg også konstant at fortælle, når det kommer op blandt de ansatte.«

 

BOKS

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu