Læsetid: 4 min.

Store virksomheder er ude af krisen

De største danske virksomheder tjener igen lige så mange penge som før finanskrisen, mens de små virksomheder og beskæftigelsen fortsat halter langt efter. Virksomhedernes effektiviseringer medfører jobtab, påpeger økonomer
Mens de største danske virksomheder er ved at være tilbage på niveauet fra før finanskrisen, kniber det stadig for de små og mellemstore virksomheder.

Jakob Dall

17. juni 2013

De største danske virksomheders indtjening og udbetaling af udbytte er tilbage på samme niveau som før finanskrisen. Samtidig kæmper resten af samfundsøkonomien fortsat for at rejse sig efter recessionen.

»Selv om vi er i en situation, hvor økonomien stadig har det rigtig svært, så klarer en del virksomheder sig rigtig fornuftigt,« siger Danske Banks cheføkonom, Steen Bocian.

Flere økonomer peger på, at virksomhederne har sparet sig ud af krisen ved at effektivisere forretningen. Men selv om de store virksomheder igen tjener lige så mange penge som før krisen, er det ikke kommet til udtryk i nyansættelser.

»De kraftige effektiviseringer, som virksomhederne laver, giver umiddelbart en produktivitetsgevinst, men det giver også et jobtab,« siger Bo Sandemann Rasmussen, økonomiprofessor ved Aarhus Universitet.

En opgørelse fra Nationalbanken viser nu, at de børsnoterede selskabers udbetaling af udbytte i de første fire måneder af 2013 var på 23,1 mia. kr. Det er det højeste niveau siden 2006. Og det næsthøjeste niveau de seneste 10 år.

»Det store flertal af virksomhederne har det svært, og så har vi nogle enkelte store virksomheder, hvor det kører ret godt,« vurderer Bo Sandemann Rasmussen.

Samtidig viser en opgørelse, som Nordea har lavet for Dagbladet Information, at de største danske børsnoterede virksomheders indtjening også er tilbage på niveauet fra 2007, mens de små virksomheder fortsat er hårdt presset af krisen.

»Krisen har vist, at de store og primært internationalt funderede virksomheder har klaret sig rigtig flot under krisen og er kommet langt bedre igennem den end de små og mellemstore virksomheder i Danmark. De ligger på en indtjening, der enten er den samme som eller i mange tilfælde højere end før krisen,« siger Henrik Drusebjerg, seniorstrateg i Nordea.

Opgørelsen over både udbetalinger af udbytte og indtjening viser, at det særligt er Danmarks største virksomheder, der har fremgang. Tilsammen tegner A.P. Møller-Mærsk og Novo Nordisk sig for 58 pct. af de samlede udbetalte aktieudbytter fra januar til april 2013.

»De større danske virksomheder er i høj grad globale virksomheder. De nyder godt af, at den globale vækst ikke har været så dårlig endda,« siger Steen Bocian.

Velstandsniveauet lavere

De store virksomheders rekordhøje indtjening står i skarp kontrast til den matte udvikling i økonomien generelt. Her er forventningen blandt økonomer, at økonomien allertidligst i 2015 eller 2016 er tilbage på samme niveau som før krisen.

AE-rådet lavede i april en fremskrivning af dansk økonomi, i hvilken det forventer, at BNP ved udgangen af 2015 – syv år efter krisen ramte – fortsat ligger under niveauet fra før krisen.

Og ligesom væksten er beskæftigelsen hårdt ramt af krisen.

»Vi fik det store fald i beskæftigelsen i 2009. Og så har beskæftigelsen været svagt faldende lige siden. Omvendt kan man se på produktiviteten i 2010 og 2011, at den stiger rigtig meget. Det er et udtryk for, at virksomhederne skærer ind til benet, og at færre folk skal producere mere, end de plejer,« siger Bo Sandemann Rasmussen.

Danske Banks cheføkonom forventer, at det vil tage endnu længere tid for beskæftigelsen at rette sig til niveauet fra før krisen.

»Der er vi måske fremme ved 2020, før vi kan forvente at lukke det hul, der er opstået på arbejdsmarkedet som følge af krisen,« siger Steen Bocian.

Regeringen forventer, at Danmark i år vil have en vækst på 0,5 pct. og på 1,6 pct. næste år. Og den sløje indenlandske vækst lægger pres på de små virksomheder.

»Den indenlandske økonomi er stadig underdrejet i Danmark, og derfor er det mere de eksportdrevne virksomheder, der har det godt, end det er den lokale håndværksmester eller den lokale service- eller detailvirksomhed,« siger Steen Bocian.

Det bør også have indflydelse på politikernes fokus i den økonomiske politik, så man gør mere for de små og mellemstore virksomheder og mindre for de store virksomheder, mener Bo Sandemann Rasmussen.

»Alle store virksomheder har også været små en gang. Så det er altid vigtigt at have et vist fokus på de små og mellemstore virksomheder, for det er jo sandsynligvis derfra, man henter nogle af fremtidens store virksomheder. Det er klart, det nytter ikke noget bare at have fokus på dem, hvor det går godt i forvejen.«

Udsigterne

På et tidspunkt vil det faktum, at de større virksomheder har frigjort sig fra den matte udvikling, der præger de små virksomheder og samfundsøkonomien i øvrigt, dog formentlig slå igennem.

»Når det begynder at gå godt, begynder virksomheder ikke med det samme at hyre nye folk. Det vil sige, at de godt kan få en fremgang, som du ikke kan spore i beskæftigelsen. Der kan godt være en vis forsinkelse fra, at virksomhederne får det godt, til vi andre kan se det på antallet af job, der bliver skabt,« siger Bo Sandemann Rasmussen.

»Man kan håbe på, at de virksomheder, hvor det går godt, er en indikation af, at vi også kan forvente, at virksomhederne vil øge deres aktivitetsniveau og begynde at ansætte nogle flere.«

Det skal man dog ikke være så sikker på, mener Henrik Drusebjerg fra Nordea.

»Der er stadig krise i Europa. Der er stadig politikere i Europa og i Danmark, der er i gang med at lave en masse reformer og forandringer, og man aner ikke, om den næste kan komme til at påvirke en selv eller ens virksomhed.«

Den vurdering deles af kollegaen i Danske Bank, der mener, at usikkerheden kan forklare, hvorfor selskaberne vælger at betale deres indtjening tilbage til ejerne i form af aktieudbytte.

»Mange af virksomhederne holder igen med at investere, fordi den økonomiske usikkerhed er stor, og i stedet for at kanalisere pengene tilbage i systemet bliver de udbetalt som udbytter,« siger Steen Bocian

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu