»Tror du, at jeg er let at hypnotisere,« spørger jeg, da jeg træder ind ad døren hos hypnoterapeut Erik Lunøe. Han har kun kendt mig i ét minuts tid, da han svarer: »Ja, det er du«.
Han har lært fællestrækkene at kende ved dem, der har vist sig lette og svære at hypnotisere og gætter på, at jeg er god til at dagdrømme eller »falde i staver«, som han kalder det. Det er jeg, bekræfter jeg, og får et indtryk af, at det i denne situation kommer til at tale til min fordel. Jeg har aldrig oplevet et deja-vu i en ukendt fremmed by, og jeg bliver ikke pludselig et andet ’jeg’ i mine drømme. Så vidt jeg ved, har jeg kun levet dette ene liv. Et liv, hvor jeg er i 20’erne, ansat på denne avis og bor i en lejlighed på fjerde sal. Men jeg er blevet nysgerrig, og det er derfor, jeg er her. For at undersøge om jeg har levet før.
Det er ikke længe siden, hypnose blev opfattet som noget okkult. Erik Lunøe har været hypnoterapeut siden 1998 og husker, at hans første patienter var nervøse for, hvad de gik ind til.
Hvad de vidste om hypnose, kom som regel fra krimier og hypnoseshow, hvorfra det er en udbredt misforståelse, at hypnose kan ske mod nogens vilje, fortæller han.
»Siden dengang har jeg haft flere tusinder i hypnose, og jeg kan tydeligt mærke, at holdningen til hypnose har ændret sig,« siger Erik Lunøe. Mange har under hans hypnose været tilbage i tidligere liv. Fordi de som mig er nysgerrige, eller fordi svaret på deres problemer skal findes i et tidligere liv.
Kan du tælle til 10?
Jeg er klar til at komme i hypnose, og sætter mig i en lænestol. Jeg får et tæppe over fødderne, og Erik Lunøe sætter musik på. Sådan noget, der lyder af både vandfald, drypstenshuler og vingesus.
»Nu vil jeg gerne have, at du tæller fra et til 10, og for hvert tal du siger, synker du dybere, og det næste tal bliver sværere at sige. Når du ikke kan tælle længere, løfter du din pegefinger,« siger Erik Lunøe med en stemme, der er blevet rundere, roligere og mere monoton end den, han talte med for et øjeblik siden. Jeg er afslappet, men skeptisk. Selvfølgelig kan jeg tælle til 10. Jeg kan tælle til 100, tænker jeg. Men da jeg efterfølgende lytter båndoptagelsen fra min hypnosesession igennem, kan jeg høre min stemme blive spinkel og svag allerede, da jeg når til tallet tre. Jeg får sværere ved at sige tallene, og tallet syv kan jeg næsten ikke sige. Otte orker jeg simpelthen ikke at udtale, så jeg løfter min pegefinger. Nogle har brug for at tælle til 70, så Erik Lunøe har nok ret: Jeg er let at bringe i hypnose.
»Om et lille øjeblik kommer jeg til at tælle fra et til tre, og når jeg tæller til tre, vil dit ubevidste tage dig tilbage,« siger Erik Lunøe.
»Tilbage til det liv, du skal tilbage til i dag. Og når du er der, vil du kunne se alt og opleve alt, præcis som det var dengang«.
»Gør dig klar til at rejse tilbage til et af dine tidligere liv. 1,2,3!« siger Erik og prikker mig på panden.
Tilbage ved et tilfælde
Første gang Erik Lunøe førte en patient tilbage til et tidligere liv, var ved et tilfælde. Lige så længe kvinden i terapi kunne huske, havde hun lidt af hovedpine. En hovedpine, som hun forgæves havde brugt mange penge og meget tid på at slippe af med.
»Jeg bad hende følge smerten tilbage til dengang, den opstod, og kvinden fortalte, at hun var en del af et omrejsende cirkus, hvori hun red på en hest. Pludselig stejlede den, og hun faldt af og landede på hovedet. Hun skreg af smerte, men steg op på hesten igen, som om intet var sket, for ikke at tabe ansigt over for tilskuerne,« fortæller Erik Lunøe. Livet, hun havde beskrevet, var hverken et liv, hun selv eller Erik kendte, men et liv, der udspillede sig i Middelalderen. Kvindens hovedpine forsvandt under hypnosen og vendte aldrig tilbage.
Jeg begynder at lande i mit tidligere liv.
»Lad alt omkring dig blive klart og tydeligt,« siger Erik Lunøe.
»Hvad er dit første indtryk, er du indendørs? Er du udendørs?«
Det aner jeg ikke, for jeg ser ingenting. Intet. Hvis det her er hypnose, så digter folk, tænker jeg.
Og så alligevel. For selv om jeg ikke kan se noget, har jeg en klar fornemmelse af, at jeg er indenfor. Så det prøver jeg at svare. »Indenfor«.
»Er du alene eller sammen med nogen?«
»Alene«.
»Er det nat eller dag?« »Nat, det er et sort rum«.
»Er det koldt eller varmt?«
»Varmt,« siger jeg. Jeg er udmærket klar over, at jeg sidder i en stol hos Erik Lunøe i Studiestræde, og jeg kan høre fotograf Tine Sletting tage billeder af mig. Men jeg ved også, at jeg er kvinde, og at jeg i mit tidligere liv taler et sprog, jeg ikke kender. Jeg gætter på, at det er østeuropæisk.
»Hvordan har du det,« spørger han, og meget pludseligt griber følelsen af ensomhed mig. Jeg fortæller, at jeg sidder i et fængsel, i et hjørne med benene trukket op under mig.
»Hvorfor er du her?« spørger Erik Lunøe.
Jeg tænker i, hvad der føles som mange minutter, men som da jeg lytter min båndoptagelse igennem, kun varer få sekunder.
»Jeg har nogle evner … Jeg kan noget med planter,« siger jeg og kan høre mig selv fnise på optagelsen. Jeg kan godt selv høre, hvordan det lyder.
Heks med Parkinson
Jeg troede, hypnosetilstanden ville svare til at drømme, men egentligt minder den mest om lige før, man vågner. Der, hvor man selv kan bestemme, hvad man gerne vil drømme. Alle kender denne tilstand, for vi kommer i den flere gange i løbet af en dag, når vi ’dagdrømmer’ eller ’falder i staver’. Mere hokuspokus er det egentligt ikke – det er en følelse af skærpet koncentration.
Tilbage i hypnosen fortæller jeg, at jeg ikke bryder mig om andre mennesker, fordi de kalder mig »skør« og »kigger mærkeligt på mig«.
»Hvem har lært dig det med planterne?« vil Erik vide, og jeg svarer:
»Det har jeg selv. Men jeg kan altså ikke trylle!« indskyder jeg, »men jeg kan nogle ting, og det bliver folk sure over. Det var derfor, jeg kom i fængsel.«
Erik Lunøe spørger, hvad det er, jeg føler i min krop, for lige siden jeg ’landede’ har mine hænder og arme rystet. Jeg ved godt, at jeg ryster, men jeg kan ikke holde op, så jeg fortæller, at jeg har nogle tics, og at det er derfor »de andre kigger«. Fedt – tænker ’mit nulevende’ jeg, som jeg indimellem pendler til – jeg har været en asocial heks med Parkinson. Nu tæller jeg til tre, og så kommer du hen til to minutter før, dit liv slutter,« siger Erik Lunøe. »1,2,3. Du er der nu«.
Igen går der noget tid, før jeg oplever scenen klart. Jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg digter, og for at imødegå den skepsis svarer jeg konsekvent det første, der falder mig ind. Jeg fortæller, hvordan mit liv ender. Bundet til en træbriks i den fløj af fængslet, hvor en mand, der kalder sig læge, holder til. Stearinlys lyser rummet op, og udefra kan jeg høre hestehove mod brosten. Lægen holder en klud med gift for min mund og næse, og jeg forlader livet. Det føles helt roligt.
Eftertanker
En mand, der fører folk tilbage til tidligere liv, må naturligvis selv tro på reinkarnation, tænker jeg, men Erik Lunøe er ikke sikker. Måske genfødes vi i en række af liv, måske findes der i alle mennesker nogle kollektive, ubevidste lejringer, som genetisk føres videre. Ligesom evolution optimerer og videreudvikler fysikken, sker det samme måske med bevidstheden. Det er et vildt bud, men der findes faktisk forskere, som prøver at forklare, hvordan bevidsthed kan eksistere uden for menneskets hjerne og herfra siver ind i andres. Jeg er ikke blevet klogere på, om jeg virkeligt var på besøg i et tidligere liv, eller om ’dagdrømmere’ tog over og digtede sig til en interessant fortid. Men jeg går derfra med en tanke om, at kroppen (og hjernen) er for vild. Det må være den følelse, forskere har haft, da de fandt ud af, at kroppen danner antistoffer, at celler fornyer sig selv, og at kroppen reagerer på stress, før erkendelsen når hovedet.
Jeg er ikke blevet mere spirituel, og jeg er stadig skeptisk over for tanken om, at vi skulle have levet før, men jeg lader min oplevelse stå som en hyldest til hjernen.
