Baglandets vogter

Da interviewet er ved at være slut, får Aage Frandsen det samme spørgsmål som de andre i Informations serie om Baglandet: Hvad er dit vigtigste politiske fingeraftryk? Han besvarer det med et nyt spørgsmål.

»Internt i partiet eller politisk?«

– Det må du selv om …

»SF’s demokratiforståelse,« siger Aage Frandsen så.

Skulle svaret falde inden for den politiske kugleramme, havde han formentlig sagt det sammen. SF’s demokratiforståelse er en del af Frandsens politiske styrerpind. At hans fingeraftryk så ikke har været særligt markerede i årene op til SF’s formandsskifte er en anden sag.

Formandsopgøret blev udlagt som et valg mellem SF som medlemsparti og SF som et ministerparti – blandt andre af Aage Frandsens selv i en meget omtalt og kritisk kronik i Politiken op til daværende formand Villy Søvndals afgang.

Det er derfor, Information har opsøgt Frandsen i Aarhus, hvor nestoren velvilligt er rejst til med toget fra Hinnerup Station for at tale om det politiske bagland og demokratiets tilstand. Ikke om kronikken. Ej heller om hans rolle i formandsopgøret, hvor kronikken og senere et interview i Information blev udlagt som katalysator for magtskiftet. Og slet ikke om, hvordan den nye formands bedrifter kan bedømmes sidenhen.

»Man skal økonomisere med sine meninger, hvis man vil tages alvorligt. Og det vil jeg stadig gerne,« siger Aage Frandsen.

Og han har da heller ikke sagt noget offentligt, siden hans kandidat vandt og lovede mere inddragelse af medlemmerne. Men da Frandsen er enig i, at det principielle bedst belyses med det konkrete, nærmer vi os også SF’s nuværende politiske mentaltilstand, resultattavle og manøvremuligheder i regeringen. Et turbulent år, hvor SF’s bagland vandt tabt land tilbage, kan ikke undgå at kalde på refleksion hos en demokratiforkæmper. Mere om det senere.

Effektive partier

Forstyrrende konkrete er de blot 170 medlemmer af SF Aarhus, Aage Frandsens politiske bagland, der har brugt deres stemme på at vælge kandidater til kommunalvalget. Endnu færre bekymrede sig om regionsvalget. Så er der overhovedet brug for Frandsens højt besungne medlemsdemokrati?

»Mindre end 50 procents stemmedeltagelse er ikke godt, så er demokratiet reduceret. Ser man på SF, så har den medlemstilgang, partiet havde op til 2010, heller ikke resulteret i mere engagement. Det var konstant, selv om medlemstallet var fordoblet. Det tyder på , at nogle af de nye, der meldte sig ind, havde en anden tilgang til partimedlemskabet. Som en måde at være støttemedlem i Røde Kors. Det er så vigtigt at gøre så meget som muligt for at engagere, ellers ender det med, at nogen siger: Det kan ikke passe, at så lille en del af befolkningen skal bestemme, hvem der opstilles.« Det kan imidlertid godt være, at SF’erne havde mere brug for deres parti, end partiet har brug for dem. Forstået på den måde, at medlemmernes ideologiske strambuks kan hæmme et parti, der er nødt til at indgå kompromiser i en en koalitions- og mindretalsregering. Den analyse køber Frandsen ikke.

»Det passer jo ikke. I 90’erne var jeg blandt andet med til at lave finanslovsaftaler, hvor det ikke var noget problem at indkalde hovedbestyrelsen og forretningsudvalget. Selvfølgelig er det sværere som regeringsparti. Men hvis man kun tænker på, at et parti skal kunne agere effektivt, som Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon tydeligvis er meget optaget af – så mister man inddragelsen. Man skal lande et sted mellem det effektive og inddragelsen. Den tendens, der var i SF fra 2008 til 2012, var, at man udover tilpasningen til Socialdemokratiet politisk havde det synspunkt, at det var vigtigere at være effektiv og at få bestemt end at inddrage. Det var formentlig det, der slog så hårdt igennem ved formandsvalget.«

Dårlig undskyldning

Den nuværende regering bruger det som undskyldning, at medlemsinddragelse ikke kan lade sig gøre, mener Frandsen.

»Alt skal aftales i toppen, og de menige folketingsmedlemmer bliver så samlet på Marienborg til en orientering. Det er ikke inddragelse. Det var det, Annette Vilhelmsen ville ændre. I forhold til den øvrige regering, Corydon og Thorning, har hun ikke kunnet gøre så meget. Men der er sket en ændring i SF, hvilket man så på landsmødet, hvor de delegerede oplevede det som legitimt at stille spørgsmål, og ledelsen jo også tabte afstemninger om f.eks. offentlighedsloven.«

Her er Vilhelmsen bundet af et forlig med V og K fra før formandsskiftet. Men ifølge Aage Frandsen viser det, at medlemmerne kan sende signaler.

»Næste gang får man måske afværget sådan noget som offentlighedsloven. Før 2012 var det ikke muligt at få vedtaget noget, der var kontroversielt i forhold til regeringssamarbejdet. Men selv om politikudvikling nu foregår i et lukket rum i regeringen, så må man arbejde på en mere langsigtet politikudvikling, hvor også ordførerne føler sig hørt. Det ser man eksempler på i forbindelse med forhandlingerne om en skolereform. Det er en styrke, at så meget viden som muligt inddrages, at flere bestemmer, og at flere kan stille kritiske spørgsmål.«

– Men vil du sige, at et topstyret parti som Dansk Folkeparti laver dårligere politisk arbejde?

»Ud fra et effektivitetssynspunkt, så er DF gode til at skabe resultater. Jeg siger heller ikke, at demokratiet nødvendigvis skaber de bedste resultater, men det er det rigtigste, at der er flere om at bestemme. Mit parti bruger også fokusgrupper og lignende. Men demokrati er vigtigt, og demokrati er ikke kun en styreform. Som Hal Koch har sagt, er det også en livsform. Det er det vores samfund er bygget op omkring – den politiske samtale. Fokusgrupper giver kun et øjebliksbillede.«

Medskyldig

Aage Frandsen er tidligere blevet udlagt som den person i SF, der i nullerne var garant for, at partiet ikke bevægede sig for langt væk fra ’baglandet’. I et portræt med overskriften »Don Aage« i Weekendavisen 2001, hvor Aage Frandsen havde overtaget posten som gruppeformand, blev han beskrevet som baglandets mand, der lagde stor vægt på at følge linjen fra forretningsudvalg og hovedbestyrelse. Faren, som det blev udlagt i artiklen, var de stramme forhandlingsmandater, der risikerede at sætte SF uden for indflydelse.

Men Aage Frandsen har også deltaget i moderniseringen af partiet. F.eks. støttede han Villy Søvndals formandskandidatur. Bl.a. fordi Søvndal kunne sælge billetter i en tid, hvor en teoretisk funderet ledelse ikke længere kunne matche en politisk offentlighed, hvor substansen til tider blev sendt ned på de bagerste pladser.

»Vi har jo selv bidraget til, at den måde demokratiet har virket på i SF, er blevet svækket. Før var det i høj grad hovedbestyrelsen, der formulerede politikken. Nu er det masser af professionelt ansatte. Så mister man jo indflydelse som medlem.«

Politik har også forandret sig, så de folkevalgte sjældnere møder medlemmerne. Men medlemmerne skal også være bedre til at sige, hvad de mener, pointerer Frandsen.

»Partimedlemmer er jo meget mere loyale end vælgerne. Når det går fremad i et parti, siger de ingenting. Og når det går tilbage, siger de heller ikke noget. SF’ere er slet ikke så kritiske, som de ofte bliver udlagt,« siger Frandsen med et grin.

– Men hvorfor kom din kronik så så sent?

Pause.

»Jeg havde jo gjort noget andet inden. Men der blev ikke lyttet.«

– Du er åbenlyst ikke glad for spørgsmålet?

»Formandsskiftet ville være kommet under alle omstændigheder. Jeg var med til at sætte ord på tanker, som mange havde. Jeg havde fået at vide af mange, at nogen måtte gøre det. De havde prøvet, men der blev ikke lyttet, heller ikke til folketingsmedlemmerne. Jeg havde ikke noget at miste, men man skal heller ikke blande sig i alt.« Og på mange måder viser Frandsens kronik medlemsdemokratiets begrænsninger. Et bagland kan kun vise tænder og for alvor sætte Christiansborg på plads, hvis en lavine af utilfredshed artikuleres i det offentlig rum og ikke mindst af de rigtige personer. Det sker ikke til interne bestyrelsesmøder med blødt brød og kaffe eller til klappende landsmøder – uanset hvor mange resolutioner der vedtages.

Selvstændigt SF

Det store spørgsmål er så, om SF har fået mere SF-politik igennem, efter at medlemmerne bliver hørt mere. Har de den indflydelse, som for Frandsen er så afgørende for kvaliteten af det politiske arbejde? Før formandsskiftet var Frandsens analyse i Politikens kronik: »Jeg siger ikke, at SF skal træde ud af regeringen nu. Men opstår der lignende situationer som med betalingsringen og skatteaftalen, hvor SF bliver ’kørt over’, bør det overvejes, da der vel må være en grænse. Og indflydelse kan SF sagtens have uden for regeringen, viser erfaringerne. Som regeringsparti er SF i betydeligt omfang gledet i et med regeringen. Skal SF som regeringsparti genfinde og genvinde sin identitet, må det bl.a. ske ved, at SF udformer en selvstændig politik. En politik, der viser, at SF er et selvstændigt parti med egen identitet. At et parti både kan være i regering og have en selvstændig profil er set før, f.eks. Venstre i Schlüterregeringen. (…) Det vil bidrage til, at SF igen bliver et medlemsparti, og at SF bliver andet end medlem af regeringen, samt at SF igen kommer til at gå på to ben. Indflydelse her og nu, samtidig med at SF viser, hvordan samfundet kan forandre sig i socialistisk retning.«

– Siden har SF i regering vedtaget en SU-reform, der skærer i ydelserne til de studerende, en kontanthjælpsreform og en vækstpakke, hvor skattelettelser bliver betalt af nogle af samfundets svageste. Er det selvstændig SF-politik?

»Man skal ikke blande sig i alt,« siger Frandsen.

Det er alt.

Hvis man skal hjælpe Frandsen lidt på vej, kan man jo erindre om, at regeringsgrundlaget er det samme, og at der ikke bliver pillet ved det, hvilket landsmødet i april viste, at SF’erne overordnet har accepteret. Men regeringsgrundlaget er ved at være udtømt, og det er nu, et nyt kapitel eller et selvstændigt valgoplæg skal skrives hen mod folketingsvalget. Her har Vilhelmsen meldt ud, at partiet går til valg på at komme med i en regering.

I Frandsens kronik fremhæves CD som det eneste regeringsparti nogensinde, der har forladt en regering i utide. Herefter gik partiet frem fra fem til otte mandater. Ved næste valg røg de ud, men det skyldtes i høj grad, at den formand Mimi Jacobsen ville forandre partiet i mere socialliberal retning.

Demokratisk samtale

Uanset hvad så går magten for SF via Socialdemokraterne. De socialdemokrater, som ifølge Frandsen enten ikke lytter i tilstrækkelig grad eller direkte giver SF en kold skulder?

»I det samarbejde handler det jo om, hvem der skal give mest. Der var man ikke dygtige nok til at få SF-politik igennem. På den måde kan man jo sige, at DF fik mere indflydelse udenfor. Det er svært at være det lille parti i en regering, f.eks. de konservative …«

– Også SF?

»Ja, det lider SF også under, men Konservative fik jo f.eks. skattelettelser igennem, som ikke var kommet, hvis K ikke havde presset på. Men hvad har de fået på det lange sigt?«

– Hvad er den vigtigste ingrediens, hvis man skal lykkes som lille parti i en regering?

»At man skal kunne genkende sig selv som parti. Imens bliver fokus jo rettet på, hvad Enhedslisten og i sin tid DF, fik ud af det. Se f.eks. den seneste dagpengepakke. Indholdet var jo lagt fast, inden Enhedslisten fik ændret finansieringen. Det var jo ikke noget med, at Enhedslisten fik noget igennem bortset fra finansieringen, selv om det måske så sådan ud.« SF’s manøvremuligheder kan også beskrives på en anden måde, selv om de for nuværende forekommer urealistiske. Men som Frandsen siger, sådan så det jo også ud i forhold til at gøre noget for de tusindvis af udfaldstruede danskere før april måned. 0På dagen hvor interviewet finder sted, lanceres et politisk flertal uden om regeringen for at finanspolitikken bør lempes.

»Der er er efterhånden mange, der siger, at sparepolitikken er den forkerte medicin, og man kan jo håbe på og ikke udelukke, at også her kan den demokratiske samtale have en funktion. Virkeligheden kan jo vise, at der er andre muligheder, f.eks. en lempeligere finanspolitik. Som vi så det med dagpengene, der blev Vestager presset til at lytte.«