’Demokrati er for de aktive’

170 medlemmer eller knap 17 procent af medlemmerne i SF Aarhus brugte i foråret deres højt besungne folkesocialistiske medlemsindflydelse til at udpege partiets kandidater til det kommende kommunalvalg.

Ikke just et prangende resultat for et parti, hvor baglandet valgte en for de fleste SF’eres vedkommende fuldstændig ukendt kandidat til formand ud fra forhåbningen om, at hun ville levere et medlemsdemokratisk fremskridt af perestrojkaske dimensioner.

Det er da heller ikke et resultat, storkredsformand for SF i Østjylland Lars Lyngsdal er stolt af. Men som han siger, da vi sidder i kantinen på Skejby Sygehus:

»Demokrati er for de aktive. Hvis medlemmerne vil have indflydelse, må de sætte sig ind i det. Det har jeg ikke ondt i maven over.«

De partimedlemmer, Information møder i Aarhus, siger samstemmende, at der er indflydelse at få i et moderne parti. Men man skal tage den selv. Det er der bare ikke så mange, der gør. Heller ikke i SF.

En livsform

Lars Lyngsdal tilhører den efterhånden eksotiske skare af danske partimedlemmer. I over 40 år – som en af de længst siddende SF’ere i Aarhus – har han passet de ugentlige møder i en partiforening. I gennemsnit er det blevet til ét om ugen, sommerferierne undtaget. Det er blevet en livsform.

Lyngsdal ville egentlig cykle fra hjemmet med havudsigt i Egå til interviewet på Skejby Sygehus, men vejret passede ham ikke. I tasken har han et apparat, der kontrollerer pacemakeren. Den skal han have byttet ud på hjerteafdelingen. Ren formalitet, og det er da heller ikke derfor, at mødet er sat i kantinen, hvor patienter og pårørende drikker formiddagskaffe. Stod det til Lars Lyngsdal, mangeårigt medlem af Aarhus Amtsråd og Region Midtjyllands regionsråd, skulle sygehuset nemlig slet ikke have eksisteret. Utallige er de møder, han har deltaget i for at bekæmpe flytningen af sygehuset fra den indre by til en mark i Aarhus Nord.

Til åbningen holdt han tale. Lars Lyngsdal går til kontrol i et politisk nederlag, som han har brugt år af sit liv på. Hvad driver ham?

»Jeg kunne også have købt et kolonihavehus,« siger han.

– Men er partimedlemskab ikke en anakronisme? Hvorfor behøver partierne medlemmerne?

»Partimedlemmer er nerven i vores demokrati. De er langt vigtigere end parlamentarikerne. Dem kan man altid få. I USA har man juletræsforeninger, og det eneste aktive, man foretager sig, er at deltage i primærvalg. Det er jo ikke politisk aktivitet. Det er sundt, at mennesker møder op for at snakke politik på forpligtende vis. Hvor mange kender du, der er brændende engageret i politik og vil sidde til masser af møder om aftenen i stedet for at være sammen med familie?«

– Ingen, næsten …

»Ja, og det er da også interessant at have mange medlemmer. Men det mest interessante er altså at have nogle, der aktivt bidrager til udviklingen af politikken. Det har vi i SF.«

– Men du kan da ikke sige, at et parti som Dansk Folkeparti ikke er folkeligt forankret. Når man spørger deres medlemmer og vælgere, siger de jo, at de føler sig forstået, lyttet til og talt til?

»Dansk Folkeparti er et hamrende elitært parti. Thulesen Dahl bestemmer det hele, og så er der nogle rapænder. Jeg er bare ikke imponeret over graden af viden i deres bagland,« siger Lyngsdal.

Drømmere

En beskrivelse af diskussionerne i partiet giver Lyngsdal selv i SF-koryfæet Aage Frandsens 50-års-jubilæumsbog om SF Aarhus. De år fra 1998 til 2004, hvor han sad som fællesformand, var præget af »mange og ofte ildfulde« diskussioner om den politiske linje i byrådet, kulminerende med de årlige budgetforhandlinger:

»Vi listede oftest 40-50 nye udgiftskrævende forslag op, der alle skulle finansieres via nye skatter. Forhandlerne blev så sendt i byen med besked om, at størsteparten af ønskerne skulle indfries, for at vi kunne indgå forlig – hvilket jo aldrig tilnærmelsesvist skete – uden at det af den grund holdt os uden for forligene.«

I 70’erne og 80’erne anså SF Aarhus sig som et nødvendigt venstreorienteret korrektiv til SF’s ledelse. Man holdt selvstændige møder inden landsmødet for at strikke selvstændige forslag sammen, der udstak divergerende linjer.

Den slags er lykkeligt overstået, siger Lyngsdal. Han var en af dem, der foretrak et hotelværelse ude i byen frem for sovepose og gymnastiksal på landsmøderne, og har aldrig kunnet forstå, hvad der fik folk til at sidde hele natten i de berygtede redaktionsudvalg, hvor kompromiserne efter de lange principielle diskussioner skulle strikkes sammen.

Regeringsdeltagelsen har vist, at de tider, hvor SF’erne tog medlemsdemokratiet så alvorligt, at man på det nærmeste ikke kunne se skoven for bare træer, for længst er slut. Hvor det virkede, som om man hellere bekæmpede interne fraktioner end andre partier. Og så alligevel? Medlemsdemokratiet vandt vel over dét, mange SF’ere så som Villy Søvndal og Thor Mögers magtdemonstrationer i partiet?

»Jeg oplevede ikke resultatet af formandsvalget som et krav om mere medlemsdemokrati,« siger Lyngsdal, der var stiller for Astrid Krag, og afviser derpå, at noget i partiet er forandret, siden Annette Vilhelmsen satte sig i formandsstolen.

»Det var mere et spørgsmål om politisk linje. Annette Vilhelmsen forsøgte at profilere sig på et opgør med regeringssamarbejdet. Det fik hun jo ikke meget ud af. Der er drømmere og pappenheimere, som blåøjet tror på, at en aftale mellem tre partier kan genåbnes. Det er håbløst. Jeg mener da også, at medlemmerne skal inddrages, men man skal vælge sine kampe på forhånd. Og det gjorde Annette også, da det kom til stykket. Den kamp var tabt på forhånd.«

Men hvis politikken behøver at foregå i lukkede regeringsrum, hvor kompromisser nødvendigvis må indgås, hvor er indflydelsen så for en mand som Lyngsdal?

»Jeg griber knoglen og ringer, hvis jeg har en kritik.«

Andre eksempler? Lars Lyngsdal har siddet i skatteankenævnet og har arbejdet sammen med tidligere skatteminister Thor Möger og nu Holger K. Nielsen om politikken på det område. Og Jonas Dahl, der overtog posten som politisk ordfører, da Jesper Petersen gik til Socialdemokraterne, stillede op til først regionsvalg og siden folketingsvalg på Lars Lyngsdals mellemkomst, forklarer Lyngsdal. Han savner ikke indflydelse.

»Jeg drømmer ikke om selskabsskattelettelser og nedskæringer. Men det er prisen for indflydelse. Jeg kender mit parti. Mange er så fundamentalistiske, at de har svært ved at sige ja til noget som helst. Og så får man ingenting. Det er folk som Jens Thoft og Leif Hermann. Sidst jeg mødtes med Jens Thoft under teltdugen den 1. maj, var vi enige om at være uenige om stort set alt.«

Ikke mere MF

I byens centrum, nærmere betegnet Banegårdspladsen, står Thomas Medom. Politisk ordfører for SF i Aarhus Byråd, spidskandidat til kommunalvalget og indtil for kort tid siden vikarierende rådmand.

Det er kølig sommer. Den utvivlsomt mest interesserede forbipasserende bærer SF-uniform – gråt hår og hornbriller – men viser sig at være en af gadens skæve eksistenser.

Også Thomas Medom var stiller for Astrid Krag og vil som Lyngsdal heller ikke kritisere den nye ledelse for at gå efter indflydelse og forlig. Hvorfor skulle han også det: Han er en del af den bevægelse i partiet, som har flyttet SF ind i regeringskontorerne. Medom var formand for SFU sammen med tidligere politisk ordfører Jesper Petersen og venner med mange af de andre unge, profilerede SF’ere, der har forladt partiet til fordel for Socialdemokraterne.

Hvad har det betydet for hans engagement i politik. Hvad driver ham til at blive, når kampfællerne går?

»Det er nogle af mine bedste venner. Og jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan man kan rykke til højre med en kritik, der ligger til venstre. Det er jeg skuffet over og ked af. Men jeg laver jo stadig masser af ting sammen med Jesper privat, og jeg har så sent som i dag talt med Nanna Westerby om at skrive til noget, de laver. Måske er det et udtryk for, at personlige relationer nemmere kan overleve et partiskifte end dengang, man nærmest så dem som afhoppere og forrædere.«

»Men jeg bliver aldrig socialdemokrat. De er forvaltere, jeg er i politik for at forandre. Og jeg kan ikke se den store forskel på partiet, efter Annette er kommet til. Astrid er mere skolet og kunne have vundet nogle flere kampe i regeringens koordinationsudvalg. Dér har vi i hvert fald ikke vundet så meget siden. Men Annette er allerede ved at vokse. Det så man til landsmødet.«

Folketinget stiller Thomas Medom ikke op til mere. Han bliver i kommunalpolitik. Barn nummer to er på vej, og han oplever at kunne lave konkrete forbedringer for borgerne i Aarhus. Og når man spørger ham om hans politiske fingeraftryk som del af SF’s bagland, er det da heller ikke regeringens politik eller den kommunale implementering af denne, han nævner. I Aarhus udfordrer det røde flertal tværtimod regeringen gennem konkrete politiske forslag. Den omstridte læreraftale og lige så kritiserede offentlighedslov bliver undermineret af det lokale demokrati. Og man har indført en fattigdomsgrænse, som regeringen nølende følger efter.

»Vi har fået igennem, at det er en juridisk mulighed at beholde de lokale aftaler med lærerne. Jeg ved godt, at regeringen overordnet ikke ønsker det sådan. Men her i Aarhus er vi glade for vores samarbejde med lærerne. De skal undervise mere, men de får også mere forberedelsestid. Den finder vi så ved at skære i møder og bureaukrati. Jeg er ikke den eneste, der har fremført, at vi skulle have den mulighed, men måske den første. Og hvis vi ikke havde presset på for det i SF, mener jeg ikke, vi ville have fået den juridiske mulighed, som også beskæftigelsesministeren har bekræftet.«

Og på samme måde med offentlighedsloven. Der kan Medom ikke se, hvorfor de lokale journalister ikke forsat skal sikres åbenhed i hans politiske arbejde. Og der er flertal i byrådet for, at kommunen skal køre videre efter reglerne i den nuværende offentlighedslov.

En overraskende pointe er ifølge Medom, at SF’s byrødder i Aarhus har langt mere indflydelse, end SF har i regeringens koordinationsudvalg:

»Der er meget langt fra at sidde i koordinationsudvalget og så til at kunne indføre sin egen fattigdomsgrænse i Aarhus. Hvis jeg kom i Folketinget, ville der være langt til den indflydelse. Det er meget sjovere at være i maskinrummet.«

30 underskrifter

Hverken Lyngsdal eller Medom benytter sig af den indflydelseskanal, der hedder offentlig kritik af ledelsen. Eller sådan da. Medom var en af de prominente fra det kommunale bagland, der var kritisk over for regeringen og KL’s linje i lærerkonflikten. Men som Medom siger, må man spille i offentligheden, når en debat fylder så meget.

»Ellers havde vi ikke fået ændret noget,« siger han.

Det med offentligheden fik Leif Skrydstrup til gengæld ikke så meget ud af. Den tidligere eksportchauffør, der nu læser til it-supporter efter en arbejdsskade, bor i det sociale boligbyggeri Bispehaven og blev medlem af partiet i 2010. Sammen med et partimedlem fra Sydsjælland startede han en underskriftsindsamling i april for at få partiet til at træde ud af regeringen. Kontanthjælpsreformen var dråben. Leif Skrydstrup blev rasende. Halvanden time efter appellen var lagt på Facebook, rasede det i medierne, og det blev ved i tre dage. Partiet sidder stadig i regering, og Leif er stadig folkesocialist. Men hvorfor?

»Kontanthjælpsreformens indhold var blevet præsenteret på lange møder, hvor vores christiansborgfolk sagde, at vi bare skulle blive bedre til at kommunikere det, så ville folk også forstå, at det var en god politik. Det var ligesom at slå i en dyne. Nogle gange er det et for stort udsalg af vores værdier. Men der er ikke så mange af min slags med faglært eller ufaglært baggrund i partiet eller på Christiansborg. Jeg har aldrig set en valgplakat eller et valgmøde på en teknisk skole. Men der er masser på gymnasierne.«

Derfor bliver han i partiet. De fleste er akademikere. Særligt i universitetsbyen Aarhus.

»Jeg forsvarer ikke partiets politik over for dem, jeg kender i kontanthjælpssystemet, som bliver ramt af det her. Jeg har mødt mange mennesker, som tror, at deres stemme ikke er noget værd. Det kan bare ikke passe.«

30 underskrifter blev det til. Men spørgsmålet om, hvorvidt SF skal forlade regeringen, optager SF’erne ligesom de dårlige meningsmålinger. Partiformanden har sagt, at partiet går til valg på at komme i regering, for der er indflydelsen størst. Thomas Medom er enig:

»Jeg kunne have ønsket, at SF’s plusser i regeringssamarbejdet havde været langt større. Men det er håbløst at melde sig ud af regeringen. Enhedslisten har rykket sig derhen, hvor SF stod i 90’erne, der er ikke plads. Så ville der stå to partier med samme strategiske og politiske position. Enhedslisten har væsentlig bedre billetsælgere lige nu, så den armlægning ville SF tabe.«