Justitia er navnet på det projekt, som chefjurist i den borgerlige tænketank CEPOS, Jacob Mchangama, nu vil starte. Han forestiller sig en politisk neutral tænketank opkaldt efter retfærdighedens gudinde, fordi fokus skal være på menneskerettigheder og retssikkerhed.
»Når det handler om retssikkerhedsprincipper er der sket små drypvise skridt i den forkerte retning både i Danmark og internationalt. Derfor er det nødvendigt at lave en tænketank, der kun har fokus på dét og ikke har alle mulige andre dagsordner,« siger Jacob Mchangama.
»Retssikkerhed er ikke noget, der for alvor flytter stemmer, og det er nok derfor, politikerne tager så let på det,« mener han.
Og det vil han gerne lave om på. Derfor skal analyserne fra den nye tænketank blandt andet udbredes via sociale medier, eksempelvis i videoform.
»Så kan vi komme ud til folk, der ikke gider læse en ti-siders rapport,« siger Jacob Mchangama, der selv er meget aktiv på både på Twitter og Facebook.
Han forestiller sig en organisation med tre-fire fastansatte medarbejdere plus studenter og praktikanter og håber at kunne have finansiering fra fonde og private på plads inden for et år. I mellemtiden fortsætter han sit arbejde i CEPOS. På længere sigt er ambitionen, at den nye tænketank blandt andet skal føre principielle retssager, eksempelvis for de tibetanere, der fik frataget deres flag af politiet, for at undgå at de skulle provokere den kinesiske præsident under hans besøg i København.
En tiltrængt stemme
Selv beskrives Jacob Mchangama af kolleger og iagttagere som en særdeles kompetent jurist, der har ydet en stor indsats for at sætte netop retssikkerhed og menneskerettigheder på dagsordenen. Men særligt blandt menneskerettighedseksperter har han sine kritikere, der mener, at hans juridiske synspunkter er for farvede af hans borgerligt-liberale udgangspunkt.
Forhenværende justitsminister og professor i forfatningsret på Københavns Universitet, Ole Espersen (S), beskriver Jacob Mchangama som »beviset på, at disse menneskerettigheder – herunder retssikkerhed – er noget almengyldigt, der ikke handler om partipolitik.«
For som Ole Espersen siger:
»Rettighederne er universelle – uanset om man er venstre- eller højreorienteret. CEPOS er en liberal tænketank, og jeg anses måske for at tilhøre venstrefløjen, men jeg har aldrig været ude for noget væsentligt punkt på det her område, hvor Jacob Mchangama og jeg har været uenige,« siger Espersen.
Også Enhedslisten, der i den fordelingspolitiske debat indtager den diametralt modsatte position af CEPOS, roser Mchangamas arbejde.
»Han er en tiltrængt stemme, efter at brede politiske flertal har foretaget grundlæggende indgreb i borgernes frihedsrettigheder. Han har været en medspiller for Enhedslisten, når det handler om forsvaret af klassiske, borgerlige rettigheder,« siger retspolitisk ordfører Pernille Skipper, der selv er jurist.
Sociale rettigheder
Men hvor Mchangamas forsvar for de grundlæggende menneskerettigheder generelt indbringer ham ros, er hans opfattelse af rettighedernes omfang mere omdiskuteret. Diskussionen er gammel og grundlæggende i menneskerettighedssammenhæng: Hvor meget skal menneskerettighederne omfatte? De fleste er enige om, at eksempelvis ytringsfrihed og ejendomsret er vigtige rettigheder, men hvad med ret til skolegang, ret til arbejde, adgang til rent drikkevand og sikring imod larm og støj?
Jacob Mchangama skriver selv i en CEPOS-analyse fra 2012 at »man må skelne imellem klassiske, borgerlige og politiske frihedsrettigheder og økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder«, og at Danmarks menneskerettighedspolitik alene bør »fokusere på de borgerlige og politiske rettigheder«.
Den skarpe sondring kan ifølge professor i forfatningsret på Københavns Universitet Jens Elo Rytter tolkes som del af et borgerligt projekt.
»Man skal huske, at Mchangama ikke er sat i verden for at være en uafhængig, neutral, akademisk person. Han er chefjurist i en borgerlig tænketank. Når han er betænkelig over for at forankre f.eks. uddannelse og sociale ydelser alt for meget i menneskerettigheder, er det, fordi det fastfryser en velfærdsstat, som han og CEPOS ikke er tilhængere af,« vurderer Jens Elo Rytter.
Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Thomas Gammeltoft-Hansen er også kritisk.
»Jeg synes, det er forkert at kalde det basale vs. andre menneskerettigheder. Retten til uddannelse er en kulturel rettighed, men mindst lige så grundlæggende i et demokrati. At udskille basale rettigheder skaber et falsk hierarki, der understøtter en borgerlig politisk dagsorden,« mener Thomas Gammeltoft-Hansen.
Udvandede rettigheder
Jacob Mchangama har længe argumenteret for, at menneskerettighederne er blevet »udvandet«, fordi, der er kommet så mange konventioner, resolutioner og tillægsprotokoller, at det efter hans vurdering relativerer de grundlæggende rettigheder.
»Rettighedsinflationen er et stort problem, og den agenda vil vi have fokus på i den nye tænketank. Hvad skal menneskerettighederne beskytte, og hvor går grænserne for, hvor mange nye menneskerettigheder, der kan tilføjes?« siger Jacob Mchangama og påpeger, at der på hjemmesiden for FN’s højkommissariat for menneskerettigheder ligger mere end 90 menneskerettighedsdokumenter.
Den udlægning er Thomas Gammeltoft-Hansen ikke enig i.
»Jeg mener ikke, at menneskerettighederne bliver udvandet på grund af for mange rettigheder. Det er helt naturligt, at man skal afveje rettigheder mod hinanden – det er ikke et nyt problem. Og jeg er uenig i, at der er kommet mange nye konventioner. Det er ikke et billede, ret mange internationale forskere tegner. I den seneste periode er det vel reelt kun handicapkonventionen, der er kommet til,« siger Gammeltoft-Hansen.
Jens Elo Rytter er enig:
»Jeg kan ikke se, at økonomiske og sociale rettigheder skulle udvande de klassiske rettigheder,« siger han.
Direktør på Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, håber, at den nye tænketank vil være en frisk start, der kan bringe Jacob Mchangama tilbage til sit kernenområde.
»Da Jacob først dukkede op, var han meget, meget skarp. Men i de senere år har han bevæget sig ind på områder, hvor han ikke har fagligheden. Hvis man skal være en tænketank, kan man ikke bare være en enmandshær og et epicenter for sine politiske holdninger. Man skal mere end bare at skabe debat,« siger Jonas Christoffersen.
Jacob Mchangama afviser kritikken.
»Sidste gang der var en ekspertgruppe i Justitsministeriet, der kiggede på sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder, nåede den frem til, at man ikke skulle inkorporere dem, fordi de udgør nogle vage politiske programerklæringer. Når jeg når frem til det samme, mener folk, at jeg har et politisk projekt. Tidligere højesteretspræsident Torben Melchior har talt for det samme, så det er langtfra noget særegent synspunkt,« siger Jacob Mchangama.
Han bekræfter, at han personligt har en borgerlig politisk holdning, men afviser, at det skulle diskvalificere hans argumentation.
»Jeg har blandt andet publiceret fire peer reviewed-artikler om menneskerettigheder, hvoraf nogle er blevet henvist til i højesteretsafgørelser – talt på en række konferencer og undervist i international menneskerettigheder i syv år på Københavns Universitet – både for anklagere og landsretsdommerne,« pointerer han.
I advokatfirmaet Plesner, hvor Mchangama var fuldmægtig, før han kom til CEPOS, husker partner Hans Hedgaard den unge fremadstormende jurist som en iøjnefaldende og idealistisk figur.
»Han havde et juridisk kald. Det stod klart fra starten. Han stak ud,« husker Hans Hedgaard.
I erhvervsadvokatbranchen, der er notorisk berygtet for sine lange arbejdstider, brugte Jacob Mchangama sin fritid på at producere blogindlæg og deltage i en række mediedebatter om menneskerettigheder.
»Nogle går til fodbold, andre går til karate – han var menneskerettighedsdebattør,« som Hans Hedgaard udtrykker det.
