Baggrund
Læsetid: 4 min.

Gældsfiksering tager politikken som gidsel

Alle snakker om den: statsgælden. Men hvad betyder egentlig måden, hvorpå vi snakker om den? Ny undersøgelse afslører, at det har konsekvenser for den økonomiske politik. Men det afviser bankøkonom
Cevea har undersøgt,  hvordan statsgælden de seneste otte måneder har været omtalt i de landsdækkende aviser. Undersøgelsen viser, at det i 79 procent af artiklerne bliver fremstillet som en uomgængelig sandhed, at statsgælden må og skal nedbringes af hensyn til markedets tillid, ratingbureauerne og rentesatser.

Jens Astrup/Ritzau Scanpix

Indland
30. juli 2013

Hvis du næsten får dårlig samvittighed, hver gang du åbner avisen, tænder for fjernsynet eller radioen og hører eller ser ordet ’statsgælden’, så er det ingen tilfældighed.

Ifølge et notat fra centrumvenstretænketanken Cevea, »Markedshysteri og gældsfiksering styrer vores opfattelse af økonomien«, er statsgælden nemlig et af de ord, vi instinktivt forbinder med noget andet. Og i dette tilfælde er italesættelsen, eller den såkaldte framing, billedet af staterne – og altså os allesammen – som uansvarlige skyldnere, der må spare på velfærden og overlade økonomien til økonomerne.

»Den måde, statsgælden har været brugt til at karakterisere og betegne den økonomiske krise, har aldrig været neutral eller objektiv,« siger analysechef i Cevea Jens Jonatan Steen og fortsætter: »Kun tre europæiske lande havde før krisen i 2007 store problemer med gælden og et uholdbart offentligt forbrug. Men den opskruede retorik omkring krisen har betydet, at vi alle sammen har fået den opfattelse, at offentligt overforbrug har sat det hele i gang – og at nedskæringer derfor er vejen ud af krisen. Dermed skaber den måde, man framer en økonomisk krise på, også vores opfattelse af både årsager og løsninger.«

Ceveas undersøgelse af, hvordan statsgælden de seneste otte måneder har været omtalt i de lands-dækkende aviser, afslører, at i 79 procent af artiklerne bliver det fremstillet som en uomgængelig sandhed, at statsgælden må og skal nedbringes af hensyn til markedets til-lid, ratingbureauerne og rente-satser. Kun i 21 procent af tilfældene bliver statsgælden omtalt som et problem for befolkningen og dens levevilkår. Samtidig er brugen af ordet ’statsgæld’ eksploderet i kriseårene. Alene i 2011 omtaltes begrebet 6.636 gange, hvilket er en tidobling i forhold til antallet i perioden mellem 2000 og 2008.

Notatet konkluderer, at italesættelsen af statsgælden har gjort krisen til et spørgsmål om politikernes hybris, som nu straffes med nemesis. Det på trods af at gældskrisen i vidt omfang skyldes forsøget på at holde hånden under den private finanssektor – og dermed ikke det offentlige forbrug.

»Nødvendigheden af den stramme økonomiske politik forekom sandsynlig for den brede befolkning, fordi skyldsforståelsen fra andre grundlæggende erfaringer direkte lod sig overføre: Staterne havde fråset og syndet, hvorfor markedets vrede havde ramt dem. At gælden til markedet skulle indfries, var fuldstændig i tråd med den kristne grundfortælling«, hedder det. Notatet nævner også udtryk som »økonomiske tømmermænd«, »forbrugsfest for lånte penge« og »løssluppen kreditgivning«, der alle italesætter årene op til krisen som et liv i synd.

Omvendt lommetyveri

Professor i retorik ved Københavns Universitet Christian Kock opfordrer alle til at holde øje med sådanne italesættelser – eller metaforer og ord som »betalingsring«, »hulahoptimer« og »cafépenge«. Sammenhænge eller ord som ubevidst stemmer os for eller imod en sag, før vi kan tage stilling til argumenterne

»Vi har en masse udtryk i dansk politisk kommunikation, som udfører, hvad jeg kalder omvendt lommetyveri. Man får puttet nogle opfattelser eller holdninger i lommen, uden at man opdager det. Det er noget, som er begyndt at blive udnyttet mere systematisk og professionelt siden årtusindeskiftet. Men det er en farlig tendens, for når vi skal tage stilling til politiske spørgsmål – som Irak-krigen, arveafgift eller altså statsgælden – så skal det være ud fra argumenter. Nu giver man ikke argumenter, men lægger holdningerne ind i de ord, man vælger,« siger Christian Kock.

En advarsel, den amerikanske professor i lingvistik George La-koff i flere år har opfordret venstrefløjen til at tage alvorligt.

I bogen Don’t Think of an Elephant: Know Your Values and Frame the Debate beskriver George Lakoff, hvordan den første øvelse, han giver eleverne på Berkely, er at bede dem om ikke at tænke på en elefant! Men han har endnu ikke fundet en, som kan lade være. Ordet fremkalder straks billedet af det store dyr med de blafrende ører og snablen. På samme måde beskriver George Lakoff, hvordan højrefløjen har haft held til at italesætte den politiske debat. Ikke mindst med ordet ’skattelettelse’.

»Dette budskab har både journalister, embedsmænd og særligt centrum-venstre politikere haft meget svært ved at forstå: Sproget er aldrig neutralt. De lever stadig i oplysningstidens verden, hvor sandhed er uafhængig af kognitiv kapacitet, og hvor de endegyldige objektive sandheder ligger lige om hjørnet,« siger Ceveas analysechef.

Demokratisk betænkeligt

Enhedslistens medlem af Folketingets finansudvalg, Stine Brix, kan i allerhøjeste grad genkende Ceveas billede af, hvordan statsgælden omtales. »Hver gang vi foreslår at stimulere den økonomiske efterspørgsel, så lyder svaret: Vi kan ikke gøre noget, da vi risikerer, at markedernes tillid sættes over styr. Jeg oplever i høj grad, at regeringen navigerer efter en eller anden diffus opfattelse af, hvad markederne opfatter som troværdigt og har tillid til. Det er demokratisk betænkeligt, da spørgsmålet er, hvem der afgør, hvad markeder har tillid til – og som derfor bestemmer den økonomiske politik,« siger Stine Brix.

Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank, var sidste år den tredje mest citerede økonom i Danmark (efter den borligt-liberale tænketank CEPOS’ cheføkonom, Mads Lundby Hansen, og nationalbankdirektør Nils Bernstein, red.).

Cheføkonomen har til gengæld svært ved at se et »liberalistisk tankesæt« bag brugen af ordet ’statsgæld’ og henviser til, at mens nogle staters gæld ganske vist skyldes forsøget på at holde hånden under den private finanssektor, så skyldes den i andre tilfælde faktisk et for stort offentligt forbrug.

»Grunden til, at ordet dukker op i 2011, er, at der var en europæisk krise, der drejede sig om stats-gæld. Som drejede sig om de problemer, der dukker op, hvis stater stifter for stor gæld. Når statsgælden bliver for stor – uanset hvad man må mene om denne – så kan den være svær at finansiere, fordi markederne risikerer at miste tilliden til et lands tilbagebetalingsevne. Og når diskussionen har fyldt noget mere i Danmark, så skyldes det, at vi – meget naturligt – spørger, om det kan ramme os.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Pudsig artikel - det er i hvert fald en lidt alternativ synsvinkel.
Det er formodentlig rigtigt at mange forbinder noget uvilkårligt dårligt ved begreber som skyld og gæld, selvom offentlig gældsætning i nogle situationer kan være fornuftigt nok.
Ordet statsgæld virker dog ret neutralt i sig selv - det beskriver jo blot hvad der er tale om, og der er ikke noget nyt i at Danmark og de fleste andre lande har en statsgæld.

Jeg savner i øvrigt et link til det underliggende notat, som tilsyneladende heller ikke findes på Cevea's hjemmeside.

Jakob Kristensen

Mon ikke grunden til, at ordet statsgæld forekommer hyppigere i medierne efter 2008 end før er, at statsgælden igen begynder at vokse relativt til BNP? Der er ikke nogen stor sammensværgelse Cevea. Beklager.

I øvrigt var den amerikanske centraladministration i slut 90'erne bekymret for, hvad der ville ske hvis statsgælden blev betalt af. Hvad skulle pensionskasserne så investere i? Det ledte til en hemmelig rapport, der først blev offentliggjort i 2011, da en journalist fra NPR søgte aktindsigt i den under Freedom of Information Act.
Rapporten kan læses her:
http://media.npr.org/assets/img/2011/10/20/LifeAfterDebt.pdf

Jesper Wendt

Det har virket at bilde Europa ind, at det nu er en gældskrise. Det fjerner dog ikke det faktum, at det var finanskrisen, ene og alene. At nogle lande blev ramt ekstra hårdt er en anden side af sagen, men tilliden er omdrejningspunktet, og den havde stadig været der, hvis statens budget ikke var blevet udhulet af bankerne.

Robert Kroll

Artiklen antyder vist, at vælgerne ikke er i stand til at tænke selv, men falder for allehånde retoriske og populistiske tricks.

Den logiske konsekvens er vel , at næste artikel komme til at handle om nødvendigheden af ytringsfrihedens og dermed demokratiets afskaffelse , for at sikre en god regeringsførelse ???

Reelt kan danske vælgere dog godt se, hvad der er godt og skidt - så der er ingen grund til bekymring.

Men det er morsomt, at hvis et politisk parti taber et valg , så er det ALDRIG partiets politik, den er dårlig - man har blot ikke "forklaret sig godt nok" - det hele er et "retorisk" problem.

Jeg glæder mig til den dag (den kommer nok aldrig) hvor en partileder indrømmer, at han/hun tabte, fordi deres politik er elendig og uspiselig for vælgerne.

Alt forsøges i dag reduceret til retoriske tricks og kunstnerisk udførelse - meget få taler om hårde facts, og det er dem, der tæller.

Morten Lind, Henrik Klausen, Lene Christensen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Jesper Wendt

Det kan NSA svare på Kristensen.

Peter Poulsen

"Sproget er aldrig neutralt".
Sproget har ingen betydning i sig selv - det er alene henvisende. Derimod er det sjældent at sprogbrugeren er det. Og det er netop den magiske opfattelse af sproget der, for samvittighedsløse eksistenser, gør det så indbydende at manipulere med!

Kristoffer Larsen

Feriedage kan være i fare

http://epn.dk/samfund/arbmarked/ECE5764598/feriedage-kan-vaere-i-fare/

Kraka ved spindoktoren Peter Mogensen har regnet ud, at de ville kunne give et øget arbejdsudbud på 250.000 hvis der ikke var ret til betalt ferie og BNP ville være 150 mia. højere og statsfinanserne ville blive forbedret med 50 mia.

Journalisten bruger med iver pressemeddelelsen ligesom de med vanlig interesse og får to kommentarer fra henholdsvis DA og LO.

Ferie er dermed blevet til en økonomisk byrde som Politiken der forleden skrev:

http://politiken.dk/indland/ECE2033861/din-ferie-koster-samfundet-millia...

Moh Abu Khassin , Carsten Mortensen, Peter Nielsen, Torben K L Jensen, Henrik Klausen, Torben Nielsen, Flemming Scheel Andersen og Lene Christensen anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Pudsig og alternativ synsvinkel, siger Poul Schou.
Poul du kan ikke seriøst mene, at du aldrig har hørt om framing og den brug professionelle kommunikatorer gør af disse former for italesætning til at sprede et bestemt budskab. Please, indrøm at du forstiller dig.

morten Hansen, Moh Abu Khassin , Carsten Mortensen, Vivi Rindom, Jette Andersen, Torben Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Henrik Klausen, Lars Jorgensen, Olav Bo Hessellund, Inger Sundsvald, Tue Romanow, Dorte Sørensen, Flemming Scheel Andersen og Lene Christensen anbefalede denne kommentar

Niels Engelsted,

jo, jeg har da før hørt om retorik, spin, newspeak osv., og det generelle hovedbudskab: at den slags trick spiller en stor rolle i professionel politisk kommunikation, er jeg også enig i. Det jeg mente var blot at det er nyt for mig at høre ordet "statsgæld" blive anvendt som eksempel på spin og framing. Jeg opfatter det som et helt neutralt ord. Under alle omstændigheder er vinklen i artiklen noget anderledes end de avis-artikler om statsgæld jeg ellers mest læser.

Niels Engelsted

Poul Schou: "Under alle omstændigheder er vinklen i artiklen noget anderledes end de avis-artikler om statsgæld jeg ellers mest læser."

Netop, Poul, men det er da rart, at få tilbudt en alternativ synsvinkel, er det ikke. Ikke noget at være bange for. Eller hvad?

Torben Nielsen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Når man betænker, at gælden altid vil stige, enten i de private husholdninger eller i staten, så synes jeg nok man har et noget naivt billede af statsgælden:
Hvis ikke staten foretog lånene og investeringerne, så ville det være borgerne.

Det viser også, hvor håbløs borgernes forståelse af makroøkonomi er, når de blander begreber fra mikroøkonomi ind. En misforståelse,som politikerne og økonomerne bevidst spiller på.

Men det er også mediernes skyld, at der ikke bliver oplyst godt nok.

Moh Abu Khassin , Jette Andersen, Morten Lind, Torben K L Jensen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar

Robert Kroll:
Du mener altså, at sproget ingen indflydelse har? Hvis det er tilfældet, kan du så forklare mig, hvorfor det hældes så mange penge i PR-sektoren og for politikernes vedkommende, spindoktorer og medieafdelinger i partierne?

Jette Andersen, Lene Christensen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

En glimrende artikel, der påviser hvordan vi alle, i større eller mindre grad, bliver trukket rundt ved næsen af reklameverdenens indtog i den vigtige beslutningsproces, hvor alle midler tilsyneladende gælder.

Godt hvis det er en øjenåbner

morten Hansen, Lilli Wendt, Morten Lind og Olav Bo Hessellund anbefalede denne kommentar
Torben Nielsen

Artiklen er et glimrende oplæg til aktivister, om at lave en facebook side der kan modvirke denne populisme.

Henrik Bjerre

Ok, Ok - to gange italesaette - den ene endda i flertal, framing og saa et let drys klassikere: Hypris og Nemesis.

Men hvad med neurobranding, neuroadvertising og semiotisk kulturanalyse som jeg lige har laert af Oliwia Bakowski vores kvikke polske indvandrer der kaemper for job? Det staar der ingenting om!

Det er nok ingen tilfaeldighed, at ogsaa ordet elefanter har en central betydning - der er noget halvstoevet over baade nyheden og dem der citeres - jeg tror i kommer til at maerke noget konkurrence inden saa laenge.

Niels Engelsted:

"Netop, Poul, men det er da rart, at få tilbudt en alternativ synsvinkel, er det ikke. Ikke noget at være bange for. Eller hvad?"

Jo, min første sætning var såmænd også ganske positivt ment. Jeg synes artiklen var ganske underholdende, og jeg tror også at der er et element af sandhed i at en del folk opfatter offentlig gæld som noget entydigt slemt i sig selv - hvilket det ikke BEHØVER at være, det afhænger af situationen. Så det kan godt være op ad bakke at give et nøgternt indtryk af problemstillingen omkring offentlige underskud og gæld.

Olav Bo Hessellund

Statsgælden er for hovedpartens vedkommende udtryk for penge, vi skylder hinanden i Danmark. Gælden blev kraftigt nedbragt i løbet af de foregående mange år frem til 2009 - hvor den steg kraftigt.

Det er naturligvis ikke uden sammenhæng med statens bestræbelser på at redde den danske finanssektor for et totalt sammenbrud gennem udstedelse af div. garantier til sikring af de store bankers fortsatte eksistens.

Betalingsbalancen er derimod udtryk for, hvad vi skylder/har tilgode i udlandet - og er som sådan et mere reelt udtryk for, om vi som nation er rige eller fattige. Bedømt ud fra dette, er vi afgjort en rig nation idag med et overskud på over 100 milliarder kr. i 2012. Få lande i EU kan fremvise noget tilsvarende, når det gælder overskud på betalingsbalancen. Vores problem er snarere, at danske virksomheder ikke så meget bruger overskuddet til nye investeringer som til at akkumulere det. Men her rører vi ved noget, der hører til livsnerven i en kapitalistisk økonomi.

Grundlaget for statsgælden hviler i sidste instans på borgernes evne og vilje til at betale den nødvendige skat. Det er korrekt, når det i artiklen nævnes, at det er finanskrisen, der er hovedårsagen til den store statsgæld, vi har idag - og ikke et pludseligt stærkt øget offentligt forbrug indenfor sundhed, uddannelse, sociale ydelser m.m., som mange medier gerne vil give det indtryk af.

Det kan være svært at afgøre, hvorvidt det er den enkelte journalist, der mangler forudsætningerne for at vurdere disse forhold - eller der er tale om mere eller mindre bevidst manipulation, når man så ofte fremhæver statsgælden som et problem.

Hælder selv mest til den sidste antagelse. Langt størstedelen af dansk presse er borgerligt orienteret og har en interesse i at fokusere på statsgælden som et problem - som for DKs vedkommende kun er et problem, hvis vi selv gør den til et problem, fx ved at befolkningen nægter at betale den nødvendige skat. I den forstand kan statsgælden blive til et politisk problem, og ikke kun et økonomisk.

Sproget er og har altid været et taknemmeligt redskab for magthavere til at manipulere folk med, velsagtens fordi sprog ikke giver mening uden en grundlæggende tillid mellem den, der taler og den, der tales til. Lidt forenklet sagt, så ville det ikke være muligt at skabe sig en levevej som sælger, spindoktor, reklamemand, lobbyist, politisk kommentator, og i mange tilfælde også som journalist eller politiker, hvis ikke det var muligt at manipulere med sproget til at opnå egne fordele, som enten søges holdt skjult for den gemene hob eller gennem kompensation i form af diverse former for "brød og skuespil".

Evne til kritisk tænkning er derimod ikke noget, der er indbygget i vores gener - det skal læres, og det kan ofte være en svær proces.

Henrik Juell-Sundbye, Jette Andersen, Carsten Søndergaard, Martin Pedersen, Flemming Scheel Andersen og Henrik Klausen anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Henrik Brøndum:
"der er noget halvstoevet over baade nyheden og dem der citeres".

Ja, det er rigtigt. Venstrefløjen er lysår bagude, hvad angår de manipulative teknikker.

Men det er befolkningen også, så måske gamle sandheder stadig kan være friske og nyttige nyheder for mange. Jeg mener, vi var mange, der længe ikke troede, at vores store demokratiske forbillede aflyttede alle, og at tortur var blev hverdagskost.

Marianne Christensen, Flemming Scheel Andersen og Henrik Klausen anbefalede denne kommentar
Lars Jorgensen

Økonomerne lærer intet om den sociale verdens sande logikker... Sådan er det! Derfor er det overhovedet ikke overraskende, hvis - læs:når - de overraskes over, hvor helt afgørende betydning sproget har for den førte (økonomiske) politik.

De lærer og ved generelt intet samfundsvidenskabeligt om sprogforhold, magtforhold osv. osv.

Et af de vigtige spørgsmål der bør indgå når man vurderer om en bestemt gældsudvikling er problematisk, er hvorvidt gælden og finanspolitikken i landet i det hele taget er holdbar - dvs. om den førte politik kan fortsætte til evig tid uden at det ender i en statsbankerot eller noget tilsvarende. Det afhænger bl.a. hvor hurtigt gælden under rimelige forudsætninger kan forventes at vokse i forhold til BNP.

Mange af de europæiske lande, ikke mindst de sydeuropæiske, men også lande som man umiddelbart forbinder med en sund finanspolitik (f.eks. Tyskland) vurderes IKKE at være holdbare i denne forstand, og det var tilfældet allerede før finanskrisen. Også Danmarks finanspolitik har i almindelighed været vurderet som uholdbar indtil for få år siden - nu har de forskellige reformer i DK efterhånden skabt en situation hvor de fleste ædruelige beregninger tyder på at vores finanspolitik er holdbar fremadrettet, under de forudsætninger man normalt lægger ind om fremtidens udvikling.

Men så heldigt stillet er man ikke i mange andre europæiske lande, endsige i et land som USA, så både før og efter finanskrisen HAR de fleste vestlige lande et langsigtet strukturelt problem med deres finanspolitik og gældsætning. Det vil smart sprogbrug eller angreb på samme ikke ændre på.

Thorbjørn Thiesen

Statgæld eller underskud på statens budget, er der, ifølge mange økonomer, ikke grund til at fokusere så meget på.
Men det er rigtigt, at Margrethe Vestager står og hælder vand ud af ørerne og irettesætter befolkningen om at vi skal nedbringe statgælden, så er hendes sigte at vi skal forstå at politikerne ikke kan sætte gang i økonomien. Men det er endnu et redskab til at trykke lønningerne og afmontere velfærdstaten.
De danske bank økonomer har i de sidste 10 år ikke kunne frembringe en prognose der holdt mere end tre måneder. Min konklusion er at retoriken bliver brugt meget. Hvad vil de neoliberale opnå ved, at kalde de mennesker, der har arbejdet hele deres liv, betalt skat, så ledes at der er skoler, veje, hospitaler, ældrebyrden.
Det er usmageligt og farligt. Men de ynder at bruge Goebels system: Gentag løgnen længe nok, så bliver det en sandhed. politikkerne bær tage sig af arbejdsløsheden, så skal underskuddet nok finde på plads.

Tue Romanow, Kim Houmøller, Flemming Scheel Andersen og Henrik Klausen anbefalede denne kommentar
Henrik Klausen

Hessellund, strålende kommentar.

Den økonomiske krise kaldes som regel "gældskrisen". Det er klokkeklar sproglig manipulation, fordi det er lodret forkert. Men højrefløjen, der gerne vil mindske det offentlige, kan godt lide den opfattelse, at det hele skyldes offentlig gæld - selv om det faktisk var den private sektor, der gældsatte sig med boligboblen.

Duncan Black aka Atrios har foreslået at kalde det "lånekrisen" i stedet. Krisen skyldes overordnet, at der var en boligboble, og at den er sprunget. Det betyder, at den private sektor må skrue ned for forbruget for at betale af på sin gæld.

Fald i forbrug fører naturligvis til arbejdsløshed, og efter en så massiv finansboble og derefter massivt fald i forbruget er arbejdsløsheden steget til voldsomme højder - så højt, endda, at selv folk med penge holder igen, fordi de er bange for selv at blive arbejdsløse. Virksomheder lader også være med at investere, fordi de har mere end nok kapacitet. Det bider sig selv i halen, og en dødsspiral er i gang.

Her er det så, at det offentlige må sætte gang i sit eget forbrug, for at modvirke faldet i den private sektor. Fordi økonomien går så skidt, og der ikke er noget at sætte penge i, er renterne på statsgæld ultralave. Med andre ord kan staten låne penge, der ikke laver noget, til priser, der er billigere end gratis, og bruge dem til at sætte arbejdsløse til at lave noget fornuftigt.

Det burde være fuldstændigt åbenlyst win-win i så svære kriser som nu, og ikke ellers.

Men folk, for hvem penge er et spørgsmål om moral og ikke teknik, mener at andre bør lide for gælden, som en slags syndsforladelse (gæld hedder tit også "skyld" - et meget tidligt eksempel på sprogmanipulation). Derfor siger nogle, at man har levet over evne, og derfor må sætte tæring efter næring, spænde bæltet ind osv. - og altså skære end på det offentlige.

Resultatet er endnu dårligere økonomi, og fuldstændig meningsløs lidelse.

Euroen gør det mere kompliceret. Lande, der er med i euroen, kan ikke selv trykke penge, og er derfor reelt låst fast i en ny guldfodsvaluta. De har intet valg, udover at træde ud af euroen, hvilket jeg kun kan anbefale. Så længe de er med i euroen, har investorerne ganske ret i at være skeptiske og kræve langt højere renter for at låne dem penge, for ifølge EUs bestemmelser skal ECB sidde på sine hænder, selv når verden brænder.

Jette Andersen, Carsten Søndergaard, Martin Pedersen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Henrik Klausen

skære ned på det offentlige...

Statsgæld som max 3% af BNP.
Hvor mange kr må en dansk familie med en årsindtægt på 700.000 låne til køb af et hus, såfremt man anlægger den samme begrænsning som på statsgælden?

steen ingvard nielsen

Man gør nok bare som Tyskland, der igen har den stærkeste økonomi.

Torben K L Jensen

Statsgæld: Japan,250 %,Tyskland 82 % og Danmark 42.5 %.
Nu da vi har skrevet under på den åndssvage finanspagt er grænsen sat til 60 % er Danmark det land i Europa,der har det største råderum til investeringer.
De 3 % er det det årlige strukturelle underskud,sat af en fransk embedsmand tilbage i tidernes tåge.

Peter Nielsen

»Vi har en masse udtryk i dansk politisk kommunikation, som udfører, hvad jeg kalder omvendt lommetyveri. Man får puttet nogle opfattelser eller holdninger i lommen, uden at man opdager det. Det er noget, som er begyndt at blive udnyttet mere systematisk og professionelt siden årtusindeskiftet. Men det er en farlig tendens, for når vi skal tage stilling til politiske spørgsmål – som Irak-krigen, arveafgift eller altså statsgælden – så skal det være ud fra argumenter. Nu giver man ikke argumenter, men lægger holdningerne ind i de ord, man vælger,« siger Christian Kock."

Michael Kongstad Nielsen

Jeg synes nu ikke det er så svært. At kalde en spade for en spade burde ikke være så farligt. Gæld er gæld. Hvorfor flygte fra det ord. Skylder nogen noget væk, så forsvinder det ikke ved at tale om noget andet.

Marianne Christensen

Poul Schou.

Du argumenterer som om økonomi var en eksakt videnskab.

Det er det ikke.

Lige som meteorolgi bygger det på teorier og modeller.

Og lige som vejrudsigterne er fejlbehæftede tager økonomerne oftest grueligt fejl - bevisligt med de mange "justeringer" inden for meget korte tidshorisonter.

Økonomisk "analyse" befinder sig vel et sted mellem horoskoptydning og videnskab.

Resten handler om at overbevise poltikere og befolkning om, at netop deres "analyse" er den korrekte. Derfor drejer det sig for økonomerne om at italesætte at netop deres vejrudsigt så politikerne handler efter den og befolkningen tror på det. Det er ikke tilfældigt at der ansættes så mange retorik og spinfolk. Til skyhøje lønninger. Og det er ikke tilfældigt at det var uansvarlige bankfolk (igen økonomer), der skabte den globale økonomiske krise.

Det er ikke sandheden økonomer søger. Det er høje lønninger og høj status.

Så i øjeblikket har vi en generation af økonomer, der lever fedt på at hævde at jorden er flad, selv om den er rund.

Det har man jo set før:-)

Henrik Juell-Sundbye og Jette Andersen anbefalede denne kommentar
Jakob Kristensen

@ Olav B. Hessellund)

Vil lige opklare et par misforståelser.

Det er naturligvis ikke uden sammenhæng med statens bestræbelser på at redde den danske finanssektor for et totalt sammenbrud gennem udstedelse af div. garantier til sikring af de store bankers fortsatte eksistens.

Det er måske ikke uden sammenhæng, men sammenhængen er nu heller ikke så stor. Ved udgangen af 2012 udgjorde de individuelle statsgarantier til bankerne ca. 60 mia. kr.
Så vidt jeg ved har staten brutto tabt 3,5 mia. på de individuelle statsgarantier, så det er næppe årsag til, at ØMU-gælden er steget med rundt regnet 250 mia. siden 2008.

Betalingsbalancen er derimod udtryk for, hvad vi skylder/har tilgode i udlandet - og er som sådan et mere reelt udtryk for, om vi som nation er rige eller fattige.

Nej. Betalingsbalancen er en strømstørrelse der opgøres som nettobetalinger til/fra udlandet. På samme måde som din indkomst ikke nødvendigvis siger noget om hvor stor en formue du har, så siger betalingsbalancen heller ikke nødvendigvis noget om hvor formuende et land er.

Det, du i stedet bør se på, er kapitalbalancen. Her havde Danmark (dvs. både den offentlige og private sektor) pr. 1. kvt. 2013 en samlet nettoformue (også kaldet udlandsstillingen) på 658 mia. kr.

Det er ganske rigtigt en pæn slat per næse.

Frederik Johansen, Carsten Søndergaard, Henrik Klausen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Det er Ebberød bank at komme i lommen på ågerkarle - hvis Staten > politikerne har sat landet i den situation, er de komplet inkompetente til deres job. Man må sætte tæring efter næring - at tro man 'kan købe hele verden' med oppustede friværdier, er ansvarspådragende uansvarligt.

En kapitalbalance på 658 mia.kr? Og så skal nogen leve på og under fattigdomsgrænsen - moderne samfund er inficeret af en livsform værre end Sodoma og Gomorra - og dem ved vi jo godt, hvordan det gik.

At 'synde' betyder at 'ramme ved siden af' - det må siges at gælde for en komplet forfejlet og asocialiserende moderne ressourceforvaltning

Carsten Søndergaard og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

"Så vidt jeg ved har staten brutto tabt 3,5 mia. på de individuelle statsgarantier, så det er næppe årsag til, at ØMU-gælden er steget med rundt regnet 250 mia. siden 2008."

En vigtigere årsag er vist udbetaling af efterlønsbidrag.

Marianne Christensen

Har du noget tal på det.

Jeg har indbetalt til ordningen i en menneskealder.

I følge aak snydes folk, der som jeg har indbetalt til ordningen massivt.

Men der er jo nok nogle økonomer, som kan bortforklare dette.

I øvrigt tjente min gamle far adskiligt mere ved at indsætte pengene på en privat opsparing i en lokal sparekasse.

Jakob Kristensen

@ Børge Rahbech Jensen)
Tilbagebetalingerne af efterlønsbidrag udgjorde 28,5 mia. kr.
Budgetoversigt 3, 2012

Børge Rahbech Jensen

Iflg. http://ec.europa.eu/europe2020/pdf/nd/cp2012_denmark_da.pdf s. 17 skønnedes det, at staten skulle tilbagebetale bidrag i størrelsesordenen 17,5 mia. kr. i 2012.

Henrik Klausen

Årsagen til den øgede statsgæld i Danmark og andre steder er naturligvis, at der er blevet mange flere arbejdsløse. Efterløn min bare; det er præcis den slags tænkning, der er bag de uvederhæftige forsøg på at kæde offentligt forbrug sammen med den økonomiske krise.

Det er godt, at staten bruger flere penge, når økonomien går dårligt. Ellers ville økonomien gå endnu dårligere, jf. forskellen mellem USA og Europa.

Peter Voss, Flemming Scheel Andersen og Carsten Søndergaard anbefalede denne kommentar
Jakob Kristensen

@ Børge Rahbech Jensen
Ja, men det skøn stammer fra april 2012. I december 2012 lyder Finansministeriets skøn i stedet på 28,5 mia. kr.
Hvorom alting er, så er det næppe heller udbetaling af efterlønsbidrag der er den store synder.
I stedet bør man bl.a. rette blikket mod konjunkturerne. Eksempelvis falder de samlede skatter og afgifter med 40 mia. fra 2008 til 2009, samtidig med at de samlede udgifter til indkomstoverførsler stiger med 20 mia.
Derudover, så påpegede de De Økonomiske Råd allerede i 2004, at de offentlige finanser var uholdbare (s. 125). Højkonjunkturen i 2004-08 maskerede muligvis dette, men problemet bestod.
Det er der 3 måder at rette op på.
1) Højere skatter. Enten ved højere satser eller udbredelse af skattebasen.
2) Lavere offentlig forbrug og/eller lavere indkomstoverførsler.
3) Reformer af økonomien og den offentlige sektor.
Saglige økonomer påstår ikke, at vi skal vælge 1, 2 eller 3, men blot at vi er nødt til at vælge.

Kristian Rikard

Thorbjørn Thiesen,
Hva' med "ungebyrden" - den plejer man også at medtage, hvis forsørgerbyrden skal have nogen mening.

Torben
42% i gæld er alt andet lige 42% for meget. PT brugere staten omkring 20 mia på renter. Vi kan imødese omkring 50 mia i underskud de kommende år/år.

Havde man for alvor spændt livremmen ind i 2008, så kunne vi have inimeret underskuddene markant og skabt grobund for markante sænkninger a skatter og afgifter.

Til Andre
Når udgifterne skal reduceret, så er det jo loigisk at luksusordninger som efterferien reformeres, desværre ikke fjernet. Derudover så bør senoprjobfokælelse naturligvis fjernes.

Vi har akasser, konanthjælp og evt. førtidspension. Der er ingen saglig begrundelses for luksusordninger til de grå med guldet

Jakob Kristensen,

en enkelt kommentar til dit indlæg 00.24:

"Derudover, så påpegede de De Økonomiske Råd allerede i 2004, at de offentlige finanser var uholdbare (s. 125). Højkonjunkturen i 2004-08 maskerede muligvis dette, men problemet bestod."

I dag regner såvel regering som vismænd med at finanserne herhjemme er holdbare (http://www.dors.dk/graphics/Synkron-Library/Publikationer/Rapporter/For%...). De forskellige politiske tiltag i form af ændrede tilbagetrækningsregler mv. har sammen med andre faktorer forbedret holdbarheden tilstrækkelig meget. Så i den forstand ser det fundamentale problem med de offentlige finanser - indtil videre - ud til at være løst.

randi christiansen

Poul Schou - nåmn så kan vi altså godt fortsat overlade det økonomiske nervesammenbrud til dem, der betaler for reformerne > de arbejdsmarkedsmarginaliserede og andre svage reformudsatte ?

Randi,

dit formodentlig retoriske spørgsmål skal vel læses som en meningstilkendegivelse om at du er imod de pågældende initiativer. Det er du sikkert ikke ene om - som Jakob Kristensen skrev ovenfor, skal finanspolitikken nødvendigvis være holdbar i det lange løb, og er den det ikke i udgangspunktet har man et valg mht. hvordan man vil gøre den holdbar. Såvel skattestigninger som offentlige udgiftsstramninger kan løse problemet, og det er et politisk valg hvilket af instrumenterne (eller en kombination) man vil vælge. I Danmark har man primært valgt udgiftsstramninger, især nogle som også har formodede positive afledte effekter på arbejdsudbuddet. Mener man at omkostningerne herved er for store, som du tilsyneladende gør, må man stemme nogle andre politikere ind og prøve at overbevise et befolkningsflertal om at de skal gøre det samme.

Randi.

Hvem tror du for alvor betaler for manglende reformer i Græknland, Spanien og som kommer til at betale i Italien og Frankig.

Millionærerne, som blot kan flytte eller de offentlige udgifter og dermed de svageste i samfundet ??

DK er på rette vej reformæssigt, men der mangler stadfig en alvorlig sanering af de offentlige udgifter og markante sænkninger af skatter og afgifter.

Men fordi vi er på rette vej, så skal vi ikke hvile på laurbærerne.

Dejligt at der endelig er nogen, som tager fat på den indflydelse sprogbrug har i politiske og meningsdannende sammenhænge.

Oplagte eksempler er også: Dovne Robert, Fattig Carina, Hængekøjen, etc.

De arbejdsløse har måtte stå skoleret og er i den grad blevet mobbet og stigmatiseret i kraft af den beton-liberalistiske tilgang og sprogbrug, hvor ethvert individ er ansvarlig for egen fremgang eller egen undergang og dermed formodes individet at være i fuldkommen isolation overfor udefrakommende påvirkninger fra det øvrige fællesskab... Interessant og trist tilgang, som dokumenterer at betonliberalisterne lever i et samfundsmæssigt glastårn totalt udenfor almindelig fornuft, reflektion og jordforbindelse.

Og så er der naturligvis alle de sjove henvisninger for arbejdsløse til jobs, som aldrig bliver annonceret, eller hvor lønnen er så lav, at man ikke kan leve af den.

Ord er farlige, det vidste Cicero, det vidste Hitler og det ved politikerrne, spindoktorerne og medierne. Ord skaber billeder og stemninger. Og valg og fravalg af oplysninger skaber ligeledes meningsdannelser.

Tue Romanow, Kim Houmøller, randi christiansen, Flemming Scheel Andersen, Olav Bo Hessellund, Lise Lotte Rahbek, Rasmus Kongshøj, Dorte Sørensen og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Poul Schou - helt enig i din bemærkning om at gøre økonomien holdbar er et politisk valg og vælgerne kan bare vælge nogle andre politikere hvis de er utilfreds med den førte politik.

Problemet er i mine øjne, at politikerne skulle være mere idealitiske og havde mere mod så ville redskaberne/midlerne til at nå det mål se anderledes ud.
Fx en effektiv inddrivelse af skattegæld - der ligger omk. 80 mia kr. Det er latterligt at der ikke sættes hård ind her - og især når fx. 2 mia. kr. til bedre undervisning/Helhedsskolen bliver betegnet som mange penge.
Bare et eksempel på at der er andre metoder end "bare" nedskæringer på de svageste overførselsmodtagere.

PS: Hørte lige i P1 at antal fleksjob var faldet siden Førtidspensionsreformen var vedtaget . Denne reform skulle ellers sørge for at langt flere fik fleksjob i stedet for en førtidspension. Nu er de i stedet for havnet på kontanthjælp eller som det så smukt hedder selvforsørgelse.

Kim Houmøller, randi christiansen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Dorte Sørensen

"Problemet er i mine øjne, at politikerne skulle være mere idealitiske og havde mere mod så ville redskaberne/midlerne til at nå det mål se anderledes ud."

Tja - men hvis man mener at det er problemet, er svaret vel også i dette tilfælde at så må man sørge for at vælge nogle man synes er mere modige/idealistiske.

Den talemåde der hedder at vi har de politikere vi fortjener, er jo grundlæggende rigtig.

Dorte Sørensen

Poul Schou
Er det ikke for let.
Dels bliver de politikere, der tør sige deres ledelser imod og komme med andre løsningsforslag sat ud på en sidelinje. Fx. Rasmus Pren (S) (eller hvordan det staves)

Dels ønsker mange egnede kandidater ikke at opstille.

Dels er det et STORT mindre tal der opstiller kandidaterne - forstået som partitoppen og i bedste fald de lokale partiforeninger

Osv.......................................................................................................................

Hvis man mener at ingen af de etablerede partier og kandidater svarer til ens ønsker, og man kender til mange ligesindede der mener det samme som en selv, kan man jo danne sit eget parti og indrette dets regler som man synes er rigtigt.

Vældig mange har forsøgt dette i tidens løb; de allerfleste forsøg er løbet ud i sandet uden at vinde større opbakning, men somme tider oplever man et egentligt nybrud på denne måde.

Lars Hareskov

Det begyndte med ordet ”Statsgæld”. Og så køre det derudaf.
Den offentlige gæld er på 650 mia. og det løbende underskud svinger lidt, men i 2012 var det på 125 mia. I Danmark får omkring 2 mio. personer deres udkomme fra det offentlige og knapt så mange i den private sektor skal netto finansiere. Hvis vi sætter situationen over i privat regi, vil det svare til at man har belånt huset godt og grundigt, men kan ikke betale ydelserne, så man må låne. Endvidere har man en datter som man skal forsøge fordi hun er uden indkomst. Det et Danmarks situation lige nu. De nationaløkonomiske modeller baserer sig på folks adfærd i forskellige situationer. Når priserne stiger køber man af frygt for at det bliver dyrere i morgen. Når priserne falder, er man afventende, det kunne være det blev endnu billigere i morgen. Når danskerne hører om statsgæld, nedskæringer og krise så sparer de op og afvikler gæld. Ingen lyst til forbrugsfest.

Olav Bo Hessellund

Jakob Kristensen:
Tak for korrektionen - kan se, at jeg burde have tjekket op på detaljerne i, hvad, jeg lærte om betalingsbalancen for mange år siden førend jeg sendte det ud i cyperspace. Men det ændrer såvidt jeg kan se ikke i det,, sagen drejer sig om.

Sider