Læsetid: 3 min.

’Giv dem nu lige en chance’

25. juli 2013

– Hvad er den vigtigste lærdom, vi tager med os ud af Afghanistan?

»At vi kan. Jeg husker, at de danske officerer i Camp Price på et tidspunkt talte om, hvorvidt man kunne få danske soldater til virkelig at slås og kæmpe; kaste håndgranater ned i hullerne til oprørerne og storme fjendens skyttehuller og huse. Det havde danske soldater ikke rigtig prøvet. Vi jokede også selv med, mine kolleger og jeg, at det der med at hængsle (angribe på kort afstand, red.), rense løbegange og springe ned i ansigtet på fjenden, det kommer vi nok aldrig til. To dage senere havde min deling været i én af de værste ildkampe, jeg har deltaget i. Fjender på klodshold, maskingeværsskytter på 25-30 meter, mortérgranater og en mosaik af forskellige ammunitionstyper i luften. Vi rykkede frem, kæmpede fra grøft til grøft, kastede håndgranater og pressede oprørerne så meget, at de smed magasiner, mobiltelefoner og tøjstumper, da de stak af i løb. Og så lukkede vi festen, da min delingsfører kaldte et jagerfly ind over området, som smækkede en 500-punds-bombe ned i et lerhus, så de metertykke mure krøllede sammen som flamingo. Vi taler stadig om ’Slaget ved Qader Kalay, 27. oktober, 2008’, når vi mødes over en kop øl og fortæller røverhistorier fra dengang, hvor der, indrømmet, i dag er lagt moms til.«

»Jeg har læst mig til, at der stadig er et dansk flertal for krigen i Afghanistan, og at den danske befolkning støtter op om en aktivistisk udenrigspolitik. Jeg er ikke soldat længere, og jeg var sidste år tilbage i Helmand-Provinsen som journalist, og er der noget, krigen i Afghanistan har lært mig, så er det, at danske kampsoldater i høj grad er i stand til at deltage i krigshandlinger som dem, vi har set i Helmand – og de er ikke blevet ringere efter 12 års krig. Kampsoldater kan også spille fodbold med børnene og dele nødhjælp ud, men de er trænet til to ting: at slå ihjel eller true med at slå ihjel. Det er den pakke, Danmark sender af sted, næste gang forsvarsministeren peger på et landkort og siger: ’Derhen!’ Det håber jeg, alle er med på.«

– Bør demokratifremme spille en rolle i fremtidige internationale missioner?

»Jeg er en simpel veteran; ganske vist en tidligere overkonstabel af første grad, men jeg har ingen stjerner på skulderen eller fine papirer fra et eller andet universitet, som fortæller, at jeg kan lave analyser eller gennemskue komplicerede ting. Det vil jeg heller ikke forsøge her, blot fortælle lidt om, hvad jeg tænker om demokratifremme i andre lande ud fra mine erfaringer.«

»Før jeg blev udsendt, fik jeg en stak foredrag om den afghanske historie, deres politik, deres skikke og kulturen. Jeg lærte, hvordan en kakerlak lyder, når den går i panik, og hvad man gør ved en skorpion i soveposen. Jeg indøvede en håndfuld pasthunske gloser, så jeg kunne sige hej, stop og hvem der. Men selv om vi prøvede, selv om vi talte med de lokale, selv om vi spillede fodbold med børnene og havde lange samtaler med tolkene, når vi sad på vagt, så aner jeg ikke, hvordan det er at være afghaner. Jeg ved ikke, hvad de har behov for. Jeg ved ikke, hvad der skal til, før de er lykkelige. Det er, som jeg ser det, den største fejl i Afghanistan. Intentionerne har været gode. Vi ville virkelig gerne hjælpe dem, men jeg er ikke sikker på, at vores viden er den bedste i det smukke ørkenland, der ligger 5.000 kilometer væk, og hvor folk ligner statister i et remake af Gøngehøvdingen.«

– Har den danske Afghanistan-indsats været en succes?

»Det giver ikke nogen mening at spørge mig. Jeg har så meget hjerteblod i det land, og jeg håber så meget, at mine og mine kammeraters anstrengelser har båret frugt, at jeg suger de positive ting til mig og forsøger at forklare eller bortforklare de negative bivirkninger af krigen. Men jeg synes, det er, som om folk er blevet vildt utålmodige – det forstår jeg godt – men lad os nu lige få de sidste danske soldater hjem og vente på, at de afghanske sikkerhedsstyrker tager over og viser, hvad de kan. Jeg får nogle gange fornemmelsen af, at kritikkerne af krigen siger: ’I lovede os demokrati og fred og se, der er stadig sandørken, ildkampe og fattigdom i Afghanistan, og de har ikke engang nogen skateboard-ramper!’ Ro på. Giv dem nu lige en chance. Og i øvrigt har de faktisk en skateboardrampe i Kabul.«

Serie

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars R. Hansen
  • Nic Pedersen
  • Thomas H. Pedersen
Lars R. Hansen , Nic Pedersen og Thomas H. Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rasmus Søndergaard

Så vi skal være stolte fordi vores mænd er gode til at slå ihjel?

Jeg synes ikke vi skal have "ro på" når der er blevet dræbt mellem 16.725 og 19.013 civile siden krigen begyndte. http://costsofwar.org/article/afghan-civilians ...
Det her er uskyldige mennesker, mere end fem gange som mange som er døde den 11. september.
Jeg synes ikke vil skal have "ro på" og give det en chance når danske soldater er med til udlevere fanger til amerikanere, som er notoriske for deres brug af waterboarding, hvilket bliver anerkendt som tortur af de forenede nationer.

Soldaten har misforstået befolkningens legitime bekymringer. Vi er ikke bekymrede for om de danske soldater kan slå ihjel (det ved jeg selv fra min egen tid i forsvaret). Vi er bekymrede for om de er for gode til det.
- Og om det nu også er retfærdigt.

Hvis den mand er journalist, så forstår jeg godt mediernes krise (Magen til opblæst person). Jan Weis har givet nogle glimrende links til tyske udsendelser her i avisen om Afghanistan og angreb med droner. Hvis du Jimmy kan noget, så tag venligst stilling til det og drop det med at spille ”Karl Smart”.

alexander andersen

Det var dog modbydeligt. Men jeg er sikker på de civile ofre er glade for, nogle overpriviligerede danske knægte har fået lov til at leve deres "first-person shooter" fantasier ud i livet.
Ren breivik, der sikkert tog ligeså meget lærdom ud af utøya.

Nic Pedersen

Jimmy skriver jo bare om sine indtryk fra en almindelig soldats skyttehul.
Det er helt OK og bestemt ikke uden værdi og interesse.
Hvis man vil have politisk perspektiv og større analyser er det ikke derfra, man får det.
Det påstår manden jo netop heller ikke!
Det er forskellige ting, som forskellige mennesker (måske) har indsigt i.
Så han får en anbefaling herfra, hvor stor kritiker af den krig jeg end er.

USA sidder på 50%, resten af NATO på 25% af verdens militærudgifter. Deres foretrukne angrebsform er bombning fra 10000 fod. Så har vi en lille soldat, der har fundet ud af, at han alligevel tør slå ihjel (ansigt til ansigt). Den etiske analyse må være, at vi er næsten lige så modige som fjenden?

På hvilken måde har NATO og USAs militærudgifter noget med artiklen at gøre?
Den måde artiklen bliver læst og forstået, eller rettere ikke forstået, viser tydeligt problemet med debatten for tiden. At man læser første del og bliver fornærmet over måden en soldat fortæller om tankerne soldater gør sig mens de er i krig, er fair nok, men det viser for mig den naive tilgang og snæversynede holdning der findes hos nogle danskere der sidder bag deres trygge vægge og computerskærme og tror at det hele er ren Morten Korch, mens de fundere i deres bagklogskab over noget de ofte ikke selv har taget del i, før nu.
At tingene går voldsomt for sig i en ildkamp er ikke usædvanligt, sådan er krig, og det er IKKE ensbetydende med at det der foregår ikke er velovervejet.
Og når Jimmy så netop skriver at han har så meget hjerteblod i det land (Afghanistan), hvordan kan man så vælge en pointe fra artiklen der går på at en lille soldat har lært at han kan slå ihjel. Prøv at se igennem det der kaldes en "Karl smart" holdning og læs hvad han mener..
Og Alexander Andersen, en sammenligning med Breivik.!? Jeg ved ikke engang hvordan jeg kan synke ned på dit niveau og kommentere den udtalelse.

Nicolai Niemeyer

JS' udtalelser har fået mange rosende ord i adskillige medier, for netop at give indsigt i et perspektiv der aldrig bliver taget op når man snakker om krig. Jeg kan godt se på kommentarerne, at det ikke falder i god jord at dele sådanne perspektiver. Folk vil helst ikke vide for meget om virkeligheden, det er tilsyneladende nok at vide hvem man kan være sure på.