Læsetid: 4 min.

’Vi er et levende parti, hvor man også kan være uenig’

Når socialdemokratiske folketingsmedlemmer går imod partilinjen, er det ikke et udtryk for manglende korpsånd. Det mener to S-ordførere, som tidligere har været i modvind for ikke at være holdspillere
16. juli 2013

Der er ikke tale om manglende korpsånd eller kollegialitet i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Det understreger to af de medlemmer, som i løbet af foråret har ytret sig stik imod regeringens linje på dagpenge- og selskabsskattelsesområdet. I stedet er kritik af regeringens linje et udtryk for demokrati, mener Rasmus Prehn og Jan Johansen, efter at partiets kommunalordfører, Simon Kollerup, kritiserer sine kolleger i den socialdemokratiske folketingsgruppe for netop at mangle kollegialitet.

»På rigtig mange punkter er vi gode til at holde sammen, men der er selvfølgelig tidspunkter, hvor man må se sig i spejlet og sige, at den politik, der føres nu, den kan jeg ikke stå på mål for. Men det er også med til at udvikle partiet, hvis folk kan se, at vi ikke bare er en flok, der går i takt uden at kunne diskutere åbenlyst. Folk skal kunne se, at vi er et levende parti, som også kan være uenige i offentligheden,« siger by- og boligordfører, Jan Johansen, og understreger, at han aldrig har været ude med kritik uden først at fremlægge sin holdning i gruppen, og at han altid har lagt navn til sin offentlige kritik af regeringen.

I maj kritiserede Jan Johansen i en kronik i Politiken regeringens linje på dagpengeområdet. Her skrev han blandt andet, at regeringen havde »trukket et fundamentalistisk argumentresistent jerntæppe ned«.

Det gode argument

Ifølge Jan Johansen er det ikke et udtryk for manglende korpsånd, når folketingsmedlemmer udtaler sig imod partilinjen. I stedet mener han, at det er et problem, at styringen i partierne i dag er blevet for stram.

»Jeg mener ikke, at der er plads nok i partierne i dag. Slet ikke. Jeg mener, at partidisciplinen og styringen bliver for stram. Hvis vi skal have folk med til at diskutere politik, skal det også være sådan, at vi kan vise, at man godt kan være medlem af et parti, selv om man engang imellem er uenig. Det, synes jeg, mangler, og det er ikke kun i vores parti, det er i alle partierne,« siger han.

Det er ikke et firma

Også partiets trafikordfører, Rasmus Prehn, har tidligere været i modvind for at gå imod partilinjen, blandt andet da han i maj bakkede op om Jan Johansens kronik, ligesom han i januar blev irettesat for at kritisere regeringen for ikke at investere nok.

»En stor del af gruppen har haft den holdning, at partiet skal fungere som et firma, hvor man udlægger en strategi, og så skal medarbejderne bare rette ind, for at partiet kan kommunikere stærkest. Jeg mener i stedet, at vi er et demokratisk, åbent og engagerende parti, som lever af den debat, og hvor der skal være plads til, at man kan diskutere den politiske linje. Det, mener jeg, er konsekvensen af, at man er et demokratisk parti, og det er jo det, der gør Socialdemokraterne så attraktivt og spændende,« siger han og fortsætter:

»Det er godt, hvis meninger brydes. Socialdemokratiets styrke er det gode argument, og hvis vi skal have det gode argument, skal vi også have de gode debatter. Jeg mener faktisk, at det vil være mere illoyalt og udtryk for mindre korpsånd, hvis man vælger helt ukritisk at bakke op om noget, man ikke selv mener eller oplever, at der er opbakning til i befolkning. Som folkevalgte er vi også forpligtede til at nuancere og perspektivere debatten.«

Som et fodboldhold

I april udtrykte partiets it-ordfører, Trine Bramsen, i en kronik i Berlingske sin skuffelse over folketingsmedlemmer, der går imod partilinjen. I dag bakker hun op om Simon Kollerups kritik, og hun er enig med ham i, at der er rigelig rum for at lufte sin kritik internt frem for at »lave soloridt«.

»Det er ikke spor anderledes end på et fodboldhold. Selv om man er uenig i de beslutninger, der bliver truffet i omklædningsrummet, så nytter det jo ikke noget, at man bare går ud og spiller imod resten af holdet. Det vinder man ikke kampen ved. Vi er et hold, og vi er holdspillere. Der er jo enormt højt til loftet i omklædningsrummet. Men når man kommer ud af omklædningsrummet, mener jeg også, at man må respektere, at flertallet har talt,« siger hun, og fortsætter:

»Vi hedder jo Socialdemokratiet, og demokrati er ensbetydende med, at man respekterer, at flertallets beslutninger tæller. Og jeg må bare sige, at hvis man er utilfreds med partiets ledelse, så må man på demokratisk vis stille op mod dem på vores kongres, ellers respekterer man jo ikke demokratiet. Men det har jeg ikke set nogen af dem, der har kritiseret partiet offentligt, gøre.«

Partiets gruppenæstformand og fungerende politiske ordfører, Ane Halsboe-Jørgensen, understreger, at hun ikke ønsker at kommentere på konkrete tilfælde, men gerne i generelle termer.

»Jeg synes helt overordnet, at vi har et godt sammenhold, og at folk har en fin måde at være selvstændige politikere og samtidig være en del af et fælles projekt. Men det er udfordrende, når folk i højspændte sager går ud og tager lette point ved at melde noget ud solo i stedet for lige at vente, til man har en samlet regeringsløsning,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Krogh
Bjarne Krogh anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu