Pligtfølelse, nærhed og fællesskab

Fjendeland. Et ufremkommeligt klima af nedladende bemærkninger fra politiske modstandere og en borgmester, der særligt nyder at holde partiet uden for indflydelse.

Sådan er den konservative højborg Frederiksberg for medlemmer af Dansk Folkeparti – et af de få steder i landet, hvor partiet endnu ikke har fået sparket døren ind til kommunal indflydelse. Her skal der kæmpes fra gadehjørne til gadehjørne.

»De siger, ’I står jo ikke så stærkt her’,« siger formanden for lokalforeningen, Jette Dali. Hun har trommet tre af i alt fem bestyrelsesmedlemmer sammen i sit køkken en tirsdag aften med sødt fra Lagkagehuset og organisationskonsulent Steen Thomsen inde fra partiet på Christiansborg. Det er tre år siden, Steen Thomsen sidst har aflagt besøg i køkkenet på Falkoner Allé. Hans job er kontakt til baglandet, kommunikation mellem ledelse og græsrødder og problemknuser, når de slås i partiforeningerne.

»Men jeg kan mærke, at vi har det godt og hyggeligt sammen i denne her bestyrelse. Det betyder meget i forhold til at få det mandat ved kommunalvalget,« siger Jette Dali henvendt til Helge Bergmann, Gunnar Biering og Jens Tørning. I bestyrelsen tæller de en barnefødt i bydelen, en tilløber fra Venstre og en anden fra Konservative, grånede i toppen, veltalende med pæn frederiksbergsk diktion.

Ved forrige kommunalvalg var DF 60 stemmer fra et mandat. Man kunne være taget til Slagelse eller Guldborgsund, hvor partiet har en håndfuld DF’ere i byrådet. Men på Frederiksberg skal man virkelig mene det. Det er ikke, fordi man har den store indflydelse på partiets landspolitik. Det er centralt styret af Kristian, Pia og Peter. Det har man aldrig lagt skjul på i partiet.

Når det handler om Dansk Folkeparti, ringer pressen ofte forgæves eller forsøger sig yderst sjældent i den klassiske journalistiske disciplin: baglandsutilfredshed med partiets ledelse eller førte politik.

Og det er ikke kun på grund af partiets tradition for hård hånd og eksklusioner, som kan foretages egenhændigt af partiets ledelse. I en undersøgelse af danske partimedlemmer 2012 foretaget af forskere på Københavns Universitet skiller Dansk Folkepartis medlemmer sig markant ud ved, at hele 67 pct. erklærer sig helt eller overvejende enige i, at partimedlemmers væsentligste rolle er at støtte ledelsens beslutninger.

»Topstyring? Det lyder så negativt. Jeg ved godt, at ledelsen er stærk og magtfuld. Men vi er jo ikke bange for dem. Jeg har aldrig fået en klage over det, jeg har sagt eller skrevet. Tværtimod oplever jeg i forhold til, da jeg var medlem af Venstre, at der er mere luft igennem til toppen. Man kan få gode råd og hjælp,« siger Jette Dali.

»Jeg føler bestemt, vi er et demokratisk parti,« siger Helge Bergmann og minder om partiets historie, hvor man har været nødt til at styre partiet uden om folk fra det yderste højre, der ville ødelægge partiet.

’Vi orienterer’

»Så længe medlemmerne bakker op om ledelsen, som jo er demokratisk valgt, så er det også demokrati,« siger Pia Kjærgaard, da Information taler med partiets stifter og tidligere formand på hendes kontor:

»De, der siger topstyring, det er ren og skær misundelse. Jeg undsiger ikke demokratiet, men prøv at se, hvad det katastrofale formandsvalg har gjort ved SF. Så kan de snakke om demokrati, men hvis det samtidig helt ødelægger et parti, er det jo ikke meget værd. Så kan man ikke bruge partiet til noget i den almindelige demokratiske proces, hvor et parti søger indflydelse på Christiansborg og eller i en kommunalbestyrelse.«

I Dansk Folkepartis bagland finder man ingen Søren Bald (tidligere landsformand for Radikale Venstre, der løbende har været ude med riven og kritisere partiets politik i regeringen) eller en Leif Hermann (tidligere folketingsmedlem for SF og ivrig kritiker af Villy Søvndals ledelse og politiske forvandling af SF). Det gør det noget nemmere for partiets pressechef på Christiansborg, Søren Søndergaard, bekræfter han. Han sørger for at sende orienterende mails ud så hurtigt som muligt, når ledelsen har indgået forlig på Christiansborg.

»Jeg vil ikke sige, at vi banker folk på plads, men vi giver altid en orientering, så hurtigt det overhovedet kan lade sig gøre. Så folk kan svare, når pressen ringer og spørger: ’Synes I det og det. Nej, til gengæld fik vi det og det.’ Der står mellem linjerne, at vi synes, det er godt,« siger Pia Kjærsgaard.

Sagsbehandlere

Men Dansk Folkeparti kan også noget andet: kombinere det folkelige med det elitære.

Hjemme hos Jette Dali er de i gang med at afrapportere om Frederiksberg-foreningens aktiviteter, som Steen Thomsen afleverer i form af resume til ledelsen efter hvert af sine besøg rundt til lokalforeningerne – kommunikationskanalen mellem top og græsrødder. Jette Dali kommer i tanke om det ægtepar, Jens Tørning har hjulpet imod kommunal bureaukrati og fejlbehandling. Kvinden var syg af kræft, og manden havde hverken kunnet få det korrekte medicintilskud eller den plejeorlov, Jens fandt ud af, han var berettiget til. Jens Tørning og Jette Dali fulgte med til møder og foretog telefonopkald, og efter et læserbrev i den lokale presse tog social- og sundhedsdirektøren i kommunen kontakt til DF’erne. Ægteparret har nu fået at vide, at kommunen har fejlbehandlet deres sag.

»Hvad med andre familier i den situation, der ikke har kræfterne. Manden var jo nedbrudt også af sin kones sygdom,« siger Jens Tørning, der er pensioneret læge. Tidligere havde han en praksis i Vallensbæk, en anden konservativ højborg, som han klukkende forklarer.

Steen Thomsen griber den: »Vi kan selvfølgelig ikke gå ind og sagsbehandle for folk, men det vil jo være godt, hvis andre fik kendskab til, at det her gør Dansk Folkeparti noget ved. Det ægtepar har måske skrevet til andre partier. Ikke for at score billige point. Men fordi det principielle er, at andre ikke skal havne i samme situation,« siger han og foreslår, at de forsøger at få et interview med ægteparret og Jens i den lokale presse.

Og så er der fællesskabsfølelsen.

»Jeg ved ikke, om det er det rigtige ord: hyggeligt,« siger Jette Dali: »Men det er lidt som en familie. Når vi holder møder, er det næsten ikke til at få folk hjem igen. Folk vender stort og småt. Også hvad vi skal lægge vægt på i valgkampen, så folk føler sig inddraget og anerkendt.«

Da Steen Thomsen spørger, om bestyrelsesmedlemmerne har noget, der skal videre til ledelsen på Christiansborg, efterlyser Helge Bergmann en landsturné, hvor ledelsen besøger lokalforeningerne. Det gjorde Pia Kjærsgaard, da hun i sin tid var formand.

»Så samles spidsen af partiet og helt ned til det enkelte medlem. Pia giver jo hånd til alle ved sådanne lejligheder. Det giver pote. Det kunne være godt, hvis den nye formand kom og hilste på. Pia vidste jo, hvad der foregik i de små kroge. Det er styrken i vores parti.«

Står på mål

Ifølge Pia Kjærsgaard er det netop henvendelser fra bekymrede eller utilfredse borgere, som giver partiet en politisk fordel via en kanal til baglandet, som ikke nødvendigvis går via partiforeningerne. Men som betyder, at partiet har fat i, hvad der rører sig i den almindelige befolkning.

»Dansk Folkeparti får rigtig mange henvendelser fra borgere om stort og småt. Jeg tror faktisk, at jeg er en af de folketingspolitikere, der får flest mail fra folk. Jeg tror og håber, det er, fordi jeg og partiet er nærværende for folk,« siger Pia Kjærsgaard.

De andre partier gør ikke så meget ud af det sociale, mener den tidligere partiformand:

»Det er fordi, de faktisk ikke kan lide hinanden. ’Hvorfor skal vi være sammen med dem, der prøvede at snigløbe os anonymt i pressen i sidste uge.’ Det gør vi ikke. Det er mig så magtpåliggende, at det skal fortsætte sådan. Jeg har ikke noget omfattende netværk på Christiansborg, har ikke haft tid og behov. Men det er også fordi, jeg trives godt med mine egne partifæller.«

Desuden er der partiets festtraditioner omkring grundlovsdag, sankthans eller jul. Og kurserne for baglandet med indspark og underholdning.

»Jeg mener faktisk, at vi har fundet opskriften på at være et moderne parti i en tid, hvor partierne mister medlemmer, og politikken brandes og gøres mere og mere strategisk. Vi er meget nærværende og har masser af fælles, sociale sammenkomster. I al beskedenhed gør vi faktisk rigtig meget for vores bagland. Vi rejser en bygning, var der nogle, der sagde engang. Socialdemokraterne var gode til at skabe en institution fra vugge til grav, man kunne henvende sig til. Det er ved at dø ud nu. Vi gør ikke det samme. Men vi skaber traditioner. Man kan godt få et fællesskab i et parti, og der har vi måske ramt noget af det, danskerne efterspørger.«

Men hvad med politikudviklingen? Hvis et bagland er vigtigt, skal de så ikke også inddrages i den?

»Det er noget, vi skal have udbygget. Vi er begyndt at etablere grupper, hvor nogen så har ansvar for kontakt til baglandet. Men vi er et ungt parti, og det er noget, vi skal videre med. Det er også folketingsmedlemmernes pligt at tage ud til baglandet. Men man må også acceptere, at gruppen, der sidder herinde, tager beslutningerne, for det er også os, der tager øretæverne. Det er jo ikke dem ude i partiforeningerne, der står på mål,« siger den tidligere partiformand.

Pias parti

For politisk kommentator Erik Meier Carlsen, der i mange har fulgt partiet, er Dansk Folkeparti moderne, fordi de har formået at kombinere angsten for forandringer i deres vælgergrundlag med modernisering:

»Det er det traditionelle fællesskab, det gode gamle fællesskab over for en verden, der bliver mere og mere splittet op. Partiet adresserer det problem, at fællesskabet forsvinder mellem befolkning og en elite, der befinder sig i et multinationalt univers, elektronisk kommunikerende med andre globale eliter. Det er helt centralt for partiet, og det er de fabelagtigt dygtige til at kommunikere.«

I den forbindelse ser Erik Meier Carlsen mere Pia Kjærsgaard som et instrument, der er dybt optaget af at være i tæt kontakt med almindelige mennesker, end en strategisk tænker.

»Jeg vil ikke kalde partiet elitært, men ekstremt centralistisk. Det er lykkedes dem at bryde igennem den lukkede kreds af embedsmænd og højtuddannede ved at tale et almindeligt og jævnt sprog. Det er for mig den bedste definition på populisme. Og det har så inviteret mange mennesker til at komme på banen i forhold til partiet. Der forbindes det stærkt centralistiske med det folkelige, hvilket gør det meget nemmere for partiet at agere smidigt i forhold til at skulle forhandle resultater hjem på Christiansborg i et demokrati som det danske, hvor partierne ikke har flertal alene, men er afhængige af at kunne lave aftaler med hinanden.«

I virkeligheden har Dansk Folkeparti ikke fået så meget igennem i konkret politik. Den stramme udlændingepolitik blev f.eks. formuleret af andre og præsenteret for dem ved Anders Fogh Rasmussens magtovertagelse i form af 24-årsregel, tilknytningskrav og lignende, påpeger Meier Carlsen. Og partiet har på mange politiske områder skiftet kurs 180 grader siden stiftelsen, uden at det har fået baglandet op af stolene. Hvorfor?

»De andre ved jo godt, at partiet ikke er deres. Og der er respekt for, at det bliver kørt så effektivt, som det gør. Men partiet har også en historie og en identitet i sig, som er meget stærkere end de politiske forhandlinger og løsninger, man løbende laver på Christiansborg,« konstaterer Erik Meier Carlsen.

I februar gav en meningsmåling for første gang Dansk Folkeparti større vælgertilslutning end Socialdemokraterne. På Frederiksberg har de fået 16 nye medlemmer i årets første måneder. Fire alene i maj. »Det skyldes jo også den nye formand, det ved jeg godt,« smiler Jette Dali.

Hvad får de menige medlemmer selv ud af det? På Frederiksberg kan Konservative så let som ingenting tromme hele baglandet op. Det er op ad bakke for DF.

»Pligtfølelse,« svarer Gunnar Biering prompte, mens de andre nikker bifaldende: »Vores samfund står over for væsentlige forandringer i de kommende 30 år med masseindvandring, det kommer til at betyde alt for fremtiden. Uddannelsessektorens deroute er en anden ting, der optager mig ud over værdipolitikken, og forsvarspolitikken, hvor Ruslands præsident Putin puster sig mere og mere op.«

Men der skal laves en del arbejde, hvis mandatet skal i hus.

»Hvis vi igen ender med at mangle 60 stemmer, så skal I i hvert fald kunne se jer selv i øjnene og sige, at det ikke var fordi, I ikke stod den lørdag på gaden og delte brochurer ud,« lyder den afsluttende peptalk fra Steen Thomsen.