Nyhed
Læsetid: 3 min.

Regeringen sminker svartider

Efter kritik svarer SRSF-regeringen pludselig rettidigt på flere af Folketingets spørgsmål – fordi ministrene har fundet en måde til at få svartiderne til at se bedre ud, end de er
Justitsminister Morten Bødskov (S) har nu forbedret statistikken på rettidige svar på Folketingets spørgsmål – ved at sende foreløbige svar ud.

Jakob Dall

Indland
9. juli 2013

SRSF-regeringens ministre pynter på deres svartider for at få det til at se ud som om, de overholder Folketingets svarfrister.

En ny opgørelse fra Udvalget for Forretningsordenen afslører nemlig, at ministrene – i folketingsårets tre første kvartaler – har tredoblet antallet af såkaldt foreløbige svar på folketingsudvalgenes spørgsmål. Fra at disse udgjorde fem procent af de samlede svar i første kvartal er talletsteget til 15 procent i tredje kvartal.

Da de foreløbige svar tæller på linje med de endelige i Folketingets statistik, kan regeringen dog i stedet for en tilbagegang nu rose sig af en fremgang i antallet af rettidigt besvarede spørgsmål. På papiret svarede ministrene således i tredje kvartal til tiden på spørgsmålene i 81 procent af tilfældene mod kun 77 procent i første kvartal.

Og sminkning af tallene er meningen, mener Enhedslisten og Liberal Alliance.

»Der er ingen tvivl om, at det er et forsøg på at skjule, at regeringen ikke lever op til sin egen hensigt om god regeringsførelse. Man kan bare konstatere, at regeringen åbenbart har lige så stor succes med at svare rettidigt på Folketingets spørgsmål, som den har med at skabe vækst i økonomien,« siger Liberal Alliances næstformand, Simon Emil Ammitzbøll, og fortsætter:

»Spørgsmålene er Folketingets mulighed for at kigge regeringen i kortene, hvilket jo er noget af det væsentlige i det parlamentariske arbejde. Så lovkvaliteten bliver dårligere, hvis svarene ikke kommer til tiden.«

Slipper for billigt

Regeringen lovede ellers i regeringsgrundlagets afsnit om såkaldt god regeringsførelse otte initiativer, der skulle »sikre en bedre lovkvalitet og forbedre de generelle muligheder for at kontrollere regeringens embedsførelse«.

I punkt nummer fem hed det: »Regeringen vil bestræbe sig på at besvare spørgsmål fra Folketinget fyldestgørende og indenfor tidsfristen«.

I dag vil Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen, ikke udelukke, at en minister ofte har behov for at hente hjælp uden for departementet til at svare på folketingsudvalgenes spørgsmål – hvilket tager tid. Men også Per Clausen undrer sig over det pludseligt opståede ekstra behov.

»Det er min fornemmelse, at de foreløbige svar ofte dækker over en forsinkelse. Og det er selvfølgelig ikke rimeligt. Der er jo mange sager, som efterhånden forsvinder ud af den politiske debat, og derfor kan man måske slippe godt fra nogle dårlige svar. Svar man måske ellers ikke ville slippe godt fra,« siger Per Clausen.

Bødskov overhaler Vilhelmsen?

Når Folketinget er begyndt at opgøre de foreløbige besvarelser, skyldes det, at retsudvalget tidligere på året opdagede, at justitsminister Morten Bødskov (S) – uden udvalgets viden – havde indført en ›»ny praksis«.

Justitsministeren var blevet kritiseret for at være dårligst af samtlige ministre til at svare på udvalgsspørgsmål og havde i andet kvartal kun svaret rettidigt på 46 procent af spørgsmålene fra de forskellige folketingsudvalg. Det på trods af at svarfristen for de skriftlige udvalgsspørgsmål er hele fire uger.

Men pludselig havde retsudvalgets medlemmer dårligt nok nået at stille et spørgsmål, før der lå et svar i indbakken fra justitsministeren med den afsluttende formulering:

»Når udtalelserne foreligger, vil Justitsministeriet vende tilbage til spørgsmålet«.

Den nye opgørelse viser da også, at Morten Bødskov officielt har overladt svartidernes dumpeplacering til erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF). Mens han nu svarer rettidigt i 67 procent af tilfældene, svarede hun kun rettidig i 53 procent af tilfældenei tredje kvartal. Til gengæld var kun én procent af Annette Vilhelmsens besvarelser foreløbige – mens det for Morten Bødskov var tilfældet i 48 procent af svarene (i første kvartal var ingen af justitsministerens svar foreløbige).

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Folketingets formand, Mogens Lykketoft (SF). Men Mogens Lykketoft fandt i juni »anledning til at præcisere« overfor netop justitsministeren, hvordan Folketingets forretningsorden skal tolkes. Nemlig, at en minister »som hovedregel« skal svare inden for tidsfristen.Folketingets fjerde næstformand, SF’s gruppeformand Anne Baastrup, mener dog, regeringskollegerne ofte er lovlig undskyldt.

»Hvis du hele tiden får at vide, at du skal svare til tiden, og alle kan se, det ikke kan lade sig gøre, så skal man jo bare komme med det her foreløbige svar: Vi har set det, vi har spurgt – og nu venter også vi bare på svar fra systemet. Jeg synes ikke, det er snyd. Men det giver umiddelbart, for den overfladiske læser, en fornemmelse af, at tingene er bedre, end de er.«

Til sammenligning lå procentandelen af de rettidige svar på udvalgenes spørgsmål i VK-regeringens sidste år på henholdsvis 65 procent i folketingsåret 2008-09, 70 procent i 2009-10 – og 72 procent i 2010-11. Men der indgår ingen statistik over hvor stor en andel, de foreløbige svar udgjorde.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Nielsen

Forudseende fætter Fixfax fikser foreløbigt folketingets formands fantastiske fiksfakserier for forretningsordenens fjerde formand ...

Jette Abildgaard, Henrik Darlie, Erik Karlsen og Benny Jensen anbefalede denne kommentar
Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér

Hvis formuleringen »Når udtalelserne foreligger, vil Justitsministeriet vende tilbage til spørgsmålet« er repræsentativ, så er der ikke svaret på spørgsmålet, tænker jeg?

Lene Christensen, Henrik Darlie og Tue Romanow anbefalede denne kommentar
Martin B. Vestergaard

Helt enig med Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér.

Og en ting der kan undre, er at procenten af "rettidige svar" ikke er på 100%, med den form for "svar".

Lars Jorgensen

Når et ikke-svar skal ligne et svar. Orwell igen - et ikke-svar er... et svar. I fagre nye neoliberale (læs:idiotiske) verden...

Niels Mosbak

Selv om det kan være svært at se forskel på politikken nu om dage og selv om der foregår politikervandring mellem partierne, så tror jeg da stadig at Folketingets Formand hr. Mogens Lykketoft, er medlem af Socialdemokraterne???

Robert Kroll

Kritikken af svartiderne er berettiget , og det er noget "fusk" at klare den med foreløbige svar, der reelt blot forlænger svartiden.

MEN måske burde man for god ordens skyld dog også lige erindre om, at der faktisk af og til stilles ret tåbelige / dumme spørgsmål - så en eller anden ( mindre ) procent af de sene svar er givet spørgernes egen skyld.

Alan Strandbygaard

Hvorfor skal hele sceneriet være et stort reklamebureau?

Befinder vi os i en forretning hvor vi skal forvirres og lokkes til at købe noget der slet ikke svarer til forventningerne eller pakkens udseende?
Eller Er vi til et hypnoseshow?

Når statsapparatet og regering ikke længere er til at stole på, hvad gør vi så?

Lene Christensen, Esben Maaløe og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér

Der er jo en del steder i den offentlige forvaltning, hvor man skal give melde tilbage, hvis der er forsinkelser. I den sociale retssikkerhedslov angives det for eksempel, at man skal underrette borgeren, hvis man ikke kan nå at behandle inden frist - det har bare ikke noget at gøre med selve behandlingen.