Læsetid: 4 min.

’Jeg troede bare, at jeg var mærkelig’

Brian Palacios kom hjem fra Balkan med posttraumatisk stressreaktion. Han opdagede det bare først 15 år senere. Nu mødes han med de andre kammerater på veteranhjemmet i København, mens han venter på, at hans sag skal blive revurderet af Arbejdsskadestyrelsen
Tre krigsveteraner fra venstre: Brian Palacios, Mikael Ransby og Mark Skovgaard i haven på Veteranhjemmet på Frederiksberg i går.

Tine Sletting

20. juli 2013

Kirkegården larmer ikke. Det er vigtigt. Vigtigere end de tolkningsmuligheder, der kan ligge i, at et hjem for krigsveteraner har døde mennesker som nabo.

Brian Palacios bor her. Egentlig er det ikke meningen, at man skal bo her fast, og Brian Palacios har egentlig også et klubværelse på Østerbro. Alligevel har hans faste base de seneste otte måneder været et af de fem værelser i huset op ad Solbjerg Kirkegård på Frederiksberg, som Veteranhjem København stiller til rådighed for tidligere udsendte soldater.

»Når jeg er her, oplever jeg tryghed. Det har jeg ikke gjort længe,« siger Brian Palacios.

I 1994 blev Brian sendt til Krajina i Kroation som en del af den FN-styrke, der skulle beskytte krajina-serbere og kroater mod hinanden efter, at Kroatien havde erklæret sig selvstændigt fra Jugoslavien.

Han var 20 år gammel og »LMG-skytte«. LGM betyder Let Maskin Gevær – forsvarets mange forkortelser er en indgroet del af sproget på Veterancentret.

Brian Palacios sidder i haven. Stemmen er rolig, stemningen dvask af sol og varme. En lille håndfuld af de andre 12 fremmødte en almindelig fredag i sommerferien nyder det gode vejr.

Det var her fra veteranhjemmet, de tidligere soldater i oktober sidste år gik mod Christiansborg for at protestere mod den seksmånedersregel, der forhindrede veteranerne i at få anerkendt posttraumatisk stressreaktion (PTSD) som en konsekvens af deres udsendelse. Demonstrationen lykkedes, og soldaterne behøver ikke længere have været til lægen inden for et halvt år efter hjemsendelsen.

Op mod 400 sager om PTSD kan blive genoptaget hos Arbejdsskadestyrelsen, og på en af dem står Brian Palacios navn.

Han er en af de veteraner, der, som Information beskrev i går, kan få adgang til en særlig erstatning fra forsvaret: PTSD har han – spørgsmålet er så, om det kan bevises, at den hænger sammen med udsendelsen. Selv er Brian Palacios ikke for optimistisk.

»Og de penge helbreder jo heller ikke. Men det er også stressende at være på røven hele tiden,«siger han.

Nej tak til psykolog

På Veterancentret mødes tidligere soldater fra Balkan, Irak og Afghanistan. For at få hjælp og støtte og for at få struktur på hverdagen med aktiviteter som badeture og løbeklubber. Og for at være sammen med ligesindede:

»Her får man en følelse af at føle sig helt normal,« konstatere Brian Palacios.

Fra anden dag i Kroatien kørte han og kammeraterne patruljer uafbrudt i to måneder. Det var unge fyre uden en færdig identitet og med et nervesystem under maksimalt pres, fortæller han:

»Så skal der jo ske sådan noget.«

Da de kom hjem, gik der to dage med at aflevere udstyr, og så blev Brian og kammeraterne ellers trådt af og vendte tilbage til civilsamfundet. Det var muligt at snakke med en psykolog, hvis man havde lyst, men hvorfor skulle man dog det?

»Når du lige er kommet hjem, så har du det godt. Du er jo lige kommet hjem. Du tænker bare på at komme i byen,« konstaterer Brian Palacios.

I Krajina delte de danske soldater lejr med en gruppe hollandske soldater, fortæller en af de andre veteraner i solen. 58-årige Mark Skovgaard var stabstolk ved den den danske bataljon i Krajina i 1993 – året før, Brian Palacios kom derned:

»Hollænderne fik en psykolog fløjet derned en gang om ugen. Og vi syntes jo, at de var nogle tøsedrenge. Men det var hollænderne, der var de kloge,« konstaterer Mark Skovgaard.

For Brian Palacios bød hjemkomsten på en periode som arbejdsløs og en mindre depression. Men med hjælp fra en af soldaterkammeraternes kæreste fandt han job som pædagogmedhjælper. Først i en SFO, siden på en særinstitution.

»Det passede mig godt at være pædagogmedhjælper. Der kan være ret meget konflikt, når man arbejder med autistiske børn. Med det var faktisk en hjælp for mig som soldat. Jeg kunne være helt rolig i konfliktsituationerne,« siger han.

Det var kaos – det var skønt

To af kammeraterne fra veterancentret kigger udenfor for at sige farvel. Brian Palacios insisterer på at trække en af dem ind til sig i et grinende kram. Blandt veteranerne i solen glider snakken dog tilbage i det mere alvorlige leje. Om en af kammeraterne, der kan blive så stresset, at han hoster blod op, bare han får et stykke værktøj i hånden. Eller om selvmordsraten blandt de britiske Afghanistan-soldater.

»Vi har jo alle sammen leget med tanken om at gå ned og springe ud foran et tog,« siger Brian Palacios – med et lille smil. Men alligevel. I 1998 »flygtede« han med sine egne ord til Guatemala:

»Der var borgerkrig. Folk blev slået ihjel, det var kaos. Det var skønt. Det passede til kaoset inden i mig selv.«

Brian Palacios nåede dog frem til, at det nok var bedre at bo i Danmark og tog hjem.

Indeni var det stadig ikke godt, men så kunne han jo ligeså godt bare knokle løs som vikar 70 timer om ugen. Indtil han for syv år siden måtte erkende, at det nok ikke gik længere.

»Jeg troede bare, at jeg var mærkelig. Men jeg havde mareridt, hvor jeg har fået fortalt, at jeg fór rundt. Jeg kan ikke huske det selv, det er helt fortrængt. Og så var der angst-anfaldene,« siger Brian Palacios.

Vejen fra erkendelse til handling var dog lang. Det tog Brian Palacios to år, før han fik taget sig sammen til at gå til psykolog. Og det var først, da han fik kontakt med veterancentret, at han endelig fik hjælp til at blive udredt. Diagnosen PTSD fik han efter egen hukommelse for »tre-fire år siden«:

»Det store problem er jo, at vi bare bliver ved. Vi er jo stolte. Jeg brækkede mig bogstavlig talt i halvandet år, men jeg arbejdede bare videre alligevel.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Kofod
  • Søren Jessen
  • Simon Olmo Larsen
  • Niels Mosbak
  • Ellen Jeppesen
Kristian Kofod, Søren Jessen, Simon Olmo Larsen, Niels Mosbak og Ellen Jeppesen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jerome Doinel

Ak, vi udviser stor mangel på respekt over for visse andre lande, og kan ikke engang finde ud af at tage os af de soldater, vi har sendt derned, på en anstændig måde, når de vender hjem. Det er jo fremragende...

Karsten Aaen, Lars Nielsen, Fraus Dolus og Simon Olmo Larsen anbefalede denne kommentar
Torben Nielsen

Mærkelige er vi sgu alle. Vi bliver endnu mere underlige, når vores grænser overtrædes. Sker det ved en traumatisk hændelse kan det udløse en forsinket stressreaktion. Sker det i krig er man lovlig undskyldt. Sker det på jobcentret er det selvforskyldt.

Niels Duus Nielsen, Moh Abu Khassin , Jens Overgaard Bjerre, Leif Højgaard, Søren Jessen, Simon Olmo Larsen og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Peter Taitto

I eftermiddag hørte jeg radioavisen, hvor emnet vedr. de lidt over 100 mio. kr, der skulle bruges til erstatninger, blev vendt. Meldingen fra Bjarne Laustsen (S) var klar. De penge skulle militæret selv finde i deres budgetter (hvor de i forvejen skal finde 2.7 mia til besparelser).

Øh hvad? Undskyld, men hørte jeg rigtigt?

Var det ikke et par næsten enige folketinger, der sendte tropper afsted til bla. Afghanistan og ex-Jugoslavien? Laustsens udmelding gjorde klart hvilken ansvarsløshed overfor militæret der er i folketinget. Først kan militæret bruges politisk. Derefter kan man skide på drengene. Fantastisk. Min respekt for folketinget dalede helt gevaldigt med hans kommentar.

Niels-Holger Nielsen

Hvor mange civile får PTSD i en krig, for hver gang en soldat får det?

Niels Duus Nielsen, Moh Abu Khassin , Henrik Darlie, Lars Nielsen, Jens Overgaard Bjerre, Jens Thaarup Nyberg, Thomas Holm, Simon Olmo Larsen og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Niels Mosbak

Niels Holger Nielsen

Tja, det er selve opholdet i en krigszone der måles på - ca. 20-30% af de der opholder sig sådan et sted, uanset om det er civile, nødhjælpschauffører, Røde Kors, eller soldater.

Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen, Anders Krog, Moh Abu Khassin , Torben Nielsen, Jens Thaarup Nyberg og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar
Jens Overgaard Bjerre

Der er andre måder, at man kan få posttraumatisk stress. Begrundelsen for, at soldaterne i sin tid skulle have mulighed for at kunne få genbehandlet deres sager var, at man havde fået bedre viden om posttraumatisk stress syndrom. Hvad med andre, som også har fået den samme lidelse af andre årsager end krig? Symptomerne er de samme.
Wikipedia: Posttraumatic stress disorder[note 1] (PTSD) is a severe condition that may develop after a person is exposed to one or more traumatic events, such as sexual assault, serious injury or the threat of death.[1] The diagnosis may be given when a group of symptoms such as disturbing recurring flashbacks, avoidance or numbing of memories of the event, and hyperarousal (high levels of anxiety) continue for more than a month after the traumatic event.[1]

Torben Nielsen og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels-Holger Nielsen

Ja, det kan vel næppe være et kriterium for ordentlig behandling, at man har erhvervet sig lidelsen igennem voldsudøvelse for, ja for hvad? Lever vi i et traumatisk eller et posttraumatisk samfund? De færreste vil sikkert anerkende dette simple alternativ, men mange ting får mig til at tænke på et samfund med PTSD, ikke ramt af denne lidelse, men skabende denne lidelse. En stor del af fortiden var næppe bedre, men det er jo ingen trøst; og da mindst af alt en god undskyldning.

Jeg læste for nogle år siden nogle interessante penneforsøg fra Richard Heinberg, som siden 2005 (og i det hele taget) udelukkende er kendt for at forfægte ressourceknaphed på vigtige områder og den deraf følgende stagnation og eventuelle sammenbrud for vores ressourcehungrende kapitalisme. Det betyder ikke, at han er ensidig. Han er god til at se sammenhænge. Nå, men han havde i disse tidlige essays en teori om, at den institutionaliserede ondskab havde konsekvenser som rakte nedover i generationerne, faktisk som når man i dag har erkendt at ofre for incest og vold i hjemmet er i største fare for selv at blive krænkere og voldelige. Ikke fordi sådan er de(t), men fordi vores samfund er skamløst ringe til at imødegå den slags social arv. Udover krig fæstnede han sig ved naturkatastrofer og vedvarende undertrykkelse som årsager til en nedarvet forbandelse, som hviler over menneskeheden. Biblen taler om nedarvning af fædrenes forbandelser på sønnerne. Noget er der nok om snakken. Således statuerer krigen en videreførelse af sine forudsætninger på såvel det samfundsmæssige som på det personlige og psykologiske plan.

Men forklaringen hænger ikke sammen, når man tænker på menneskets enorme evne til at hjælpe. forsvare og ikke mindst lindre medmennesket i nød, i solidaritet. Og når man tillige tænker på menneskets ukuelige vilje og evne til at søge kollektive løsninger på personlige problemer (det er ikke nyt for vores tid). Det er klart, at naturkatastrofer og krig kan lamme eller lade et samfund med negativitet, men hvad vi bør spørge os selv om er, om ikke det er på tide at spørge hvad, der får menneskets grundlæggende evne til socialitet og samarbejde til at pervertere i en vold og en fremmedgørelse, som synes indbagt i de menneskelige samfund?

Det bedste vi kan gøre, er at modarbejde denne falske myte, som ligger bag alle krige, alle helt utilstrækkelige nødhjælpsforanstaltninger, med Haiti som det nyeste og mest grelle eksempel, og som tillige ligger bag de daglige trakasserier i vores mere trivielle hverdag. Denne myte er skabt af undertrykkerne, udbytterne og de mentale såvel som de bogstavelige slaveejere, der kommanderer vores fælles grundlag, som først og fremmest er vores stofskifte med naturen, til daglig nok så prosaisk kaldet økonomi. Hvad vi har brug for er imidlertid en POLITISK økonomi, som adresserer al denne tilsyneladende underordnede skade (collateral damage, et almindeligt udtryk i dagens krige), hvad end det handler om PTSD i såvel krigsmæssig som civil sammenhæng, eller om simpel social nedarvning af utålelige livsvilkår og -perspektiver.

Denne utålelige myte er en trofast ledsager til den måde monopolkapitalismens medier skildrer og skaber vores daglige, såvel som fremtidige virkelighed. Sig nej! Nej, nej og atter nej.

Niels Duus Nielsen, Torben Nielsen og Henrik Darlie anbefalede denne kommentar

Niels-Holger Nielsen

Det er korrekt, at PTSD er en "relativ" ny lidelse - det betyder ikke, at den er forkert. Tidligere har man givet andre diagnoser i et forsøg på forklare folks reaktioner (både soldater, civile og seksuelle ofre). Bedre at samfundet anerkender folks lidelser end at ignorere eller endda afvise dem (som da man afskrev soldaters granatchok med fejhed under 1. verdenskrig).
Økonomisk set har samfundet ingen interesse på KORT sigt i at anerkende lidelser, da det jo koster penge - men på langt sigt kan man måske få en del af disse mennesker til at blive "hele" igen?

Du nævner fra Heinberg, at " faktisk som når man i dag har erkendt at ofre for incest og vold i hjemmet er i største fare for selv at blive krænkere og voldelige. Ikke fordi sådan er de(t), men fordi vores samfund er skamløst ringe til at imødegå den slags social arv."
Den første del af Heinbergs udlægning er vrøvl og desværre stadigt forekommende fordom omkring ofre for vold og incest - da det er 2 forskelle ting, så vil jeg skelne og kun behandle incest i denne del. Det er korrekt, at man ved et flertal af seksuelle krænkere, hvor man har kunnet identificere årsag(erne), så har vedkommende været udsat for overgreb af en eller anden art selv - men så sker der det ulykkelige, at folk slutter modsat: når et flertal af krænkerne har været udsat for seksuelle overgreb, så må alle folk/et flertal, der har været udsat for et overgreb selv have en høj sandsynlighed for at blive krænkere! Det er IKKE korrekt: det er et mindretal - vi taler meget lave procentsatser, du kan søge yderligere dokumentation hos støttecenter for incest, jeg har ikke adgang herfra, hvor jeg skriver. Et flertal af de krænkede bliver IKKE selv krænkere. At de får det skidedårligt på et eller flere tidspunkter er meget sandsynligt (vi kan ikke forudsige hvornår, hvor ofte og hvor mange af dem), men det gør dem ikke til krænkere.
Men det er desværre en udbredt fordom og det er kun oplysning, der kan få den til livs. Ligeledes er der flere eksempler på folk, der har været udsat for overgreb, som frygter at have sex, fordi de selv tror på den fordom ("jeg er krænket, så bliver jeg krænker hvis jeg har sex, ergo tør jeg ikke have sex med andre").
I den anden del "Ikke fordi sådan er de(t), men fordi vores samfund er skamløst ringe til at imødegå den slags social arv." Der imødegår Heinberg delvis sig selv, men det fjerner ikke fejlen i hans første udsagn. Desuden er det at blive udsat for et seksuelt overgreb næppe at blive karakteriseret som social arv, når det bevisligt ikke nedarves hos et flertal.
Lad mig slå fast med det samme, at jeg klart synes, at et (seksuelt) overgreb er ulykkeligt for offeret, familien og samfundet - men at stigmatisere ofrene yderligere ved efterfølgende at tillægge dem "den største risiko" for selv at blive krænkere, det er forkasteligt af Heinberg. Logisk set burde han have reflekteret over sit udsagn og tænkt det igennem vedr. andre typer af seksulle overgreb: et flertal af voldtægtsofre bliver heller ikke selv voldtægtsforbrydere.

Jeg læser dit indlæg som, at du selv er uenig med ham i flere ting, men synes om NOGLE af hans sammenhænge - jeg ville derfor blot korrigere hans fejlslutning i den ENE sammenhæng.

"Ja, det kan vel næppe være et kriterium for ordentlig behandling, at man har erhvervet sig lidelsen igennem voldsudøvelse for, ja for hvad?" - det er jo et postulat uden dokumentation: hvis du prøver at kigge på flertallet af de udsendelser, som DK har deltaget i siden slutningen af 2. verdenskrig, så kan du næppe føre bevis for, at et flertal af de udsendte har foretaget "voldsudøvelse".
Og inden du og andre farer i blækhuset, så er jeg modstander af krigene i både Irak og Afghanistan, så jeg er enig i din slutkommentar og pointe om at sige nej.
Men jeg har svært ved at se, at danske soldater f.eks. på Cypern begik "voldsudøvelse". Derudover er det forsvindende let at lege "ultimativ pacifist" og sige, at al voldsudøvelse er illegitim. Selv jeg ville anvende vold i selvforsvar, hvis jeg blev overfaldet eller endda hvis min familie var truet (og det sidste er jo ikke selvforsvar, men aktivt valg af vold fra min side mod overfaldsmand) og dermed bliver jeg "voldsudøver".

Fordi folk har en uniform på, så gør det dem ikke til mordere, uagtet parafrasen af det Brecht-citat har været misbrugt ofte - blandt mine mere anarkistiske venner i det venstreorienterede miljø er selv læger mordere udelukkende baseret på det kriterium, at de har uniform på (sort!). Niels Mosbak er næppe heller "morder" eller "voldsudøver" uagtet han har været udsendt af politiet (nåh ja, jeg hører stadig argumentationen "voldsmonopolet" for nemmere at kunne skære alle over en kam...det er jo så nemt, når alt bliver sort/hvidt).

Man får i øvrigt ikke KUN PTSD, hvis man har udøvet vold. Men det tror jeg nu heller ikke, at du mener.

Slutteligt om Heinberg skal jeg sige, at det i din udlægning af ham virker som om, at han blot gengiver "nye" eksempler på "institutionalized theory" og hvis han ikke kommer videre end det, så er hans argumentation tynd. Men du skriver jo også selv, at han bl.a. anfægter ressourceknaphed ;)

Det er slemt nok, at der sidder et par og hundrede landsforrædere på tinge, og sender Danmark i aggressionskrige her, der og alle vegne, på det danske folks regning. Og nu dette: de mennesker, de har hjernevasket til at tage afsted, der kommer hjem med (forstålige) sår på sjælen, nægter de at hjælpe.
Man burde tage hver og en politiker, der stemte for krigene i Irak, Afghanistan etc., og sende dem afsted som de første soldater i fronten.
Det er ligesom de republikanere, der sad i deres trygge overklasseboliger og hyldede Vietnam-krigen. Hvis krigen var så fantastisk, hvorfor tog de så ikke selv afsted?

Niels Mosbak

Lad os lige sætte termen PTSD på plads. Det er ikke en ny lidelse, men en ny betegnelse for det som man allerede under den amerikanske borgerkrig kaldte for "Soldiers Heart". I 1. verdenskrig hed det granatchok - efter befrielsen af lejrene i 2. verdenskrig led mange af "KZ-syndrom" og det er den samme lidelse.

Årsagerne er at mennesket kan rumme et vist mål af unaturlige omstændigheder og man kan koge det ned til "det er en naturlig reaktion - på unaturlige omstændigheder".
Det kan være alvorlige naturkatastrofer, alvorlige færdselsuheld, at man overværer nogen blive dræbt eller udsat for grov vold eller lemlæstelse, at man selv eller andre bliver udsat for tortur, eller at man oplever alvorlig frygt for eget eller andres liv. Men det kan også være en afmagt over ikke at kunne handle i en situation af alvorlig karakter.

Min egen deltagelse i FN politistyrken i Kroatien foregik ubevæbnet - så jeg kan garantere, at jeg ikke har slået nogen ihjel eller udøvet vold mod nogen under den konflikt.

Det er altså ikke kun soldater der bliver ramt, og det behøver ikke at have noget at gøre med at man har slået nogen ihjel - man kan have set andre blive dræbt, eller som det er almindeligt i krigzoner - en generel psykologisk belastning, idet krigszoner jo overvejende er lovløst område, hvor den der har det største våben er den der bestemmer - nogle gange hvem der skal leve og hvem der skal dø.
Alle der opholder sig i en krigszone risikerer at erhverve sig PTSD - om det er nødhjælpsarbejdere, soldater, Røde Kors folk eller ganske almindelige civile og det med en faktor op til 20-30%.
I vores almindelige hverdag er det brand- og redningsfolk, sygeplejersker og politifolk der bliver ramt, og naturligvis andre faggrupper som pædagoger og socialrådgivere der bliver udsat for trusler eller vold - eller ganske almindelige "civile" der kommer ud for belastende hændelser.

For mit eget vedkommende gik der ca. 1 måned i krigszonen, så havde jeg vænnet mig til daglige skyderier i gaderne, natlige håndgranat angreb etc., i en erkendelse af, at det skud der rammer én selv, hører man ikke.
Men det medfører at ens niveau af adrenalin i kroppen stiger helt autonomt, man kommer til at leve på et adrenalin-kick og det tager kroppen, psyken og i sidste ende hjernen skade af.

Og det kommer ganske langsomt snigende - man ved fra en engelsk undersøgelse foretaget af et veterancenter for PTSD, der har arbejdet med lidelsen gennem 100 år, at der gennemsnitligt går 13 år før en veteran henvender sig for at få hjælp.
At veteraner henvender sig sent hænger jo nok sammen med den uddannelse og træning de har fået i at tackle skarpe situationer - men man kan faktisk ikke træne "krig" - kun simulerede kampsituationer.

Lad mig give et eksempel på det: En svensk politimand med mange års erfaring var udstationeret i Sarajevo i foråret 1993. Han blev på grund af de tiltagende krigshandlinger fanget i byen i 6 uger, hvor den normale periode man opholdt sig dér var 14 dage. Han havde kontor i PTT-bygningen - radio-TV bygningen der er høj, og kunne fra sine vinduer overskue den åbne plads foran bygningen. En dag han stod ved vinduet kom et ungt par gående med en klap-vogn med deres barn i.
Sekunder senere slog en mortergranat ned og udslettede den lille familie for øjnene af ham.
Som han selv konstaterede: "Den slags kan man for faen' ikke træne i".

Men den langsomme snigende sygdom er årsagen til at man i dag ser mange veteraner fra Balkan henvende sig - og hvis man hele tiden tænker den tidsfaktor på 13 år ind, vil vi se flere og flere henvende sig fra de forskellige aktivistiske, udenrigspolitiske krige som Danmark har deltaget i.

Bill Atkins, Ralph Sylvestersen, Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen, Peter Taitto, Anders Krog, Moh Abu Khassin , Flemming Scheel Andersen, Niels-Holger Nielsen, Grethe Preisler, Fraus Dolus, Torben Nielsen og Thomas Krogh anbefalede denne kommentar
Thomas Krogh

Dennis

Det er slemt nok, at der sidder et par og hundrede landsforrædere på tinge, og sender Danmark i aggressionskrige her, der og alle vegne, på det danske folks regning. Og nu dette: de mennesker, de har hjernevasket til at tage afsted, der kommer hjem med (forstålige) sår på sjælen, nægter de at hjælpe.

Kunne det tænkes at dels Folketingets vedtagelser og udsendelser er i overensstemmelse med lovene og derfor alt andet en "landsforrædderi", dels at de der tager afsted gør det som led i det professionelle metier de har valgt? Nemlig en militær karriere.

Eller ødelægger det helt din fortælling?

Man burde tage hver og en politiker, der stemte for krigene i Irak, Afghanistan etc., og sende dem afsted som de første soldater i fronten.

Skulle man så ikke også sætte dem til at operere blindtarme og bygge skole og alt det andet vi sætter professionelle til?

Det er ligesom de republikanere, der sad i deres trygge overklasseboliger og hyldede Vietnam-krigen. Hvis krigen var så fantastisk, hvorfor tog de så ikke selv afsted?

Demokraterne Kennedy og Johnson trak USA ind i Vietnamkrigen. Den republikanske Nixon-administration trak dem ud. Bare for at få lidt mere nuancer til dit verdensbillede. Håber ikke det ødelægger for meget.

Torben Nielsen

Niels Mosbak et al.
Har man noget kendskab til hvordan det gik de hollandske FN-soldater, der iflg ordre passivt så til, da befolkningen i srebrenica blev udslettet?
Det må have været ad helvede til blot at kunne se på.

Netop det at være fastlåst og begrænset i sin handlefrihed, er grunden til at jeg lidt spydigt nævner "jobcentret" som traumefremkalder.

Lars Møller, som forsvarets fritænker, sagde jo også i Bosnien: "til helvede med mine ordrer" og tømte 3 kampvognes magasiner mod de der beskød ham. Jeg tror ikke at han har PTSD.

Karsten Aaen, Flemming Scheel Andersen og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben Nielsen

Ja, Dennis Bagger. Det er mest motiverende og kendetegnende for den gode leder, at vedkommende går forrest.

Niels Mosbak - tak for din fyldige uddybning og de gode eksempler.

Thomas Krogh - du nævner en del punkter:
"Kunne det tænkes at dels Folketingets vedtagelser og udsendelser er i overensstemmelse med lovene og derfor alt andet en "landsforrædderi", dels at de der tager afsted gør det som led i det professionelle metier de har valgt? Nemlig en militær karriere."
Ja til begge dele - dog håber jeg på, at der kommer et udførligt arbejde, som redegør for, hvorvidt deltagelsen i Irak og Afghanistan var i overensstemmelse med landets love. Men for de øvrige deltagelser i internationale missioner, så har jeg endnu ikke set overbevisende dokumentation på overtrædelse af lovene.

"Man burde tage hver og en politiker, der stemte for krigene i Irak, Afghanistan etc., og sende dem afsted som de første soldater i fronten."

"Skulle man så ikke også sætte dem til at operere blindtarme og bygge skole og alt det andet vi sætter professionelle til?"
Jeg kan godt følge din tanke, men man kan ikke slutte fra en profession til alle andre: Jeg forestiller mig, at tanken bag første krav er, at politikerne eller en del af dem bør have kendskab til krigens rædsler - udover fra historiebøgerne. At det så ikke er realistisk at udsende dem alle, det medgiver jeg fuldt ud. I dag tager politikerne jo også rundt til missionsstederne (og bliver fotograferet til pressen), men de er jo kun dernede i kort tid og meget, hvis ikke alt, er jo forberedt for dem, så hvor godt et indtryk kan de danne sig af tingene?

" Det er ligesom de republikanere, der sad i deres trygge overklasseboliger og hyldede Vietnam-krigen. Hvis krigen var så fantastisk, hvorfor tog de så ikke selv afsted?

Demokraterne Kennedy og Johnson trak USA ind i Vietnamkrigen. Den republikanske Nixon-administration trak dem ud. Bare for at få lidt mere nuancer til dit verdensbillede. Håber ikke det ødelægger for meget."
Ja, indrømmet der sad "tosser" i begge lejre vedr. Vietnam-krigen. Hvis jeg ikke husker helt galt, så går USA's engagement i Asien dog længere tilbage, det skal dog ikke bruges til at undskylde Kennedy eller Johnson. Ej heller skal spekulationerne om, hvorvidt Kennedy ønskede at trække styrkerne ud inden sin død, kunne legitimere den daværende administrations beslutninger.
Men Bush-familien havde jo muligheden for at deltage - men gjorde det ikke. Jo, på hjemmefronten, men det var jo også bekvemt.
Johnson intensiverede krigen - og Nixon satte vist ikke bombardementerne på hold, netop fordi det gav forhandlingskort ved bordet. Og ja, han trak tropperne ud og er vist i dag mest kendt for Watergate.

Som Torben Nielsen skriver: det er mest motiverende og kendetegnende for den gode leder, at vedkommende går forrest.
Desværre - ??? - er det tankegang vist gået fløjten mht. politikere og krig. Det kunne måske have afholdt nogle fra at tage beslutninger om at "trykke på aftrækkeren".

Mest skuffet blev jeg dog over, at McCain skiftede holdning til tortur som præsidentkandidat - hvor jeg før hans kampagne havde oplevet ham som "moderat republikaner" (min fortolkning), så skiftede han pludselig holdning til tortur, herunder waterboarding, uagtet han selv som soldat havde været udsat for tortur. Det er mig stadig uforståeligt - og dybt trist.

Peter Taitto og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Niels Mosbak

Torben Nielsen

Omkring Srebrenica og de hollandske soldater er der det at sige, at de rent faktisk blev holdt som gidsler, men om man har undersøgelser, der viser i hvilket omfang de har pådraget sig PTSD er jeg ikke klar over.
Hollænderne var håbløst underbemandede, da kun lidt over halvdelen af styrken var til stede i sektoren - resten havde ikke kunne få lov at komme ind i sektoren, efter at de havde været på leave.
Våbenmæssigt var hollænderne de serbiske styrke underlegne, da de kun havde panserede mandskabsvogne med 12,7 mm tunge maskingeværer. FN's aftale med de stridende parter medførte at FN ikke var bevæbnet med morterer eller 25 mm kanoner eller andre tunge våben.
De havde reelt ingen mulighed for at kaste sig ind i en meningsfyldt kamp til forsvar for enklaven - og i den situation er afmagt jo en naturlig følelse - men om der findes undersøgelser af de hollandske soldaters psykiske habitus efter indsatsen, er ikke mig bekendt.

Karsten Aaen, Flemming Scheel Andersen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Thomas Krogh

Can Øzcen

Ja til begge dele - dog håber jeg på, at der kommer et udførligt arbejde, som redegør for, hvorvidt deltagelsen i Irak og Afghanistan var i overensstemmelse med landets love. Men for de øvrige deltagelser i internationale missioner, så har jeg endnu ikke set overbevisende dokumentation på overtrædelse af lovene.

Enig

Jeg kan godt følge din tanke, men man kan ikke slutte fra en profession til alle andre: Jeg forestiller mig, at tanken bag første krav er, at politikerne eller en del af dem bør have kendskab til krigens rædsler - udover fra historiebøgerne. At det så ikke er realistisk at udsende dem alle, det medgiver jeg fuldt ud. I dag tager politikerne jo også rundt til missionsstederne (og bliver fotograferet til pressen), men de er jo kun dernede i kort tid og meget, hvis ikke alt, er jo forberedt for dem, så hvor godt et indtryk kan de danne sig af tingene?

Men med hvilket formål? Sidste gang en regent - eller en tilsvarende politisk figur - stod i spidsen for sin hær på slagmarken var vel Napoleon III ved katastrofen ved Sedan i 1871. Krig er efterhånden et så specialiseret fag at der kun er plads til dybt professionelle, og vel 999 af 1000 soldater vil i dag betakke sigt for at have amatører rendende rundt omkring sig. Fyrsten på den hvide hest i fronten for sine styrker og de vejende faner hører en anden tidsalder til.

Politikerne skal selvfølgelig holde sig orienteret om de forhold de sender folk ud i, men har lige så lidt at gøre i kamp, som på en operationsstue under en hjertetransplantation. Det er jobs for professionelle og det skader mere end det gavner at have amatører der.

Ja, indrømmet der sad "tosser" i begge lejre vedr. Vietnam-krigen. Hvis jeg ikke husker helt galt, så går USA's engagement i Asien dog længere tilbage, det skal dog ikke bruges til at undskylde Kennedy eller Johnson. Ej heller skal spekulationerne om, hvorvidt Kennedy ønskede at trække styrkerne ud inden sin død, kunne legitimere den daværende administrations beslutninger.

True.

Men Bush-familien havde jo muligheden for at deltage - men gjorde det ikke. Jo, på hjemmefronten, men det var jo også bekvemt.

Jeps, men mon ikke mange der kunne - politiske forbindelser eller ej - har prøvet at snige sig udenom værnepligt. I Danmark hvor vi nu kun udsender professionelle er det dog en lidt anden sag.

Johnson intensiverede krigen - og Nixon satte vist ikke bombardementerne på hold, netop fordi det gav forhandlingskort ved bordet. Og ja, han trak tropperne ud og er vist i dag mest kendt for Watergate.

Jeps. I øvrigt en fascinerende person og præsident. Én af de absolut værste hvad angik personlig og kampagnemæssig etik, og samtidigt én af de mest fremsynede og visionære hvad angik udenrigspolitikken. Men det er vist lidt uden for tråden....

Som Torben Nielsen skriver: det er mest motiverende og kendetegnende for den gode leder, at vedkommende går forrest.
Desværre - ??? - er det tankegang vist gået fløjten mht. politikere og krig. Det kunne måske have afholdt nogle fra at tage beslutninger om at "trykke på aftrækkeren

Måske - men personligt vil jeg foretrække at de holder sig til det politiske element. Der er rigeligt med politiske elementer, også i forbindelse med krig, der skal håndteres professionelt.

Thomas Krogh - tak for svar. Jeg udtrykker mig for dårligt, kan jeg se: Jeg ville foretrække, at NOGLE af politikerne selv havde en fortid fra militæret - og det kunne så være med relevant missionserfaring.
Også igen ud fra ønsket om, at Folketinget skal være bredt sammensat - ja, det er mit personlige ønske og total utopi, det ved jeg godt, hvis man bare ser på den nuværende sammensætning alene i forholdet akademikere/arbejdere.

Uagtet krig og konflikter skal håndteres "professionelt" og de fleste lande har afskaffet værnepligten, så sker der jo stadig det, at de i deres lovgivning har indbygget muligheden for at genindføre den, hvis en krig trækker ud og der er mangel på styrker.
Nu sidder jeg lige i udlandet og kan ikke trække på mit arkiv hjemme, men jeg mener, at englænderne havde en sag under 2. golfkrig, hvor de benyttede lovgivningen til at ville tvangsindkalde læger til deres udsendte styrker, da der ikke var professionelle nok - en enkelt nægtede og der kom en sag ud af det i pressen. Englænderne har tidligere haft diskussioner om at genindføre værnepligten ifm. andre konflikter.
Amerikanerne lader deres udsendte blive længere ude eller forlænger perioden (Irak og Afghanistan) - det er nok ikke fremmende for at mindske risikoen for PTSD...

Men uanset hvem der bliver udsendt eller som er i en krigszone og hvor professionelle de er, så ændrer det jo ikke hvad Mosbak skrev i sit eksempel, at man ikke kan træne sig i det. Vi har nok kun set toppen af isbjerget herhjemme.

Karsten Aaen, Flemming Scheel Andersen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels-Holger Nielsen

En stor tak til Niels Mosbak for endnu en gang at dele ud af sin viden og sine personlige erfaringer.

Om Srebrenica kan der givetvis siges meget, fx. at en undersøgelse af den art, som Torben Nielsen efterspørger burde findes. Der findes vedholdne vurderinger, som siger, at Srebrenica-'episoden' er pumpet op og serveret med henblik på at dæmonisere Serberne. Der er ingen, som benægter, at Srebrenica-'episoden', var en stor tragedie, og det var den uden for al tvivl. Blot påpeges det, at der er gjort en række metodiske fejl i opgørelsen af massakren. Fejl som sætter væsentlige spørgsmål til den kontekst, som massakren er blevet præsenteret i. En del analytikere, retsmedicinere, militærfolk, jurister og journalister var indblandet i denne ret omfattende debat. Hvad jeg umiddelbart husker var, at Noam Chomsky var advokat for en vis revision af den herskende historie. Chomsky, som skrev for Guardian på et tidspunkt, kom ud i en disput med Guardian, hvor mange mener at der blev forsøgt karaktermord mod Chomsky, som så ofte før. Interesserede kan bla. henvises til Guardian og Media Lens (mediekritisk website).

Karsten Aaen, Anders Krog, Torben Nielsen og Moh Abu Khassin anbefalede denne kommentar
Thomas Krogh

Niels-Holger

Om Srebrenica kan der givetvis siges meget, fx. at en undersøgelse af den art, som Torben Nielsen efterspørger burde findes. Der findes vedholdne vurderinger, som siger, at Srebrenica-'episoden' er pumpet op og serveret med henblik på at dæmonisere Serberne. Der er ingen, som benægter, at Srebrenica-'episoden', var en stor tragedie, og det var den uden for al tvivl. Blot påpeges det, at der er gjort en række metodiske fejl i opgørelsen af massakren.

Srebrenica har været brugt til mangt og meget, og ikke mindst store dele af venstrefløjen - herunder de mest antivestlige og proserbiske af den - bør jo gribe i egen barm. Det skortede ikke på forsøg på at bagatellisere Srebrenica, snakket tallet af ofre mindre eller generelt prøve at bortforklare det, og det er jo først med ICMP's DNA analyser at kritikerne har måtte acceptere at tal på 8000+ ofre rent faktisk er troværdige:

http://en.wikipedia.org/wiki/Srebrenica_massacre#DNA_analysis

Jeg kan anbefale en sober og ualmindeligt hårrejsende gennemgang af netop Srebrerica som politisk slagmur gennem en græsk socialists øjne:

http://mihalisk.blogspot.dk/2007/11/srebrenica-response-to-left-wing.html

Niels Mosbak

Thomas Krogh, jeg har skimmet den "græske socialists" skrivelse om hvorledes den Jugoslaviske hær angreb bl.a. Kroatien. Det er rent pladder, der intet har med virkeligheden at gøre. Jeg var Stationcommander i Dalj, hvorunder Vukovar hørte, og har adskillige øjenvidneberetninger om hvad der foregik, da kroaterne angreb Borovo Selo - den største serbiske landsby med 10.000 indbyggere, som man håbede at nedkæmpe for derved at statuere et eksempel over for det meget store serbiske mindretal, der havde beboet Krajinaområdet i mere end 400 år. Det var dér borgerkrigen startede.
Men hvis man har brug for at finde syndebukke, der var ansvarlige for konflikten inden for det tidligere Jugoslavien - er der tre navne der lige præcis er de ansvarlige for blodsudgydelserne - Franjo Tudjman - Slobodan Milocevic og Alija Izetbegovic - i vilkårlig rækkefølge.

Men her lidt om vilkårene for FN under massakren i Srebrenica:

http://www.unprofor.dk/krigen/srebrenica.asp

Bill Atkins, Niels-Holger Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Thomas Krogh

Niels Mosbak

Thomas Krogh, jeg har skimmet den "græske socialists" skrivelse om hvorledes den Jugoslaviske hær angreb bl.a. Kroatien. Det er rent pladder, der intet har med virkeligheden at gøre.

Nu var det primært om Srebrenica, men fair nok - tingene hænger jo sammen.

Jeg var Stationcommander i Dalj, hvorunder Vukovar hørte, og har adskillige øjenvidneberetninger om hvad der foregik, da kroaterne angreb Borovo Selo - den største serbiske landsby med 10.000 indbyggere, som man håbede at nedkæmpe for derved at statuere et eksempel over for det meget store serbiske mindretal, der havde beboet Krajinaområdet i mere end 400 år. Det var dér borgerkrigen startede.

Jeg er bestemt enig i at alle parter begik overgreb - ikke kun serberne - men at isolere starten af krigen dertil er at ignorere hele baggrunden. Hvis der skal sættes et triggerpunkt som sådan, så er det da JNA - som det er erkendes i dag - på *serbisk* foranledning overtog kontrollen med alle TO'erne og afvæbnede de *krotatiske* områder. Og det skete altså året før Borovo Selo.

Og man skal heller ikke være blind for de interne serbiske manøvrer der reelt førte til de egentlige blodsudgydelser:

http://web.archive.org/web/20070929103034/http://www.iwpr.net/?p=tri&s=f...

Men hvis man har brug for at finde syndebukke, der var ansvarlige for konflikten inden for det tidligere Jugoslavien - er der tre navne der lige præcis er de ansvarlige for blodsudgydelserne - Franjo Tudjman - Slobodan Milocevic og Alija Izetbegovic - i vilkårlig rækkefølge.

Du kan forlænge listen vilkårligt. Martić er én af de allerstørste gangstere (se ovenfor).

Henrik Darlie

Det overraskede mig at læse at 20% skulle være genetisk disponeret for PTS.
Er der nogen der ved om den påstand holder vand?