Læsetid: 5 min.

Arbejderen – hvem er han i dag?

Den traditionelle opfattelse af arbejderen som klassisk industriarbejder er forældet. Men der er ingen klar definition. Derimod peger forfatteren, historikeren, forskeren og socialdemokraten på det faktum, at definitionen af arbejderen anno 2013 ikke ligger ligefor
Det er blevet populært på tværs af folketingssalen at kalde sig arbejderpartiet, men hvem er arbejderen egentlig i 2013? Og hvilket parti stemmer han på?

Det er blevet populært på tværs af folketingssalen at kalde sig arbejderpartiet, men hvem er arbejderen egentlig i 2013? Og hvilket parti stemmer han på?

Jens Koudahl

14. august 2013

Han er en omdiskuteret mand. Arbejderen. Men hvem er den politisk så ombejlede figur? Definitionen er langtfra entydig. Ser man på den gængse definition i ordbogen, er arbejderen »en faglært eller ufaglært person, der mod betaling udfører overvejende fysisk arbejde især inden for industrien«. Men det er alt for simplificeret og gammeldags, mener Lars Olsen, journalist og medforfatter til bogen Det danske klassesamfund, der udkom sidste år. Her genopliver bogens forfattere den noget bedagede forestilling om arbejderklassen med en bred definition:

»Hos os er arbejderklassen defineret som faglærte og ufaglærte, der er i arbejde, men ikke har ledende positioner på deres arbejdsplads,« siger Lars Olsen. Det betyder, at omtrent halvdelen af den voksne generation tilhører arbejderklassen – bl.a. er servicemedarbejdere og folk med butiksjob omfattet af den definition.

I bogen, som Lars Olsen kalder »et slags socialt Danmarksportræt«, er arbejderne defineret ud fra to kriterier: nemlig uddannelse og position i arbejdslivet.

Traditionelt har man med arbejderklassen ellers lagt vægt på dem, der udførte fysisk arbejde, eksempelvis industriarbejderen eller håndværkeren. Men »det er ikke længere afgørende«, siger Lars Olsen, fordi den enkelte lønmodtagers økonomiske, sociale og kulturelle vilkår og muligheder har ændret sig i en sådan grad, at nutidens arbejderklasse er langt fra det proletariat, vi kender fra Matador. Og at industriteknikeren i dag styrer en robot til at lave det arbejde, som tidligere blev udført fysisk af maskinarbejdere, er også underordnet.

»Processen bliver mindre og mindre fysisk, men det ændrer ikke ved, at det stadig er direktøren, der bestemmer, og at det er industriteknikeren, der skal udføre ordrerne,« siger han.

Middelklassens arbejder

Flertallet af arbejderne bor i dag i ejerbolig, har bil, rejser på charterferie til udlandet og har måske et sommerhus. Især de faglærte arbejdere har ofte en god indtjening. Alligevel har de et andet liv end professoren og direktøren. Et liv med større risiko for nedslidning, arbejdsløshed og langtidsledighed. Og med ringere grad af frihed i arbejdslivet.

»Arbejderklassen har et langt barskere arbejdsmiljø og en større risiko for at blive ledig end den højere middelklasse. Så klassebeskrivelsen passer til de faktiske samfundsforhold, uanset om folk oplever sig som arbejderklasse eller ej,« siger Lars Olsen. Ifølge Det danske klassesamfund er kun en fjerdedel af arbejderklassen i dag beskæftiget inden for industri og byggeri, en anden fjerdedel er offentligt ansatte, en tredje fjerdedel arbejder med handel og transport, og den sidste fjerdedel er fordelt på en lang række mindre brancher.

»Men fælles for alle de grupper er, at de hverken har en lang boglig uddannelse eller ledende stillinger på deres arbejde,« siger Lars Olsen. Her er arbejderen underlagt andres ret til at lede og fordele arbejdet.

Det møder er historiker Claus Bryld fra Roskilde Universitetscenter enig i. Han har beskæftiget sig indgående med arbejderbevægelsen og beskriver arbejderen som »en faglært arbejder, der bor i Herlev, har et hus og en bil og måske endda et sommerhus«.

Men selv om arbejderen er økonomisk bedre stillet i dag, er forholdet mellem lønarbejde og kapital det samme, mener han.

»Derfor er den faglærte Herlev-beboer ikke repræsentativ for den samlede arbejderklasse, fordi den også omfatter mange ufaglærte og ledige,« siger Claus Bryld. På den baggrund skal arbejderen i hans optik defineres ud fra såvel økonomiske som sociologiske betingelser.

»Det handler ikke kun om, hvorvidt man arbejder for løn som faglært eller ufaglært. Man skal også tage uddannelse, indflydelse på eget arbejde og tryghed i arbejdet i betragtning,« siger Claus Bryld.

Lønmodtager ikke lig arbejder

I Det danske klassesamfunds definition er det ikke afgørende, hvordan folk opfatter sig selv. Men for adjunkt Rasmus Juul Møberg spiller det en rolle for en nærmere definition af, hvad det vil sige at være arbejder.

»Hvis man skal definere nogle som arbejdere, handler det om frihedsgraderne i arbejdslivet, men også om en orientering i arbejdet: Hvad man lægger i sit arbejde, og hvor mange muligheder man har for at skabe sin egen identitet igennem arbejdet. Så det er en kombination af objektive kriterier koblet med en mere subjektiv forståelse af, hvad arbejde er – frem for en model, man kan lægge ned over alle lønmodtagere, « siger Rasmus Juul Møberg, der er ph.d. ved Centre for Comparative Welfare Studies på Aalborg Universitet. Han har været med til at undersøge lønmodtagerroller og -holdninger for LO-forbundene, den såkaldte APL-undersøgelsen. Undersøgelsens mål var at se ’Arbejdsliv og Politik i et Lønmodtagerperspektiv’ (APL) for derved at kunne identificere de vilkår, interesser og værdier, som medlemmerne knytter til deres arbejde.

Og for Rasmus Juul Møberg er det helt forkert at sige, at alle lønmodtagere er arbejdere, som Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, ellers har formuleret det.

»Nej, den holder ikke rigtigt. Det handler om de frihedsgrader, som ligger i arbejdet. Hvor meget man selv kan definere sit arbejde, hvor stort råderum man har, og hvor meget ens arbejdsgiver kan se én i kortene.«

Konjunkturklassen

En helt fjerde definition af arbejderen kommer fra Peter Hummelgard, folketingskandidat for Socialdemokraterne. For ham handler det om tre faktorer: at man ligger i den midterste eller nedre ende af indkomstskalaen, at man kun har ringe eller ingen indflydelse på sit eget arbejdsliv og endelig, at man i højere grad er udsat for fysisk nedslidning som følge af sit arbejde.

»Og det rammer jo meget godt de ca. 50 procent, som Lars Olsen definerer det som,« siger Peter Hummelgaard.

Han er enig med forfatteren i, at arbejderklassen er større, end man sædvanligvis er klar over i befolkningen, og han lægger vægt på, at navnlig denne gruppe er sårbar over for konjunkturernes udsving.

»Min definition rammer nok lidt bredere end den gængse opfattelse og går i virkeligheden på, hvor udsat man er over for forskellige udefrakommende faktorer, som man ikke har nogen indflydelse på.«

Peter Hummelgaard ærgrer sig over, at to ud af tre arbejdere stemmer borgerligt, og at under hver femte stemmer på Socialdemokraterne. Og han erkender, at partiet ikke har været godt nok til at tale til arbejderne.

»Men jeg er ikke en af dem, der afskriver forskellige vælgergrupper. Efter at man fandt en form for dagpengeløsning, tror jeg, at det sagtens kan lykkes for Socialdemokraterne at vinde arbejdervælgerne tilbage,« siger folketingskandidaten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Jørn Storgaard Andersen
  • Martin Åberg
  • Kristian Rikard
Hans Jørn Storgaard Andersen, Martin Åberg og Kristian Rikard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Megen intellektuel kapital er åbenbart investeret i at banke nogle falske modsætninger ned imellem de 'humane produktivkræfter' eller 'Arbejdskraften' også kaldet. (Produktivkræfter = (arbejdskraft, viden, redskaber, maskiner og råstoffer)).

Men der er kun ét skel - en front i klassekampen - nemlig den mellem arbejdstagerne, og kapitalejerne, af Karl Marx også benævnt som produktionsforholdene = (kapitalisternes ejendomsret til produktionsmidlerne, og deres ret til at lede og fordele arbejdet)

Artiklen er ellers meget tæt på sandheden:
Processen bliver mindre og mindre fysisk, men det ændrer ikke ved, at det stadig er direktøren(?), der bestemmer ...men ender alligevel ud i en masse sludder, som bringer selv Anders Samuelsen i spil i diskussionen om hvem "Arbejderen er i dag".

Hvis ikke de borgerlige kan slå klassekampen ihjel, som de har forsøgt det igennem deres mediemonopoler siden 80'erne og frem til i dag - men hvor finanskrisen tydeligt har afsløret at klassekampen er lyslevede og pågår konstant - ja så kan de prøve med det gode gamle: "Del og hersk."

Modsigelserne mellem produktivkræfternes vækst og de kapitalistiske produktionsforhold skaber de nødvendige objektive betingelser for, at den borgerligt-demokratiske revolution kan vokse over i den socialistiske revolution. (Karl Marx) ...han er god at frekventere i den slags spørgsmål.

Alan Strandbygaard, Claus Oreskov, Lars Peter Simonsen, Henrik Rude Hvid, Karsten Aaen, Martin Åberg, Brian Pietersen, Søren List, lars abildgaard, Torben K L Jensen, Flemming Scheel Andersen, Per Dørup Jensen, Dennis Berg, Rasmus Kongshøj, Tove Lodal, Torben Nielsen, Jørn Petersen og Holger Madsen anbefalede denne kommentar

Arbejderklasse er, når ens trivsel til enhver tid er underordnet en anden klasses trivsel. Spørgsmålet om man i øjeblikket trives og i hvilken grad er definitionen uvedkommende.

Lars Peter Simonsen, Elisabeth Andersen, Flemming Scheel Andersen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Thomas Ryberg

Men der er åbenbart ikke tvivl om, at arbejderen er en mand....

Elisabeth Andersen, Kristian Rikard, Dan Jensen, Filo Butcher, Maria Jensen, Torben Nielsen, Anders Krog og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Jørn Petersen

Spørg jer selv alle jer der sidder i et dyrt hus med børn og 2 indtægter, hvor sårbare er i hvis i begge mister jobbet.

Spørg derefter jer selv, om nogen af de partier i ser idag, reelt varetager jeres interesser.

Moh Abu Khassin , Alan Strandbygaard, Lars Peter Simonsen, Brian Pietersen, Søren List, Niels-Holger Nielsen, Torben K L Jensen, Filo Butcher, Mette Hansen, Rasmus Kongshøj, Steffen Gliese, Tove Lodal og Anders Krog anbefalede denne kommentar

"Arbejderen – hvem er han i dag?"

Hvilken diskriminerende overskrift! Arbejderen er både kvinder og mænd.

Moh Abu Khassin , Claus Oreskov, Niels-Holger Nielsen, Tove Lodal og Anders Krog anbefalede denne kommentar

Jeg ville for eksempel også tælle en kvindelig journalist på information som arbejder.

Lars Peter Simonsen, Carsten Mortensen, Brian Pietersen, Niels-Holger Nielsen, Kristian Rikard, Dan Jensen og Tove Lodal anbefalede denne kommentar

Arbejderen er stadig enten ufaglært, faglært, under oplæring eller ledig, og så ledes han også stadig af folk med en længere uddannelse.

Vist har han bil, og måske sommerhus og tage på charterferie, og griller i haven med sin familie og bekendte i haven om sommeren.
- Kort sagt han er mæt og tilfreds materielt og intellektuelt set i lyset af sit uddannelsesniveau, og med sin fladskærm føler han sig orienteret om verden omkring sig, så hvorfor udfordre den intellektuelle elites gøren og laden, - han har tabt diskussionen på forhånd grundet sit uddannelsesstade, og de pålagte normer("gør din pligt og kræv din ret", eller "arbejdet adler"), som den intellektuelle klasse overhovedet ikke finder sig bundet af, - tværtimod!

Den sociale økonomiske mæthed for arbejderen, er åbenbart målet med livet tillært fra barnsben, så når dagens arbejde er udført, hvorfor så udfordre ånden og omgivelserne.
Accepten af det tilstedeværende er tilstrækkeligt, så hvorfor prøve at flytte på det, for det virker så uoverkommeligt, når den intellektuelle elite i øvrigt også er så meget imod ændringer som tilfældet er.

- Og sådan går dagene og livet uden forandringer i det statisk indrettede samfund for arbejderen, og vist opdager han, at andre ikke ser sådan på livets tilfredshed, men det tilskynder ham ikke til at forsøge ændringer for sig selv og "sine ligesindede".
Han er for veldresseret til alene at acceptere tingens tilstand.

Lars Peter Simonsen, Henrik Rude Hvid, Dan Jensen og Simon Olmo Larsen anbefalede denne kommentar
Michael Bruus

Der ser ud til at være en udbredt tilbøjelighed til at overse arbejderen i de bløde fag, pædagogmedhjælperen, omsorgsmedhjælperen, alle folkene i hjemme og ældreplejen og deres faglærte kollegaer; pædagogen, social og sundhedshjælperen/assistenten. oa.

Claus Oreskov, Lars Peter Simonsen, Elisabeth Andersen, Henrik Rude Hvid, Kristian Rikard og Dennis Laursen anbefalede denne kommentar
Michael Borregaard

Fortolkningen i dag er sådan, at alle gerne vil præsentere dem selv som det sande arbejderparti - dem som repræsenterer 'arbejderen'. Denne paradoksdebat er stærke sager. De såkaldte arbejderpartiers klasseteser har intet med nye år bedre kår, at gøre. Den fulde beskæftigelse - det ønskværdige - har med myten om den krisefri kapitalisme fået et skud for boven. Tanken med velfærdsstaten var, at staten skulle være en over klasserne stående indretning, der ikke blot kunne instrumentaliseres i arbejdsklassernes interesse, men også til styring og planlægning af den økonomiske udvikling - til gavn for alle.

De automatiske stabilisatorer skulle være det altruistiske columbusæg der gennem et intelligent sikkerhedsnet sikrede også de svageste summariske reproduktionsmuligheder. Det var disse løfteparagraffer samfundet skulle bygges på. sociale begivenheder såsom arbejdsløshed, var noget, som den enkelte selv var uden skyld i.

I så henseende er indkomstpolitikken ikke bare et fortrinligt objekt til illustrationen af forholdet mellem økonomi og politik, faglig og politisk kamp og statens forhold til arbejdsmarkedets organisationer i den udviklede kapitalisme, den er politisk set det nok væsentligste aktuelle problem at beskæftige sig med.

Når det kommer til indkomstpolitikkens rolle, er det, at diskutere om hvorvidt man er et arbejderparti alene beskrivende for den nuværende politiske situations pauperisme, den førsteprioritering som anvendes til at beskrive, at det knager i samfundets fuger og bånd, tjener alene som vejledning for det enkelte partis ’nødvendige politik’, og er mest af alt en antagonisme.

Den ’nødvendige politik’ findes ikke. Fortolkningen af det politisk nødvendige, hvilket er det modsatte af ’dén nødvendige politik’, handler om og skal handle om formuleringen af klasseinteresser som samfundsinteresser og den politisk kamp om magten til at føre disse interesser igennem.

Netop det at man hævder, at man fører - og/eller står for - den ’nødvendige politk’, denne moraliserende og idealistiske forklaring at man er et arbejderparti, optræder i sin grelleste form med mange ansigter, en passus, af vital betydning for den reformpolitik som præsenteres, alene for at opnå stemmer, er mudderkastningens metier. Ingen partier alene er et arbejderparti, tilsammen, kan de repræsenterede dog blive et samfundsparti, dette kræver dog, at man ligger partistrategien på hylden, begynder at samarbejde, i stedet for, for stemmernes skyld, partout at modarbejde hinanden. Alle partier, fra Venstre mod højre har ideer, som kan skabe bæredygtighed og solidaritet tilsammen på bekostning af det allestedsnærværende lighedstegn mellem velstand og velfærd.

Ordet arbejderparti - vi repræsenterer arbejderen -, bruges i min optik, ligesom konkurrenceevne, velfærd og solidaritet for påskud for alting og ingenting. Og er mest af alt, demagogisk magtsprog, hvor politikerne forsørger, at skyde plat eller krone på hvad de betragter som plus-ord.

Skal man endelig præsentere arbejderen, sagde eksempelvis Adam Smith og Francis Quesnay følgende, ethvert menneske arbejder for andre, men tror han arbejder for sig selv. Skal man fremhæve et budskab om arbejderen, råde bod på de dårlige følger af menneskets ‘dumhed’ og uretfærdighed, burde dette fremhæves som fremtidens løfteparagraffer, for beskæftigelse - det at være på og uden for arbejdsmarkedet - og cyklicitet hører intimt sammen.

Leif Højgaard

arbejder, proletar, et menneske, der udfører lønnet arbejde for andre og ikke selv ejer eller kontrollerer sine produktionsmidler.

Søren Blaabjerg, Claus Oreskov, Søren Roepstorff, Lars Peter Simonsen, Henrik Rude Hvid, Heinrich R. Jørgensen, Anders Reinholdt, Brian Pietersen, Torben Nielsen, Flemming Scheel Andersen, lars abildgaard, Bill Atkins, Torben K L Jensen, Jesper Frimann Ljungberg, Jesper Frandsen, Rasmus Kongshøj og Per Dørup Jensen anbefalede denne kommentar
Dennis Laursen

"Flertallet af arbejderne bor i dag i ejerbolig, har bil, rejser på charterferie til udlandet og har måske et sommerhus"

Det var da en forfærdelig, elitær beskrivelse af arbejderklassen. Der er da ingen arbejdere, der har råd til alt det, med mindre han/hun har taget et millionstort lån i banken, og tilstræber et snobbet, elitært overklasseliv.

Rasmus Kongshøj

Der findes to klasser, borgerskabet og arbejderklassen. Arbejderklassen er dem, der producerer varer og tjenesteydelser, der har en brugs- eller nytteværdi ude i den virkelige verden. Den studerende og den arbejdsløse er også en del af arbejderkalssen, den studerende fordi han forbereder sig på at producere varer og tjenesteydelser og den arbejdsløse fordi han prøver at sælge sin arbejdskraft og lever af dette. I kraft af ansættelsesforholdet har arbejderen ikke indflydelse på arbejdets udførelse - i hvert fald ikke anden indflydelse end den, ejere og ledere tildeler ham, og som de kan trække tilbage igen.

Borgerskabet lever derimod ikke af at producere noget. De henter deres - oftest ganske luksuriøse - indkomst i kraft af deres ejerskab til produktivmidler som maskiner, råvarer jord osv. Når en arbejder producerer noget, får han ikke udbetalt den fulde værdi af sin produktion - en stor del af produktionen går til at forsørge ejere, ledere og bureaukrater i det uproduktive borgerskab.

Om man tilhører arbejderklassen eller borgerskabet har ikke noget med uddannelse at gøre, med om man har fysisk arbejde, med om man har slips eller kedeldragt på eller med om man kan lide at se reality-tv eller ej. Det handler om ens rolle i produktionen af varer og tjenesteydelser.

En mellemform mellem arbejderklassen og borgerskabet er småborgerne. Småborgeren er stadig nødt til at arbejde, men enten ejer han selv arbejdspladsen (som for eksempel den lille håndværksmester), eller også er hans arbejde overvejende bureaukratisk og forvaltende i natur (offentlige bureaukrater, mellemledere osv.).

Hver af de to klasser har en objektiv interesse i at få andel i den størst mulige del af produktionen. Borgerskabet vil gøre dette ved at sænke lønningerne mest muligt og ved at modarbejde velfærds-ordninger. Arbejderklassen har derimod interesse i at få bedre lønninger og arbejdsforhold, og i sidste ende få del i hele deres produktion ved at afskaffe det kapitalistiske system.

Disse objektive interessemodsætninger giver sig udtryk i klassekamp, hvor man prøver at fravriste ressourcer fra den anden klasse. Arbejderklassen kan strejke (eller true med det), organisere sig politisk og bruge staten til at få velfærdsgoder. Også i det små kan ting som dovenskab på arbejdspladsen eller tyveri af kontorartikler ses som en måde at få større del i produktionen. Borgerskabet fører også klassekamp, men gør det med andre midler. Dels bruger de deres kontrol over økonomien til at flytte produktionen til lavtløns-lande og deres instruktionsbeføjelse til at presse mere arbejdskraft ud af arbejderne, dels bruger de det politiske system til at beskytte dem selv mod arbejderklassens forsøg på at få større del i samfundets goder. På trods af deres ringe antal, står borgerskabet stærkt politisk, da de kontrollerer de fleste medier, og dermed kan vinde en stor del af arbejderklassen over på sin side.

Om et parti er et arbejderparti eller ej, kommer således an på, hvilken side de stiller sig på i klassekampen. Går de ind for at arbejderklassen skal have mere, eller for at borgerskabet skal have mere? - Svaret på dete spørgsmål, må komme an på læserens egen vurdering.

Gennem deres ejerskab af medierne, har borgerskabet haft stort held til at sprede "falsk bevidsthed" blandt arbejderne. Den falske bevidshed opstår, når arbejdere begynder at identificere sig med borgerskabet og borgerskabets interesser, og for eksempel stemmer for at man skal piske "de dovne arbejdsløse" noget mere, på trods af at han intet får ud af det, udover ringere sikring hvis han selv skulle blive arbejdsløs.

I øvrigt tjener opdelingen mellem "rigtige leverpostejsspisende industriarbejdere i Kansas-tøj" og så de "forkerte" arbejdere kun borgerskabets interesser, idet det skaber en kunstig splittelse internt i arbejderklassen. Maskinarbejderen har langt mere til fælles, og står sig langt bedre ved at stå solidarisk med sine børns skolelærer end med sin egen - lige så leverpostejsspisende - værkfører.

John Thorup Jensen, Lars Peter Simonsen, kim jensen, Niels Mosbak, Maja Spang-Hanssen, Anders Reinholdt, Martin Åberg, Lise Lotte Rahbek, Flemming Scheel Andersen, Simon Olmo Larsen og Dennis Laursen anbefalede denne kommentar
Dennis Laursen

Det er sjovt at se, hvor mange arbejderpartier vi har i Danmark, heriblandt Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.
Men hvad har disse "arbejderpartier" gjort for arbejderen, udover at skære i dagpengeperioden, fjerne efterlønnen, hæve pensionsalderen, gjort den offentlige transport til verdens dyreste, lade patienter ligge på gangene på hospitaler, lade børnene gå på nedslidte skoler, og åbnet grænserne for løndumpning vha. underbetalt, østeuropæisk arbejdskraft?

Jesper Bærentsen, Vivi Rindom, Lars Peter Simonsen, Flemming Scheel Andersen, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Esben Bøgh Sørensen

Uddannelse, indflydelse på eget arbejdsliv, graden af fysisk nedslidning, indkomst etc. er alle vigtige elementer i en analyse af arbejderklassens sammensætning, men er ikke indikatorer på, hvad arbejderklassen er eller hvem, der tilhører arbejderklassen. Arbejderklassen af i dag er sammensat af mange forskellige grupper og undergrupper. F.eks. er det karakteristiske i dag ved dele af arbejderklassen, at denne direkte investeringer sine egne affektioner, følelser og kreativitet (i modsætning til den industrielle massearbejder) i arbejdet. Det er et resultat af kapitalismens globalisering af alle livsområder, hvor denne nu ikke bare kræver en del af arbejderens dag, men i højere grad en del (eller det hele) af dennes liv og person. Alt i vores samfund er underlagt skabelsen af stadig mere værdi og arbejderklassen udbyttes ikke bare i et bestemt antal timer af dagen, men står derimod konstant til rådighed for kapitalen, når denne har brug for arbejderen. Udbytningen sker ikke længere blot 8 timer på en fabrik, men sker potentielt hele tiden. Vidensarbejderne stiller ikke bare deres tid, men deres viden og person til rådighed når de går på arbejde (både i det "offentlige" og "private"), og når de kommer hjem kan de altid nås på deres mails eller mobiler, hvis det er nødvendigt. Servicearbejderne producerer ikke bare services men sociale relationer, f.eks. mellem arbejder og patient eller mellem arbejder og kunde, der leveres en McDonalds burger "med et smil". Men udbytningen stopper ikke her. Hvert sekund på internettet, på gaderne, i biograferne eller i busserne står arbejderklassen til rådighed i forsøget på at udvikle, producere og afsætte stadig nye produkter og services. Selv langt størstedelen af vores kommunikation er en del af produktionen af stadig mere værdi. I sidste ende er det selvfølgelig et spørgsmål om magt. Det er et spørgsmål om magtforholdet mellem arbejderklassen og de dominerende politiske- medie- kultur- og økonomiske eliter, og hvorvidt arbejderklassen har magten til at skabe sig et liv uden om kapitalens totale dominans på alle livets områder.

Lars Peter Simonsen, Martin Åberg, Rasmus Kongshøj og Simon Olmo Larsen anbefalede denne kommentar
Per Dørup Jensen

Ja, uanset hvordan man vender og drejer det, og forsøger at udviske denne kendsgerning under den nuværende senkapitalisme, er der en grundlæggende modsætning mellem de, der har eksproprieret produktionsapparatet, og dermed kontrollerer økonomien, det propagandistiske medieapparat, staten og dets ideologiske apparater - og så de hovne og tilsyneladende veltilfredse, politisk apatiske lønslaver, der ingen indflydelse har i produktionssfæren over hvad, der skal produceres, over hvor meget, der skal produceres/ hvor lang arbejdsdagen skal være, ikke ved om de er købt eller solgt - og som til enhver tid må sælge deres arbejdskraft til de, der har konfiskeret produktionsmidlerne.

Lars Peter Simonsen, Flemming Scheel Andersen, Rasmus Kongshøj og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Bruus

Madmor, kantinepigerne og slagterkonen som har madpakker klar når folkene mangler, ser også sig selv som tilhørende den arbejderne klasse og grundlæggende tror jeg man kan sige, at arbejderen er gået kroppens vej og akademikeren hoveds og så er vi vel tilbage ved den årtusinder gamle diskussion om hoved eller kroppens vej.
Men det giver en forståelse for den hastigt voksende afstand mellem befolkning og politikere.

med så mange arbejdervenlige partier kan det jo ikke gå galt for arbejderen skulle man tro. Men sjovt nok er en arbejder der har mistet sit job åbenbart ikke længere en arbejder...

Claus Oreskov, Jørn Petersen, kim jensen, Flemming Scheel Andersen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Niels-Holger Nielsen

Esben Bøgh, 'den intelektuelle klasse' er et vrøvlebegreb, som forplumrer diskussionen.

Kristian Rikard

Bortset fra den allestedsnærværende Bryld synes jeg alle de tre andre har noget fornuftigt at sige. Jeg har selv fulgt Lars Olsens forfatterskab og synes sjovt nok, at han som den eneste uden akademisk uddannelse faktisk rammer ret tæt på skiven. Nok fordi han nærmer sig opgaven uden al for megen ideologisk forkvabbelse.
Iøvrigt synes jeg, at vi skulle afskaffe brugen af ordet, da det virker besynderligt altmodich.

Karsten Kølliker

Come on. Se dog hvor langt vi er kommet og hvor inderlig ligegyldigt begrebet ’arbejderen’ er.

’Arbejderen’ får sin betydning kun i kraft af sin modsætning til lederen eller udbytteren. ’Arbejderen’ får sin betydning kun indenfor en kontekst af, at han eller hun ikke er herre over sin egen situation. ’Arbejderen’ er et fossil fra sidste århundrede.

Når så mange partier bejler til ’arbejderen’, er kun fordi de samme partier i al deres opportunisme og ryggesløshed holder af at bejle til følelsen af at være forsmået hos almindelige mennesker. Det er så lumpent.

Så kære ’arbejdere’, dvs. almindelige mennesker, lad jer ikke forføre af politikernes fine ord om at ville varetage jeres sag og deres løfter om at ville rette op på den uret der er gjort imod jer. Der er ikke sket anden uret end den I selv har tilladt. I har hver især 100 pct. herredømme over jeres eget liv. I har magten til at bestemme, hvordan jeres eget liv og samfundet skal udvikle sig. Så brug den magt I har.

Faktum er, at der ikke længere findes noget "arbejderparti" i Danmark, som VIRKELIG tænker i arbejderens interesser. Trist, men det er den skinbarlige sandhed.

@ Karsten Kølliker

"I har hver især 100 pct. herredømme over jeres eget liv. I har magten til at bestemme, hvordan jeres eget liv og samfundet skal udvikle sig"

Det lyder ideologisk og skyklappende forsimplet, at komme med sådan et naivt udsagn. Sandheden er jo en helt, helt anden... i den virkelige verden, kære ven.

"arbejder, proletar, et menneske, der udfører lønnet arbejde for andre og ikke selv ejer eller kontrollerer sine produktionsmidler."

nej, den duer heller ikke.
Arbejde er ikke = beskæftigelse med løn i vore dage!

Georg Christensen

Den moderne arbejder, idag er ,"lønmodtageren", tingesten, som nyder at arbejde,(med og uden leveostej mader), hvis værdien af "arbejdet" værdisættes og ikke bare sendes på børsen i spekulations øjemed.

Den moderne arbejder: Har på grund af viden om? stor eller lille udviklet sig til "lønmodtageren", Fra rengørngsassistenten til direktøren. Problemet er bare: at alle "individer" ikke får " lige " muligheder (og værdibedømmelse) af indsatsen i udiklings processen. En uliged , som kun skyldes "magtbegærd". (guldklumpen har fået større værdi som LIVET).
.
Hilsen Ateisten.

Torben Nielsen

Jeg mener at den dikotomiske klassedeling fuldstændigt definerer begreberne 'arbejder' hhv. 'kapitalist'. Man kan så, hvad debattørerne gør, argumentere for, at inddelingen i dag ikke er så skarp som for 100 år siden, men det rokker ikke begreberne.

En videreinddeling kan i mine øjne kun anvendes til at forklare hvorfor f.eks. arbejderklassen er splittet hhv. hvorfor afgrænsningen er blevet uskarp og hvordan dette kan bruges/misbruges politisk. Hvilket er hvad der sker.

Flemming Scheel Andersen, Anders Reinholdt, Claus Jensen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Ernst Enevoldsen

Ahhh.

Denne historie og forsidebaskeren om hvide mænd og sorte kvinder: Information holder 1973 retrodag !

Way to go.

Alle der ikke ejer eller kontrollerer produktionsmidlerne kan enten optræde fidele og klasseforræderiske, eller de kan være solidariske med deres klasse - lønmodtagerne, proletarerne, pjalteproletariatet, de besiddelsesløse - specielt når det bliver tydeligere og tydeligere at de der ejer eller kontrollerer produktionsmidler som klasse ingen samfundsansvar besidder eller er i stand til at mobilisere et samfundsansvar...

Lars Peter Simonsen, Anders Reinholdt, Claus Jensen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar

" specielt når det bliver tydeligere og tydeligere at de der ejer eller kontrollerer produktionsmidler som klasse ingen samfundsansvar besidder eller er i stand til at mobilisere et samfundsansvar..."

Det er fuldstændig korrekt!
Der er bare det ved det, at kontrollen i vore dages samfund ligger hos en ny lønmodtagende, administrerende, men ikke direkte ejende klasse både offentligt og privat, som den klassiske teori af gode grunde ikke tog højde for.

Torben Nielsen

Det ændrer da ikke noget, at de fedeste slaver har fået en position over de andre. De er stadig slaver. Nic.

I forlængelse af Bill Atkins og Torben Nielsen:

Arbejder-kapitalist forholdet er allerede glimrende defineret af Marx. Der er ingen behov for nye definitioner, medmindre man synes, der mangler lidt let intellektuel adspredelse i den tunge hverdag.

Man kan måske godt have svært ved at definere sig selv og andre i den konkrete situation, især da mange af os kan stå i skiftende klasserelationer til vore omgivelser både i dagligdagen men også i løbet af karrieren. Bill Atkins (00:26) har dog allerede fastslået det vigtige skel. Til nemmere orientering gav jeg en simpel tommelfingerregel (02:49):

"Arbejderklasse er, når ens trivsel til enhver tid er underordnet en anden klasses trivsel. Spørgsmålet om man i øjeblikket trives og i hvilken grad er definitionen uvedkommende."

Måske skal det uddybes: Arbejder-kapitalist forholdet er fundamentalt asymmetrisk, fordi arbejderens trivsel er underlagt, eller betinget af, kapitalistens trivsel, men kapitalistens trivsel er ikke underlagt, eller betinget af, arbejderens trivsel.

Der opstår heraf et umiskendeligt herre-slaveforhold, for arbejderen kan kun sørge for sig selv ved at tjene kapitalistens behov qua kapitalist. Er kapitalistens behov ikke dækket, trives kapitalisten ikke, så svinder investeringer, vækst, lønninger, arbejde, social tryghed.

Kapitalistklassen står ikke i det samme forhold til arbejderklassen. En forringelse af arbejderens vilkår - medmindre disse dykker til under grænsen, hvor arbejderen kan reproducere sig selv og sin arbejdskraft, eller der opstår fare for revolution - ses ligeså ofte som en fordel for kapitalisten, da han kan trykke lønnen og derved beholde en større del af merværdien for sig selv.

Derfor vil kapitalisten altid føre klassekrig mod arbejderen for at trykke dennes løn, men arbejderen vil, alt andet lige, aldrig føre krig for at mindske kapitalistens profit. Arbejderen vil måske prøve at få en større del af profitten, men han ser aldrig en nedgang i kapitalistens profit som et gode i sig selv.

Sålænge dette systemiske misforhold findes er "arbejderen" som klassebegreb hverken "altmodich" eller et "fossil". Men man er selvfølgelig velkommen til at omdøbe ham - eller hende naturligvis :-) - hvis man synes det kan bidrage med noget nyttigt.

Steffen Gliese, Rasmus Kongshøj, Lars Peter Simonsen, Torben Nielsen, John Vedsegaard, Anders Reinholdt og Martin Åberg anbefalede denne kommentar

Var Straarup fra Danske Bank slave? Er vores kommunaldirektører slaver? Det var ligegodt satens!

Lars Peter Simonsen og Kristian Rikard anbefalede denne kommentar
John Vedsegaard

Storkapitalen har haft succes med at bilde os ind vi har forskellige ståsteder i samfundet, hvorved nogle stemmer på partier som på ingen måde arbejder for arbejderne, Venstre, Liberal Alliance, Konservative, Dansk Folkeparti, samt en stor del af partierne på "rød" side.

Fordelen ved at fremprovokere denne spredning, kan læses i enhver bog om krigsførelse, spred troppene og du er krigsherren, man kan altså med andre ord sige: Uanset hvem der vinder næste valg, vil det være samme lille gruppe milliardærer der har vundet.

Reelt er langt de fleste af os arbejdere, forskellen består hovedsagligt af antallet af guldstriber på skulderen.

Rasmus Kongshøj, Steffen Gliese, Torben Nielsen, Lars Peter Simonsen, Jørn Petersen, Lise Lotte Rahbek og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Anders Reinholdt

Straarup har vel krydset grænsen fra arbejder til kapitalist for længe siden. Gennem årene har han i kraft af sin særdeles rundhåndede aflønning oparbejdet en betydelig aktieportefølje.

De offentligt ansatte bureaukrater skal også regnes til arbejderklassen. Også selvom betydelige lønninger kan sløre blikket. Men tag ikke fejl - en kommunaldirektørs interesser flugter ikke med kapitalistens. Det er muligt han selv tror det, men så er det kun fordi han bruger mere tid på at snobbe opad og på at læse sin lønseddel end på at læse Marx.

At der i dag er mange arbejdere, der modtager aktier som en del af aflønningen er også med til at forplumre diskussionen. Men her skal man heller ikke lade sig narre. Medejerskabet i virksomheden er ubetydeligt både i forhold til den skabte værdi og til den faste aflønning. Desværre er der mange der har den opfattelse, at deres væsentligste interesse - og jobsikkerhed - ligger i at det går godt for den virksomhed de er ansat i. Det kunne også have været tilfældet - i en utopisk verden uden grådighed. I realiteten vil de ansatte - arbejderne - altid være underlagt virksomhedens mål om profitoptimering. Selv når profitten er enorm finder der nedskæringer sted og arbejdspladser bliver flyttet til lavtlønslande.

Rasmus Kongshøj, Claus Jensen, Bill Atkins, Karsten Aaen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Heinrich R. Jørgensen

Hvad der på dansk er kaldt (en) 'arbejder', har intet at gøre udsagnsordet (at) 'arbejde' at gøre. En arbejder (engelsk: labourer) er en person, der ikke har andre muligheder, end at stille sin tid og arbejdskraft til rådighed for andre. En arbejder er en proletar. En arbejder er ufri og uselvstændig (pga. omstændighederne). En arbejder er én, der er nødsaget til at gøre sig til andres tjener.

Der er ikke uden grund, at en fødende kvinde omtales som 'in labour'. Vedkommende har intet valg -- den igangværende opgave skal udføres.

På engelsk findes også ord som 'work' (flid, indsats, anstrengelse) og 'job' (ansættelsesforhold), På dansk sammenfattes de tre distinkte begreber i ét ord: arbejde.

Når ordet 'arbejde' anvendes som var det et kontraktforhold ('et arbejde'), ens identitet ('mit arbejde'), en lokation ('på arbejde') eller som et grundord til at kategorisere artsfæller i arbitrære kasser ('de fattige', 'de der udfører ikke-administrative opgaver', 'de-der-går-i-kansas-habit' osv.), kan tænkningen ikke hæve sig meget over (mental) gulvhøjde. Det skal ingen dansktalende hører et ord for --- det illustrerer mest af alt det danske sprogs stadige deroute, effekten af massemediernes fordummelsesbestræbelser, fraværet af nyttig læring i uddannelses/skolesystemet, og tilfredsheden på parnasset med at befolkningen umuligt kan gøre oprør mod noget som helst, da de er blevet nægtet mulighed for at kunne opfatte og tænke, og på anden vis være selvhjulpne.

Steffen Gliese, Karsten Aaen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Heinrich R. Jørgensen

De, der ikke hører til i klassen af 'arbejdere', er ofte i den klasse betegnet 'middelklassen'. Som ikke er en klasse (kategori), men snarere end skala. Jo bedre man påtager sig en identitet som husneger, des højere på skalaen kan man nå. Belønningen, som husslaver gives, er ikke frihed, men blot privilegier. Et privilegie betyder ganske enkelt, at man er fritaget fra en byrde, som andre må udholde. En dygtig husneger, er én der forsøger at opnå flere privilegier til sig selv, og er indifferent overfor hvad andre mindre servile må bære.

Rasmus Kongshøj, Torben Nielsen, Niels Mosbak, Lars Peter Simonsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

jeg hader denne verdens system og trællebinding.jeg håber inderligt at være så heldig at være tilstede når den går under med alt sin råddenskab.En verden hvor alt smukt skal trampes under fode er ikke værd at beholde.Hvis en komet ramte jorden i morgen og udslettede os ville det sparer miliarder af nulevende som kommende slaver en mange pinsler.

Karsten Kølliker

@Sten Victor
Jeg står ved hvad jeg skrev. Det er ikke en gang skrevet for at være polemisk, men derimod skrevet i fuld alvor. Hvis du eller andre skulle interessere sig for på hvilken baggrund jeg kan fremsætte sådan nogle uhyrlige påstande, så tjek min blog på kolliker.co

Særligt de to indlæg ”Hommage á Rosa Parks” og ”The Exit is Entrance” redegør for, hvordan det enkelte menneske er langt mere herre over sin situation end vi normalt antager.

Andre af artiklerne lægger sig tættere op ad de gængse politiske diskussioner og dog beskriver de muligheden for radikalt at bryde med de herskende, vanemæssige forestillinger, som fx i ”Das Unbehagen in der Kultur” eller ”Det store, politiske svindelnummer”.

John Christensen

Her i tiden hvor soldaterne vender hjem fra Afghanistan - er det måske på sin plads også at minde om, at splittelsen i Arbejderbevægelsen, tog afsæt i synet på altså holdning til statens krigsbevillinger op til første verdenskrig.
En fraktion af Kommunistpartiet var positiv for krigsbevillinger, og det medførte splittelsen.
Det kommunistisk parti fødte reformistpartiet Socialdemokratiet.
Socialdemokratiet har lige siden - bevidst - undladt at arbejde for arbejderklassens objektive interesser. Sådan er det.
Tankevækkende i en moderne tid hvor en ung, uden job skal vurdere om han/hun skal spille netpoker eller søge sig et job. Hvad giver hurtigst brød på bordet, eller råd til tuningssæt til den undervognssænkede automobil - eller nye boblepatter (efter temperament og køn).
Moderne parlamentarisme - udfordrer ikke selve systemet, og så kan alle kalde sig forsvare for middelmådigheden.

Lav verden om den trænger til det!

Rasmus Kongshøj, Bill Atkins og Lars Peter Simonsen anbefalede denne kommentar
Hans Jørn Storgaard Andersen

Forfatteren starter forkert med denne beskrivelse: "Det er blevet populært på tværs af folketingssalen at kalde sig arbejderpartiet,"
Det er oppositionen, der kører løs med deres forsøg på at blive et "arbejderparti" - måske foranlediget af stegt flæsk og persillesovs på Vejlegården sidste år.

@John

Din historie er en anelse unuanceret. I Danmark blev DKP stiftet af udbrydere fra Socialdemokratiet. Ikke omvendt.

Men i øvrigt er helt spørgsmålet om hvem der kalder sig "arbejderparti" en anelse suspekt, Hvis et parti har behov for at slå sig for brystet og sig "VI ER ET ARBEJDERPARTI" så er de det oftest ikke. Et arbejderparti er et der arbejder for arbejdernes interesser i stedet for at holde skåltaler om det.

Rasmus Kongshøj, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese, Karsten Aaen, John Vedsegaard og Lars Peter Simonsen anbefalede denne kommentar
Heinrich R. Jørgensen

Faglærte var ikke 'arbejdere', men 'håndværkere'. De havde i kraft af deres faglige færdigheder mulighed for at finde beskæftigelse, da andre (bl.a. civile personer) havde brug for fagfolk når noget skulle gøres, istandsættes og lignende. En håndværker kunne opnå licens til at praktisere sit fag, i en stad, og dermed have grundlag for etablere sig dér. Man kunne tage på valsen -- pakke værktøjet, og søge hen hvor ens færdigheder var efterspurgte.

Agerdyrkere med adkomst til jord i et omfang, så de kunne ernære sig på grundlag af den vækst de selv havde hjulpet på vej og de produkter disse vækster kunne omsættes til, var ikke 'arbejdere'. De var 'husmænd' eller 'landmænd'. Svigtede høsten, blev de pålagt ublu afgifter, blev de udbyttet af handelens folk, blev de fanget i en situation hvor de havde optaget gæld de ikke kunne afdrage, kunne de ende i en situation, hvor de ikke længere var jordbrugere. Hvis ressourcerne var opbrugte eller en eller andens foged fratog dem deres næringsgrundlag var løbet kørt.

Andre plukkede havets frugter. De var ikke 'arbejdere', men 'fiskere'. Så længe de havde båd og net, og der var fisk at fange, kunne de klare sig. Nok var det hårdt at plukke havets frugter, men sandsynligheder for at møde nogle der hævdede at man befandt sig på deres personlige parcel, var mindre til vands end til lands.

Andre var 'proletarer' (substistensløse), 'arbejdere' (de, der var tvungne til at arbejde for andre) eller på anden vis endt i en tilstand som ufrie og slavegjorte.

Endelig var der 'fattiglemmerne', der i det mindste kunne gøre nytte ved at tjene som eksempler på hvordan det kunne gå, hvis man var uheldig, besværlig, doven osv.

Sådan var det førhen (skal vi sige for 130 år siden). I nutiden er det meget anderledes, men er det blevet bedre?

Håndværkere skal helst være ansatte medarbejdere, dvs. det man førhen ville betegne 'arbejdere'. Antallet af landbrugere er faldet fra et meget højt niveau, til meget få. Hvor størstedelen af befolkningen tidligere fik deres føde som følge af deres egen aktivitet, er befolkningen nu gjort til byfolk, som må forlade sig på at de lokale 'markedet' vil vedblive med at tilvejebringe de fødevarer de har behov for. Landbrug og fiskeri drives i industriel skala, og den massive gældsætning af landets og vandets brugere oplever, truer dem konstant med ruin.

Det aktuelle situation er, at meget få er selvstændige. Et meget stor del er 'arbejdere', dvs. ansatte -- de personer har sjældent andre muligheder (eller mener ikke at have det). En meget stor del befolkningen er forsørgede -- stigmatisering af nutidens fattiglemmer er ikke så grel som førhen, ud fra en moderne norm om at det er helt i ordet at nyde, at slappe af, at lade sig opvarte, at blive forkælet osv. Begge grupper lever i relativ komfort, men den komfort ville snart ophøre, hvis ikke der var et influx af spekuralia på den konto, banken har på hver enkelt.

Kampen om den individuelle emancipation, handler nu om bringe sig i en situation, så man kan undgå de ulykker, som mange andre må lide. Man kan vælge at gøre sig til moderne husneger (en docil nidding, er i glæde over ikke at være udsat for de værste fornedrelser og det værste ubehag, forsvarer systems indretning). En anden strategi er at blive moderne (ride)foged, dvs. vælge at påtage sig opgaver, hvor man deltager aktivt i den strukturelle repression, på undertrykkernes side.

Lise Lotte Rahbek, Niels Mosbak, Søren Roepstorff og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Heinrich R. Jørgensen

Torben,

jeg har såmænd også bemærket (husker ikke hvor) at der er blevet argumenteret for, at adgang til drikkevand ikke er en almen ret, og at drikkeligt vand bør anskues som et produkt, der kommercielt kan udbydes til de der vil betale.

Deriblandt (så hut jeg hvisker) en topchef hos en fødevaregigant eller en medicinalvirksomhed, der luftede sine syge anskuelser.

Niels Mosbak, Bill Atkins, Rasmus Kongshøj, Torben Nielsen, Flemming Scheel Andersen, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Sider