Læsetid: 4 min.

Dansker i Tyskland: Har fået ordineret cannabis som medicin

Efter at have boet i Tyskland en årrække skal danskfødte Liliane Morriello skilles og flytte hjem til Danmark. Men vil hendes tyske tilladelse til medicinsk cannabis også gælde i Danmark?
Liliane Moriello, bruger af medicinsk cannabis mod sin gigtsygdom, kan ikke flytte tilbage til Danmark, da det ikke er lovligt at bruge her. Hun er fotograferet i sit hjem i Hohenwestedt, Tyskland.

Tine Sletting

5. august 2013

Det tog kun to måneder for Liliane Morriello at få tilladelse fra det tyske ’Bundesopiumsstelle’ til at få ordineret hollandske cannabispræparater fra firmaet Bedrocan.

»Jeg fik min tilladelse midt i april, så nu kan jeg helt lovligt hente cannabis på det lokale apotek,« forklarer hun.

Med sin undtagelsestilladelse, en såkaldt Ausnahmegenehmigung, kan hun hente op til fire forskellige slags cannabislægemidler, hvoraf hun foretrækker to: Bediol, som man ikke bliver høj af, og Bedica, som man bliver høj af.

»Bediol første ryger jeg i løbet af dagen, og Bedica ryger jeg lige før sengetid, for det virker også søvndyssende. Og jeg har ikke haft det bedre i årevis,« siger den 53-årige dansker, der anslår, at hun ryger mellem et halvt og et helt gram cannabis om dagen.

Liliane Morriello har boet en årrække i Tyskland på grund af sin mands arbejde, senest i Slesvig-Holsten ca. 100 km syd for grænsen til Danmark. Og netop grænsen mellem dansk og tysk lovgivning bliver vigtig, fordi Lilian Morriellos mand vil skilles, og derfor overvejer hun nu at flytte hjem til Danmark, hvor hendes familie og ungdomsvenner bor.

»Jeg er i kontakt med Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen i København, og de skal nu vurdere, om det kan lade sig gøre at tage tilladelsen med til Danmark. Hvis de siger nej, aner jeg ikke, hvad jeg så skal gøre, for jeg kan ikke undvære min medicin.«

Blev overrasket over virkning

I årevis har Liliane Morriello haft problemer med rygsmerter og diskusprolapser.

»Jeg har blandt andet en bløddels-tumor i nakken, der presser på den store nerve i skulderen, og det forårsager en del smerter,« forklarer hun.

Lige så længe har Liliane Morriello taget en række smertestillende tabletter, men hun har haft voldsomme oplevelser med bivirkninger, som hun så har måtte tage endnu flere piller mod, forklarer hun, blandt andet fordi hun er blevet allergisk over for acetylsalicylsyre, som er smertelindrende.

»Jeg har været oppe på i alt 28 piller dagligt, altså på de gode dage. På de dårlige dage var det endnu flere.«

Ved et tilfælde så Liliane Morriello en lille film om cannabis som medicin på nettet. Ganske vist havde hun prøvet at ryge hash et par gange, men hun havde absolut ingen forestillinger om, at cannabis også kunne bruges som medicin.

Hun opsøgte en læge, der var aktiv i den tyske organisation IACM (International Association for Medical Cannabis), og lægen foreslog, at hun først skulle prøve at ryge cannabis i fire uger for at se, om det overhovedet havde nogen virkning på hende. Liliane Morriello købte nogle gram cannabis af en anden patient og gik så i gang med at ryge joints. I forvejen var hun cigaretryger, så den side af sagen var ikke et problem.

»Virkningen var meget overraskende for mig. Jeg kunne umiddelbart mærke en lindring, som føltes bedre end den, jeg kunne få med den traditionelle medicin, jeg i forvejen indtog.«

Skridt for skridt har Liliane Morriello formindsket sit forbrug af andre piller, og det er hun ikke utilfreds med.

»Aktivstoffet i nogle af de piller, jeg har taget i 20 år, hedder diklofenak. En af bivirkningerne er, at man kan forvente at dø fem til ti år tidligere, så vidt jeg ved, så jeg var da meget interesseret i at komme væk fra den slags medicin,« som hun siger.

Ifølge Liliane Morriello har omkring 150 tyske patienter fået tilladelse fra Bundesopiumsstelle til den hollandske cannabismedicin. Mange af dem har meldt sig ind i patientforeningen ACM, Arbeitsgemeinschaft Cannabis als Medizin. Hun tror, at mange flere tyske patienter ville være interesseret, men mange afholder sig fra at søge om tilladelse, fordi de tror, det er alt for besværligt, mener hun.

Køber også illegal cannabis

Både Bediol og Bedica er ret bekosteligt at købe i Tyskland.

»Det koster 15 euro pr. gram. Jeg har kun råd til at købe fem gram på apoteket. Omkring to tredjedele af mit forbrug er derfor cannabis, som jeg køber på det illegale marked, hvo prisen er fem euro pr. gram.«

Hvis man som tysk patient har en tilladelse fra Bundesopiumstelle til cannabis, kan man ifølge Liliane Morriello ikke blive straffet for besiddelse af illegal cannabis.

»Man kan erklære såkaldt notstand, fordi man ikke har råd til at købe sin cannabismedicin på anden måde,« forklarer hun.

I Holland koster cannabismedicinen fra Bedrocan langt mindre, nemlig 40 € for fem gram. Men tyske importører skal betale et gebyr på 800 € hver gang, de importerer, og det lægges oven i udsalgsprisen.

»Derfor arbejder de tyske cannabispatienter i ACM på to ting: dels at få tilaldelse til selv at måtte dyrke cannabissen, dels at få sygekasserne til at give tilskud, så egenbetalingen kommer ned på én € for et dagligt forbrug på et gram,« siger Liliane Morriello.

Danske patienter, der ønsker at bruge rigtig cannabis som medicin, er ifølge Liliane Morrielle dårligere organiserede end de tyske patienter.

»Der vil først ske en udvikling, hvis de danske patienter organiserer sig i en forening på linje med de tyske. En facebookgruppe rækker ikke,« mener hun og fortsætter:

»En anden fejl, jeg ser hos patienterne i Danmark, er, at de blander tingene sammen, så patienter i Danmark ender med at blive slået i hartkorn med kampen for at legalisere hash til rekreativt brug. Men det er en hindring for patienternes kamp, for kun ved at skille tingene skarpt ad, kan de opnå den nødvendige respekt og blive taget alvorligt. Det sandede de tyske patienter for år tilbage, og da de samlede sig i en rigtig forening, begyndte tingene at ske.«

Serie

Seneste artikler

  • ’Ingen evidens for, at medicinsk cannabis virker’

    8. november 2013
    Før der er klarhed over bivirkninger og effekt, bliver medicinsk cannabis ikke godkendt, siger sundhedsministeren – hvis parti under VK-regeringen gik ind for en generel frigivelse
  • Pusherstreet er blevet et alternativt lægehus

    22. oktober 2013
    Kræftpatienter og andre syge udgør en ny kundegruppe i Pusherstreet på Christiania. Her kommer de for at købe medicinsk cannabisolie. ’Det er en helt ny og helt anderledes gruppe af kunder, end vi plejer at se,’ siger pusherne fra tre boder
  • Debatten om medicinsk cannabis kører i udlandet

    21. oktober 2013
    I USA er medicinsk brug af cannabis lovligt i 21 stater. For nylig satte en af USA’s anerkendte mediepersonligheder på sundhedsområdet, dr. Sanjay Cupta, igen gang i debatten om plantens medicinske virkning, da han på tv undskyldte for sin tidligere modstand
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Liliane Morriello
  • Slettet Bruger
Liliane Morriello og Slettet Bruger anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heidi Nielsen

Der vil først ske en udvikling, hvis de danske patienter organiserer sig i en forening på linje med de tyske. En facebookgruppe rækker ikke,« mener hun og fortsætter:

Jamen er det så ikke på tide at vi laver en forening i stedet for en fb gruppe, især pt hvor medierne er ved at få øjene op for netop medicinsk cannabis og vi kan se hvordan andre grupper kæmper imod og udsender den ene skræmme historie efter den anden , der vil altid være nogen der tager skade af medicin og det hvad enten det er cannabis eller alt det syntetiske møj vi proppes med.

Liliane Morriello

Det er ikke så simpelt Peter Andersen, mener du at syge mennesker, nogle med livstruende sygdommer, skal vente i flere år på at der kommer en legalisering til rekreativt (for fornøjelsens skyld) brug?

Liliane Morriello

Peter, så kom jeg i tanke om dig, ja vi havde meget skæg og ballade, samt gode debatter på Avisen.dk ;)

Er ikke så god til navne, bedre til ansigter

Peter Andersen

Samme her, bortset fra at dit navn er lidt mere specielt end mit.
Uanset velkommen tilbage i Dk, hvor jeg håber du baner vejen for
større forståelse for plantens velsignelser, uanset hvilke problemstillinger
man har. - Og tak for dit store arbejde...

Liliane Morriello

Tak Peter, kan huske du støttede mig når jeg skrev oplæg om emnet, på avisen.dk.

Jeg er nu ikke hjemme i Danmark endnu, dette må vente til jeg kan se om jeg kan få en tilladelse, hvis ikke, må jeg blive hvor jeg er.

Matthias Hansson

Ja selvfølgelig! Det er vi mange, der har vidst længe.

Det er ikke gået op for medierne, den medicinske verden og politikerne, at hamp er et af det mest potente stoffer til helbredelse af en række sygdomme. Og det er ikke alternativt mumbo-jumbo, der findes tonsvis af pier-revieved materiale om emnet.

Hamp er i øvrigt den ultimativt mest potente kulturplante på Jorden. Der findes over 100.000 anvendelsesmåder for den. Og at ryge sig skæv er i den sammenhæng fuldstændig uinteressant. Men det er blevet brugt som stupid undskyldning for at forhindre den gavnlige brug af planten.