Læsetid: 2 min.

Forsvarsminister: Nu er der sat turbo på tolkesagen

Den nye forsvarsminister, Nicolai Wammen (S), håber at lave en aftale, der sikrer Danmark de manglende oplysninger om 37 afghanske tolke
Nicolai Wammen fik 9. august overdraget Forsvarsministeriet. Nu rejser han til USA for at finde en løsing på tolkesagen. Foto: Sofie Amalie Klougart

Nicolai Wammen fik 9. august overdraget Forsvarsministeriet. Nu rejser han til USA for at finde en løsing på tolkesagen. Foto: Sofie Amalie Klougart

20. august 2013

Forsvarsminister Nicolai Wammen tager nu selv til USA for at skaffe oplysninger om 37 af Danmarks afghanske tolke, der var hyret gennem et amerikansk firma. Forsvaret mangler oplysningerne for at kunne vurdere, om tolkene har krav på hjælp, eksempelvis i form af asyl i Danmark. Men det amerikanske firma har hidtil ikke udleveret oplysningerne. Og senest har der været kritik fra begge sider af Folketinget, efter Information i går på baggrund af en aktindsigt kunne afdække, at Forsvarets indsats for at få de manglende informationer fra firmaet begrænser sig til tre e-mails og en telefonopringning.

– Nicolai Wammen, du siger til Ritzau, at du har gjort tolkesagen til din topprioritet. Hvad betyder det helt konkret?

»Jeg har gjort klart, at den her sag er meget vigtig for mig og bedt om at få sat turbo på tingene, så vi kan få hul igennem til firmaet og sikre en god løsning for tolkene. Det er nu lykkedes, og jeg skal i morgen til USA, hvor jeg skal mødes med den amerikanske forsvarsminister. I den forbindelse bliver der også drøftelser med firmaets direktør, hvor jeg håber, vi kan få lavet en god aftale.«

– Men hvad har du helt konkret gjort for at få sat turbo på? Har du sat en embedsmand på sagen, eller… ?

»Jeg har ladet meddele, at det her er en sag, der har højeste prioritet for mig, og der har været en tæt aktivitet for at få hul igennem. Jeg noterer mig, at det nu er sket, og håber, vi nu kan få lavet en god aftale.«

– Er det godt nok, at Forsvarets indsats fra den 22. april, hvor man begyndte at efterspørge oplysningerne, og til 4. august, hvor vi bad om aktindsigt, begrænser sig til tre e-mail og ét opkald?

»Forsvaret har været i kontakt med firmaet for at få fat i de her oplysninger, og nu er der hul igennem. Vi har nu en god og konstruktiv dialog med firmaet, og det noterer jeg mig med stor tilfredshed. Nu handler det om at få lavet en god aftale.«

– Jeg synes ikke rigtigt, det besvarer mit spørgsmål. Er tre e-mail og et opkald over en periode på tre måneder en tilfredsstillende indsats?

»Forsvaret har kontaktet firmaet. Nu er der hul igennem, vi har en konstruktiv dialog, og vi håber at finde en god løsning. Jeg tror ikke, vi kommer det nærmere.«

– Hvad er en god løsning for dig?

»Jeg håber på en aftale, der sikrer, at vi får mulighed for at få kontakt til de 37 tolke og oplyse dem om deres muligheder for at få hjælp. Det skal vi nu have en god og konstruktiv dialog om. De nærmere detaljer i en aftale kan jeg ikke gå ind i.«

– Aftalen med firmaet er lavet før din tid som minister. Med den viden, du har I dag, ville du så have indgået samme aftale?

»Som ny minister ser jeg fremad. Faktum er, at vi har haft den her aftale, og nu ser jeg frem til mødet, hvor vi skal finde en god løsning.«

– Så du vil altså ikke svare på, om du i dag ville indgå en lignende aftale?

»Jeg tror ikke, vi kommer det nærmere i dag.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Flemming Scheel Andersen

Typiske politikersvar fra denne regeringens skraldemand, Wammen.
Han ender med kors og bånd og stjerner på.

Michael Kongstad Nielsen

Godt gået af Information.
Nu må vi se, hvad Wammen kan udrette derovre. Habitten fejler i hvert fald ikke noget, ligger i den dyre ende, mens Hækkerups ser lidt krøllet og forkølet ud, som han står der med sin kække livrem, pludderbukser og sur mine.

Informations spørgsmål virker lidt for "studentikose" og kunstigt naive - men lad os håbe at ministeren får held med sig - og hvis det ikke lykkes, så er det nok ikke noget ministeren skal bebrejdes.

Vibeke Rasmussen

"… jeg håber, vi kan få lavet en god aftale."

"… og håber, vi nu kan få lavet en god aftale."

"Nu handler det om at få lavet en god aftale …"

"… vi håber at finde en god løsning."

"… vi skal finde en god løsning."

Heh! Men i det mindste siger han ikke, at han håber på en rigtig god løsning.

Morten Melbye, Carsten Mortensen, Niels Mosbak, Henrik Rude Hvid og lars abildgaard anbefalede denne kommentar
Henrik Rude Hvid

»Jeg har ladet meddele, at det her er en sag, der har højeste prioritet for mig, og der har været en tæt aktivitet for at få hul igennem. Jeg noterer mig, at det nu er sket, og håber, vi nu kan få lavet en god aftale.«

Hahaha, det var godt lille Nicolai!

Torben Lindegaard

Hækkerup er totalt livløs og fuld af løgn; og Wammen snakker sort.
Hvis man er gammel nok til at kunne huske, hvad der skete med amerikanernes partnere i Cambodia og Vietnam efter US's nederlag, så er der al mulig grund til at frygte for tolkenes skæbne.

Jørn Petersen

Tillid er en svær ting at opnå især for denne neo liberale regering.

Fatter ikke hvad SF laver der og hvorfor EL ikke stopper støtten.

Turbo ? må man bede om en ny definition .. og så gik han glip af at markere sig som en politiker, der svarede på spørgsmål.

Vibeke Rasmussen

Selvom der her er tale om dansk – sådan da ;-) – er det ofte interessant at se, hvad Urban Dictionary http://www.urbandictionary.com/define.php?term=turbo har at 'sige' om et ord. Om 'Turbo' blandt andet:

"A method of forced induction that uses exhaust gasses to turn a turbine, which in turn drives an intake pump to force more air into the engine."
Med andre ord påtvungne udstødningsgasser og (varm?) luft.

"Refers to Guido, techno loving, hair gel and fake tan guys."

"A person who in previous high school years was quiet, and maybe a hard worker. But since graduating into university has become a loud, alcohol induced, obnoxious freak."

"A person who drinks at every opportunity they get and the person goes completely over the top when drinking. This usually results in embarrassing behaviour such as throwing up on themselves."

Så, selv som dansk politiker ville jeg nu være varsom med at bruge den betegnelse. ;-)