Læsetid: 4 min.

Det er Fur, der dur

I et forsøg på at skabe lokal udvikling og komme på danskernes mentale landkort har beboerne på Fur taget udfordringen med at omstille til grøn ø op
John Bertelsen er én af Furs energiske ildsjæle, der er engageret i alt fra turisme og solceller til det lokale egnsmuseum, han er direktør for. Han håber, at den grønne omstilling kan være med til at trække nye borgere til øen.

Tor Birk Trads

28. august 2013

På vej ind i stuen støder vi hovederne sammen. »Alle vil vist ind først,« lyder det venligt fra John Bertelsen, mens Informations skribent føler sig som den berømte elefant i glasbutikken.

John Bertelsen er arkæolog, lokal museumsinspektør og øens mest efterspurgte turistguide. Og så er han blind.

»Jamen, jeg behøver da ikke øjne for at tale,« svarer John Bertelsen på spørgsmålet om de guidede busture. Og sandt er det. John Bertelsen er en mand, der trods uddannelsen som arkæolog, bruger sine talenter på »at se fremad – ikke skue bagud,« som han siger, og han fortæller gerne om alt det, der får en ø som Fur til at udvikle sig. Om de udfordringer, der ligger i at befinde sig i udkanten, men også om de muligheder, der eksisterer, når man bor i et af Danmarks mest attraktive naturområder, der endda er på vej til at kunne smykke sig med etiketten ’verdensarv’. I hvert fald er øen kommet på listen over potentielle kandidater, som lige nu evalueres af UNESCO.

Og så er han blevet engageret i øens seneste store satsning. Sammen med det regionale energiselskab EnergiMidt og Skive Kommune har Fur-borgerne sat sig som mål, at øen i 2029 skal være CO2-neutral. De fossile brændsler skal ud, og solceller og varmepumper skal ind.

»Jeg ser et sådan projekt som en stor fordel for Fur, hvis vi kan vise, hvordan man omstiller til et bæredygtigt samfund – hvis vi kan blive et udstillingsvindue for resten af verden.«

Energi i udkanten

Egentlig begyndte det med et andet projekt, som John Bertelsen er tovholder på, nemlig projekt Branding Fur. Som andre steder i udkanten ville øboerne undersøge, hvad der trækker nye beboere til øen – og hvem de nye er.

»Opfattelsen var måske, at det kun er pensionister og efterlønsmodtagere, der flytter til en ø som Fur. Men sådan er det ikke. En meget stor andel af de nye tilflyttere kommer fra vækstområderne, og de er i gennemsnit 12 år yngre end lokalbefolkningen.«

Branding Fur betyder, at Fur-borgerne i dag ved, at de, der vælger at flytte til øen, som regel allerede har været turister eller haft et sommerhus på øen, og at turisme derfor er den direkte vej til at lokke flere fastboende borgere til, ligesom det er øens rige foreningsliv med 40 aktive foreninger og mere end 60 forskellige virksomheder, alt fra gallerier til spisesteder og specialbutikker, der trækker nye til.

Men det betød også, at man i det regionale energiselskab fik øjnene op for Fur, forklarer Gitte Wad Thybo, der er projektkoordinator hos EnergiMidt.

Hun peger på, at den lokale organisering var et vigtigt udgangspunkt. At borgerne har vist, at de kan samles om fælles mål og få tingene til at ske.

»Projektet ejes jo i fællesskab, og hver aktør har naturligvis nogle særinteresser, de plejer. For Fur handler det om at tiltrække borgere til øen. For Skive Kommune er målet at nedbringe CO2-udledningen. Og for os som energiselskab handler det om, at vi har nogle målsætninger om at nedbringe forbruget af energi hos kunderne.«

EnergiMidt har i alt 235.000 kunder og som en del af energihandlingsplanen et politisk bestemt mål om at spare 119 GWh pr. år. Det svarer til 2,5 procent af forbruget i EnergiMidts område.

»Så på Fur vil vi afprøve, hvordan vi kan få private kunder til at spare på energien på en billig måde,« fortæller Gitte Wad Thybo.

– Men det lyder som en dårlig forretning for et selskab, der lever af at sælge energi?

»Nej. For os handler det om forretningsudvikling inden for digitalisering og bæredygtighed. Det er områder, der bliver vigtige konkurrenceparametre i fremtiden,« siger Gitte Wad Thybo.

Godt fra start

Og resultaterne af ’Innovation Fur’, som energiprojektet kaldes, lader ikke vente på sig. Det første energiregnskab for Fur viser, at projektet i løbet af sit første år har sikret en besparelse på gennemsnitligt 1,3 ton CO2 pr. indbygger på Fur. Til sammenligning udleder en dansker i gennemsnit ni ton CO2 om året.

»Så det er en ret stor besparelse. Også hvis man sammenligner med andre lignende initiativer,« siger Gitte Wad Thybo, der peger på, at resultatet især skyldes en massiv indsats med at rådgive de enkelte husstande.

»Vi tilbyder gratis energieftersyn, samtidig med at vi tilbyder gratis kurser for Fur-borgerne, så de også forstår teknologien bag. Det betyder, at projektet så at sige kommer ned i øjenhøjde og bliver forståeligt for alle,« siger Gitte Wad Thybo.

Indtil videre har 140 af øens 425 husstande fået foretaget et energitjek. Mere end halvdelen har efterfølgende valgt at lave energirenoveringer og godt en tredjedel har investeret i vedvarende energi. Dermed er det lykkes Furs borgere samlet at sparet 10 procent af energiforbruget i løbet af det første år.

Og så er der også lagt små fælles goder ind i projektet:

»For hvert privat solcelleanlæg, der bliver solgt, doneres et gratis panel til forsamlingshuset,« siger Gitte Wad Thybo.

Vi kan, hvad vi vil

Hjemme hos John Bertelsen er kaffen drukket. Inden afsked understreger han, at selv om projektet kun har eksisteret i godt to år, så er planerne mange. Og særligt på et punkt, arbejdes der med at udvikle øen frem mod at blive CO2-neutral.

»Vi er allerede nået rigtig langt. Men der arbejdes på at lave lokal fjernvarme – det ville virkelig rykke i CO2-regnskabet,« siger John Bertelsen, der mener, at intet er umuligt.

På Fur kan man, hvad man vil: »Her sidder vi ikke på hænderne og venter på, at kommunen eller andre gør arbejdet,« forsikrer han:

»Altså, vil man have Lars Lilholt til at spille på Fur, så ringer man til Lars.« Det kom han så tilbage i 2008. Og det er noget, man taler om på Fur.

Serie

Seneste artikler

  • 'Drop silotænkningen og fjern barriererne'

    20. september 2013
    Det er Henrik Kærgaards arbejde at være på tværs. Han er begejstret for de mange projekter i voresomstilling.dk, men de er endnu små, og spirerne til noget nyt og vigtigt kan blive kvalt, hvis ikke stat og kommuner bakker op og gør op med vanetænkning og bureaukrati
  • ’Det nytter ikke noget at læne sig tilbage’

    17. september 2013
    I Aarhus har de mange grønne ildsjæle. En af dem er Jonatan Marcussen, som gerne vil bane vej for Aarhus’ og måske Danmarks første udendørs plantevæg, hvor et mylder af plantearter skal medvirke til at opsuge regnvand, rense luften, indfange CO2 og forgrønne byen
  • Hvordan kan vi alle spise bæredygtigt?

    16. september 2013
    Danskerne har kastet sig over byhaver, fødevarefællesskaber og kampagner mod madspild. Men kan de mange små projekter rundt om i landet medføre et skærpet fokus på, at der er noget galt med fødevareproduktionen?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Aksel Gasbjerg
  • Alan Strandbygaard
  • Niels-Simon Larsen
Aksel Gasbjerg, Alan Strandbygaard og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alan Strandbygaard

Jeg er født og opvokset på Fur.

En perle midt i Danmark. Desværre er fiskeriet gået mere eller mindre fløjten og de små landbrug er faktisk helt forsvundet. Molergravningen minimeret efter man fandt ud af at stenen udviklede en giftig gas. Ergo er der kun turistsektoren tilbage.

Vi flyttede dertil i 1964. Øen var dækket med små husmandssteder og forretninger. spredt ud over det meste af øen. Der var liv på havnen. Molerværkets skorstene pulsede løs. Kunstnere stortivedes i de små afkroge. Jo jo, vi havde skam også vores egen lille telefoncentral, og et forsamlingshus hvor biografejeren fra Skive kom og viste en film hver måned.
Naturen er nok det man husker allerbedst. Hvis der er noget sted i Danmark man kan få en fornemmelse af natur, så er det på Fur. Den er på sine steder faktisk overdådig. Samtidig også fredfyldt.

Jeg var på øen i sommers. Jeg fik et chock. Og jeg må ærligt tilstå at jeg måtte fælde en tåre efter en uges tid. Alt var faktisk dødt. Ingen forretninger længere - kun et par stykker nede omkring færgen, og de turistrettede souvenirboder der er indrettet i gamle stalde (loppemarkeder). Molerfabrikkerne kører på lavt blus. Havnen er ryddet for fisk og fiskere.

Der er dog stadig liv i campingpladsen på Råkilde. Naturligvis, det er jo turistbranchen.

Det skal ikke siges at furboerne ikke gør noget for at holde liv i øen. Men det er ikke det liv vi kender fra før i tiden, hvor bonden pløjede og høstede markerne, malkede sine køer, fiskeren tog ud for at hive garn ind eller hvor Kresten kørte på Skarmol klokken 06.00 om morgenen. Det hele er baseret på turisme og naturoplevelse. Men jeg sporer dog at en vis folkelighed er bevaret. Ånden er ikke helt forsvundet (kun den 'hellige' ved Indre Mission).

I øvrigt er John Bertelsen min fars elev fra Fur Skole. En meget rar mand der leder Fur Museum i dag.

Mht.fiskeriet omkring Fur. Fur ligger i den indre del af Limfjorden, hvor der er stor iltfattighed pga. landbrugets intensive drift. Alle fisk er stort set forsvundet.
Der er kun muslingeskraberi tilbage som ødelægger de sidste rester af liv i fjorden.
Her har regeringen også svigtet da den tillader skraberiet.
Skulle der gøres noget skulle der rettes op på fjordens tilstand.
Jeg stammer selv fra Lundø lidt sønden for Fur. Det er trst at se hvordan naturen omkring Limfjorden er gået tilbage.

Skal der virkelig en "udenfursk" til at nævne, at Fur Bryghus brygger noget af landets bedste øl.... :-)
Samtidig ligger bryggeriet så strategisk, at det bliver en naturlig del af vandreturen i det nordlige bakkelandskab.