Læsetid: 5 min.

Den grønlandske turisme har plads til forbedring

Turisme er et af de områder, som Grønland på kort sigt håber kan skabe vækst og arbejdspladser, og Ilulissat gør med sin isfjord, hvad den kan for at trække flere til. Men det er stadig mest danskere, der tager til Grønland på ferie, ligesom det også næsten udelukkende er danskere, der arbejder i turistbranchen
Ilulissat er den vigtigste by i Grønland, når det kommer til ønsket om at tiltrække flere turister. Men det er stadig lidt svært for grønlænderne at forholde sig til turismen, fortæller Konrad Sebion, der arbejder på kommunens kontor for turisme og erhverv.

Ilulissat er den vigtigste by i Grønland, når det kommer til ønsket om at tiltrække flere turister. Men det er stadig lidt svært for grønlænderne at forholde sig til turismen, fortæller Konrad Sebion, der arbejder på kommunens kontor for turisme og erhverv.

Joachim Adrian

5. august 2013

På stakittet til børnehaven hænger et billede af et gammeldags kamera med en streg hen over. No pictures please, står der. Personalet hængte det op for tre år siden, da Ilulissat pludselig havde 18.500 krydstogtsturister forbi byen på bare én sommer. Det var året efter den store klimakonference i København, og store skibe med op til 3.000 passagerer havde lagt vejen forbi byen ved isfjorden for at se klimaforandringerne på nærmeste hold, ligesom utallige toppolitikere havde været det.

Det var mere end en fordobling af antallet af krydstogtspassagerer i forhold til året før, som lagde sig oven i den fordobling, byen allerede havde oplevet med de øvrige turister de seneste 10 år. Nogle dage var der lige så mange turister i byen, som der var indbyggere, fortæller 24-årige Lila Berthelsen, der koordinerer dagsture for byens største turistbureau, World of Greenland.

»Mange kommer for at se isen, inden det er for sent. Nogle turister taler om ’the dying icebergs’, selv om de jo ikke ligefrem er ved at dø,« siger Lila Berthelsen.

Turisme er et af de områder, der på kort sigt skal skabe vækst og beskæftigelse i Grønland, og Ilulissat er den vigtigste by i den satsning. Set i forhold til den samlede samfundsøkonomi giver branchen et marginalt bidrag, da den har en meget kort sæson og begrænser sig til enkelte grønlandske byer. Men det er et af de få steder, hvor Grønland kan hive penge ind udefra, påpeger Konrad Seblon, der arbejder på kommunens kontor for turisme og erhverv.

»Det giver en masse arbejdspladser. På hotellerne, på turbådene, til hundeslædeførerne,« siger han.

Julemandens manager

På Konrad Seblons kontor hænger et julemandskostume. Han er selv tidligere guide i byen og kender erhvervet nedefra. Det var også ham, der forrige år var med til at hive julemanden til Ilulissat, efter han var gået konkurs i Nuuk. Nu står julemandens tre meter høje kane foran kulturhuset sammen med en fem meter høj postkasse, der allerede er halvt fyldt med post. Børnene må have skrevet tidligt i år.

Der er også en skipper på en af turistbådene nede i havnen, der går under navnet julemanden på grund af sit store hvide skæg. Det fortæller en af de danske turister på byens vandrerhjem. Han sidder med sin familie på en solbeskinnet bænk foran huset og udveksler røverhistorier om Ilulissat med et midaldrende ægtepar. Hans kone har boet her engang, og han selv kender skipperen, der er dansk. Ægteparret kender også selv folk i byen. Det er den slags tilknytning, og så den direkte fly-rute mellem København og Grønland, der er forklaringen på, at 64 procent af de udenlandske turister er danske.

På gangene er det også danske piger, der går rundt og tager imod nye gæster og gør rent på værelserne. De skal være her sommeren over. Det er ikke til at få lokal arbejds-kraft, og hvert år er der ubesatte stillinger i højsæsonen, siger Konrad Seblon.

»Turisme er stadig en lidt fremmed verden for grønlænderne. De unge tager hellere arbejde på fiskefabrikken. Det er lidt lavere status, men det giver bedre penge, og der er faste rammer og tider,« siger han.

For turisterne er lokal arbejdskraft ellers et plus, konkluderer rapporten ’Turisme i Ilulissat’, som kommunen har bestilt hos det danske Center for Regional- og Turismeforskning. Det er dyrt at flyve til Grønland, og derfor bliver Ilulissat nødt til at gøre noget ekstra for at tilfredsstille de købedygtige, rejsevante og kræsne turister, som kan komme hertil, konkluderer rapporten og nævner bedre flyforbindelser og en professionel turismesektor som de to vigtigste forbedringspunkter.

Et sted, Konrad Seblon har tænkt sig at begynde, er på byens gymnasium, hvor man måske kan rekruttere nogle flere.

»Bureauerne vil også gerne have lokale guider. Vi skal blive bedre til at informere og række hånden ud til de unge, som tager hjem i sommerferien,« erkender han.

Stresstærsklen

En af de danskere, der har fremmet turismen mest i Ilulissat, er 41-årige Espen Andersen. Han kom første gang hertil en sommer i gymnasietiden på besøg hos en ven, der har familie i Ilulissat.

»Vi var på vandreture og sejlture, og det var fedt. Så kom jeg også herop om vinteren og prøvede at køre i hundeslæde, og så var jeg solgt,« siger Espen Andersen.

Først arbejdede han som sommerguide i studietiden, og efter han blev færdig som lærer i 2001, flyttede han herop. De seneste seks år har han været med til at starte World of Greenland og gøre det til byens største turistbureau, og nu er han startet forfra for sig selv med en lille gul taxabåd i havnen.

»Der er jo ingen, der har lyst til at føle sig som turister,« siger han om forretningskonceptet for sin egen lille charterbåd, men også for turismen i Ilulissat generelt. Det er dyrt at flyve til Grønland, og der kommer aldrig passagerer nok til, at det kan betale sig at lave lavprisruter. Derfor bliver man nødt til at satse på dem, der har lyst til at betale for unikke oplevelser.

Siden finanskrisen er turismen fra Danmark stagneret en smule, men Grønland skal nok tage sin del af den globale voksende turisme, tror Espen Andersen. Ellers ville han aldrig have turdet starte for sig selv og give 1,5 millioner kroner for en ny båd.

»Der er kommet godt gang i den nye direkte rute fra Reykjavik. Islændingene er dygtige til at sælge, og jeg tror, vi vil se flere indere, kinesere og amerikanere,« siger han.

Uden for havnen har et mindre krydstogtsskib netop lagt til, og små sorte gummibåde sejler i pendulfart passagererne i land. De rigtigt store skibe kommer ikke længere. Byen er ikke klar til det, siger de. Der mangler offentlige toiletter og en større havn, så de kan lægge til kaj. Mange af de ældre passagerer har ikke fysikken til at klatre op og ned i landgangsbådene. Samtidig er afgiften pr. passager steget til 525 kroner, bare man sejler ind i grønlandsk farvand, siger Espen Andersen.

»De penge er bare forsvundet ind i Selvstyrets kasse. Når skibene kan se, at de bliver ved med at lægge penge, uden at der sker forbedringer i havneforholdene eller andre steder, så bliver de lidt trætte af det,« siger han.

Der har været snak om at udvide havnen, men arbejdet er endnu på udviklingsstadiet. Måske om fem år, gætter Konrad Seblon.

»Byens første hotel blev bygget i 1972, så det er en udvikling, der er sket på 41 år. Det skal man huske. Byen kan ikke klare så mange flere turister, før man når stressniveauet. Det skal jo komme alle til gavn, både turisterne, de lokale og turistbranchen,« siger Konrad Seblon.

Rejsen til Grønland er støttet af Aage V. Jensens Fond

Serie

Seneste artikler

  • Naturen er noget, vi lever af

    17. august 2013
    I Grønland lever de fleste tæt på naturen. Men med de nye storskalaprojekter bliver kampen for at beskytte miljøet hurtigt en kamp imod arbejdspladser. I Maniitsoq blev modstanderne af den planlagte aluminiumssmelter til sidst nødt til at flytte fra byen, fortæller Mikkel Myrup, en af Grønlands ganske få miljøforkæmpere
  • Nogle tæller oprinde­lighed i procent

    13. august 2013
    Der går en bølge gennem det grønlandske samfund, hvor man forsøger at distancere sig fra det danske og nærme sig noget mere oprindeligt grønlandsk. Men problemet er at finde frem til, hvad det grønlandske er i en moderne verden, og hvordan det kan forenes med et samfund, der gerne skulle bevæge sig fremad
  • Når råstofpengene kommer ...

    10. august 2013
    For ét år siden var den 38-årige it-projektleder Jens-Erik Kirkegaard ikke engang medlem af et politisk parti. I dag sidder han på vel nok Grønlands næstvigtigste politiske post efter Selvstyrets formand. Han skal finde svarene på de mest presserende spørgsmål om Grønlands økonomiske fremtid. Lige nu har han dem ikke
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Karsten Andersen
  • Anders Feder
  • John Vedsegaard
Karsten Andersen, Anders Feder og John Vedsegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Grønland er ganske enkelt ikke egnet til masse turisme, og hvis det er noget sådant man vil være en del af, skal man ikke tage til Grønland. Forhåbentlig vil grønlænderne i fremtiden kunne klare sig uden.

Søren Andersen, Troels Ingvartsen, Alan Strandbygaard og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Det måske mest tiltrækkende ved Grønland er at der er så få turister. De fleste som opholder sig på de kanter er enten tvunget til det, på arbejdet eller begge dele. Man kan selvfølgelig godt udvikle på en grønlandsk turisme baseret på den store natur og det er allerede igang, men attraktionerne må nødvendigvis bliver forskellige fra dem vi kender fra Middelhavsområdet og Østen, hvor kulturen gennem tiderne har været toneangivende, når det kommer til arkitektur, design, mad og tøj osv. Grønland har sin natur og i historisk perspektiv sit naturfolk, at byde på og det er kun for liebhavere og ægte friluftsmennesker. Måske er det meget godt at der findes steder som ikke engang i højsæsonen ligner Mallorca.

Søren Andersen, Troels Ingvartsen, Alan Strandbygaard og Ole Olsen anbefalede denne kommentar
John Vedsegaard

Grønland er jo enormt stort, der burde være masser af muligheder for at lave hele byer der lever af turisme.

Måske kan Grønlænderne ligefrem tjene så meget på den slags, at minedrift og olieudvinding bliver helt overflødigt.
Men naturligvis, det er Grønlændernes eget valg.

@ Søren Kristensen

Du har helt ret. Og alene klimaet, vil afholde en masse mennesker fra at 'feriere' dér.

Det er naturmæssigt et dejligt sted, og de fleste der har været der, vil gerne tilbage, tror jeg. Man bør dog kunne finde en bæredygtig form for turisme, der øger turismen på en forsvarlig måde, uden at tivolisere det hele.

Det tyder på at de grønlandske samfund om føje år bliver velhavende p.g.a. råstoffer. Det var måske en idé at kopiere diamant-landet Botswana, uden sammenligning i øvrigt, hvad turisme angår.

Michael Kongstad Nielsen

Masseturisme bliver der næppe tale om, men for de få, der søger det unikke. Enhver by med respekt for sig selv har et hotel. Turisten skal bare være klar til, at når man er landet i Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord), kan vejret pludselig blive så dårligt, at man må tilbringe resten af ferien det, slut, hjem efter en uge, og forsikringen dækker ikke. Men hvorfor ikke tage til Østkysten, en endnu stærkere oplevelse siges det. I Angmagssalik / Tasiilaq er der hele tre hoteller, og man kan komme dertil med fly direkte fra Island. Se f. eks. Hotel Angmassalik:
http://www.eastgreenland.com/database.asp?lang=dk&num=576
og så kan man ellers komme på hvalsafari, hundeslædekørsel, trekking, se på grønlandsk kunst og meget mere (klik på oplevelser).

Søren Andersen, Per Torbensen og Anders Feder anbefalede denne kommentar

Michael Kongstad Nielsen:

Tak for linket. En tur til østkysten ville ikke være dårlig.

Og så bemærker man i øvrigt, at Arctic Wonderland Tours har brochurer på kinesisk. De ved nok hvad det drejer sig om deroppe.