Nyhed
Læsetid: 4 min.

Justitsministeriet har kludret med vejledning til statsløse

For anden gang i løbet af kort tid må Justitsministeriet erkende, at i kølvandet på statsløse-sagen, der kostede Birthe Rønn Hornbech posten som integrationsminister, har Indfødsrets-kontoret giver forkert vejledning om børn, der er født statsløse i Danmark
Indland
16. august 2013

I løbet af sommeren har Justitsministeriets Indfødsretskontor gennemgået ca. 550 ansøgninger om statsborgerskab for at rette op på forkert eller manglende vejledning vedrørende statsløse børns muligheder for at få statsborgerskab i Danmark.

Fælles for sagerne, som er fra perioden marts 2011 – juni 2013, er, at ministeriet har givet afslag på statsborgerskab til statsløse forældre uden samtidig at give dem en vejledning om, at deres børn har muligheder for at få statsborgerskab efter FN’s Børnekonvention, fordi børnene er født statsløse i Danmark.

Oplysningen om gennemgangen af de mange sager fremgår af et notat, som ministeriet netop har sendt til Folketingets Indfødsretsudvalg. Ifølge notatet har gennemgangen af sagerne ført til, at Indfødsretskontoret har identificeret syv sager, hvor forældrene nu vil blive kontaktet, så deres statsløse børn kan få en ny chance for at få dansk statsborgerskab, selv om forældrene selv har fået afslag. Notatet forklarer ikke, hvordan eller hvorfor ministeriets Indfødsretskontor er blevet opmærksom på den manglende vejledning vedrørende de statsløse børn.

Ifølge Eva Ersbøll, ekspert i indfødsret ved Institut for Menneskerettigheder, er det »selvfølgelig godt«, at det opdages og rettes, men den forkerte vejledning er ifølge hende et eksempel på en systemfejl, som ikke burde kunne opstå:

»Det er en konsekvens af, at vi i Danmark har uheldige regler, når det gælder udmøntningen af FN’s Børnekonvention,« forklarer hun.

Institut for Menneskerettigheder har flere gange, senest i februar i år, rettet henvendelse til Indfødsretskontoret og foreslået ændringer, som ifølge Eva Ersbøll ville forebygge problemer med forkert vejledning over for statsløse børn.

»Bedst ville det være, hvis det direkte stod i indfødsretsloven, at statsløse børn, der fødes i Danmark, automatisk fra fødslen får tildelt statsborgerskab. Sådan har en række andre lande, bl.a. Finland, indrettet sig for at opfylde Børnekonventionen,« fortæller Eva Ersbøll.

»Vil man ikke det, så er det næstbedste, at så snart et statsløst barn er født, skal der via folkeregistret gives meddelelse til forældrene om Børnekonventionen og barnets ret til indfødsret.«

Hvis Justitsministeriet indførte enten den ene eller anden af disse to ordninger, ville det ifølge Eva Ersbøll i vidt omfang forebygge problemer med forkert vejledning.

Forvekslede konventioner

Det er kun fem måneder siden, at Indfødsretskontoret i et notat til Indfødsretsudvalget måtte erkende endnu en vejledningsbrøler i forhold til statsløse børn. Den gang havde kontoret set sig nødsaget til at gennemgå samtlige ansøgninger om statsborgerskab fra statsløse personer i perioden januar 2011 til marts 2013, fordi man havde stillet et forkert krav til børn, der var omfattet af Børnekonventionen.

Indfødsretskontoret havde, fremgik det af notatet til Indfødsretsudvalget, indfortolket kravene fra FN’s konvention om statsløshed med kravene i Børnekonventionen. Børn på under 15 år var derfor blevet vejledt om og mødt med kravet om, at de ikke måtte være dømt skyldige i sager om forbrydelser mod statens sikkerhed eller idømt en fængselsstraf på mere end fem år, selv om det ikke er indeholdt i Børnekonventionen. Ifølge kontoret viste gennemgangen af ansøgningerne i foråret dog, at fejlfortolkningen ikke havde medført afslag eller forsinkelse af behandlingen af de statsløses ansøgninger.

To vejledningsfejl på så kort tid illustrerer ifølge Eva Ersbøll, at indfødsretslovgivningen er et vanskeligt område at overskue:

»Der er så meget gammel praksis, som bliver ved med at få betydning for kontorets arbejde. Det er årsagen til, at de her notater fra Indfødsretskontoret bliver ved med at komme dumpende,« siger hun og opfordrer til »en samlet gennemgang af, hvordan reglerne fortolkes og administreres på indfødsretsområdet med henblik på at få en ny og opdateret indfødsretslovgivning«.

Johanne Schmidt-Nielsen (EL) har bedt justitsminister Morten Bødskov oplyse, om Indfødsretskontoret efter ministerens opfattelse nu har opdaget og redegjort »for de sidste fejl« i forhold til de konventionsmæssige rettigheder, som tilkommer statsløse født i Danmark.

»Det er positivt, at Justitsministeriet er begyndt at offentliggøre deres fejl. Det er selvfølgelig bedre end at forsøge at skjule dem. Men det virker absurd, at mens der sidder en kommission, der skal placere ansvaret for fejlbehandlingen af de statsløse, så fortsætter fejlene i ministeriet, selv om vi flere gange har fået at vide, at nu er der ryddet op« siger hun.

Johanne Schmidt Nielsen støtter derfor Eva Ersbølls forslag om en samlet gennemgang af reglerne, for som hun siger:

»Mange borgere lider under, at regelsættet på indfødsretsområdet er så kompliceret og uoverskueligt. Og nu har vi endnu en gang fået illustreret, at selv Justitsministeriet har problemer med at administrere reglerne. Det taler for en forenkling.«

I en mail til Information oplyser justitsminister Morten Bødskov, at Indfødsretskontoret »er blevet opmærksom på problemstillingen i forbindelse med behandlingen af en konkret sag«, og at kontoret nu har taget kontakt til forældrene i de sager, der er blevet identificeret:

»I den forbindelse har Justitsministeriet beklaget, at ministeriet ikke tidligere har vejledt ansøgerne om deres børns eventuelle rettigheder i henhold til konventionerne,« skriver Morten Bødskov og tilføjer, »at ministeriet i forbindelse med den nye indfødsretsaftale generelt har tilført Indfødsretskontoret flere ressourcer for at styrke sagsbehandlingen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Nielsen

DF spøgelset i maskinen.

Jeg delte med en kommentar til min egen facebook væg og kan ikke se det, mystisk? Men det er ikke første gang det ikke virker..

Ole Chemnitz Larsen

Ulovlig embedsførelse hersker over loven eller borgernes vilje

i Justitsministeriet.

Især når loven, gældende ret, ikke behager de herskende politiske interesser.

Dette viser fakta desværre.

John Vedsegaard

Hvordan kan man overhovedet være statsløs imod sin vilje-.;:(