En landsby stiller om

Stevns kommune har sine udfordringer. Kommunen vil gerne være CO2-neutral, men som i andre landkommuner er der lang vej igen. De fleste af kommunens landsbyer ligger uden for det kollektive forsyningsnet, og mange huse er derfor opvarmet med oliefyr. Samtidig er størstedelen af husene ældre bygninger, der kræver store investeringer at energirenovere.

Ydermere raser en voldsom debat om vindmøller i Stevns Kommune. Som en del af den kommunale klimaplan frem til 2015 hedder det nemlig, at kommunens 23 gamle vindmøller skal udskiftes med fire kæmpemøller, der rager 125 meter op og har en samlet kapacitet på knap 15 megawatt. Men mere end 2.000 indsigelser og debatindlæg i den offentlige høringsfase, samt et kommunalvalg i efteråret har foreløbigt sat en brat stopper for et nyt vindmølleeventyr på Stevns. Folk frygter for støjgener og sundhedsrisikoen, så andre muligheder må derfor afsøges.

»I samarbejde med Roskilde Universitet har vi lavet et energiregnskab for Stevns Kommune, der viser, at kun 1,32 procent af den samlede CO2-udledning stammer fra kommunens egne institutioner. Så hvis vi vil gøre noget for klimaet, så skal vi have de private husholdninger med. Det er, hvad borgerne gør, der tæller i det store regnskab,« siger Birgitte Møller Nielsen fra Miljø og Teknik i Stevns Kommune.

Hun er i Holtug, hvor borgerne netop har taget udfordringen op. De har ansøgt om at blive en af kommunens to nye energilandsbyer, der skal fungere som forbillede for andre landsbyer, der vil i gang med en grøn omstilling.

»Men vi skal have tingene til at gro nedefra. Hvis det lykkes, så bliver det ved at gro.«

Klimaagenten

En af dem, der skal få de grønne initiativer til at gro, er Tom Jensen, der flyttede fra Rødovre til Holtug for 33 år siden.

»Jeg har interesseret mig for alt det her med grøn energi i mange år,« siger Tom Jensen, der som lokal miljøagent har travlt med at tage kurser om vedvarende energi, energirenovering og energispareråd.

»Det blev foreslået fra kommunen, at jeg kunne blive miljøagent. Den tyggede jeg lidt på et par dage og besluttede, at det ville jeg gerne. Hvorfor ikke hjælpe med den viden, jeg har?«

Tom Jensen, der i dag er pensioneret bus- og taxavognmand, er heller ikke helt grøn, når det kommer til at tænke i vedvarende energi. Taget på hans ejendom prydes af et 6.000 kilowatt stort solcelleanlæg. De første solceller satte han op for mere end 25 år siden, da familien dengang besluttede at kvitte oliefyret – og de seneste er kun et par år gamle. Han har jordvarme i sin have, en 550 liters stor vandvarmer og fire gamle busbatterier, som fungerer som nødanlæg til at holde alle pumper i gang, hvis der skulle være nedbrud på nettet.

For nylig fik han samlet knap 9.000 kroner tilbage fra el-selskaberne. Og han nægtede at tro på, at det kunne være rigtigt.

»Jeg ringede til SEAS-NVE og sagde, at de måtte have sendt den forkerte regning ud. Men det havde de altså ikke.«

Men som for alle andre i landsbyen handler det her projekt ikke kun om energi for Tom Jensen.

»Vi vil også gerne komme hinanden lidt mere ved. Og hvorfor så ikke gøre det ved, at vi alle også sparer lidt på energien og pengene,« siger han og banker på en stor tank af plastik, der står og flyder i haven.

»Det er til at opsamle regnvandet med. Jeg har købt to, men har endnu ikke helt styr på, hvordan det skal fungere. Men det finder jeg ud af,« siger Tom Jensen muntert, inden han viser den digitale elmåler, der hænger i garagen.

Den viser, at siden november 2011, hvor måleren blev installeret, har Tom Jensen i alt købt 10.271 kilowatt-timer fra elnettet. I samme periode har han solgt 10.666 kilowatt-timer tilbage til nettet.

»Jeg skylder ikke en krone på mine anlæg, så det er en god forretning.«

– Tror du, at andre i landsbyen vil kaste sig over solceller og grønne initiativer med samme begejstring?

»Det har de da bare at gøre. Og jeg tror, at selvom der måske kan være lidt modstand i begyndelsen, så bliver folk mere åbne over for det med tiden. Det er ikke jo bare en håndfuld ildsjæle, der har fundet på det her. Alle byens foreninger er med, forsamlingshuset, beboerforeningen, strandlauget – så på den måde er alle borgere allerede med,« lyder det fortrøstningsfuldt fra Tom Jensen.

Energitjenesten på besøg

Denne dag (i lørdags, red.) skydes energilandsbyen officielt i gang. Sammen med Stevns Kommune, lokale håndværkere og rådgivning fra den uafhængige organisation Energitjenesten kan beboerne få kendskab til, hvilke muligheder der er lokalt for en grøn omstilling. Ved landsbyens gadekær er der opsat telte, hvor forskellige energiløsninger præsenteres. En ny petanquebane skal også indvies, og senere på aftenen er der fællesgrill.Af de fremmødte godt 60-80 mennesker – flere kommer til, som regnvejret aftager – vælger godt 20 at tage med Energitjenesten rundt til private husstande, hvor der bliver givet en første rådgivning om energirenovering.

»Vores opgave er at motivere folk til at komme i gang,« siger Christian Oxenvad, der er energivejleder i Energitjenesten. »Initiativet kalder vi ’For enden af vejen’. Det er fællesmøder, vi holder for folk, hvor vi tager udgangspunkt i enkelte borgeres egne huse. Formålet er, at ved at samle folk kan vi skubbe lidt til dem, der er mest tilbageholdende.«

Og det giver pote. Christian Oxenvad fortæller, at efter for nyligt at have rådgivet 2-300 husstande i Næstved Kommune, gik mere end halvdelen i gang med at energi-renovere. Men han erkender, at det er sværere på landet end i byerne, fordi huspriserne på landet er faldende, og derfor er bankerne ofte meget tilbageholdene med at give lån til forbedringer og energirenovering.

»I de små landsbyer, der ikke har mulighed for at få fjernvarme eller komme på naturgasanlægget, er de nødt til at søge individuelle løsninger, og det kan være ret omkostningstungt. Men vi siger altid til folk, at deres bolig er det mest værdifulde, de har. Det er deres opsparing, så det kan næsten altid betale sig at gøre noget.«

Et bedre sammenhold

Ved gadekæret er der efterhånden kommet mange folk til. Lone Clausen ser travl ud. Hun er lokal tovholder på projektet i Holtug og fortæller, at trods lidt sund skepsis i begyndelsen er de fleste borgere nu med på, at Holtug er blevet energilandsby.

»Argumentationen går i starten mest på de individuelle besparelser, der kan vindes, og ikke så meget på, at det i virkeligheden handler om at nedbringe CO2-udslippet. Men forventningen er, at folk langsomt bliver interesseret i den grønne del også – at det kommer løbende. Men jeg tror ikke, at man kan starte den her slags projekter med at sige, nu skal vi spare på vores CO2-udledning. Det er den anden vej rundt. Pengene først,« siger Lone Clausen, der forklarer, hvorfor hun ønsker, at Holtug skal være energilandsby.

»Da jeg foreslog det, var det dels, fordi jeg selv brænder for den grønne omstilling. Men også fordi jeg ser det som en mulighed for at styrke fællesskabet og sammenholdet herude.

– Og hvad håber du, der kommer ud af det?

»Dels at folk på sigt sparer nogle penge, og at vi i fællesskab får nedbragt CO2-udledningen – og jeg ved godt, at selvom vi lykkes med at nedbringe CO2-udledningen herude, så betyder det ikke det store i det nationale regnskab. Men at folk bliver mere klimabevidste, er vigtigt. Der er jo brug for, at vi tænker lidt mere over det hele – og så er det en rar følelse at være et handlende menneske og en del af et fællesskab.«Til efteråret afholdes næste store beboermøde. Her skal landsbyens borgere lave en endelig strategi for, hvordan landsbyen skal omstille. Indtil videre handler det om fælles indkøb af sparepærer og biobrændsel, fælles elcykler og måske en delebilordning.

»Men det, vi især brænder for, er, hvis vi kan lave en eller anden form for fælles energiforsyning. Det er måske lidt svært, men der er masser af energi og lyst til at komme i gang, så nu må vi se, hvad det hele kan blive til.«