Læsetid: 3 min.

I Lejre bliver arbejdsløse til grønne omstillingsagenter

Hvorfor ikke betragte arbejdsløse som en ressource i den grønne omstilling? I Lejre blev de første 15 ’omstillingsagenter’ uddannet i foråret. Flere kommer til
Et seks ugers kursus i bæredygtighed og grøn omstilling er en mulighed for de ledige i Lejre Kommune.
29. august 2013

Vi skal lære at se overskud af arbejdskraft som en gave for vores samfund,« siger Ditlev Nissen. Han står og tripper foran de godt 30 fremmødte. Halvdelen er kursister, der netop er blevet færdige med et seks ugers uddannelsesforløb, og som nu kan kalde sig ’grønne omstillingsagenter’. Andre fremmødte er fra Lejre Kommune, lokale organisationer og almindelige borgere med interesse i den grønne omstilling.

Ifølge Ditlev Nissen, der er initiativtager til kurset, er ideen, at omstillingsagenterne undervises i at skabe projekter med udgangspunkt i de konkrete udfordringer, som virksomheder og borgere står med i forbindelse med en grøn omstilling. Det handler om, »at koble virkelighed med teori,« som han siger – og skabe et netværk mellem de ressourcer, der eksisterer i lokalsamfundet.

»Vi giver de arbejdsløse et grønt kompetenceløft. De bliver undervist af praktikere og ildsjæle, og hele kurset er handlingsorienteret. Målet er at skabe iværksættere og innovation,« siger han.

To kursister har designet en cykelrute igennem Lejre, der viser vejen forbi økologiske gårde og områdets små bed & breakfast-steder. Andre har kastet sig over formidling af grøn omstilling for børn, mens andre igen har fokuseret på udvikling af et lokalt fødevarefællesskab.

Ind i fællesskabet

Kursets undervisere har alle »rødder i den grønne bevægelse,« som Ditlev Nissen forklarer, og det er dét netværk, som kursisterne skal blive en del af.

»Seks ugers kursus gør jo ikke, at man er færdig som grøn omstillingsagent. Det er livslang læring, og det er et fællesskab, vi forsøger at dyrke,« siger han og understreger, at udbyttet af kurset derfor både handler om at få nogle nye kvalifikationer, men at det i lige så høj grad drejer sig om at få et netværk.

»Der eksisterer masser af upcoming ideer, mindre virksomheder og initiativer, der mangler at blive løftet videre. Det er ideen at skabe forbindelse mellem kursisterne og de grønne projekter, så vi får folk i fast job. Det er den hypotese, vi arbejder ud fra,« siger Ditlev Nissen.

For at skabe kontakt mellem den virkelige verden og kursisternes virketrang, kan borgere, virksomheder og kommunale institutioner derfor byde ind med grønne ideer og projekter, som de enten vil have udført eller tilbyder at undervise andre i. Det kaldes ’projektbutikken’, og er en del af ideen om at opbygge et netværk omkring den grønne omstilling i Lejre og omegn.

En af ’kunderne’ i projektbutikken er Steen Nørhede, der kalder sig konsulent i selvforsyning. Han er også økologisk landmand, og han deltager i projektet. Selvsagt ikke fordi han er arbejdsløs, men fordi han har ideer og viden.

»Jeg har et tilbud til de grønne omstillingsagenter, hvor jeg kan undervise i, hvordan man laver en solfanger af genbrugsmaterialer,« fortæller Steen Nørhede, der også gerne stiller sin viden til rådighed, hvad angår økologisk landbrug.

Han kan eksempelvis vise, hvordan man forandrer »gold jord til en sprudlende køkkenhave«. Gratis tilbud, som engagerede borgere kan tage imod, hvis de føler sig fristet.

Ja tak fra kommunen

I Lejre Kommune modtages initiativet med åbne arme. Lejre kalder sig økologisk kommune, og målet er, at økologi og bæredygtighed indgår som tværgående tema i alle kommunale udviklingsaktiviteter. De grønne omstillingsagenter passer godt ind i den strategi.

»For os som kommune er det jo fantastisk, at 15 mennesker tænker med os i bestræbelserne på at skabe en økologisk kommune,« siger Tina Unger, der er klima- og bæredygtighedskonsulent i Lejre kommune.

Hun mener, at styrken ved det kommunale projekt netop er, at det går på tværs af alle sektorer.

»Kirken, landmænd, private, kommunen – alle, der ønsker at bidrage, er velkomne. Vores idé er jo, at omstillingen til økologisk kommune er båret af de mennesker, der ser muligheder i det,« siger hun og understreger, at man fra kommunens side ønsker at » få økologi ud i alle kroge, hvor det giver mening.«

I løbet af efteråret kommer der flere grønne kræfter til i Lejre Kommune, når et nyt hold omstillingsagenter udklækkes.

Serie

Seneste artikler

  • 'Drop silotænkningen og fjern barriererne'

    20. september 2013
    Det er Henrik Kærgaards arbejde at være på tværs. Han er begejstret for de mange projekter i voresomstilling.dk, men de er endnu små, og spirerne til noget nyt og vigtigt kan blive kvalt, hvis ikke stat og kommuner bakker op og gør op med vanetænkning og bureaukrati
  • ’Det nytter ikke noget at læne sig tilbage’

    17. september 2013
    I Aarhus har de mange grønne ildsjæle. En af dem er Jonatan Marcussen, som gerne vil bane vej for Aarhus’ og måske Danmarks første udendørs plantevæg, hvor et mylder af plantearter skal medvirke til at opsuge regnvand, rense luften, indfange CO2 og forgrønne byen
  • Hvordan kan vi alle spise bæredygtigt?

    16. september 2013
    Danskerne har kastet sig over byhaver, fødevarefællesskaber og kampagner mod madspild. Men kan de mange små projekter rundt om i landet medføre et skærpet fokus på, at der er noget galt med fødevareproduktionen?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • randi christiansen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels-Simon Larsen
randi christiansen, Lise Lotte Rahbek og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

6 ugers kursus for arbejdsløse - en fantastisk måde at bruge pengene på. Meningsfuld og givende på enhver måde. Intet A-klasse idioti over det. Man må håbe, at jobcentrene nu bliver opmærksomme på det gode projekt og ikke bare jobcentrene, men alle der har interesse i at skabe bedre forhold. Det her er virkelig en nyskabelse.

randi christiansen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Enig med Niels Siomob Larsen i at det er en god måde - håber mange flere kommuner vil lave lignende kursuser.

Så bare et lille spørgsmål - hvad tænker du på når du skrev - "Intet A-klasse idioti over det"

Niels-Simon Larsen

Der var jo denne fantastiske komedie A-klassen på DR2, der skildrede jobsøgningsvanviddet. Jeg spurgte forskellige, om de kunne genkende det, og det kunne de.

Niels-Simon Larsen

Hvad der bruges af penge på at gøre overskuddet af arbejdskraft til et kæmpeproblem er jo ikke småting. Hvorfor ikke vende det på hovedet og sige, at nu er der ikke mere arbejde til A på den gamle arbejdsplads, så nu finder vi et nyt til A, og det bliver på et område i samfundet, der trænger til udvikling, og så bliver A uddannet til det?
Det er da på den måde, vi skal tænke frem for at fokusere på A og tænke, at A nok er blevet lidt til en side, siden A har mistet sit arbejde. Dvs. at alle A'erne er potentiale og ikke problem.
Hvordan skal vi få penge til det, vil nogen spørge. Hvor i hede, hule osv. kommer pengene fra nu til en masse smatkurser og behandling til psykisk nedbrudte A'er?

Nu har der været så meget ballade, at Mette Frederiksen vil lave om på det hele. Til hvad, må man have lov at spørge. Jeg synes, hun skal tale lidt med Ditlev Nissen og få nogle gode ideer.

randi christiansen, John Fredsted og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Flot at uddanne arbejdsløse til ulønnet, hobbybetonet beskæftigelse.
Et bedre alternativ var da nok at opdele uddannelsen i enkelte fag og projekter, som kunne udbydes dels som fritidsundervisning og dels som offentlige aktiviteter som de, Randers Kommune har på sit naturcenter (http://naturcenter.randers.dk/FrontEnd.aspx?id=25336 ).
Beklager, jeg ikke lige kan se, hvordan en uddannelse som "grøn omstillingsagent' bringer de arbejdsløse tættere på ordinær beskæftigelse, endsige hvorfor idéen bag uddannelsen skal forbeholdes arbejdsløse.

Børge Rahbech Jensen

Ok.
For det første står der absolut intet om, hvilke job det kvalificerer til.

For det andet:
"Viden og indsigt i et helhedsorienteret syn på bæredygtighed."
Kunne være en titel på kursus på en aftenskole.

"Erfaring i at designe og arbejde med et konkret omstillingsprojekt i lokalsamfundet, en virksomhed eller organisation."
Kommunen kunne designe et omstillingsprojekt og inddrage borgerne i udførelsen.

"Adgang til et netværk af omstillingsaktører og erfarne ildsjæle.
Indsigt i individuelle, kollektive og samfundsmæssige omstillingsprocesser.

Kunne være en forening.

"Indsigt i personligt og kollektivt lederskab og samarbejdsprocesser.
Mulighed for at arbejde med din personlige omstillingsproces, dine drivkræfter og bremseklodser, og træne dine sociale kompetencer i forhold til at indgå i anerkendende samarbejdsrelationer."

Kendes også fra inspirations- og jobsøgningskurser, som er bedst kendte for ikke at føre til andet end spild af tid.

@Niels-Simon: Du er da vist kommet i avisen, hva :-). For er det ikke dig på billedet til højre med ryggen til?

randi christiansen

Børge - men der er jo ikke nogen andre aktører, der har et tilbud, som adresserer en helhedsorienteret tilgang til bæredygtighed - hvilket er yderst relevant i omstillingsprocessen. Og det ville da være fornemt, hvis kommunerne ville bruge endnu flere penge på en længerevarende uddannelse som grøn omstillingsagent. Se kurset som et laboratorium for udvikling og realisering af de nye tanker og ideer, vort hårdt plagede, misrøgtede, udpinte og udplyndrede økosystem har så meget brug for. Det synes ofte nemmere at brokke sig end at bidrage med konstruktive ideer - kurset er nyt, det skal nok få sat nogen gode, bæredygtige aftryk til gavn for alle.